Atuagagdliutit - 02.06.1955, Blaðsíða 15

Hvad er et forbrugerudvalg ?
(Fortsat fra side C).
gave de har påtaget sig, hvis de lader
være. Hjælp til artikler, demonstra-
tioner og foredrag vil kunne fås fra
personalet ved de offentlige institu-
tioner på stedet, og almindeligt oply-
sende materiale bliver udsendt fra
landshøvdingen på Grønlands for-
brugerråds vegne, ligesom man vil
kunne regne med hjælp fra det dan-
ske forbrugerråd -— der er faktisk
ingen undskyldning for at lade op-
gaven ligge. '
3. juli erfalassulersarftk
statsministerie nalunaerpoK atar-
Kinangårtup kungip akuerssissutigi-
gå 3. juli — Hans Egedep Kalåtdjit-
nunanut apuvfia — Kalåtdlit-nunane
erfalassulersorfiussalisassoK.
Ivigtune tdssångainaK toxussoK
Ivigtune ingnatdlagialerissoK
Svend Aage Hansen 57-inik ukiulik
ivsåinaK tåssångåinartumik umåmi-
nik unigtordlune toKuvoK. suliartor-
dlune inuserdliulersimavoK, nåparsi-
mavingmutdlo pissuneKarame toKuv-
dlune. 1942-mit Ivigtune ingnåtdla-
gialerissusimavoK. tamatigortuvoK.
Kutdlersaminit suleKatiminitdlo nuå-
narissauvoK. orssugiagsiorfiup ånai-
ssane uvgornarteKå. Københavnime
nulé Kimatarå.
højskolerne sujuligtaissoK Arnfred
„Søndags BT“me agdlagpoiv Kalåt-
dlit-nunane højskoleKarnigssamik.
ersserKigsarniarpå piårnerpåmik
iluaKutiginiarneKalersariaKåsassoK
kalåtdlit kulturiata pingårtortai Ka-
tanginåsångigpata.
kavftna
mMMAmc
ken/fim u t
akugissaruk,
.... . ——-
NewZealandime
arfangniarnelt
¥ ÆSl*- ,-y ; r.r *
Hvalfangst ved
•'•'■g, ’A-) ■, * * New Zealand
mtf \ »le i iirid 16 maorit arfeic silo orssua su-
<>. wnL •j*** :•»» v o* jåkåt.
RjjjjHBfTWFÆtM/Kpfåi En gruppe maorier med pro-
visoriske gryder og udstyr
udvinder olien af en hval,
som er drevet i land i nær-
heden.

Videnskab, religion og vort
samfund
(Fortsat fra side 7).
nemlig spørgsmålet om kirkens lære.
I oldtid og middelalder, da folkene
endnu var en uvidende skare, uoply-
ste og fulde af alskens overtro, da
kunne kirken tvinge menneskene til
kristendommen ved simpelt hen at
prædike død og djævel og evig pin-
sel for de ulydige, et middel, der jo
ikke er ukendt i vore dage. Men den-
ne skrækreligion kan ikke anvendes
på nutidens mennesker, dertil er op-
lysningen for stor og alligevel hører
vi mange steder de gamle trusler om
helvede etc. Jeg mener ikke, at kir-
ken skal ændre sin lære, efter hvad
folk helst vil høre, men er tiden nu
ikke moden til, at der kan lægges
større vægt på det kærlighedsbud-
skab, der ligger i det nye testamen-
te? Endvidere er det også et stort
spørgsmål, hvor mange af de uhyg-
gelige straffebegreber, der i virkelig-
heden hører kristendommen til, og
hvor mange, der har indsneget sig
under græsk, jødisk, romersk og an-
den indflydelse. I øvrigt skal jeg ik-
ke gå nærmere ind på dette store
spørgsmål, men det forekommer mig
blot, at skrækreligion, som den præ-
dikes visse steder, må virke frem-
med på nutidens mennesker, og at
dette måske også er en af årsagerne
til vor kirkefremmede tid.
Visse historiske kendsgerninger
som f. eks. den katolske kirkes ud-
viklingshemmende formynderskab
som det endnu praktiseres i Spanien
har fået kommunismen til helt at
ZEISS IKON AG
STUTTGART
MOVIKON 8
DET IDEELLE 8 mm SMALFILMSKAMERA I TVÆRFORMAT
STOR BILLEDVINKEL — STOR DYBDESKARPHED
MOVITAB 1 : 1,9 — 10 mm
TELE- OG VIDVINKELFORSATS SAMT STORT UDVALG I
ANDET TILBEHØR
fornægte religionen, men selv folk,
der kategorisk nægter at være tilhæn-
gere af kommunismen, kan vel næp-
pe helt sige sig fri for indflydelse
fra denne tankegang, der ofte uden
vort vidende lurer alle vegne i vor
socialliberale tidsalder. — Da denne
strøm bort fra kirken først var sat
i gang, har den fået ekstra fart som
følge af vor iver efter at ville følge
med tiden. Vi er så ivrige efter at
blive betragtet som uhildede, for-
domsfrie og moderne mennesker, og
ingen vil være så gammeldags at røbe
at han ikke føler sig tilfredsstillet
af det videnskabelige livssyn. — Der
er måske endnu flere faktorer, der
stemmer folk køligt overfor kirken,
men de væsentligste er vist nævnt;
nedslående er det blot, at naturvi-
denskaben, der har kunnet opbygge
så meget materielt, samtidig har ned-
brudt så mange åndelige værdier og
endnu værre er det, at naturviden-
skaberne og teknikken nu er ved at
true hele vor eksistens på jorden. I
denne trusel og den deraf følgende
frygt ligger sikkert grunden til man-
ge religiøse sekters opkomst og ud-
bredelse.
