Atuagagdliutit - 22.11.1956, Síða 6

Kujatånc savautigdlit avigsårtordlutik najuganarput nautsiveKardlutik narssauteKardlu-
tigdlo. una tassa Ingnerulalik K’agssiarssup kitinguane.
I Sydgronlands fåreholder-distrikter liggor bebyggelsen spredt — små gårde med haver og
marker. Dette er Ingnerfilalik lidt vest for K’agssiarssuk ved indflyvningen til Narssar-
Grønlands over- og
underskud
er blevet bevilget ti 1 opbygningen.
Vestgrønland har fået nye skoler,
nye boliger, vandforsyningsanlæg
o. s. v. Nordgrønland og Østgronland
blev stående på kolonistadiet. Selv
om Nordgrønland fik sin del af det
nye gennem flytningen af Tbule til
K’anak, var det faktisk kun det ydre,
der blev fornyet. Thuleboerne fik ny
skole og nyt sygehus og en del nye
boliger, ligesom 1. eks. Angmagssalik
bar fået et nyt sygehus og et nyt el-
værk og en ny vandledning men
om nogen nyordning i den forstand
har der ikke været tale. De fleste af
de gamle forordninger forblev i kraft
befolkningen har ikke fået nogen
fornemmelse af nytid, og der er utro-
ligt mange ting, der trænger til at bli-
ve taget grundigt fat på. Selvfølgelig
er man endnu langt fra færdig heller
i Vestgrønland, men herovre på lan-
dets forside er man dog på vej.
ØSTKYSTEN VIL MED I
FÆLLESSKABET
Det ønske, man hyppigst hører
fremsat, er bedre og nærmere kon-
takt med Vestgrønland. Der er kun
een skibsforbindelse om året mellem
øst og vest nemlig denne „Tike-
rån“ i september-oktober. Alle de an-
dre skibe kommer fra og går til Kø-
benhavn, og næsten alle administra-
tive forbindelser går også denne vej.
Man vil gerne se og tale med de men-
nesker, der er ledende indenfor op-
bygningen i Vestgrønland - både
folk fra handel og ministerium i Kø-
benhavn og fra handel og admini-
stration i Godthåb. De besøg, der
fandt sted i sommer var en opmunt-
ring, men bør efterfølges af mange
andre og bør i virkeligheden være
indledningen til fælles administra-
tion og lige behandling af øst, vest
og nord. Man ønsker også meget ger-
ne østgrønlænderne sendt til uddan-
nelse i Vestgrønland med en vis ga-
ranti for, at de vender tilbage efter
en årrække, og omvendt vil man- ger-
ne have vestgrønlændere placeret i
det daglige arbejde for en kortere
eller længere tid, for at de kan brin-
ge noget af det nye med sig.
Stemningen er i almindelighed
præget af utålmodighed efter at være
med i fællesskabet — efter ikke læn-
gere at blive betragtet som særomrfi-
de. Østgronland er jo den del af
Grønland, der længst har bevaret
præget af levende museum, men dø-
ren er alligevel lukket så meget på
klem, at man nu ønsker den slået op
på vid gab. Nye varer i butikkerne
har skabt nye behov og et ønske om
bedre indtjeningsmuligheder. Det må
være den vej, man skal gå — søge at
skabe en højnelse af levefoden og
samtidig sørge for at skolegang og
oplysning iøvrigt følger trit.
Selvfølgelig kan en (i ugers sejltur
med „TikeråK" ikke give udtømmen-
de viden om østgrønlandske forhold
- men en uges ophold i Angmagssa-
lik og besøg på nogle af pladserne i
distriktet sammenholdt med samtaler
med en række mennesker giver alli-
gevel et vist indtryk. Hovedindtryk-
ket er, at der ikke længere er rimelig
grund til at boble hånden over og
værne om en primitivitet, som for en
stor del af befolkningens vedkom-
mende ikke længere er til stede. Selv-
følgelig er størstedelen af beboerne
ikke nået så langt i udvikling, som
befolkningen på vestkysten. Det er
jo kun godt et halvt hundrede år si-
den koloniseringen begyndte. Der er
ikke så lang vej tilbage til forfædre-
nes tro og skikke — f. eks. ligger de
mange gamle og indviklede tabureg-
ler ikke dybere, end at man stadig
støder på dem. Trommedansen dyr-
kes endnu — og ikke alene som un-
derholdning. Kirken har ikke arbej-
det så længe lier og har haft vanske-
ligere vilkår end i Vestgrønland, hvor
I „Grønlandsposten" nr. 4 for 23.
