Atuagagdliutit - 25.10.1956, Side 8

Prinsesse
Den vismandsskæggede bøjede sig
frem af murens skygge og solen ram-
te lians meget rynkede ansigt. Han
sang med en sprød, men klar stem-
me: Gammel er jeg nu, mit liv rin-
der ud, mine øjne er svage, og ser
jeg ikke mere solens glans og As-
sams grønne bredder, og aldrig mere
skal jeg skimte stjernernes blege ild
på nattehimlen. Men dengang jeg var
ung, kaldte man mig Harun den
Stærke; og da var jeg stærk og ung,
og Allah havde givet mig skønheden
i gave. Han lagde eventyret i mine
hænder. Så lyt da alle I, som går i
hverdagen og er grå og uden glæde,
hør mit eventyr, I sønner af byen
Bukutu....
Og alle i byen Bukutu, som havde
tid dertil, og det havde mange, stim-
lede sammen omkring den vismands-
skæggede indenfor bymuren. Det
var mænd i alle aldre og alle profes-
sioner, tiggere, købmænd, hyrder,
guld- og sølvsmede, som nysgerrigt
løb ud af deres mørke boder, dren-
ge, som holdt op med at lege og bag
dem igen, i ærbødig afstand fra
mændene, kvinderne med lysende
øjne over sløret og bankende hjerter
under kofterne.
6 “
MINERVA 572 K
- kvaliteten ligger
langt over prisen
v__________, MINERVA 572 er
en ægte LL. Trods
sin populære pris
har den bl. a. 7
rørfunktioner, ind-
bygget FM-anten-
ne, 5 bølgeområder,
2 ferritantenner og
10.000 gausS højtta-
ler. — Det er kort
sagt en modtager,
De kan være stolt
• af at cjel
- en smukkere form
e-.i skønnere fore . .!
— iluseringneK
nipigingneK - - !
Minerva 572 radiot LL pitsauvdluartut
ilagåt. nauk akisorujugssuångilcaluar-
illune arfincK-mardlungnik rørexarpoK,
karsertame iluatigut FM-antenneKardlune,
tatdlimanik avdl&ngortautilingmik nå-
laorfigssartaKardlune mardlungnigdlo
fcrritantenneKardlune kisalo pitsagssuar-
cnik højttalereKardlune. aitsåme tåssa
radiotsialakJ
— sårdlume akisuncrusagaluaK
A/S LINNET & LAURSEN,
KØBENHAVN
Tamara
Et brus gik gennem mængden:
Tys, Harun vil fortælle, Harun, den
vise, vil fortælle.
Og Iiarun fortalte: En dag for
mange, mange år siden, stod jeg ung
og stærk, i den lysende sol på torvet
i Bukutu, vor by. Dengang var du ik-
ke født, Hassan guldsmed, eller du,
Sadi, eller du Abdullah, eller du ...
Jeg var så ung, så uden erfaring og
derfor følte jeg, at mine stærke skul-
dre kunne bære hele denne verden.
Jeg var uden bekymringer, min pan-
de var glat, mit sind sorgløst, min
latter rindende som en bæk. Men den
dag, jeg omtaler, da ramtes jeg af en
pludselig kærlighed -—- af kærlighe-
den, hvis forunderligste væsen jeg
ikke kendte til. Kærligheden som
kan bringe mennesket så megen
glæde — og så megen sorg. Kærlig-
heden, som ingen vil være foruden,
selv om den har kamæleonens evne
til at skifte farve. Fra det rødeste
røde, fra lyset til det mørkeste mør-
ke.
