Atuagagdliutit - 06.12.1956, Blaðsíða 5

Da kolonien Angmagssalik blev
grundlagt
Koloniseringen kom i den 11. time — befolkningen var ved et uddø. —
Pastor Riittels første møde med østlændingene
Østgrønland:
Da Gustav Holms konebådsekspedition nåede frem til TasiussaK — det nu-
værende Angmagssalik distrikt - i eftersommeren 1884, var det et døende
folk, man fandt. Den samlede befolkning bestod kun af godt 400 personer, og
det blev under opholdet klart, at denne befolkningsgruppe langsomt gik sin
undergang i møde. Efter sin hjemkomst stillede Gustav Holm overfor den da-
værende grønlandske administration forslag om oprettelse af en handelssta-
tion ved Angmagssalik og andre foranstaltninger, som skulle gøre det muligt
for befolkningen fortsat at bo i området.
Et mere detailleret projekt blev udarbejdet, og i 1892 blev befolkningen un-
derrettet om, hvilke planer man havde. 2 år efter — i 1894 — påbegyndtes
indretningen af en handelsstation og et missionssted, og det viste sig da, at i
de 10 år, der var gået, siden Gustav Holm overvintrede, var befolkningen ble-
vet reduceret med knapt 170 personer. Det blev med al ønskelig tydelighed
bevist, at såfremt østkystens befolkning overhovedet skulle bevares, var man
kommet i den 11. time.
Vandringer både
De 413 mennesker, Gustav Holm
fandt i 1884, var den sidste rest af en
efter forholdene stor befolkning. De
første beretninger om en indfødt be-
folkning på Sydøstgrønlands kyst
stammer fra ca. 1380. Det var en is-
landsk søfarer, der blev slået ud af
kurs og gik i land i nærheden af Ang-
magssalik. Af hans fortælling fremgår
det, at den grønlandske befolkning
her syntes at have slået sig ned på
stedet forholdsvis kort forinden. Man
mener, at denne befolkningsgruppe
kom fra den nordvestlige del af Grøn-
land, hvorfra den var vandret hele
vejen rundt Kap Farvel og op langs
østkysten. Spidsen af denne vandring
nåede antagelig endnu nordligere
end det nuværende Angmagssalik di-
strikt.
Befolkningen i Angmagssalik di-
strikt må dengang have været ret
stor. Man har fundet ca. 300 husrui-
ner, og der må en overgang have bo-
et 2.000 her. Senere har nye vandrin-
ger sydfra fundet sted, og denne gang
nåede de helt op til det nuværende
Danmarkshavn, hvor man mener, fol-
kene fik kontakt med fortroppen af
en vandring, der kom fra Nordvest-
grønland'langs nordkysten.
Disse to uafhængigt af hinanden
vandrende befolkningsgrupper —
den ene rundt Kap Farvel, hvor den
havde været i kontakt med de uddø-
ende nordboere, den anden via nord-
ostrundingen, kom i kontakt med
hinanden og smeltede delvis sammen.
Før vandringerne udgik de begge fra
Nordøstgrønland, hvortil de via Ala-
ska og Canada var kommet fra Nord-
kina og Sibirien. Antagelig er de sej-
let og vandret over isen ved det nu-
værende Thule — måske også sydli-
gere.
Efter disse vandringer og yderlige-
re et par vandringer sydfra omkring
år 1700 fandtes der langs den sydøst-
grønlandske kyst en meget spredt,
men forholdsvis talrig befolkning,
hvis tilværelse var baseret på fang-
sten af hvaler, sæl og hvalros. Der er
også fundet mange husruiner i andre
distrikter i området ved Kong Os-
cars fjord således omkring 170 og ved
Scoresbysund over 120.
DA TILBAGEGANGEN BEGYNDTE
I de mellemliggende år — fra om-
kring 1700-tallet til kort før år 1900
— er altså den store tilbagegang i be-
folkningstallet sket, og man mener,
at tilbagegangen dels skyldes tilbage-
vandring til Vestgrønland, dels svig-
tende fangstmuligheder langs østky-
fra nord og syd
sten. Der fandtes jo ikke nogen direk-
te forbindelse mellem Østgrønland og
Europa, mens der i samme periode
var et stadigt stigende samkvem mel-
lem Europa og Vestgrønland. Deri-
mod opretholdt den eskimoiske be-
folkning langs den sydligste del af
østkysten stadig forbindelsen med be-
folkningen på sydvestkysten, og på
den måde fandt europæiske varer,
knive, gryder og andre redskaber,
vej til østkysten. Øen Aluk, som jeg
fortalte om i den første artikel, blev
centrum for denne kontakt mellem
øst og vest. Her ved mundingen af
Prins Christianssund mødtes man
og udvekslede nyheder og varer. Da
Julianehåb blev oprettet i 1777 og Na-
nortalik i 1797, blev kontakten efter-
hånden forstærket, og disse to kolo-
nier blev tillige centre for missions-
arbejdet.
