Atuagagdliutit - 22.11.1956, Qupperneq 5
Eventyrets tid er forbi
Østgrønland parat tit nytiden
Den første fornemmelse af Østgrønland får man allerede under sejladsen
fra Nanortalik til Prins Christianssund, Fjeldene skifter form og farve, i be-
gyndelsen næsten umærkeligt, efterhånden mere og mere udpræget — licn-
imod det golde, forrevne, utilgængelige. De smukke efterårsfarver, isprængt
grønne pletter, som endnu hen i slutningen af september præger egnen om-
kring Julianehåb og videre1 mod sydøst til Nanortalik, forsvinder gradvis. ■—
Snegrænsen rykker længere ned på fjeldene — sådan ser det i hvert fald ud,
men det skyldes nok så meget, at fjeldene bliver højere, og at man her og der
kan kigge ind over landet og se den ene spidse fjeldtop bag den anden.
Indtrykket af Østgrønland så tid-
ligt på rejsen var særlig stærk på „Ti-
keråiv“s rejse i år. Mellem Nanortalik
og Frederiksdal mødte vi en efter
forholdene vældig is-ø af blå polaris
— født langt mod nord i polbassinet
og af strømmen fort rundt Kap Far-
vel. Hvor stor den har været, da den
begyndte sin rejse nogle tusinde ki-
lometer borte, kan man kun gætte
om. Da „TikeråK" mødte den, var
den strandet på et skær og strakte
sig fra land næsten ud til Kitsigsut-
øerne. Den blev målt op i skibets ra-
dar til cirka 50 kvadratkilometer og
ragede 2—3 meter op over vandover-
fladen. Skal man gå efter de gængse
beregninger, skal der være 9 gange
så meget under vandet — det vil alt-
så sige, at flagen er en snes meter
tyk. Der var lige netop plads til ski-
bet mellem flagen og de inderste øer
derude i skærgården, så vi kunne li-
ste forbi den. Solen glitrede i den
hvide overflade og i de blå sider, der
her og der lignede slebet glas fra
sigilermåssuk ingminut misil igutigi-
simanine taivå. sulile tupingnarneru-
ssunik ingminut misiligutigissoKar-
tarpoK. Berlinime nåparsimavit ilå-
ne nakorsaussup dr. Albert Forsman-
nip timime ilå Keritipå, taKau tig-
dlingitsoK tatdlimine såmigdlermitoK
angmardlugo tauvalo gummi sutdlu-
lik amitsunguaK mangutdlugo. Kut-
dlartikalugtuinarpå kiatsime atåne
taKarssuaK tikitserdlugo tauvalo tå-
ssångånit umåme inérånut talerpig-
dlermut mangutdlugo.
tarrarssuissarfingmut iserpoiv åssi-
lisitdlunilo... umat taimaisivdlune
angusinaunerine påsiumasimavå!
ukiut huntritigdlit sivnerujugssuar-
dlugit nakorsat Sydamerikame india-
nerit Karssuisa toKunartortåt nukinik
nukigdlårtitsissartoK curare ilisima-
ssarisimavåt angnertunerussumigdle
påsisimassaKarfiginago. ukiut itav-
sigsunguit matuma sujornagut erKar-
sautigilersimavåt toKunartoK nukinik
suliarissagssanik nukigdlårtitsiniuti-
galugo atorneKarsinaujungnarsissoK
— sorunamc aitsåt toKunartup suni-
nera iluamik nakutigineKarsinaug-
pat!
nakorsaK amérikamioK dr. Scott
Smitli misiligutaujumavdlune nalu-
naerpoK. kapineKarpoK kingu-
ningualo nuké tamarmik nukigdlår-
dluinarput. iltimik isåtitsivigiuardlu-
go inutipåt, taimalo misilineK navia-
naivissoK umavdlune anigorpå.
blåsyrip ailå umåssut torKutigissar-
lagåt inungnut ajoKutausinåungitsoK
takutiniardlugo tuluk professore Bar-
croft KingmeK misiligutaussugssaK
ilagalugo silåinarmik ipinartumik i-
malingmut iserpoK. KingmeK toKuv-
dlune upipoK, professorile umavdlu-
ne.