februar 1050 anfører en indsender, al
man meget ofte hører tale om, at
Grønland giver underskud, men at
det også forlyder, at Danmark i de
sidste 200 år har tjent mere på Grøn-
land, end det bar givet ud. Indsen-
deren finder, det ville være fornuf-
den jo allerede fra Hans Egedes tid
med hård hånd har arbejdet på at
udrydde det, der kaldes hedenskaben
— og dermed den oprindelige eski-
moiske kultur med hvad den inde-
bærer af godt og ondt. Men hvis man
betragter folk i Angmagssalik og taler
med dem, må man mene, at de men-
nesker, der bor her, er lige så velud-
rustede til at tage den nye tid som
store dele af Vestgrønlands befolk-
ning var det i 1050. Angmagssalik
har selvfølgelig gennem årene og
navnlig efter krigen haft et voksen-
de antal udsendte som en del af den
fastboende befolkning — men den
deraf følgende påvirkning. Derfor er
befolkningen i byen trods alt nået
længere end den store del, der bor i
distriktet. Samfundet udenfor byen
er baseret på fangsten, der vel end-
nu i adskillige år vil være hovednæ-
ringsvejen. Men dels bosætter ikke
så få familier sig i Angmagssalik om
sommeren, bl. a. for at børnene kan
få en bedre skolegang, dels vil det
nye være længere lid om at bane sig
vej i et fangersamfund.
Alt taget i betragtning synes tiden
at være inde til, at de 2.000 grønlæn-
dere på landets bagside nu gradvis
må flyttes fra baggården op i huset
mod hovedgaden. Ikke sådan at for-
stå, at man skal flytte befolkningen
om på vestkysten, men at man sletter
skellet og samler Grønland under eet
med rettigheder og pligter afpasset
efter forholdene, med hensyntagen
til sted og udvikling. Vestgrønland
bar nu haft tid til at komme i gang,
og det er kun godt. De erfaringer,
der er høstet herovre vil kunne kom-
me Østgronland tilgode, og det bliver
lettere nu at drage hele landet ind
under samme administration, end da
man skulle begynde på bar bund i
1950.
Palle Brandt.
tigt, om nogen ville påtage sig at un-
dersøge og klarlægge dette spørgs-
mål.
Dette er for tiden indtil 2. verdens-
krig allerede foretaget af kontorchef
Sveistrup i hans forskellige økonomi-
ske afhandlinger om Grønland og kan
i korthed udlægges således, at staten
i Hans Egedes tid kun havde en rin-
ge udgift til missionens opretholdel-
se, al Jakob Severin i hans periode
fra 1734 1747 fik et meget beske-
dent udbytte, at handelen under Det
almindelige Handelskompagni for
1747—1774 så nogenlunde bar sig
selv, og at staten ved overtagelse af
handelen i 1774 siden drev den så
godt som uden overskud.
I det værk, der udarbejdedes un-
der krigen om statistiske oplysninger
om Grønland, side 957, viser kontor-
chef Sveistrup i et diagram, at fra
1850 til 1885 gav handelen årligt et
ganske godt overskud, men da tran-
priserne faldt, fordi man i bele ver-
den gik fra tranbelysning til petrole-
um, begyndte handelen at give un-
derskud, hvorfor det overskud, der
var opsparet, blev mindre og mindre
og var opbrugt ca. 1908. Underskude-
ne fortsatte indtil 1918, derefter var
der overskud indtil 1932, derefter
stærkt underskud til 1934, hvorefter
overskudet steg usædvanlig stærkt
til 1938, hvilket år var det sidste,
man dengang havde regnskaber for.
I korthed var altså resultatet det,
at i de 100 år fra 1840 til 1940 var
handelens samlede indtægter lige så
store som dets samlede udgifter.
Udgifterne til sundhedsvæsen, sko-
le, kirke og videnskabelige udgifter
var ikke større, end at statens ind-
tægt fra kryoliten kunne klare dem.
Man kan altså sige, at i det store
og hele havde Danmark hverken
tjent eller sat noget til på Grønland
i de 235 år, der var gået siden Hans
Egedes ankomst.