Missionærerne nøjedes ikke med at
få den sydøstgrønlandske befolkning
døbt, men søgte tillige at bevare ind-
flydelsen over den ved at formå den
til at blive på Vestgrønland, delvis
som fastboende. Denne virksomhed
satte efterhånden mindre befolk-
ningsbevægelser i gang — helt op I il
omkring år 1900. Man regner med, at
mindst 1000 personer vandrede
fra østkysten til vestkysten alene i
det 19. århundrede. Så sent som i år
1900 ankom 40 østgrønlændere til
Nanortalik, og derefter var østkysten
fra Alukfjeldet til Angmagssalik fuld-
stændig uddød.
Den svigtende fangst, der forment-
lig var en følge af den rovdrift frem-
mede fartøjer drev på sæl og hval i
farvandene, har også været medvir-
kende til, at mange er draget bort, og
dertil kom en række andre faktorer.
Ejnar Mikkelsen nævner således fra
tiden omkring Gustav Holms kone-
bådsekspedition bl. a. hyppige barne-
drab, omfattende blodfejder, stor
sel vinordshyppighed, manglende
kendskab til sygdomsbehandling,
ulykkestilfælde under fangst, drab af
syge og gamle samt degeneration ved
indgifte. Desuden var vanskelighe-
derne ved at fremskaffe føden så sto-
le, at el ikke ubetydeligt antal kvin-
der måtte tage del i den egentlige
jagt.
„SOBRIG OG GLÆDE VANDRE
TILHOBE"
Da „Hvidbjørnen" med handelsbe-
styreren og missionærer ankom til
Angmagssalik i august måned 1894
udgjorde befolkningen i distriktet
247 personer. I de følgende 2 år
vendte en del af dem, der sidst var
udvandret, tilbage, således at folke-
tallet i 1896 kom op på 372. Dette var
hele den østgrønlandske befolkning.
I år 1900 var tallet 411, i 1905 501, i
1910 565, i 1915 602, i 1920 663, i
1925 744, i 1948 var det nået op på
1200, og tallet nærmer sig nu stærkt
de 2.000. Oprettelsen af handelsste-
det Angmagssalik bragte altså affolk-
ningen til ophør, og i de næste 30 år
blev antallet tredoblet. Pengeindkom-
sterne for den lokale befolkning vok-
sede langsomt, men sælfangsten gik
stadig jævnt tilbage. Udhandlingen
blev forøget, mens indhandlingen ik-
ke kunne følge med i denne udvik-
ling. Området kunne ikke længere
hvile i sig selv, og denne tendens er
forøget lige siden. I 1924—25 søgte
man at aflaste befolkningspresset ved
at få en del af angrnagssalikkerne til
at flytte. Det løste ikke problemet,
men førte til, at der i sommeren 1925
blev overført 82 personer til den ny-
oprettede koloni Scoresbysund.
Den første missionær, der kom til
Angmagssalik, var pastor Carl Peter
Ruttel. Han kom sammen med han-
delsbestyrer Johan Petersen ombord
på „Hvidbjørnen", der den 26. august
1894 fandt frem til den bugt ved Ta-
siussaK, hvor Angmagssalik skulle
grundlægges. Pastor Ruttel udgav
nogle år efter sin tilbagekomst til Kø-
benhavn sin dagbog under titlen „10
år blandt Østgrønlands hedninger".
Et af de første dagbogsblade skil-
drer mødet med østlændingene. Pa-
stor Ruttel skriver følgende:
„Sorrig og glæde de vandre tilho-
be". Disse ord kunne vi godt gøre til
vore, da vi så østgrønlænderne. Vi
var glade, fordi vi var komne til dem,
men vi blev unægtelig bedrøvede ved
at se dem tbi de mødte ikke frem
som det uberørte folk, vi havde hå-
bet at finde. De var allerede „civili-
serede", men hvilken civilisation. I
fjor traf vi veti ItivdleK en flok øst-
grønlændere, om hvilke vi kunne si-
ge: Ja, det kan man da se, at det er
„vilde" mennesker. I år træffer vi
ved Angmagssalik østgrønlændere, af
hvilke een med høj hat, en anden
med knæbenklæder, strømper og
sko, så man skulle tro, han ville til
hoffest hos kejseren af Tyskland. En
giver partiet i frakke, en anden i
normalskjorte osv. osv. Jeg var græ-
defærdig. Den kultur, som jeg så ger-
ne ville have haft stænget ude, var
åbenbart allerede trængt ind, medens
den, jeg ønskede indført, næppe hav-
de ladet sig se. Hvorfra kom alle disse
europæiske laser, som de nu bar på
sig? Jo, et fremmed skib var løbet
ind til Angmagssalik i fjor for at dri-
ve handel med de indfødte. Det blev
indespærret her (det var kun et sejl-
skib), og blev liggende her det meste
af et år. 3 dage, før vi kom her, var
det sejlet bort. For nogle geværer,
ammunition, gamle tøjlaser osv. hav-
de det tiltusket sig en mængde skind.
