Atuagagdliutit - 24.02.1955, Blaðsíða 7

ingenting for nogenting. Det var
udelukkende lysten, der drev vær-
ket. Det kunde gå den gang, da
levevilkårene var så helt anderle-
des i Grønland, end de er i dag.
Men det går ikke mere. For et ær-
ligt stykke arbejde — som det at
skrive en god lærebog må være —
skal der betales rimeligt.
Men stadig tilbage til danskun-
dervisningen! — Blandt de unge
er interessen for at lære dansk
stor. Det mærkes i aftenskolen,
hvor dansk alle vegne, hvor der er
kvalificerede lærerkræfter, er
timeplanen. Gennem radioen gø-
res der forsøg på at bringe dansk-
undervisningen ud til alle. Hvor
Meget denne undervisning betyder
er det vanskeligt at udtale sig om.
Men den side må også medtages.
det hele taget må alle veje og
Mie midler prøves. Vi, der står i
skolens arbejde, mener ikke, vi
har fundet den bedste og mest re-
sultatgivende vej endnu, men vi
bestræber os på at finde den ■— og
herfor må så meget som muligt
prøves. Og lærerne må udveksle
ei‘f aringer.
. °et er naturligvis rigtigt, at hvis
Vl kunne få fat i børnene fra gan-
s»e små, fra børnehavealderen,
S.a ville der være større mulighe-
der for at lære dem naturligt
hansk. Det har man allerede set.
Men det er endnu kun få steder,
J er er børnehaver, og de er kun
øseligt forbundet med skolen.
k>er kommer flere, og det skal
u«k vise sig, at i børnehaven
mn det første skridt i retning af
naturligt dansk tages.
biet har ofte været diskuteret,
°m ikke den grønlandske skole
uiere, end tilfældet er, burde op-
bygges efter de naturlige evner,
grønlænderne har, og efter de
krav, samfundet må stille til sine
borgere. Det bør den naturligvis
i hvert fald til en vis grad. Og
med hensyn til de krav, samfun-
det i dag stiller til sine borgere,
så er det jo let at pege på, at sko-
len opfylder sin forpligtelse så no-
genlunde, idet den lærer børnene
grønlandsk, regning, skrivning,
°§ især forsøger at lære dem dansk
også — et samfundskrav i dag.
Men om skolen tager tilstrække-
*8t hensyn til børnenes særlige
oyner, det er en anden sag. Jeg
el0/ 1 ^vert fald, det er for ringe
i »aeusyn, den tager. Men spørgs-
„ er jo så yderligere: Er de
* r landske børn anlægsmæssigt
orskellige fra danske børn, al
undervisningen af dem bør læg-
ges anderledes til rette for danske
■ Ja, nok i nogen grad.
, . er kan næppe være nogen
0111, at der er visse forskelle
lu danske og grønlandske børn,
f 611 sPørgsmålet er, om det ikke
fortrinsvis er milieuforskelle. Det
1 het nok. Men selv milieu kan
0 i nogen grad tilføres børnene
udefra gennem undervisningen.
' et vil ganske vist blive konser-
v?,ret milieu — på dåser, om man
; men noget kan der nok kom-
e Ud deraf, hvis undervisnin-
.-æn er tilstrækkelig anskuelig
med anvendelse af billedmateriale
i større stil. En anelse af dansk
milieu skulle nok kunne bibringes
(j° grønlandske børn gennem
danskundervisningen og gennem
andre fag for så vidt også, når
blot det hele gribes rigtigt an. Men
det bliver, om ikke et farveløst,
så dog nok et temmelig lugtefrit
indtryk af dansk milieu, der vil
opnås på den måde.
Grønlandske børn har uden
tvivl særegne anlæg, og disse an-
læg må vi i skolen ikke kvæle ved
en forkert undervisning. Den
kunstneriske evne, som afgjort
findes hos grønlænderne — og
sikkert i højere grad end hos os
danske — må udnyttes og opdyr-
kes — den vil måske endda kun-
ne blive en stor støtte ved ind-
læringen i andre fag, om den ud-
nyttes rigtigt.
