Atuagagdliutit - 14.02.1957, Blaðsíða 12

/
Hele befolkningen må hjælpe med!
Folketingsmand Augo Lynge om kønssygdomme i Grønland
Det er med dyb beskæmmelse, man
læser dr. Ronnenbergs artikel i Grøn-
landsposten nr. 24 1956 om problemer
i bekæmpelse af kønssygdomme i
Grønland og om den såkaldte grøn-
landske promiscuitet. Vel aner man,
at forholdene flere steder ikke har
været gode i den senere tid, men det
virkede alligevel som knytnæveslag
at få at vide, at det virkelig er så
slemt enkelte steder.
„Årsagen til den moderne behand-
lings fallit er velkendt ... Det er pro-
miscuiteten, hvorved man kort og
godt forstår parring i flæng." „Det er
fristende at pege på den tid, distrikts-
lægerne må spilde med gonorrhoebe-
kæmpelsen, tid, så at sige må stjæles
fra andet endnu vigtigere arbejde —
og som i følge det foran nævnte synes
at være forgæves." „Vinder syfilis
virkelig indpas i den grønlandske be-
folkning, må det betegnes som intet
mindre end en katastrofe". „Rent
bortset fra omkostninger i sygedage,
lægearbejde, hospitalspladser etc., vil
frugtbarheden sikkert snart påvirkes,
og nationens hele beståen blive truet."
Hver sætning virker som piskeslag,
men vi takker den unge dr. Ronnen-
berg, at han med ungdommens harme
har slået i bordet og har slået alarm.
Man har tiet altfor længe.
Derimod lød det ikke godt med en
citat fra lægeekspeditionens beret-
ning: „Nogen alvorlig fordømmelse af
promoscuiteten har lægeekspeditionen
ikke mødt hos grønlænderne, heller
ikke hos de mere kultiverede". Her er
en eensidig næse til grønlænderne og
forsøg at vaske hænder offentligt.
Det skal man imidlertid ikke gøre.
Lad os vedkende vor skyld fuldtud.
Når det gælder en alvorlig sag, er det
mindre vigtigt, hvem der er mest
skyldig. Hverken grønlændere eller
danske, der sidder inde med admini-
strativt ansvar, kan fralægge sig an-
svar. Det er et faktum, at der blev
gjort for lidt for at dæmme op for
udbredelsen af kønssygdommene.
Gejstligheden har talt imod det fra
prædikestolen, men ikke — såvidt jeg
ved — i skrift eller radio. Lægerne og
administrationen synes også at have
gjort for lidt at oplyse os om desan-
gående. Kun sjældent omtales sagen i
ungdomsorganisationer. Sidste gang i
ungdomsbladet InusugtoK 1956. Men
alt dette er spredte fægtninger. Orga-
niseret kampagne og agitation imod
uvæsenet er ikke blevet udfoldet.
Der er dog formildende omstændig-
heder i denne sag. Kønssygdommene
er en skjult sygdom, som ingen rigtig
ved besked med. Kun oplysningerne
om det samlede tal kommer i lands-
lægens årsberetninger, der er udgivet
siden 1952, hvergang med et par års
forsinkelse. Nogen orientering får man
ikke udover disse. Muligt er det, at
man har gjort det lokalt, men man fik
intet at vide, når der er epidemi. Pa-
tienterne er anonyme. De fik lov at gå
frit og smitte andre, selv småbørn i
briksen. Man ofrede samfundet for at
beskytte smittekilderne.
Der er endvidere den hage ved dr.
Ronnenbergs artikel, at man ved at
læse den fik den opfattelse, at det er
generelle forhold, der er tale om, og
at grønlændrne i al almindelighed er
promiscuelle. Man skal ikke sige mere
end man kan forsvare. Ikke mindst
skal man passe ikke at bibringe an-
dre folk, f. eks. udlandet, den anskuel-
se, at det er det generelle, at folk i
Grønland parrer sig i flæng.
Det er rigtigt, at forholdene er dår-
lige, og at det er berettiget at slå
alarm. Efter landslægens årsberetning
1954 (den sidste, der haves), var syg-
dommen 25 gange så hyppig som i
Danmark og 9 pct. af befolkningen
"over 14 år har været syge. Udbredel-
sen er sikkert større grundet ikke-
diagnostiseret sygdom. Det var et re-
kordår. På den anden side skal man
huske, at 91 pct. af befolkningen er
fri for sygdommen, og at man ikke —
udover stikprøver hist og her — ken-
der, hvorledes seksuelle forhold er
hos størstedelen af befolkningen.
En' sådan stor og kompromitterende
udbredelse af kønssygdommene giver
naturligvis dårlig samvittighed. Og
det er hyppigt, når forklaring skal gi-
ves herom, at påpege den såkaldte
nedarvede seksualmoral som den
egentlige årsag. Landslægens årsbe-
retning 1952 sagde herom: „Sygdom-
mens hyppighed er primært afhængig
af befolkningens seksualvaner".
Jeg tror, at det er en lidt for hård
dom officielt at tale om „befolknin-
gens" (altså den grønlandske og den
danske befolkning i Grønland) sek-
sualvaner. Men meningen er nok den,
at man med „befolkningen" mener
den indfødte befolkning. Det vil dog
være uretfærdigt at skrive alting på
grønlændernes konto, fordi det er en
kendt sag, at i hvert fald en del af til-
fældene skyldes andre end grønlæn-
dere.
Nej, jeg tror, at det er billigt slup-
pet at forsøge .at placere ansvaret for
hele miséren på befolkningens sek-
sualvaner. For det første er det ikke
rigtigt, at de gamle eskimoer — og i
særdeleshed ungdommen dengang —
var promiscuel. Det var den ikke.
