Atuagagdliutit

Ukioqatigiit

Atuagagdliutit - 09.08.1956, Qupperneq 9

Atuagagdliutit - 09.08.1956, Qupperneq 9
En hård tørn AF LEIF UJARAK VAAG Tungt går havet. Den kolde nord- havsblæst flår skummet af rullende bølgers savtakkede rygge. Syngende suser den lien over Skaggabankens sorte vandflade og jager himlens lavthængende, regngrå skymasser bort mod sydøst ind over Nord- islands stejle bjerge, der sneglitrende står som en smal, hvidgrå bræmme i horisonten langt i syd. Luften er klam af væde. „Skarvan" af Trangisvåg ruller hårdt i søen. Med sine kun 32 brutto- registertons er den en lille båd, der ikke — trods drivsejl — formår at ligge blot nogenlunde støt på åbent hav i kuling af nordvest. Tid efter anden står en silkeglat sø ind over skudens ræling og knuses til skum uiod de fedtede dæksplanker; hårdt slår fråden mod de åbne, råt sam- mentømrede midtskibs indelukker, hvori hundreder af døde torsk som L“n slimet, syg, geléagtig masse skvul- per slubrende frem og tilbage i takt med fartøjets rullen og slingren. Motorens astmatiske tomgangsbak- ken, vindens enstonige hvislen, ha- vets brusen og nu og da et fjernt skarpt mågeskrig er den eneste lyd at børe, for „Skarvans“ besætning selv er ganske tavs; ikke eet ord undslip- per de 7 ihærdigt arbejdende, oil- skindssorte inænd, der langs den styrbord ræling står som suget fast til het blod- og sliinsmattede, gyngende dæk. Midt i denne dystre række af fiske- re står Olaf. Bare 16 år er han — yngstemand ombord — og dette er hans første møde med livet, som det leves en hård fangstdag over den lunefulde Nordatlants vældige fiske- banker. Hans ryg er krum af udmat- telse; hans magre, kantede drenge- ansigt er tomt og udtryktløst, hans °jne er stift stirrende og glansløse af træthed, munden står halvt åben og hans åndedræt er hivende hårdt og hæst. Bag himlens tætLe skydække har midnatssolen fuldendt sin bane hori- sonten rundt, nu ligger den skjult i sin skyseng lavt over havet ude i Uord, og det er sen aften. I al denne [id har han og hans kammerater stået bojet over deres snører; time efter time i ubrudt slid har de halet torsk jod over lønningen. I morges lo de ludbyrdes over det gode fiske, de en- delig havde fået; ved middagstid var de blevet fåmælte og nu, nu er de kanske stumme, arbejder som robot’- Cl’> tanketomme, sløvede, uden glæde °Ver den ubrudte strøm af havets le- 'ende sølv, der vælter ind over dæk- ket og forlængst har fyldt de midt- ribs indelukker, så nye har måttet tømres op på må og få, hvor dækket levnede plads dertil. Olafs arme går som plejlstænger, 'Uens det værker i hver og en af lians Udpinte muskler. „Ha-le, ha-le“ — Uvisker det i ham — „ha-le, lia-le“. jr en stive snøre hober sig op i ringe °i'an hans fødder, der smerter som o'jeder han på åbne sår. „Åh Gud i uiunmerige, hvor længe skal dette j'og vare ved? Åh Gud, lad mig holde Ud, lad mig være stærk som de andre, j\t de ikke skal håne mig, sige, al jeg ‘<ke duer til at fiske. Åh Gud. Ha-le, ha-le“. o ®n,sv*r sø.brager ind over dækket f.g slår benene bort under ham. Han alder tungt uden at slippe sit kramp- jkhge tag i den tunge snøre, ser i det kammeraterne rave rundt for ist i dc balancen og føler en slimet, sigt ^ i°rsh glide bort under -sit an- h'/r !'°r ganske anderledes nådeløs såli lar. 'kke dagen i dag været i ^‘^."Ueuligning med de øvrige døgn, ns irvan“ i denne omgang har ligget 1 ^avet nordenfor Island. Olaf smi- a|.| Ujltert frem for sig, idet han atter gc eJder sig op i stående stilling og optager sit arbejde ved snøren. Kun 8 dage er forløbet, siden de for første gang lod snørerne gå i bund under Langanes’ pansrede stennæve. 