Thomas Koritz, nakorsaK amérika-
mioK „Walter Reed Society“mut ilau-
ssussok arivaneit mardloriardlune ili-
simajungnaersitaussaKåtardlunilo ipi-
galuartaKåtårpoK ipisimassunik u-
marsainermut periusigssaic nutåK a-
torsinaunersoK misilingniardlugo ...
PBN.
Holmegaard — inde på flagen var der
flere søer, og små elve banede sig vej
ud til kanten og fossede ud i Atlan-
terhavet.
Frederiksdal er to ting — udstedet
og loranstationen. Udstedet kan vi
ikke se fra skibet, men loranstatio-
nens hvide bygninger glider forbi,
mens vi i tusmørket stikker næsen
ind i noget, der ser ud til at være en
lukket fjord. Klippesiderne hæver sig
stejlt op til begge sider, mens vi ska-
ber uro i det blanke vand — kursen
går i et par skarpe knæk, fjorden
fortsætter rundt om det næste hjør-
ne og det næste igen, og nogle timer
efter ser vi i den mørke efterårsaften
de beskedne lys fra udstedet Augpi-
lagtoiv — den sidste beboede plads i
Vestgrønland. Den ligger så langt
mod øst og syd, det næsten er muligt
at komme - - en samling huse under
et højt fjeld, der luder ud over ste-
det. I måneskin og med drivende sky-
er har man en stadig fornemmelse af,
at fjeldtoppen er ved at falde ned og
knuse de menneskemyrer, der krib-
ler ved dens fod.
AugpilagtoK ligger ved en korsvej.
Ad een vej kommer man ud til Fre-
deriksdal — ad et par andre ud tæt
ved Kap Farvel — ad en fjerde til
østkysten. Sejler man nordefter kom-
mer man ind i bunden af hele det
vidtforgrenede fjordkompleks, der
omgiver AugpilagtoK. Herinde ligger
nogle ejendommelige kegleformede
høje, på forunderlig måde dannet af
sten og sand og vel et halvt hundre-
de meter høje. Nede ved kysten æld-
gamle husruiner, helt sammensunk-
ne, men kendelige på det frodige
græs og de mange muntre små blom-
ster, og ud i vandet strækker sig re-
sterne af en stenruse, bygget til lak-
sefangst for mange, mange år siden.
Det var i disse egne nogle af de før-
ste islændinge, der kom til Grønland
kori før år 1000, slog sig ned...
REJSELIV VED ØSTKYSTEN FOR
70 AR SIDEN
Vi kastede anker læt ved Augpilag-
toK for natten, og tidligt næste mor-
gen gik vi gennem Prins Christians-
sund med de golde nordskråninger
og sydvendte fjelde i efterårsfarver,
hist og her brudt af isbræer, der dog
ikke længere er.særlig aktive. Ud for
vejrstationen blev vi budt velkom-
men af en flok skæggede mænd i sta-
tionens motorbåd „Gyngehesten". I
løbet af kort tid var post og proviant
udlosset, og vi kunne stikke næsen ud
i Danmarksstrædet.
Turen gennem Prins Christians-
sund var søndagssejlads — „Tike-
råK" kørte på skinner. Men nu var
den fredelige tilværelse ombord for-
bi for nogle dage. Vi kunne se det
allerede, mens vi endnu havde vejr-
stationens bygninger i syne, hvordan
svære dønninger blev brudt mod
skærene ved indsejlingen til sundet,
så et kogende sprøjt stod meterhøjt i
vejret. En tåge af pulveriseret vand
drev ind mod den forrevne kyst. Et
øjeblik efter begyndte forskibet at
løfte sig på de første dønninger, og
vi fik en forsmag på de følgende fire
døgns temmelig urolige tilværelse
ombord.
