Atuagagdliutit - 14.02.1957, Blaðsíða 8

Hvornår er et skib i fare —
og hvem skal trykke på knappen?
Udtalelser af en vred skipper, en besindig radiotelegrafist
og en ubetænksom journalist
Under overskriften „En vred skip-
per" bringer dagbladet „Information"
en samtale med „Disko“s kaptajn, G.
J. A. Hansen, som bl. siger:
— „Vi har i grønlandsfarten heldig-
vis lidt hårdt vejr engang imellem og
det er kun godt det samme, for ellers
ville vi blive overrendt på havet af
lystsejlere. Det er kedeligt, når der
skal laves sensation på en ting, vi med
sikkerhed ved kan ske for os. Vi er
ofte ude for visse uheld, der skal kla-
res. Den 28. januar kunne man læse
en meddelelse, indløbet fra Godthåb,
om at radioforbindelsen med „Uma-
nak" havde svigtet siden 26. januar
om eftermiddagen. Meddelelsen blev
slået stort op som en sensation, der
ikke var fri for at virke alarmerende.
Min første reaktion var at trække på
smilebåndet, men i næste øjeblik
tænkte jeg på al den uro og ængstelse,
meddelelsen skabte hos passagerers og
besætningens pårørende. Pressefolk
tænker måske slet ikke over, at de på-
rørendes nerver udsættes for et væl-

MINERVA 572 K
- kvaliteten ligger
langt over prisen
m__________, MINERVA 572 er
en ægte LL. Trods
sin populære pris
har den bl. a. 7
rørfunktioner, ind-
bygget FM-anten-
ne, 5 bølgeområder,
2 ferritantenncr og
10.000 gauss høj i ta-
ler. — Det er kort
sagt en modtager,
De kan være stolt
• af at ejel
- en smukkere form
en skønne-e tove ..!
— iluseringneK
nipigingneK - -!
Minerva 572 radiot LL pitsauvdluartut
ilagåt. nauk akisorujugssuånglkaluar-
dlune arfineK-mardlungnik røreKarpoK,
karsertame iluatigut FM-antenneKardlune
tatdlimanik avdlångortautilingmik n&-
laorfigssartaKardlunc mardlungnigdlo
ferritantenneKardlune kisalo pltsagssuar-
mik højttal erettardlune. aitsåme tåssa
radiotsialakt
— sdrdlume akisun erilsagaluaR
A/S LINNET & LAURSEN,
KØBENHAVN
digt {tres ved en sådan nyhed. —
Baggrunden for meddelelsen var nøg-
ternt set ret betydningsløs. Radiofor-
bindelsen svigtede i godt et døgn, men
om årsagen til uheldet kan kun gisnes,
så længe skibsførerens rapport ikke
foreligger. — Som søfarende føler jeg
mig forbavset og skuffet over den be-
handling, en så dagligdags ting fik i
pressen. En ansvarsbevidst skibsfører
betænker sig normalt på at sende folk
op i en overiset rigning i storm for at
de kan reparere en itublæst antenne,
når formålet kun er at hjemsende en
rutinemelding. Fremtidig er jeg klar
over, at man også må tage ubetænk-
som journalistik med i overvejelserne,
når antennen er gået ud af drift. De
søfarendes erhverv fører mange af-
savn med sig, og det er kedeligt, hvis
der skal påføres sømandens pårørende
unødig uro, når han er borte fra hjem-
met. Så kan sømandslivet let blive
temmelig bittert.
Jeg vil gerne sige til pressen, slutter
kaptajn Flansen: — Vær varsom med
at trykke på alarmknappen, virknin-
gerne er uberegnelige. Det er skibs-
førerens privilegium at starte alarmen,
når tiden er inde dertil."
})Tilfældet Umanaku
Fra en radiotelegrafist, der har
sejlet i en længere årrække, har
vi modtaget følgende:
Bladet „Information" bragte forle-
den referat af en samtale med „Di-
sko“s fører G. J. A. Hansen.
Hans synspunkter om den tidlige
offentliggørelse, og gisningerne om
„Umanak“s skæbne, kan man til en
vis grad give sin tilslutning.
Derimod er hans synspunkter og
hans bagatellisering af skibets svig-
tende radioforbindelse, mildest taget
forbavsende.
Til oplysning for skibsføreren og
ikke mindst offentligheden, skal her
oplyses, hvorfor man havde grund til
at nære ængstelse for „Umanak" og
hvorfor der blev slået alarm.
1. Skibet havde meddelt, at det lå
underdrejet i orkanagtig vestlig storm,
samt at det var stærkt „overiset".
2. Skibet opgiver normalt sin posi-
tion hver tredie time, i forbindelse
med afgivelse af vejrobservationer.
3. Radioforholdene var de pågæl-
dende dage normale, selv om man
ikke kan se bort fra lokale elektriske
storme, i forbindelse med kraftig
blæst og snevejr.