I
Børn af Bukutu, dette hændte mig
i den store kalifs dage. — Jeg stod
og lænede mig til perlemorsbrønden,
den som nu ikke findes mere; og jeg
lo ad dem alle, som på denne smuk-
ke dag havde så travlt, jeg lo ad en
hastende fisker, ad den vævre skræ-
der, den skrigende frugtsælger, ad
den grublende købmand. Ingen af
dem havde tid ti) at løfte deres ho-
veder mod solen og himlen. Medens
jeg stod der, kom fin musik sitrende
gennem luften og lagde sig i mine
øren, harper blev rørt af nænsomme
hænder. Jeg vendte mig om, og så en
kolonne nubier svinge ind over tor-
vet, og der, midt i kolonnen —- og
det var, som blev jeg ramt af gløden
— fra bærestolen mellem de skriden-
de kameler, brændte en piges øjne
mod mig. O, disse øjne, bløde som en
antilopes var deres farve, men glim-
tet i pupillen var ildnende som pan-
terens, inden den springer. Allah,
mit hjerte blev fuldt i samme nu, hun
så på mig. Jeg løb efter kolonnen og
råbte: Sig mig hendes navn, sig mig
hvem hun er! Og en af nubierne
vendte sig om og sagde nedladende,
idet han holdt mig tilbage: Det er
Hendes Højhed prinsesse Tamara,
kaldet den hjerteløse. I det samme
hvirvlede galopperende heste støvet
op, så det stod som en grå mur mel-
lem hende og mig, og jeg så intet
mere. Da støvmuren faldt, var hun
borte. Men mit hjerte brændte, og
min ro var væk. Jeg gik hjem i en
døs.
Prinsesse Tamara. I mange dage
spiste jeg ikke, i mange nætter sov
jeg ikke og intetsteds fandt jeg hvile.
Jeg-gik omkring i en drøm, hvori jeg
kun så hendes øjne brænde, og når
nogen talte til mig, da talte jeg kun
om hende. En ubetvingelig længsel
fyldte mig.
Så en dag fulgte jeg karavanerne.
den hjerteløse
Jeg søgte i vest, i nord, i syd. Over-
alt hvor jeg kom frem, spurgte jeg
efter hende. Prinsesse Tamara?
Så rejste jeg mod øst, i retning af
de røde bjerge, dem som I, på klare
dage, hvor vinden ikke fylder luften
med sandkim, kan se flamme ude i
horisonten, derude, hvor solen rejser
sig af sin søvn.
Da jeg kom opover bjergtoppene,
så jeg ned i et vildt og frodigt land,
så skønt som Paradisets haver må
være. Jeg fulgte bugtende stier gen-
nem skov, fra hvis bund orkideer
glødede, fra hvis træer farvestrålen-
de fugle kvidrede, jeg vadede over
floder og kæmpede i deres strøm-
hvirvler, trængte gennem tornet krat
og løb henover skovenes lysninger
som en hjort i brunsttiden. I dage
Aj Hans Andreasen
og nætter vandrede jeg næsten uden
hvile, for jeg følte, at jeg ville nå mit
mål, at min søgen denne gang skulle
■tage ende. Styrke til min ilsomme
vandring fik jeg af tre ting, af de
springende kilders vand, af træernes
bugnende frugtklaser —- og af min
kærlighed.
Efter syv dages vandring nåede
jeg skovenes udkant. Foran lå en stor
og gold slette, langt ude i dens hori-
sont skimtede jeg konturerne af en
by. Idet jeg trådte ud af den frodige
skov, jog grå skyer foran solen og
slukkede dens glød. En skarp vind
begyndte at blæse henover landet,
vindens lyd var som en pints skrig.
Det var mørkt, da jeg nåede bypor-
tene. Store nubiere var netop i færd
med at lukke dem, men jeg nåede in-
den for.
Hvad jeg nu så, var som et mare-
ridt. På torvet var rejst galger, og i
dem hang henrettede. Over hele by-
en føltes et knugende -tryk. Og de,
jeg mødte, talte ikke og smilene var
borte fra deres ansigter, alle var de
sortklædte, bøjede, som bar de på
selve sorgen. Midt i byen løftede en
bakke sig, og øverst oppe på den lå
et uhyre palads dystert som en klo
over byen og dens mennesker. Jeg
begyndte at gå op ad bakken, jeg så
op mod paladsets -tårne og så, at der
i et af dem stod en kvinde. Hendes
blik var rettet op mod himlen. Jeg
standsede som ramt af lynet, kvinden
var den, jeg søgte, prinsesse Tama-
ra, hun som havde bragt rastløshe-
den ind i mit sind. Prinsesse Tama-
ra, det var i hendes rige, jeg be-
fandt mig, min søgen var forbi. Hen-
des rige! Og nu erindrede jeg mig, at
man havde kaldt hende den hjertelø-
se. I min heftigt opblussende kærlig-
hed havde jeg ikke hæftet mig ved
hendes navn. Jeg mindedes galgerne
og menneskene uden smil, og jeg for-
stod, hvorfor man benævnte hende
således: den hjerteløse.
