Atuagagdliutit - 22.11.1956, Page 13

FORSØGSBYEN I
FROBISHER BAY
Når man kommer ti! Pangnirtung,
er det de canadiske bygninger, der
er de mest iøjnefaldende.. Omkring
disse står eskimoernes telte. Man får
let det indtryk, at eskimoerne ikke
liar et blivende sted der. Det er også
på en måde rigtigt. Eskimoerne er
stadig et nomadiserende folk.
Samme billede finder man i Esa-
luit i Frobisher Bav. Men det mest
iøjnefaldende der er amerikanernes
flyveplads og radarstation. Hudson
Bay Compagniets hvidmalede byg-
ninger har ikke det dominerende
syn som i Pangnirtung.
1 de senere år, særlig efter opret-
telsen af Forenede nationer, har ca-
nadierne fået mere forståelse af, at de
burde gøre noget mere for udviklin-
gen af de underudviklede folk inden
for deres eget område. Den europæ-
isk-amerikanske kultur er også nå-
et til eskimoer og indianere, de ark-
tiske områders naturlige isolation
danner ingen hindring for flyvema-
skinernes fremfærd. Disse folk kan
ikke længere klare sig ved hjælp af
deres egen kultur, samliv med frem-
mede folk forudsætter tilegnelse af
disses kultur. Det går med eskimoer
og indianere, ligesom det er gået med
os under Danmarks kloge ledelse. 1
'Frobisher Bay har vi et anskuelses-
billede af de to kulturer: en gammel,
hensygnende og den nye, livskrafti-
ge: Eskimoernes teltlejr i et afspær-
ret område og den store travle flyve-
plads lige ved siden af hinanden!
Det er ikke let at påføre et folk den
nye kultur, når det stadig nomadise-
rcr. Derfor har den canadiske rege-
ring fået den tanke at bygge en for-
søgsby til eskimoerne. Den ligger i
nærheden af flyvepladsen og bærer
det eskimoiske navn NiaKiingun og
det canadiske Koojesse Bay. Men of-
ficielt kommer den nok til at hedde
Frobisher Bay.
Arbejdet begyndte sommeren 1955.
Transporten af maskiner og materia-
ler måtte forceres, da den indre del
af Frobisher Bay kun er isfri knapt
nogle af husene. I begyndelsen skal
dt bo gratis, og først senere hen, når
de eventuelt vil blive fastboende,
kan der blive tale om husleje. Man
tilskynder altså eskimoerne til at bli-
ve fastboende i den nve by.
Tuberkulosen blandt eskimoerne i
Canada er også et problem. De tu-
berkuloseramte, som ikke kan kure-
res på stedet, sendes til et sanatori-
um i Hamilton ved Ottawa. Efter
hjemsendelsen skal nogle af dem bo
i de nævnte velfærdshuse, hvor de
skal beskæftiges med og oplæres i et
eller andet arbejde. Efter fuld resti-
tution må de selv bestemme, om de
vil rejse hjem til deres boplads eller
om de vil blive boende på stedet.
Man har endnu større planer med
forsøgsbyen. Foran mig ligger den
skitserede byplan. Vejene er afstuk-
ne, der skal laves et bassin til vand-
forsyning i forbindelse med elven.
Der er afstukne pladser til varehuse,
hotel, kirke, skolekompleks med in-
ternat, stort hospital og legeplads i
nærheden af skolen. Der er plads li 1
nye beboelseshuse. NiaKiingun, som
i 1955 bare var en sandslette, bliver
nok en anselig by med tiden, når es-
kimoerne har begyndt at flytte den.
Den har allerede fået prædikatet Baf-
finlands hovedstad. Den ligger me-
get bekvemt lige ved siden af flyve-
pladsen, og de næste canadiensfarc-
re behøver ikke at drage over til
vands. Med flyvemaskine er man der
inden ret længe.
Men hvad skal byens befolkning
lave? Nogle eskimoer er allerede be-
skæftigede som arbejdere, også i fly-
vepladsen. For en fangerbefolkning
er der nok af fangstdyr i den vældige
fjord, og til slædekørsel er oplandet
ideelt.
Det er altså billedet af en forsøgs-
by, som canadierne selv omfatter
med spænding. Lykkes forsøget, er
det vist nok tanken at videreføre ide-
en andre steder agså.
Vi andre følger også forsøget med
stor interesse. Frederik Nielsen.
landsrådip Akiliniliartitai Canadame nålagkersuissut ilagititåt nir. Leo Manning ilisima-
ssortarputdlo Agnakatlak ilagalugit XiaKungijne igdluvta såvane.
Landsrådets delegation sammen med den canadiske regerings repræsentant mr. Leo Man-
ning og ekspeditionens kendtmand Agnakatlak foran delegationens luis i Xiauungun
ved Frobisher Bay.
autdlalerdluta landshøvding X. O. Christensen angalavdluarKiississoK.
Kst. landshøvding X. O. Christensen ønsker god rejse i Godthåbs skihshavn.
tre måneder. På grund af den store
forskel mellem ebbe og flod må ski-
bene ligge et godt stykke ude, og
transporten derfra sker ved hjælp af
amfibiebåde. Som det første har man
lavet en bilvej fra flyvepladsen. (Vi
■har lagt mærke til, at vejterrænet er
lettere at have med at gøre end det
tilsvarende i Grønland). Efter vinter-
pausen fortsattes arbejdet foråret
195(1, og i august måned stod følgende
arbejder færdige: 7 beboelseshuse,
en kantine, et stort bilreparations-
værksted med garage, en ret stor
skolebygning.og et anselig infirmeri.
Man er i gang med at opføre 19 be-
boelseshuse og 7 veffærdshuse lil
hjemvendte tb-patienter.
Byggepladsen er meget sandet og
ligner Østerbro-byggepladsen ved
Godthåb. Ilusehe opfores på cement-
sokler, og nogle af soklerne ser ikke
tillidvækkende ud, så lavt de er gra-
vet ned i jorden. Arbejdskraften be-
står af canadiere og eskimoer, og de
sidste tjener så godt, at de forsøm-
mer deres fangererhverv. Efter sigen-
de har de også fået smag for de gode
canadiske madvarer.
Beboelseshusene er ens med 3 væ-
relser, et kombineret køkken-spise-
stue og to mindre soveværelser. — I
gangen er der wc med vask. Man
savner et udhus. Det er måske heller
ikke nødvendigt med det, da eskimo-
erne opbevarer deres forråd i sten-
sætninger og sikkert om vinteren i
snehuse. Flere eskimoiske familier
har besluttet sig til at overvintre i
NuvCip tungånukartitdluta sikut 30 sømilitut ipertutigissut akunisiorpavut. sorssfitéraK „Skarven" sujunivtinlpoK.
På overfarten fra Godthåb til Cap Dyer måtte „Hink" og „Skarven" igennem et 30 sømils isleelte. Det er „Skarven", der er foran.
13