8 dage — ham forekommer det at være lige så mange måneder. Fangst fik de ikke dengang; fisk af betyd- ning har de ikke fået før nu i dag. Døgn efter døgn havde de ledt siden hin første dag under Laganes — hav- de standset motoren og hevet snører- ne ud, pilket en time, måske to, så atter trukket redskaberne ind, startet motoren påny og søgt nye fangst- pladser 20 måske kun 5 sømil længe- re borte; og sådan var det blevet ved dag og nat, alt mens „Skarvan“ løb Slettan forbi, krydsede Hunafloas brede Gab (det var brandstorm den nat, den gjorde det) og var stået Kapgrunden ud kun for atter et døgn senere at forlade denne og standse op på Skaggabanken, hvor heldet en- delig havde tilsmilet dem. Trælse, enerverende døgn havde det været. Olaf havde lært sig — ganske som de andre — at hale snø- ren hurtigt ind og kvejle den op i samme nu, skipperen gav ordre til at starte motoren og flytte båden en kende længere mod øst eller vest, syd eller nord; havde lært sig til fulde den kunst at søge køjen og omgående falde i søvn, endnu før han havde fået lagt sig helt ned uden at tage sit silde- og torskestinkende olietøj af end ikke støvlerne —- sove et kvarters tid eller så til motorens slå- en over i tomgang brat vækkede ham til nye forsøg ved snoren. Han havde troet, at sådan ville det blive ved: en torsk her, en torsk der — i løbet af en måned eller to havde de vel fået lasten fuld — og havde han kun haft et halvhånligt smil tilovers fra kam- meraternes advarende ord om, at endnu havde han ikke prøvet at fi- ske, endnu havde han ikke vist, om han duede her ude på havet. 2 blanke buge kredser hvidt i vandskorpen. Olaf haler snørens tun- ge blylod indenbords, læner sig ml over rælingen, borer armene albue- dybt i det iskolde hav og samler tværbøjlens meterlange nylonfang i begge hænder. Så stemmer lian knæ- erne fast mod lønningen, retter sin smertende ryg i et kast og slynger sin fangst ind på dækket. Hvor længe har han nu været på dækket uden mad, uden hvile; 10 ti- mer? 12 timer? Han aner det ikke, tiden eksisterer ikke mere; lian har kvalme af udmattelse, formår ikke rigtig at samle tankerne mere, ved blot, at han skal arbejde, arbejde, så- længe der er fisk dernede i dybet, eller til dækket ikke kan rumme me- re. Og bort over havbunden dybt un- der fartøjets køl, driver i dette nu en hær af fisk — titusinder, hundredtu- sinder af torsk, der gydende går side om side så tæt, at det enkelte individ næppe har plads til at røre gællerne. Hele den lange dag har „Skarvan" ligget gyngende over dybets ælte af levende, hvidt kød, og endnu har stimen ingen ende, stadig er der fisk at hente op — bid at få — straks snøren går i bund. Det er stortorsk, der går dernede, arrede kæmper på 20—30 pund, svære at hale ind, for vejen fra hund til overflade er lang — hver mand har mere end halv- fjerdsindstyve favne snøre ude — og det holder hårdt at stå fast på det ideligt rullende, slimglatte dæk. Olaf får atter hugt med sin kvalme: „Ikke gå i slå“ —- mumler han — „ikke gå i stå, så stivner dine musk- ler“. Hvide ildgnister danser ham for øjnene, idet han bøjer sig over sit bytte og vrider de svære kroge ud af torskenes sitrende hagekød. Han har blodsmag i munden. Åh — hvem der turde gå under dæk og sove en drøm- meløs søvn i køjens fløjlsbløde mør- ke — sove — ‘sove. Men nej ■— han ved, at sålænge der er fisk at få, skal der arbejdes. Det gælder føden for dem derhjemme; siden faderen sid- ste vinter blev skyllet overbord fra et kutterdæk af en brådsø oppe un- der Grønland og druknede, har han — Olaf — måttet sørge for at skaffe mad og klæder til sin mor og lille- søster. „Mor“ — hvisker lian — „lille Edith" — nu leger søster lians med lammene hjemme på den grønne Bø, nu hinder hun smilende kranse af grøfternes solgyldne soljer. En for- ræderisk tåre glider ham ned over den ene kind. Nej — han vil ikke give op, må