Atuagagdliutit - 17.11.1955, Blaðsíða 6

hos grønlænderne. Dette er imidler-
tid en misforståelse, der sikkert er
opstået ved samtaler mellem mange
velmenende danske og grønlændere,
ved udtryksfejl fra dansktalende
grønlændere, der havde fået dan-
skerne til at opfatte det sådan, som
det nu er påstået.
Jeg vil derfor herved protestere
på det kraftigste imod den udtalel-
se og vil referere et stykke af min
tale under landsråds valgkampen i
Godthåb i sommer. Jeg sagde bl. a.:
„Vi ved, at der findes noget, der
hedder utilfredshed blandt befolk-
ningen. Men hvorfor er fiskeren,
fangeren, den næringsdrivende,
håndværkeren, læreren, kateketen,
kontormanden, den fastlejede og
daglejeren utilfredse. De kan nok se,
at noget er galt, og de kan måske se,
hvad der er galt — og de kan even-
tuelt se, hvordan det hele kan ret-
tes — de kan nok se, hvordan penge
griber ind i det „gale“... „Vi mang-
ler en særlig oplysningsmåde, der
svarer til dagens Grønland, der gi-
ves af de rigtige grønlandske og dan-
ske mænd og kvinder, uden at se
skævt til hinanden, hverken grøn-
lændere indbyrdes eller danskerne
til grønlænderne og omvendt, men
med kun den tanke for øje hver især
at opnå det bedste resultat, en op-
lysningsmåde, der gives igennem alle
institutioner, og en oplysningsmåde,
der får den utilfredse befolkning til
at se, hvordan den skal kæmpe for
sin sag“. „Selvfølgelig vil der altid
være utilfredshed, men misforstå
mig ikke — det er ikke en trusel —
—• men hvis bitterheden får lov til
at vokse, kommer hadet, og så kom-
mer vi for sent til at ændre det. —
Derfor giv oplysning, oplysning og
atter oplysning."
En mand eller en kvinde, der of-
fentligt har sagt så meget, også så
tit, kan ikke undgå, at han eller hun
engang imellem siger sin mening
forkert, og jeg er lige ved at tro,
at hr. Frederik Lynge ubevidst har
sagt dette forkert".
HVERKEN UVILJE ELLER IIAD —
MEN!
Fra pastor Rink Kleist, K’utdlig-
ssat, har vi modtaget: „Vi grønlæn-
dere ejer hverken uvilje mod Dan-
mark eller had mod danskerne, men
når vi skal være helt ærlige, må vi
sige, at der er nogle danskere i Grøn-
land, som vi med god grund ikke
kan lide. En gammel fanger sagde
engang: „Danskerne er mere afvi-
sende end før, ligesom de ikke mere
har tid til at tale med grønlænderne
og byde dem ind i deres hjem, selv
når de opholder sig flere år herop-
pe". Vi finder forskellige grunde til
ufordragelighed med danskerne. Der
er et almindeligt ordsprog, der an-
vendes overalt: „Det ligner dansker-
ne". Alt dette opfattes ikke som uvil-
je mod Danmark eller som dansker-
had. Jeg mener nærmest, at det gode
forhold mellem Danmark og Grøn-
land bliver bedre og bedre, og en af
grundene hertil er Danmarks store
indsats for bekæmpelsen af tuberku-
losen i Grønland. Det er en indsats,
som man samles om med god forstå-
else fra danskernes side, og som kun
mindes med taknemmelighed i grøn-
lænderens hjerte".
VI VIL IKKE REPRÆSENTERES PÅ
DEN MÅDE
Værkforer Kr. K. Hamincken,
Sydgrønlands Bogtrykkeri:
„Da jeg den 3. november hørte fol-
ketingsmand Fr. Lynges udtalelse
citeret i radioavisen, blev jeg meget
forbavset og stødt over det.
Når man lytter til radioavisen, er
det ikke sjældent, at man fra forskel-
lige pladser hører udtalelser af for-
skellig art, der udtrykker taknemme-
lighed mod Danmark og danskerne.
Hvis disse taknemmelighedsytringer
ikke kun er fraser, mener jeg be-
stemt, at denne udtalelse fra Fr.
Lynge er sagt bare for at sige noget,
altså uden baggrund. Det er en me-
get upassende udtalelse at fremkom-
me med af en folketingsmand, og
virker nærmest nedsættende for
vælgerne.
Udtalelsen kan kommenteres me-
get mere, men lad mig blot kortfat-
tet sige dette: Den slags udtalelser
kan måske komme fra enkelte tanke-
løse personer uden dybere mening,
men det er uønskeligt, at vores fol-
ketingsmand, som skal repræsentere
hele Grønland, fremkommer med den
slags udtalelser. Vi vil ikke repræ-
senteres på denne måde i folketin-
get.
Det kan aldrig bringe nærmere til-
knytning mellem dansk og grøn-
lånsk, ejlieller kan det virke gavnligt
for samarbejdet mellem disse, som
der tales så meget om i de senere år,
men tværtimod kan det skade slemt.
Det bør aldrig komme som alle grøn-
lænderes stemme, for det er ikke rig-
tigt".
HVAD ER „DANSKERHAD"?
Hvad er „danskerhad"? — Eksiste-
rer det?
