Atuagagdliutit - 25.10.1956, Qupperneq 5

Rink-Ekspeditionen III:
Rink og Skarven årets første
skibe i PangnertoK
7 eltboende »inuit« uden kendskab til boligstøttebegrebet,
men tilsyneladende tilfredse og uden større krav til
tilværelsen. — AkilineKturens første positive resultat
Fjorden, vi sejlede ind igennem,
hed på engelsk Cumberland Sound.
Blot ved at hore navnet lod det mær-
keligt, men når man havde set den
selv, var det anderledes. Nu var der
gået 18—20 timer, siden vi sejlede
ind i fjorden — stadig i det fineste
vejr og med god fart, men der var
stadig intet, der kunne tyde på, at vi
nærmede os hunden af den giganti-
ske fjord. Det så ud, som om det var
et meget bredt bælt. Cumberland
Sound siges at være dobbelt så lang
som Sondre Strømfjord i Grønland,
og der var beretninger om, at mange
sejlskibe i gamle dage var sejlet ind
her, men altid vendt om, fordi
det simpelthen log for lang tid at nå
frem til den formodede bund, og se-
nere, da man fandt ud af den rette
sammenhæng, havde man bare be-
holdt navnet uden ændringer.
Dagen efter, at vi havde forladt
Cay Dyer om eftermiddagen, ankom
vi til PangnertoK ved midnatstid.
Straks efter ankomsten konstatere-
de vi, at det ikke var hver dag, frem-
mede kom til PangnertoK. Byens ca-
nadiske og eskimoiske befolkning
entrede bådene, lige så snart vi hav-
de kastet anker. Det viste sig, at
„Rink“ og „Skarven" var årets før-
ste skibe, og den sidste forbindelse
med omverdenen i det hele taget
havde fundet sted i april i foråret.
Årets eneste skibsforbindel.se, rege-
ringens „C. G. Ho\ve“ ville komme i
september med helårs forsyning I il
byen.
Det blev meget sent, før Pangner-
toK’s honoratiores — pastor Smyth,
dennes frue og to sønner, politikon-
stabel Johnson, companybestyrer
Telling med frue og butiksmedhjæl-
per, eskimoen K’ilagpaK og de øvrige,
der på dækket passiarede noget så
hyggeligt med besætningen, forlod
„Rink" og sejlede i land.
Cumberland Sound hed Tinig-
ssuarfik stedet med stærk lavvan-
de — på eskimoisk, PangnertoKbyen
ligger i en sidefjord med samme
navn, altså PangnertoKfjorden. Der
er ca. 300 eskimoiske indbyggere og
10 canadiere, voksne og børn tilsam-
men. Canadierne har huse, mens alle
eskimoerne bor i telte. Af eskimoer-
ne er det kun K’ilagpaK, politimed-
hjælperen Johannes og K’ilagpaiPs
ældste son, også ved navn Johannes,
der har huse af træ. De bor dog kun
om vinteren i deres huse, og flytter
incf i telte om sommeren.
Størsteparten af teltene er af lær-
red. I oktober skifter man om til vin-
tertelte, det vil sige, at eskimoerne
slår endnu et telt over sommer-
teltet, som først bliver overdækket
med jord som isolation. Foran ind-
gangen bygger eskimoerne en gang
med sne. Isolationsmaterialet bliver
fornyet hvert år, og det gamle bruger
man som underlag til den lave briks.
Begrebet boligstøtte kender man ik-
ke i PangnertoK endnu, men deres
krav til tilværelsen synes heller ikke
at være større.
Foruden de nævnte huse er der
kirke, Hudson’s Bay Compagniets
butik og et par pakhuse, skolelærer-
boligen, der mens vi var i Pangner-
toK var ubeboet og sygehuset med
plads til en snes patienter. Lægen er
tysk, og der er tre canadiske syge-
plejersker med nogle eskimoiske pi-
ger som medhjælp. Compagniets
tranbrænderi af beton ligger for sig
selv, og ved siden af dette er der
endnu en lille bygning af træ, hvor
man salter indhandlede hvid fiske-
skind. En del af præsteboligen bru-
ger man som missionssal, hvor bør-
nene undervises og byens eskimoi-
ske og canadiske damer samles må-
nedlig til syaftener. Nogle af cana-
diernes huse er forbundet med smal-
le veje, der er iøjnefaldende, fordi
de er markeret med kalkede sten. —-
Foran Compagniets butik står der en
flagstang, hvorunder byens kanon
har sin plads.