Grønland bar altså klaret sig selv,
og Danmark har ikke sogt at udnytte
det. Hvad landet kunne indbringe,
skulle komme grønlænderne til gode.
Danmark bar således fulgt den linie,
som kongen gav udtryk for, da ban
i 1782 modtog de to første kongelige
inspektører i audiens for deres ud-
rejse. Kongen sagde til dem: „Skaf
os bravt med spæk, men vær god
mod de fattige grønlændere".
Sælfangsten nåede sit højdepunkt
ea. 1910 og var indtil da i stærkere
stigning end folketallet, men heref-
ter begyndte befolkningens adgang
til kod at tage af, særlig i det sydlige.
Ønskeligt ville det derfor have
været, om bevillingsmyndighederne
fra tiden omkring 1920, hvor omstil-
lingen fra fangst til fiskeri begyndte
i det daværende Sydgrønland, havde
forstået, at landet da måtte trænge
til støtte fra moderlandet. Bevillings-
myndighederne ville kun gå med til
en årlig udgift på ca. 200.000 kr. til
nyanlæg. Dette altfor knebne beløb
overskred styrelsen dog faktisk ofte
en del. Med disse knappe midler nåe-
des trods alt et relativt særdeles be-
mærkelsesværdigt stykke frem, såle-
des kan nævnes: Opførelse af fiske-
huse (70-stk.), skibsværft, kulbrudets
elektrificering, oprettelse af telegraf-
stationer (4), ophjælpning af fåre-
avl, oprettelse af efterskoler (3), sy-
gehuse (3), kirker (7), og en lang
række mindre skoler, kapeller og
tjenesteboliger samt omfattende vi-
denskabelige undersøgelser.
Havde bevillingsmyndighederne
ikke dengang været så påholdende,
ville befolkningen have stået langt
bedre forberedt, da reformerne i
1950 tog fart. Derfor må staten nu
bruge 15 20 miil. årligt til nyanlæg
alene.
Om handelens udgifter og indtæg-
ter og statens tilskud i tiden efter
1950 kan henvises til værket „Grøn-
land", hvor direktør A. W. Nielsen i
nr. 11 1955 og direktør Ebbe Groes i
nr. 4, 1950 har givet udførlige frem-
stillinger herom.
Det ses heraf, at staten hidtil har
ydet handelen et årligt tilskud til bil-
liggørelse af udhandlingsvarerne i
Grønland på ca. 8 miil. årligt, hvori-
mod indhandlingsvarerne giver han-
delen en indtægt på 200.000 til
400.000 kr. årligt, der indgår i Grøn-
lands konjunkturudligningsfond.
Administrationens driftsudgifter
andrager ca. 10 miil. kr. p. a.
Tallene for de enkelte år kan søges
i de årlige finansloves og statsregn-
skabers § 9 for driftsudgifternes ved-
kommende og i § 27 for anlægsudgif-
ternes vedkommende.
Danske handelsfirmaer høster,
som i artiklen nævnt, fordel af Grøn-
land ved at levere udhandlingsvarer
samt materialer til nybygninger m.
in., ligesom entreprenørfirmaer, der
forestår udførelsen af nyanlæggene,
og de danske, der arbejder i Grøn-
land for disse, har indtægt derved.
En del af disse indtægter kommer at-
ter statskassen tilgode gennem fir-
maskat og personlige skatter. Hvad
alt dette kan andrage i penge årligt,
lader sig dog kun vanskeligt opgøre.
De indtægter, danske firmaer har
for arbejder for amerikanerne, kom-
mer ind i fremmed valuta, hvilket og-
så er en fordel for Danmark.
P/i. R.
Det var 15. november 2 år siden,
SAS åbnede polarruten fra Kastrup
over Søndre Strømfjord til Los An-
geles. I løbet af disse to år er næsten
20.000 passagerer befordret ad ruten.
Den nye rute over den geografiske
nordpol til Tokio ventes åbnet i slut-
ningen af februar 1957.
Minister Kjærbøl har meddelt fi-
nansudvalget under et samråd om
grønlandsministeriets budget, at han
administrativt har nedsat et under-
udvalg til at undersøge muligheder-
ne for besparelser på grønlands-ad-
ministrationens budget. Samtidig har
Kjærbøl bebudet nedsættelse af et
underudvalg under forvaltningsnæv-
net. Dette udvalg skal undersøge mu-
ligheder for rationalisering med be-
sparelser for øje.
6