Det ville være komplet menings-
løst, hvis det gjorde, efter alt, hvad
der fra dansk side er gjort for Grøn-
land. Og jeg tror da også fuldt og
fast, at dette spøgelse kan manes i
jorden, hvis man gør sig lidt umage.
Men ordet er farligt. Når man taler
om fanden, så kommer han, og hvis
man bruger udtrykket danskerhad
alt for ofte om ting, der intet har
med had at gøre, kan man let risi-
kere, at andre fldelser, som er gan-
ske naturlige og forklarlige, får den-
ne betegnelse, og så kan disse følel-
ser let slå over i en helt forkert ret-
ning og måske en skønne dag blive
spiren til et virkeligt had.
Lad os derfor se lidt på de 'begre-
ber, der nu så almindeligt har fået
denne falske varebetegnelse:
Vi kender alle derhjemmefra den
almindelige modvilje, den brede be-
folkning nærer overfor de fleste
myndigheder.
Allerede, når barnet kommer i sko-
le, opstår de første gnidninger. Man
fatter som regel modvilje mod en
eller flere af sine lærere; men det er
jo landsmænd, så det kan ikke give
„danskerliads-komplekser". Så kom-
mer man i lære, men også læreme-
steren er af vor egen race. Vi kan
måske ikke fordrage manden, men
det kan jo aldrig give anledning til
racehad.
Senere kommer man efterhånden
i kontakt og muligvis også i modsæt-
ningsforhold til forskellige offentlige
myndigheder, der vil bestemme både
over ens pengepung og over hele ens
tilværelse: Skattevæsen, toldvæsen,
politi, retsvæsen og hvad de nu hed-
der alle disse væsener, som lægger
deres klamme hånd på den menne-
skelige frihed og livsglæde.
Men det er stadigvæk vore egne,
der har disse lidet misundelsesvær-
dige poster at administrere, og selv
om man ikke kan udstå alle disse ty-
ranner, er det sjældent, at man lige-
frem hader disse mennesker, fordi de
udfører deres tunge pligter samvit-
tighedsfuldt.
Hvis nu alle disse mennesker var
af en anden race eller havde et an-
det sprog og måske ikke fuldt ud
forstod vor mentalitet, ville det så
ikke være naturligt, om der opstod
et modsætningsforhold, der, selv
om disse mennesker var aldrig så
velmenende, kunne give sig udtryk,
der mindede om racemodsætning?
Tror nogen, at en kæmner derhjem-
me, der flår sine bysbørn for ali-
mentationsbidrag og skatterestancer,
eller en politimand, der giver bøder
for at køre uden cyklelygte, eller en
bankmand, der ubønhørligt forlan-
ger rente og afdrag på prioritetslå-
net, er populære og elskede? — Nej!
— men man siger selvfølgelig ikke
„forbandede danskere" om dem,
det ville da lyde skørt!
I ældre tider, hvor en stor del af
provinsens embedsmænd på grund af
manglende lokale uddannelsesmulig-
heder var udsendt fra hovedstaden,
og ikke talte den lokale dialekt, var
tendensen til at skælde ud over „kø-
benhavnerne" såmænd heller ikke
ukendt, og misundelsen over, at disse
fremmede skulle have alle de gode
embeder, var almindelig. Så sent som
i min barndom, hvor Bornholms iso-
lerede beliggenhed og særprægede
sprog gjorde forskellen større end
nu, talte de indfødte meget ofte med
en vis ringeagt om „de førde" d.v.s.
de „indfkrte" i modsætning til de
ægte „fødte" bornholmere. Og ud-
trykket „kjøwenhavnersnude" er
vist heller ikke så ukendt i andre af
landets mere afsides egne.
Det er derfor så naturligt og for-
ståeligt, at der kan opstå gnidninger,
når et frit folk som grønlænderne
skal til at tilpasse sig i en spænde-
trøje af paragraffer og anordninger,
der ligger langt udenfor deres ned-
arvede rets- og frihedsbegreber.
Måske er det en fejl, at man hæn-
ger sig for meget i „lovhjemmel" og
vedtægter, før disse begreber rigtig
er vokset fast i den grønlandske be-
vidsthed, og måske skulle man lægge
mere vægt på menneskelige end juri-
disk rigtige afgørelser.
Men lad ilivertfald være med at rå-
be „Danskerhad", såsnart en grøn-
lænder ganske naturligt reagerer
mod ting, som han (og måske mange
andre) ikke helt har forstået formå-
let med.
K. Jørgensen.
FR. LYNGE MENER DET IKKE —
— Det er ikke sådan, at jeg anser
spørgsmålet for at være livsvigtigt
men det er nu alligevel kommet frem
og har været årsagen til, at mange
har udtalt sig offentligt. Man må sc
at få spørgsmålet afklaret så hurtig1
som muligt. Derfor vil også jeg gerne
benytte mig af min borgerlige ret ih
at gøre en lille bemærkning.
Det sker, at vi uforvarende følcr
had mod et medmenneske. Denne i°'
lelse er såre menneskelig, men de11
varer heldigvis næsten aldrig længe;
og netop derfor tier vi som regel 1
stedet for at tale om det, for had e
ødelæggende, og det er ikke vorC‘
mening at kdelægge. Det hænder,
vore meninger kolliderer sko1"!5
mod de danskes — fuldstændig
som det sker grønlændere indbyd6
Ausiait. — Egedesminde. Foto: P. Brandt.
6