De fleste eskimoiske telte står nær
strandkanten, hovedparten på skrå-
ningen mod nord, andre på sydsi-
den.
Sådan ser byen PangnertoK ud,
kort fortalt.
Da inuit o(/ mennesker med korlhale-
de dragter rakte hinanden hånden
Dagen efter ankomsten, søndag d.
19. august, blev den uforglemmeligste
blandt de uforglemmelige. Om for-
middagen havde vi deltaget i den es-
kimoiske gudstjeneste, og samme
dags eftermiddag klokken 14 samle-
des vi med inuitterne ude i det strå-
lende vejr. PangnertoKs befolkning,
alle, der overhovedet kunne, kom til
stede, mange af kvinderne med deres
babyer i bæreposen — amaul. Mødet
foregik på en grøn skråning foran
Compagniets butik. Kanonen drøne-
de for at byde ekspeditionen velkom-
men. Landsrådets repræsentant,
Peter Nielsen, bragte en hilsen på al-
le grønlændernes vegne og sagde
bl. a.:
Vi er grønlændere, eller „inuit
akukitsut" (mennesker med kortha-
lede dragter) som I kalder os. Vi ved,
at vi er stammefrænder, idet vore
forfædre drog afsted på langfart her-
fra og kom til vort land — Kalåtdlit-
nunåt —, hvor de blev. Vi fem, som
i dag er her på besøg, er vestgrøn-
lændere, og vi kalder os: kalåtdlit.
Oppe i Thule og ovre i Østgrønland
er der også mennesker, som er af
samme blod som jer og os, det er
inuit.
Vort lands folkevalgte forsamling
- Grønlands landsråd har ønsket
at sende nogle grønlændere afsted
for at hilse på vore stammefrænder
i AkilineK, for på alle vore lands-
mænds vegne at vise vores lighed
med og venskab for jer. Desuden har
landsrådet og vort lands myndighe-
der bedt om at hilse jeres og Cana-
das myndigheder og takke dem, for-
di de har hjulpet os så godt med gen-
nemførelsen af vores rejse herover.
Vi fem er udsendinge fra landsrådet,
og i vores båd har vi tre landsmænd
som besætning. Vi er meget glade
for, at vi er kommet herover.... det
er vores håb, at vi herefter ser hin-
anden oftere, enten her eller ovre i
vort land... Vi er glade, fordi vi og
I, som bor på hver sin side af det
brede stræde, endelig mødes i dag".
Peter Nielsens tale blev oversat til
engelsk af ekspeditionens tolk, cand.
jur. Knud Hertling, dog mest af hen-
syn til de tilstedeværende canadiere.
Eskimoerne forstod indholdet af Pe-
ter Nielsens tale udmærket, selv om
de ikke fik fat i hvert enkelt ord.
Delegationen sang derefter den grøn-
landske udgave af „Hil dig vor fane"
flerstemmigt, hvorefter eskimoernes
„store mand" i PangnertoK li’ilagpaK
udtrykte befolkningens glæde over
besøget af repræsentanter for „men-
nesker med korthalede dragter". K’i-
lagpaK overrakte PangnertoK-befolk-
ningens gave til stammefrænderne i
Grønland. Gaven bestod af et gulv-
tæppe af sælskind og to dukker, en
mand og en kvinde. De to dukker
var af træ, klædt i skinddragter.
„Lad gaverne blive vist til menneske-
ne med korthalede dragter", sagde
K’ilagpaK. Eskimoerne sang til slut
en salme.