Mange vil måske mene, at det også
kan være ligegyldigt, om kirken har
bevaret sin tiltrækning på menneske-
ne, men den åndelige krise, der er
opstået af denne situation har jo kon-
sekvenser, der rækker langt ud over
det rent religiøse. Selve vort sam-
fund mærker denne krise, der efter-
hånden er blevet en trusel mod vor
kultur. — Nogle filosoffer mener
ganske vist, at et samfund udmærket
kan opbygges uden religiøs indfly-
delse. De mener, at de til samfundets
opretholdelse nødvendige moralbe-
greber kan opbygges ad rent logisk
vej. Det er muligt, at de har ret, men
jeg tvivler derpå, og vor logiske vi-
denskabelige tidsalder synes nogen-
lunde at være noget godt bevis på
deres påstand. For mig at se har na-
turvidenskaben også på dette områ-
de haft en uheldig indflydelse med
en almindelig og stedse om sig gri-
bende opløsning til følge, en devalue-
ring af alle åndelige værdier. Tidens
krav falder udelukkende på det ma-
terielle område, krav, som teknik og
videnskab i forening så udmærket
har kunnet honorere, men midt i
denne voksende produktion og deraf
følgende sociale fremgang er menne-
sket ladt rodløst tilbage. Det er ikke
længere mennesket, der behersker
teknikken, men teknikken, der tyra-
niserer os. Og grunden til at vi er
kommet ud i dette uføre er delvis de
samme, som har gjort os kirkefrem-
mede. Hele videnskabens årsagsbe-
stemte, deterministiske tankegang
har efterhånden gennemsyret vort
samfund, og resultatet er synligt for
enhver, der læser sine aviser. — Di-
sciplinkrise er^ et ord, vi træffer på
ved denne læsning og i vid betydning
dækker ordet vel hele miseren. „Di-
sciplin" har for de fleste en dårlig
klang, ja visse steder er det endda
et uartigt ord, men hvis vi skal gØre
os håb om at overvinde vor nuværen-
de krise, er det vist her, der skal ta-
ges fat. Jeg tænker naturligvis ikke
på militærdisciplin, men på den hele
personlige indstilling overfor livet og
menneskene. Det er den, der må æn-
dres fra den sløve, apatiske „laden
stå til følelse", der synes at beherske
den vestlige verden og ændres til en
mere positiv og ansvarsbevidst hold'
ning. Det er selvdisciplinen i vid f£>r"
stand, der må være kravet til os alle>
et krav, der i endnu højere grad Wa
stilles til folk, der søger at ophjælpe
et såkaldt underudviklet område.
Men det er naturligvis her som i de
religiøse spørgsmål lettere at lade
skæbnen afgøre end selv under an-
svar at træffe sit valg. De krav det
moderne samfund stiller til sine bor-
gere, kan disse måske ikke altid kla-
re, og meningen med disse krav og
betydningen af en personlig stilling'
tagen, et personligt valg mellem fle'
re mulige handlingsmåder, er heller
ikke altid let at få øje på, hvorfor
man lader skæbnen råde.
Resultatet af denne udvikling læser
man om i enhver avis: Disciplinære
vanskeligheder i skolen, blandt vore
soldater og på arbejdspladser af alle
slags. Man læser om den forurolige1!'
de stigning i svangerskabsafbrydel'
sernes antal, i antallet af neuroser og
selvmord, i antallet af misbrug af ot"
fentlig tillid, og vi ser vor moderne
pseudovidenskabelige reklame
blot at nævne nogle få eksempler fi’a
forskellige områder. Ja selve vort de-
mokratis meget omtalte krise beroi
vel til syvende og sidst på mangeler*
på selvdisciplin hos den enkelte b°r'
ger. Den almindelige opløsning vise‘
sig også i vore dages umådelige f°f'
lystelses- og underholdningsindustri-
I vor rodløshed skal vi stadig under-
holdes, vi er blevet bange for os selr>
for at være ene med os selv, og der-
for må vi i biografen, høre radi®'
læse kulørte hefter, hvor underhold'
ningen er tilpas indholdsløs, snudy
anrettet, romantiseret eller nervepir'
rende spændende til ikke at væk1*,
ubehagelige tanker til live. I den*1
underholdning træffer vi også tided*
vege undskyldende motto, der for ek'
sempel kan udtrykkes således: Vi ?
jo bare mennesker, eller: Det er
menneskeligt at fejle, sentenser, soP
ingen vil henægte rigtigheden a’
men hvis slutning altid forties ell®.
måske glemmes, fordi den er ude at
kurs, idet den indeholder krav ord e
moralsk ansvar. Nok om det, rPa
det, underholdningsindustrien fre!
Irringer, skal øjensynligt udfylde d
hul, som det teknisk, videnskabelle.
livssyn har skabt i vor åndelige ba ”
last, og hvor dårligt dette sker, beb°
(Fortsættes side 21J*
16