Allerede denne handel var harmelig,
men når jeg tænker på den „kristen-
dom", som sådan et skibs mandskab
muligvis (rimeligvis?) har vist grøn-
lænderne i den daglige omgang med
dem, så gyser det i mig. Det fremme-
de skib har rimeligvis været norsk.
Også fra vore egne landsinænds tid-
ligere besøg her så vi dog minder. En
kvinde gik således omkring med en
uldskjorte, som var mærket med nav-
net „Wedel". Det stammede altså fra
Ryders ekspedition. Det er meningen
at europæiske fødevarer slet ikke må
forhandles her, og derfor er det også
strengt forbudt os herværende dan-
ske at sælge eller traktere de indfød-
te med sådanne for ikke at give dem
smag for dem. Forbudet er aldeles
rigtigt, men det er en meget uheldig
indledning, at Ryders ekspedition
for et par år siden lysteligen lod de
indfødte få europæisk mad, og det
fremmede skib har naturligvis heller
ikke afholdt sig derfra. Heldigvis kan
man dog ikke her beskylde „missio-
nen" for at have bragt et naturfolk-
kendskab til kulturens uheldige si-
der. Det er her (som vel i virkelighe-
den næsten allevegne) handel og vi-
denskab, der bar besørget dette. Måt-
tete det nu blot lykkes for missionen
at bringe folket her noget godt, ja det
højeste og evige gode:- Guds nåde og
fred i Jesus Kristus vor frelser...
Som det fremgår af bogens titel,
virkede pastor Ruttel i Angmagssalik
og distriktet i 10 år, og det lykkedes
ham at få døbt ikke så få. Han starte-
de under meget vanskelige vilkår —
måtte først bygge sit eget bus og hav-
de mange drøje rejser rundt i distrik-
tet.
I sin bog „Fra hundevagt til hun-
deslæde" fortæller Ejnar Mikkelsen
om et besøg i Angmagssalik i 1898.
Ejnar Mikkelsen fortæller om en
dåbshandling —- fire kvinder og to
børn — og fortsætter:
- Og mens vi om aftenen efter då-
ben sad ved præsteparrets bugnende
bord, som vi ikke fik lov til at røre,
inden han havde bedt en bordbøn så
lang, at vi frygtede, den fristende
bordopdækning kun var skueretter
alle til hobe, festedes der også i Mi-
souriangas store hytte for de nydøb-
te. Vi kunne høre gnyet af festen
tværs over havnen, trommernes
klang og de ældgamle eskimoiske
kvad, som fik præsten til opgivende
at ryste på hovedet: Hør spektaklet
derovre, sukkede han de burde
synge de salmer, jeg så møjsommeligt
har lært dem. Men i stedet larmer de
højt med hedenske kvad. Det bliver
vanskeligt, meget vanskeligt, at træk-
ke disse forvildede mennesker ind i
Guds rige. Han havde sikkert ret, til-
føjede Ejnar Mikkelsen, men skylden
var delvis hans egen. Thi i fire år
havde han herset med eskimoerne
for at presse lidt kristelig etik ind i
dem, men han havde hårdhændet
kasseret den ene døhelystne efter den
anden som straf for tilbagefald til
gamle hedenske sædvaner, som man
dog næppe kunne forvente, de ville
eller kunne forsage for noget, de ikke
forstod.
Pastor Ruttel var en meget velme-
nende mand, der som lærer på el
døvstummeinstitut i Fredericia var
blevet grebet af Gustav Holms beret-
ninger om det lille østgrønlandske
folks onde kår og barbariske heden-
skab, og som derfor havde besluttet
sig til at ville kristne dette folk, så
det dog efter jorderigets trængsler
kunne se frem til det evige livs glæ-
der. Han meldte sig som den eneste
ansøger til missionsgerningen i Ang-
magssalik, men da han ikke var teo-
log, måtte han først tage embedsek-
samen. Det tog fire eller fem år, og
alt imens lå planerne om at kolonise-
re Angmagssalik stille. Begynde kolo-
niseringen uden en missionær kunne
man jo ikke. Og mange eskimoer dø-
de i mellemtiden af sult eller ved
ulykkelige hændelser. Efter eksamen
skulle Ruttel et år til Julianehåb for
at lære sproget, som dog er så væ-
sensforskelligt fra angmagssalikkcr-
nes, at de ikke kunne forstå ham, da
han endelig optog sin missionsger-
ning blandt dem. Han lærte forøvrigt
aldrig at tale sproget, så angmagssa-
likkerne belt kunne forstå ham og
hans udlægning af skriftens ord.
Uden den ypperlige støtte, den altid
hjælpsomme Johan Petersen ydede
ham ved at være tolk og ikke mindst
ved sit eksempel på sand kristendom
ville de eskimoer, som Ruttel vel nok
efterhånden havde fået døbt, sikkert
have haft endnu mindre viden om
den kristne tros grundsætninger, end
de fik af Angmagssaliks første mis-
sionær.
Sådan bedømmer Ejnar Mikkelsen
I
5