Som et eksempel på, næsten et
bevis for, at grønlænderen har
særegne evner på det kunstneriske
område vil jeg omtale et tegnere-
sultat, som kom frem i Godthåb
i sommer. Til en udstilling i Fo-
rum i København kunne man øn-
ske at få et halvt hundrede teg-
ninger udført af grønlandske sko-
lebørn. Det var midt i mæslinge-
epidemien, men det lykkedes dog
tegnelærerinde Tatjana Petersen
at få samlet 18 børn i alderen 10
tii 13 år, og på godt et par timer
fik de tegnet og farvelagt, malet
kan man godt sige, 39 store „ma-
lerier", 1 meter gange 70 cm. Im-
ponerende resultater! Landsrådet
fik lejlighed til at se billederne,
og da et af medlemmerne spurg-
te: „Er det resultatet af den nye
skoleordning?“ svarede jeg ikke
ganske i overensstemmelse med
den fulde sandhed, at det var det.
Resultatet var skam sandt nok,
men det er naturligvis ikke mu-
ligt alle vegne at nå sådanne re-
sultater. I Jakobshavn og Uper-
navik er der — for at nævne et
par steder mere — dog også op-
nået fine tegneresultater. Der er
måske endnu flere steder, der
kunne nævnes, men dette må ik-
ke forstås således, at det nu skal
være det eneste rigtige i skolen
at kunne fremlægge fine tegnere-
sultater. Det må komme, som det
nu kan falde. Ikke alle kan være
dygtige tegnelærere. Man kan ik-
ke antage lærerne efter om de kan
tegne. Der er så mange andre
egenskaber, de må være i besid-
delse af før denne at kunne teg-
ne. Men selv om man ikke er no-
gen heksemester i tegning, kan
man dog indføre tegningen i un-
dervisningen i fagene. Lad børne-
ne få afløb for den trang og det
anlæg, der er i dem m. h. t. teg-
ning. Det kan blive et nyttigt
hjælpemiddel. Jeg ved så udmær-
ket, at det er det allerede, men jeg
vil blot understrege, at det bør
bruges mest muligt. I selve tegne-
timerne skulle der helst undervi-
ses i tegning. Man kan nok lade
børnene tegne løs, men den dygti-
ge lærer kan lokke noget frem,
som børnene måske ikke af sig
selv finder frem til. Det skal ikke
være tegning efter stive og kede-
lige modeller som skamler og
klodser og den slags, der nu her-
hjemme er taget helt ud af un-
dervisningen. Det skal — som
tegneresultatet ovenfor nævnt vi-
ste — være noget levende, et hil-
lede, sprunget ud af børnenes fan-
tasi.
Grønlændernes kunstneriske
sans kommer også frem gennem
sang og musik og kan også i no-
gen grad finde udtryk og opøves
gennem sløjd, særlig småsløjd og
håndarbejde, især det smukke
grønlandske skindbroderi, hvor
farveglæden rigtig kan boltre
sig og komme til udtryk. Men an-
gående det smukke originale
grønlandske håndarbejde, ja, hus-
flidsarbejde i almindelighed, vil
jeg gerne sige, at til skade for
kunsten går der desværre i vore
dage en businessånd over Grøn-
land. Det er i første række penge,
der skal komme ud af husfliden.
Det er ikke mere især tidkort,
farveglæde og formsans, det drej-
er sig om. Medens man tidligere
selv skulle bruge det, man puslede
med, måske forære det bort, må-
ske sælge det, så går salg nu for-
ud for alt. En stor fare for det
kunstneriske ligger heri, idet ar-
bejdet får fabrikskarakter. Det
særlige kulturstempel forsvinder.
Det er ikke mere kunsthusflid.
Det smukke grønlandske husflids-
arbejde må vækkes til live igen.
Og lier kan skolen godt være med
til at puste liv deri. Gennem teg-
ne- og anden undervisning kan
form- og farvesans udvikles, så
tingene igen kommer til at lyse
af dette og giver dem særpræg —
det specielle kulturmærke. Også
i skolen må vi være på vagt over
for en yderligere forfladigelse af
den grønlandske husflid.