Efterhånden som vi kom fri af
mundingen til Prins Christianssund
tog vind og sø til, og denne runddans
på bølgerne varede ved, indtil vi'nå-
ede Angmagssalik — kun afbrudt af
nogle timers ro under opholdet ved
Tingmiarmiut og Skjoldungen. „Ti-
keråK" er jo ikke noget stort skib. —
Det kan endda være, hvad det være
vil, men det er uforståeligt at vise
mænd indenfor Grønlands Handel
kun har udstyret skibet med 375 he-
stekræfter. Passagersejlads ved Grøn-
land er af en sådan beskaffenhed, at
det er rart med et lille overskud af
maskinkraft, men så snart det blæser
mere end vindstyrke 4, aftager „Ti-
keråK“s fart, og hvis vindmåleren
kommer op på 8, er der ikke længe-
re tale om nogen fart. Det er ikke
særlig praktisk især ikke da be-
sejlingsplanerne sjældent tager hen-
syn til, al det i hvert fald engang
imellem er blæsevejr i Grønland......
Men alligevel er vi jo betydeligt
heldigere stillet end de mænd, der
for godt 70 år siden sejlede ud for at
udforske østkysten, og som sejlede
forbi de samme skær, vi lige har pas-
seret. Jeg kom til at tænke på „Han-
séraks dagbog", da vi så Aluk-fjeldet
tone frem til bagbord, halvvejs gemt
af sejlende skyer.
Hansérak, kateket Johannes Han-
sen, var med på konebådsekspedilio-
ncn til Angmagssalik i 1884—85 som
styrer på en af bådene. Han var den-
gang 47 år gammel, ansat som kate-
ket i Sydprøven, og efter hjemkom-
sten fra den dengang eventyrlige
rejse blev hans dagbog offentliggjort
i Atuagagdliutit. På dansk udkom
den først i 1933.
Hansérak fortæller i sin dagbog, at
ekspeditionen afrejste fra Nanortalik
den 5. maj fire konebåde, hver
med 5 roersker, samt 5 kajakmænd.
Først den 3. juni - fire uger senere,
nåede de frem til Aluk-fjeldet, og det
blev begyndelsen af september, før
ekspeditionen nåede frem til Sermi-
likfjorden lige syd for Angmagssalik.
Iler er en lille bid af Hansérak’s
beretning, som fortæller om rejsefor-
holdene i de dage:
......Da vi vare satte over mundin-
gen af IkerassagssuaK (Prins Chri-
stianssund), kom vi til Nunatsuk. Da
vi herefter så storisen og endskønt
vi gik til fjelds ikke kunde øjne åbent
vand den vej, vi skulde, og, eftersom
avangnakvinden stillede af, der in-
gen udsigt var til bedring, lagde vi
til land der på Nunatsuk. Det var et
fornøjeligt og godt land. Nord for
det, på den anden side af den lille
fjord, sås smukt Aluk-fjeldet, der er
meget kønt og temmelig højt. Der i
Nunatsuk bleve vi syv dage for is.
Også blæste det næsten stadigt nigeK
og var snevejr, så landet flere gange
var snedækt. Hver gang vejret var
godt, gik jeg på rypejagt og fik også
stadigt nogle. Også skød jeg en sæl-
hund, der var krøbet op på isen. Ka-
jakmændene fangede også mange sæl-
hunde.
Mens vi vare der, indtraf Trinita-
tis søndag, men jeg holdt ikke guds-
tjeneste, da det var et stærkt snefog
og alt så uhyggeligt (vore sengeklæ-
der var meget våde). Der lå så megen
sne, at den på sine steder nåede os
til knæene. Når vi i Nunatsuk gik til
fjelds, så vi solen stå op lige fra ha-
vet og gå ned bag det isdækte fast-
land. Det var både forunderligt og
morsomt for første gang at se solen
stå op lige fra havet.