Under samme folkemøde fik eski-
moerne et brev fra Godthåb by, som
foreslog at oprette venskabsforbin-
delse mellem de to byer. Delegatio-
nen medbragte som bekendt et svar-
brev, da den atter kom hjem. De to
hreve har De sikkert læst i sidste
nummer af A/G, og den dermed op-
rettede venskabsforbindelse blev
Rink-ekspeditionens første positive
resultat.
De fem dage i PangnertoK
AkilineK-turen kunne kun vare en
kortere tid. Det siger sig selv, at eks-
peditionen måtte udnytte hver time.
Vi havde besluttet at være i Pangner-
toK i fem dage. Vi var klar over, at
den eneste udvej faktisk var at spør-
ge og spørge i de få dage. Derfor var
vi dobbelt glade for PangnertoK-be-
folkningens utrættelighed, selv om
vi i tide og utide forstyrrede •— vi
besøgte K’erKertunåK, vi besøgte Åsi-
vak, og K’ilagpaK var udholdenheden
selv, altid smilende og imødekom-
mende, uanset om vi forstyrrede
ham i hans arbejde eller hjemmeliv.
Alle vegne mødte vi venlighed og for-
ståelse.
K’eKertunåK og Åsivak var gamle
Nfingmq iliveKarfik. —
sagnfortællersker, faktisk de eneste
udover et par mandlige sagnfortæl-
lere. K’eKertunåK kendte sagnet om
den menneskeædende Igimarasug-
ssugssuaK i ganske kort udgave, og
hun fortalte mig sagnet om K’iviou,
der roede over strædet, i en udgave,
der syntes at være sammensmeltet af
flere forskellige sagn. Den lille for-
ældreløse, der blfev en stor mand,
Kågssagssuk, fik jeg af Åsivak, i me-
get kortere udgave end grønlænder-
nes.
Vi fik iøvrigt indtryk af, at de
kun kendte meget få pisil - gamle
viser og sange, hvilket syntes ret
mærkeligt i betragtning af, at civili-
sationen kom til dem på et meget se-
nere tidspunkt i forhold til grønlæn-
derne. Men jeg vil ikke fordybe mig
i dette —- vores ekspert på dette om-
råde - Ruba - vil skrive derom i en
særskilt artikel.
Hvor dagene dog gik. Vi passede
vore opgaver, som vi havde delt
mellem os. Fare foretog undersøgel-
ser af kirke- og skolelivet, Peter be-
skæftigede sig med eskimoernes
fangertilværelse. Knud med admini-
stration og retsforhold, Ruba stude-
rede sproget og det kulturmæssige,
og det gjorde han, ligesom underteg-
nede, bl. a. ved båndoptagelser. Jeg
havde desuden travlt med at lave an-
dre optagelser til radioudsendelser.
Vi boede i båden, og som Fare si-
ger i sin artikel i dette nummer, var
vore bevægelser fra og til båden et
kapitel for sig.
Den canadiske befolkning i Pang-
nertoK var gæstfriheden selv. Hver
eneste familie havde inviteret os til
frokost, middag eller kaffe, men den
ellers så venlige eskimoiske befolk-
ning syntes at være ukendte med at
indbyde, vi var jo også påtrængende
nok i forvejen.
En af de morsomste oplevelser var
dansemikken. For Roberts og mit
vedkommende blev denne oplevelse
en af dem, vi længst vil huske. Vi
stod og så på, men kunne ikke holde
os i ro til sidst. Vi trådte med i dan-
sen og dansede i en stiv time uaf-
brudt! Vi var ved at blive bange for,
at vi til slut skulle smide alt løjet
væk, som kateketen James beredvil-
ligt tog imod, da harmonikaspiller-
sken endelig fandt ud af, at nu hav-
de det varet længe nok. Eskimoernes
dansemikker er noget for sig. De får
en beretning herom ved lejlighed.
PangnertoKs befolkning samt be-
folkningen i distriktets vinterboplad-
ser var samlet på hvidfiskefangst, og
nogle ekspeditionskammerater be-
nyttede lejligheden til at prøve. Des-
værre havde Compagniets båd, som
de var med i, fået motorskade. De
vendte hjem hen på aftenen på slæb
Kirkegården i Godthåb.
Polo: Arne Kcdoed.