4. Skibet er udstyret med følgende
radiomeddelelsesmidler: 1 hovedsen-
der, (kombineret kort og mellembølge-
sender) med betydelig styrke. 2. en
nødsender (såvidt vides en gnistsen-
der), der er meget effektiv, derved, at
dens signaler er af en sådan bredde
og beskaffenhed, at disse kan høres på
et meget stort frekvensområde.
5. Endvidere en telefonisender, der
kan arbejde på de gængse skibsbølger.
6. Sluttelig en transportabel sender
og modtager, der kan arbejde på et
par nødbølger, og er ligesom nødsen-
deren uafhængig af skibets elektrici-
tetsforsyning. (Den her omtalte sender
har en lovbefalet styrke, således at
den minimalt skal kunne række
mindst 150 sømil, men i praksis under
normale omstændigheder, kan række
betydeligt længere.
7. Af antenner skal der foruden ho-
vedantennerne være ophængt en nød-
antenne, der er uafhængig af hoved-
antennerne. Hertil kommer en på ra-
diostationen placeret antenne, der
ifølge søloven skal forefindes i afmålt
tilstand, således, at den til enhver tid
er klar til ophængning. Og endelig fo-
refindes i kassen med den transpor-
table sender en antenne der er isole-
ret og kan opsættes på utallige måder,
og under alle forhold.
8. Der var blandt passagererne flere
radiotelegrafister og måske også ra-
dioteknikere, der i en nødsituation
kunne have været behjælpelig, hvis f.
eks. den ordinære telegrafist var syg,
eller af anden årsag.
9. Der forefindes til stadighed et så-
kaldt vejrskib placeret syd for Kap-
farvel. Man har lov til at gisne om, at
en kontakt med dette skib har været
forsøgt, om ikke af nødårsager, så dog
for at få viderebefordret de 3 timers
observationer som skibet foretager.
10. Endelig skal anføres, at „Uma-
nak“s position i forhold til nærmeste
kyststation (Prinschristianssund), var
ca. 150 sømil. En i radiomæssig for-
stand yderst ringe afstand.
Det er med hensyntagen til disse
kendsgerninger, der blev slået alarm.
Uanset skibet var overiset og vejret
ualmindeligt dårligt, har og vil man
på land ræsonere som så, at det første
man vil gøre er at genoprette forbin-
delsen med land eller med omverde-
nen. Det kunne jo tænkes, at det blev
nødvendigt fra skibet at tilkalde
hjælp. Enhver radiokyndig ved, at det
ikke er en absolut nødvendighed at
opsætte antennerne i toppen af ma-
sterne, men at disse — selv om effek-
ten nedsættes — kan ophænges på
mangfoldige måder, og alligevel være
effektive.
Vi her på land ved, som skibsfører
Hansen ganske rigtigt oplyser, ikke,
hvad der i virkeligheden er foregået,
og får det vel næppe heller oplyst,
men vi ved, at situationen på et vist
tidspunkt har været prekær.
Skibsføreren er endvidere af den
opfattelse — ifølge avisreferatet — at
det ikke har nogen større betydning
at få repareret en radioantenne, når
det blot drejer sig om hjemsendelse af
en rutinemelding!!! Såvidt det er os
bekendt, er der indført radiostationer
på skibe, ikke af praktiske grunde,
men udelukkende af sikkerhedsmæs-
sige grunde, ikke alene for det pågæl-
dende skib, men også for al anden
skibstrafik.
Den her udtrykte opfattelse er ikke
sjælden. Det er os vel bekendt, at ikke
alle søfarende er klar over radioens
anvendelse og ikke mindst betydning i
en given situation.
Det er ikke i alle tilfælde skibsfø-
rerens privilegium at trykke på knap-
pen. Hvis det var en skibsførers pri-
vilegium i alle tilfælde, ville mange
ulykker have fået et mere tragisk for-
løb end tilfældet er. Vi er af den op-
fattelse, at de søfarende og deres på-
rørende er trygge ved at vide, at man
fra land overvåger skibenes og flyve-
res bevægelser, og ved selvstændig
tænkning og ræsoneren er i stand til
at tage affære „og trykke på knap-
pen". Navnlig i det foreliggende til-
fælde, hvor knappen ikke synes at
have været til rådighed. Og endelig
må man hellere alarmere et par gan-
ge for meget, end een gang for lidt, og
kan i denne forbindelse henvise til
marinekutteren „Ternen“s tragiske
skæbne. Det er velbekendt, at man
her ligeledes skønnede der var noget
galt ved skibets tavshed, og at man på
et meget tidligt tidspunkt satte en
storstilet eftersøgning i gang, en ef-
tersøgning, hvis resultat vi alle ken-
der. I tilfældet „Ternen" kunne man
kun gisne og skønne, som man gjorde
det med „Umanak".
En tak til de mennesker der i de
heromtalte tilfælde har udvist sund
dømmekraft, og ved personlig indsats
— såvel af sømandsmæssig som af an-
den art, — har udført et påskønnel-
sesværdigt arbejde under de vanske-
ligst tænkelige forhold, vil her være
på sin plads.