Den 11. juni rejste vi fra Nunatsuk.
Vi vilde have gået udenom Aluk, men
for is og søgang måtte vi gå indenom
gennem et lille løb. Både på isen og i
søen var der mange sælhunde, men
de vare ikke til at få.
Så sloge vi lejr på SagdliaruseK,
overfor indersiden af Aluk - - hele
denne ø kalder de K’eKertatsiaK, men
strædet bag den, som man må passe-
re, kaldes SikuiuitsoK (betyder: som
aldrig bliver isfrit), og fastlandet
derved SermiligssuaK (Store Bræ).
Da vi kom der i smukt vejr og stærk
varme, var der megen is, hvor vi
skulle hen. Da vi vare så nær ved
Aluk, så vi den stadig for os, når vi
vare ude. Man fortæller, at den hed-
der Aluk (fodsål), fordi der på dens
yderside i havet rager en stor sten
op, der ser ud som sålen af en støvle.
Jeg har ikke set den. Østlændingene
kalder Aluk for Alik...
EVENTYRET BEGYNDER
LÆNGERE MOD NORD
Vi så heller ikke støvlesålen den
dag, vi passerede Aluk ombord på
„TikeråK". I modsætning til Hansé-
rak var vi for langt til havs, og disen
fra brådet udviskede konturerne af
klippen nærmest ved vandet. Vi stak
til søs og sejlede efter søkort og ra-
dar og anden moderne navigation,
hvor konebådene for 70 år siden roe-
de langs kysten med lange uvirksom-
me perioder ind imellem, hvor vejr
og vind tvang bådene på land. Ro-
mantikken er forbi, men i det hele
taget spejder man forgæves efter det
romantiske langs den sydlige del af
østkysten. Der har gennem årene stå-
et skær af eventyr over Østgrønland,
men man er tilbøjelig til at glemme,
at eventyret først begynder meget
længere mod nord. Selv om også den-
ne del af østkysten har haft sine eks-
peditioner, er det landet nord for
Scoresbysund, der er de store opda-
gelsesrejsers område. Naturen er lidt
voldsommere herovre på østsiden,
storisen knuger landet i mange må-
neder af året, de frodige pletter er
færre end på vestkysten, men et be-
søg i Angmagssalik og distriktet by-
der ikke på ret meget, man ikke kan
opleve i Vestgrønland.
I begyndelsen kniber det .<jtærkt
for en østgrønlænder og en vestgrøn-
lænder at forstå hinanden. Det har f.
eks. voldt vanskeligheder for de kate-
keter, der er sendt til østkysten fra
vestkysten at klare sig i begyndelsen,
men efter nogen tids forløb går det
Hvis udvekslingen mellem øst og
vest fortsætter og udbygges - hvad
man må håbe -— vil denne dialektfor-
slcel imidlertid nok forsvinde i løbet
af en årrække. Der er allerede ved at
ske et skred, fordi østgrønlandske
skolebørn jo undervises efter de sam-
me bøger, som børnene på denne si-
de af kysten — altså lærer de vest-
grønlandske ord, mens de taler øst-
grønlandsk hjemme. Der kan ikke
undgå at ske en opblanding, som
yderligere vil tage fart, jo mere lan-
det derovre på bagsiden lukkes op.
Østgrønlænderne hedder Tunua-
miut. Tunua betyder bagside, og frit
oversat er Tunuamiut altså dem, der
bor på bagsiden af landet. — Denne
fornemmelse af at være landets bag-
side er stærk — så stærk, at ordet
bagside efterhånden i daglig tale er
erstattet af ordet baggård. Man hal-
en meget stærk følelse af at bo i den
glemte landsdel —■ og det er ikke
ubegrundet.
Når der hidtil har været talt og
skrevet om Grønland, har det været
Vestgrønland, der har været tænkt
på. Denne del af landet har fået den
altovervejende del af de midler, der
5