Jeg kunne også tænke mig, at
en højskole, når en sådan kom-
mer i Grønland, kunne medvirke
til højnelse af husfliden. Det må
være en aldeles oplagt opgave for
højskolen at gøre husfliden til et
af sine hovedfag. Dertil skulle
knyttes tegning, sløjd og andre
fag, som kunne være støttefag for
husfliden. Nogle af den grønland-
ske kulturs reneste produkter
kunne derved igen komme frem,
og derigennem kunne den gamle
kultur få en renaissance på et om-
råde, hvor det ikke ville være til
hindring for opblomstring af den
nye kultur. Når sang og musik
Den unge arkæolog og etnograf,
mag. art. Jørgen Meldgaard, vendte
fornylig hjem efter en spændende
og udbytterig ekspedition i arktisk
Canada. Ved sin hjemkomst blev
han interviewet nf „BT“. På en bo-
plads fortalte den ældste en historie
om, hvordan alle en 0 engang var
sultet ihjel med undtagelse af hans
tiptiptip-oldenm1') som blev fundet
af en stamme. Meldgaard besluttede
at besøge denne 0> han fandt den,
og fandt meget materiale, som kan
komme videnskaben til gode. Jør-
gen Meldgaard fortæller bl. a.:
— Vi fandt clen Samle boplads
med syv sammenfaldne huse, en
mængde husgeråd og skeletdele bå-
de på sovepladserne og spredt for-
an husene, utvivlsomt bjørnenes
værk. Skønt beretningerne var over-
leveret gennem så mange generatio-
ner, passede detaillerne forbavsende
godt, både hvad husenes og menne-
skenes antal angik samt bjørnenes
og hvalrossernes forekomst. Vi sej-
lede gennem en fl°k hvalrosser på
omkring 1.000. Den gamle mand
havde fortalt mig, at en af de sulten-
de skulde have hængt sig. En af de
tillige blev vigtige fag på højsko-
len, så ville de dybere liggende
eller rettere de særlig fremtræ-
dende grønlandske anlæg kunne
få en opdyrkning. Højskolen fik
derved ligesom mere mening, me-
re tilknytning til folkets natur og
ejendommeligheder, for en ren
„ordels“ højskole er vist ikke en
form, der passer for Grønland.
Grønlænderne er nemlig nok et
kunstnerisk begavet folk, men
det er tillige et realistisk folk, el
praktisk folk, der vil have noget
l'or noget. Man får nok lettere de
unge til at betale for et højskole-
ophold, hvis mere håndgribelige
resultater kan opnås der.
Man kunne også lænke sig
håndværkerfag knyttet til høj-
skolen, en teknisk skole, eller en
fiskeriskole, et eller andet prak-
tisk i hvert fald. Højskolen ville
derved få et realitetspræg, som
nok skulle vise sig at øve tiltræk-
ning på de unge.
Men lad mig ikke komme læn-
gere ind herpå. Lad mig slutte
med at påpege, at jeg i dette mit
andet foredrag om skolen i dag,
og hvad der sker i skolen — eller
bor ske — gerne har villet berøre
områder, som man almindeligvis
uden for skolen ikke ser så me-
get til eller hører så meget om.
Der kunne være endnu mere
at fremhæve, men det har næppe
i øjeblikket almindelig interesse.
Det vil det derimod få, den dag
vi kan fremlægge virkelige resul-
tater. Det skulle vi forhåbentlig
kunne, om ikke før så i 1957, når
de dobbeltsprogede skoler sender
de første elever ud. Den dag skul-
le vi gerne kunne vise, at der sker
noget i skolen i dag. Men de re-
sultater, der til den tid vil fore-
ligge — hvor gode de nu må blive,
er en anden sag — de er jo afhæn-
gige af, hvad der netop i dag sker
i skolen.
p. t. København
den 10 januar 1955
M. G am.
eskimoer, der hjalp til med under-
søgelserne og ikke kendte denne
omstændighed, fandt en hvalbarde-
løkke ved et af skeletterne og fortal-
te mig, at en sådan måtte have været
anvendt ved en hængning.
Jørgen Meldgaard, der tidligere
liar rejst i Alaska og i Grønland, for-
talte videre, at han rejste gennem
ødemarken med flyver, hvalbåd og
hundeslæde. — Vi gik klædt og boe-
de og spiste som eskimoerne — de-
res tilværelsesform egner sig af-
gjort også bedst for den hvide mand,
der færdes så højt mod nord. — På
denne måde levede vi, indtil sneen
atter dækkede alt og standsede vort
arbejde. Nu går jeg blot og venter
på at få hovedparten af det indsam-
lede materiale hjem....
Fangede alk med hænderne
Nogle drenge fra Frederikshåb har
gjort en usædvanlig fangst, idet de
med de bare hænder fangede en alk,
der antagelig var blevet drevet ind
mellem husene af storisen.
Gennem ødemarken med flyver,
hvalbåd og hundeslæde
7