Telegrafist.
Rederiet trykkede på knappen
Til slut et par bemærkninger fra en
af dem, der driver den af kaptajn
Hansen omtalte „ubetænksomme
journalistik" som levevej:
— „Umanak" havde været tavs i
først ca. 24 timer og derefter påny i
næsten to døgn — overiset og i dårligt
vejr. Da skibet 8—9 døgn forsinket
nåede Julianehåb oplystes det, at man
ved passagerernes hjælp havde skov-
let ca. 250 tons is i havet, at der en
overgang havde været vand i passa-
gerkamrene og at „Umanak“s fører
betegnede rejsen som den værste, han
havde oplevet i 30 år.
Det er altså ikke uden grund, man
både i Grønland og i Danmark følte
ængstelse, og ængstelsen gav sig for
rederiet, Den kgl. grønlandske Han-
del, udslag i, at man trykkede på
knappen og anmodede om flyverefter-
søgning og alarm til kyststationer og
skibe i farvandet.
At noget sådant registreres af pres-
sefolk er, for at bruge kaptajn Han-
sens vending, „en ganske dagligdags
ting". Ikke selve arten af det, der re-
gistreredes — heldigvis — men selve
det at registrere hverdagens store og
små, glædelige og sørgelige hændel-
ser. Det er ganske rigtigt, at en sådan
meddelelse vil skabe ængstelse, og
heldigvis var ængstelsen i dette til-
fælde unødig. Men såvidt en ganske
almindelig landkrabbe kan se kun
takket være en dygtig skibsfører og
besætning.
Når en eller anden sag først er
kommet dertil, at der er trykket på
knappen og slået alarm, kendes den
af mere end eet menneske og er som
følge deraf umulig at hemmeligholde
både for journalister og pårørende.
Hvis „Umanak“s tavshed ikke var
blevet registreret i Godthåb, ville det
være sket i København — resultatet
var blevet det samme.
Og mon ikke alle — med tankerne
på de ulykker, der er sket i forbin-
delse med Grønlands-sejladsen i den-
ne vinter — kan være enige om, at det
var rigtigt, der blev trykket på knap-
pen — selv om det ikke var skipperen,
der gjorde det?
P. B.
Boligdiskussion
I biografbarakken i Godthåb er af-
holdt et møde, arrangeret af kulturud-
valget og boligstøtteudvalget. Lands-
høvdingen indledte diskussionen ved
bl a. at sige, at boligstøtteudvalgets
opgave ikke alene er at fremskaffe
boliger, men også de rigtige boliger.
Man havde håbet på — ved at under-
søge hvilke hustyper, der valgtes
rundt om i landet — at få et billede af
ønsker, boligvaner og brugsbehov,
men den rationalisering, der nu er
gennemført af ministeriet, har nedsat
udvalgets mulighed for at få hurtig
klarhed over ønskerne. Derfor var det-
te møde blevet arrangeret, og man
håber på tilsvarende møder rundt om
i landet, idet boligstøtteudvalget har
brug for at få at vide, hvad befolk-
ningen mener. — Arkitekt Barfod
gennemgik forskellige hustyper, og af
den efterfølgende diskussion fremgik
det tydeligt, at den nu gennemførte
nedskæring af antallet af typer til ialt
10 ikke er populær. Der var alminde-
lig enighed om, at husene var for små,
at de fleste var vanskelige at møblere,
at soverummene var for små, at det
burde være muligt at ændre husets
indretning ved at flytte et eller flere
skillerum og at der burde laves en
overbygning på boligstøtten, således
at de bygherrer, der havde lyst og råd
kunne bygge et større hus — men på
andre lånevilkår end de normale.
Landshøvdingen sluttede med at sige,
at rationaliseringen ikke var gennem-
ført, fordi ministeriet syntes det var
morsomt, men for at få mest muligt
ud af pengene. Det ville selvfølgelig
være rart, hvis hver mand kunne byg-
ge sig et hus, som han ville — vel at
mærke for statens penge — men en
sådan ordning findes vist ingen steder
på jorden. Derimod er man også i bo-
ligstøtteudvalget inde på tanken om en
udvidelse af boligstøtten — men efter
andre regler end de nugældende.
Kredsretten i Godthåb har besluttet
at sætte hårdt ind overfor de stadig
forekommende tyverier af varer under
losning af skibe. Forleden indbragtes
en sag, hvor 7 unge mænd var tiltalt
for at have stjålet øl, • appelsiner og
slik under losning af m/s „Lily Niel-
sen" i Godthåb havn. Skønt det kun
drejede sig om tyveri af højst en halv
snes øl for hver enkelt, blev de tiltalte
forelagt bøder på fra 70 til 150 kr.
Desuden skal de erstatte værdien af
det stjålne. Fem af de tiltalte mødte i
retten og vedtog de forelagte bøder.
De to sidste vil senere blive indkaldt
for retten.