ikke, kan ikke. Og han griber det lunge blylod, bøjer ryggen tilbage og slynger det af al kraft ud over havet. Et kort nu følger han dets flugt for at sikre sig, at de meterlange forfang, der står som tynde streger, i luften, ikke kom- mer i ulave inden vanden lukker sig om dem. Så griber han den nærmest liggende, nyligt fangede torsk på dækket, borer sin ene hånds tommel- og pegefinger ind i dens øjne, vender den, så dens bug står stramt og spændt, og jager med sin anden hånd en dolk ind mellem dens gæller, skæ- rer dens pulsåre over — blokker den og slynger den over i det nærme- ste indelukke. Sekunder senere føl- ger den anden torsk efter — hurtigt må det gå, for snoren skal standses i samme nu, loddet går i bund, al ikke krogene skal bide sig fast i tang eller sten og gå tabt. Et næppe mærkbart dunk — lod- det er allerede nede. Hurtigt haler han et par favne ind, gør nogle pil- kende bevægelser og føler et svagt ryk i snøren — og et til — der er bid. Omgående gør han front mod lønningen, bøjer ryggen, trækker ho- vedet helt ned mellem skuldrene og haler ind med lange, sejge tag. Byt- tet dernede gør voldsom modstand, Olaf må lægge alle kræfter i. Det er ikke torsk, lian har på krogene den- ne gang, han ved det, rykkene i dy- bet' er langt voldsommere end de plejer at være. Der er kun 20 favne igen; da springer sved ham pludselig ud af alle porer, og en dyb mathed næsten lammer ham; anstrengelsen har været for svær, han magter ikke at hale mere ind. „Skarvan" tager en svær overha- Dng, lægger sig tungt over på siden, så vandet fosser ind gennem spygat- terne i lårtykke stråler. Olaf går halvt i knæ under fartøjets krængning, hænger som klinet op ad vantet ha- dende sig fast i snøren med kramag- tigt knyttede hænder. Gispende vin- der han atter fodfæste, stønnede spænder han påny sine muskler til det yderste og langsomt — ulideligt langsomt — anvendende hele sit spinkle legemes tyngde mod modstan- den i havet får lian tomme for tomme halet snøren indenhord. 10 favne endnu — da pisker to svære haler vandet derude til skum, en åleslankt, gulbrun krop skyder som et projektil op over vandskorpen — og nok en. Havet koger og syder, hvor de store fiskekroppe gang på gang kaster sig lodret op i fri luft og atter med smeld og skumsprøjt synker tilbage i deres våde element. Olaf gisper det frem: „Langer, lan- ger", han har ikke flere kræfter, men som gennem en tåge ser han side- manden skyndsomt surre sin snøre: „Eskild — Eskild — hjælp mig!" En barket jernhård næve slår klo i hans snøre og haler til. Olaf hikker af op- hidselse, glemt er trætheden, borte er mismodet. „Slip snøren" — brøler Eskild ham ind i øret — „slip for satan. Loddet er inde nu, få fat i Tey- marnar Bjarne — stå ikke der og glo, tag krogen og nap den store djævel der. Nej — ikke den, dit kvaj, den sidder godt nok, den anden hal til, hal siger jeg". Så er det forbi, og de næsten 2 meter lange, åleglatte langer vrider sig på dækket med blodskud- te, hadefuldt stirrende øjne og gaben- de kæfte, hvis kæber er tæt besat med sylespidse tænder. Der falder atter ro over skuden, BRYGGERIET STJERNEN pilsnere eksporlilut mamdssusilik i H. Guttermann & Søn Østergade 12 København K. Guld-, Sølv- og Bijouterivarer en gros kultimit, sølvimit erdlingnartunitdlo sanåt amerdlasorssuåkutåt C O N T A X + ★ * forener ali.e fotografiens muligheder i eet kamera i fra sportsoptagelser med 1/2500 SEK — FARVEBILLEDER — NÆROPTA- GELSER TELE- OG VIDVINKEL- billeder STEREO til VIDENSKABELIG M1KRO- FOTOGRAFERING SAMT REPRODUKTION * * * udskiftelig optik KOBLET målesøger T'ILMTRANSPORT koblet med lukkeroptræk model ih a med indbygget BELYSNINGSMÅLER righoldigt tilbehør fuldsynkroniseret 9

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.