Jeg blev grebet af en stor sorg
over, at skønhed kan være så ond, og
jeg vendte mig for at flygte ud af by-
en. Jeg klatrede over den store mur
og styrtede udover sletten. -— Allåli,
råbte jeg fortvivlet, barmhjertige!
Jeg skreg det ud i mørket: Barm-
hjertige. — Og se, da splittedes sky-
dækket, en stjerne trådte frem på
himmelen. Den åbnede sin gyldne
mund, den talte til mig: Harun, sag-
de den, du, som er grebet af en sær
kærlighed, du skal gå mod vest, hvor
solen synker, der vil du finde Håbets
bjerg, bestig det.
Stjernen blegnede, og atter drog
skyerne over himlen og slukkede
dens lys. Men jeg gik mod vest og
kom til bjerget. Da jeg nåede bjergets
top, skiltes skyerne og jeg hørte en
stemme tale -til mig: I morgen tidlig
vil du se solen over dig, på bjergsi-
derne vil blomster gro øp med far-
ver så skønne, som du aldrig har set
dem, med dufte, du aldrig har for-
nemmet. En sky af fugle vil kvidre
over dit hoved. Da skal du samle nog-
le af solens stråler, de vil dryppe i
din hånd, du skal plukke blomster-
ne, og fuglenes triller vil ligge som
perler i dine hænder af de tre ting,
solen, farverne og tonerne, skal du
danne et hjerte. Med det skal du gå
til prinsesse Tamara.
Ja, det blev morgen , med sol og
farver og fuglestrubernes sitrende
sang, og jeg gjorde, som stemmen
havde sagt mig og formede et hjerte
af sol, farve og sang i mine hænder.
Det føltes så let og så spinkelt, men
en sjælden glans strålede fra det. Jeg
lagde det ind under min kaftan, på
det sted, hvor mit eget hjerte banke-
de, så ilede jeg ned ad bjerget, over
sletten mod prinsesse Tamaras by.
Ved slotsporten standsede vagten
mig og satte deres spyd for mit bryst
men da var det, som noget blindede
deres øjne, lukkede deres munde, og
spydene faldt ud af deres hænder.
De faldt på knæ -foran mig og sænke-
de deres hoveder. Portene sprang op
og jeg løb op ad tusinde trappetrin,
gennem hundrede gange, og ingen
standsede mig. Så nåede jeg tronsa-
len, hvis døre åbnede sig for mig.
Jeg stod i et vældigt rum, på et gulv,
der var blankt og klart som en sø i
den stille, hede sommer.
Prinsesse Tamara sad på sin trone
foran hende knælede to mænd i usle,
lasede kofter. — Døden, sagde hun,
og hendes stemme var skarp som en
kniv og hård som sten. De to mænd
jamrede og bad for sig. — Døden,
gentog hun.
Da så hun mig, og et pludseligt
skær som af ild flammede op i hen-
des dejlige, men grusomme øjne. Med
en stemme, der havde sølvklokkers
klang, talte hun til mig. •— Vær hil-
set, du smukke yngling, som jeg så
Kodak Retinette 24 x 36 mm
pingasunik linselingmik issilik f:3,5/
45 mm — ungasissutsinut 1 m-imit
sumorssuaK.
åssilivdluartartuliaK 1—1/500 sekunti-
mut kisalo B.
ingminérdlune åssillssutitalik, filmilo
tugdligssaic piaréréraraoK.
erssarigsunik åssiliumaguvit Kodak
[ilmisiniarit.
Kodak
Kodak Retinette 24 x 36 mm
med trelinset . antirefleksbehandlet
Schneider-Reomar f : 3,5/45 mm. Af-
standsindstilling fra 1 m til uendelig.
Synkroniseret Compur-Rapid-lukker
med indstillinger fra 1 til 1/500 se-
kund samt B.
Indbygget selvudløser. Hurtigoptræk.
Få klare, skarpe billeder.----Køb
KODAK FILM TIL DERES KAMERA.
8