Hvis dette er tilfældet i vore dage, da
er „vanen" kommet på senere tids-
læserne skriver...
Arbejdet med at oprette
en forening for eks-tb
patienter
Det er vist ikke noget nyt for man-
ge grønlændere, at der arbejdes for at
oprette en forening, der skal tage sig
af de tuberkuloseramtes kår i hele
Grønland. AlikutagssiaK’s læsere har
ihvertfald ikke hørt tanken for første
gang. Der er gået knapt to år, siden
tanken kom frem, og den 1. april i år
startedes den første forening i grøn-
lænderhjemmet af grønlændere, der
opholder sig i Danmark. Siden da er
der blevet oprettet flere foreninger i
forskellige kolonier. Hvis det er mu-
ligt, vil man gerne se, at alle kolonier
opretter foreninger i år eller i begyn-
delsen af det nye år, så man kan sam-
le de forskellige foreningers udsen-
dinge til et landsmøde i Godthåb til
sommer.
Det er en grønlænder, der havde
fundet på at forsøge at samle de tu-
berkuloseramte og eks-patienter i een
forening. Han henvendte sig til nogle
få landsmænd, og da de slog til, ar-
bejdede han videre med sagen sam-
men med dem. Men inden der blev
oprettet en forening, havde Boserup
Minde fået opsnuset, at der var noget
i gære, og bad komiteen om at mødes
med den. Ved et møde i Boserup Min-
des rekreationshjem i Hareskoven
blev man enige om, at de kommende
foreninger i Grønland skal samles i en
amtsafdeling og skal sidestilles med
amtsafdelingerne i Danmark. Så ud-
arbejdedes et udkast til foreningens
love i samarbejde med Boserup Min-
des ledelse, og de blev vedtaget og
trådte i kraft, da den nye forening
blev stiftet. Da vi skal være tilsluttet
Boserup Minde, må vi helst ikke ram-
me alt for meget ved siden af dens lo-
punkt. Formynderskabet med hermed
følgende forflygtigelse af ansvarsfø-
lelsen må bære en del af forværringen
også i den henseende.
For det andet tror jeg, at hyppig-
heden af sygdommen først og frem-
mest er afhængig af befolkningens
åndelige og økonomiske standard. Fat-
tigdom og demoralisation følges ofte
ad. De usle, overfyldte hytter, altfor
mange grønlændere har boet i — og
som stadig bebos flere steder — er
sikkert en væsentlig medårsag til for-
holdet. Altfor mange unge — og børn
med — gik „på gaden", fordi de ikke
har et ordentligt hjem. Det drikkeri,
som fulgte efter hjemmebryggeriets
indførelse, gjorde sit til at forværre
forholdene.
Medvirkende er også den lave ån-
delige standard med ringe ansvarsfø-
lelse, på sin steder i forbindelse med
dårlige erhvervsmæssige forhold, der
bevirkede at mange — både voksne
og unge — ingen varig beskæftigelse
har indtil 6 måneder om året. Ledig-
gang og driveri er næsten det værste
af dem alle. De lokale kræfter gjorde,
hvad de kunne, men magtede ikke op-
gavn. Forholdene bedres ikke ved
prædikener alene. Her har myndighe-
derne en opgave, der skal løses, men
som ikke kan løses på et par år.
Men det er ikke myndighederne
alene, der skal tage sig af opgaven.
Nu ved vi så meget om sygdommen, at
vi ved, at vi har en opgave, der må-
ske er så alvorlig som selveste TB-
sygdommen, Grønlands svøbe. Køns-
sygdommene skal bekæmpes. Ikke ale-
ne lægerne, myndighederne, landsrå-
det, ungdomsorganisationerne, men
hele befolkningen må hjælpe med for
at hele den kræftskade, der æder sig
ind i den grønlandske befolkning.
A. Lynge.
ve. Derfor blev den første forenings
love sendt til de forskellige kolonier,
så at dem, der ønsker at starte for-
eninger, kan bruge dem — blot med
små ændringer.
Vi ved alle, at siden man begyndte
at sende de grønlandske tb-patienter
til Danmark i efteråret 1951, er der
vendt over 1000 raske hjem, og ende-
lig er der mange, der er blevet raske i
Dronning Ingrids sanatorium i Godt-
håb. En, bunke penge er blevet an-
vendt til kampen mod tb, og desværre
er der endnu mange af os der lider af
den. Da der er sat et stort apparat
igang for at bekæmpe sygdommen,
har ham, der fik tanken om at starte
en forening, begyndt at tænke på, at
det ville være en hjælp for de folk,
som arbejder for os, hvis vi kunne
gøre lidt selv i stedet for at sidde med
hænderne på skødet. Boserup Minde
har betydet meget i tb-bekæmpelsen i
Danmark, og foreningen har været
medvirkende til, at der kommer love,
der har betydet meget for tb-patien-
ter og eks-patienter.
De foreninger, der gerne skal op-
rettes heroppe, skal beskæftige sig
med at lette de syges og raskmeldtes
kår. Når foreningen er kommet igang,
vil den valgte ledelse bestemme, hvil-
ke arbejder der skal gennemføres. Det
er en stor hjælp, vi får gennem BM
— særlig hvad penge angår — og det
vil hjælpe os godt med vores startvan-
skeligheder. Jeg kan nævne, at der
bliver iværksat et landslotteri til for-
året, og størsteparten af de indkomne
penge, 200,000 kr., får Grønlandsafde-
lingen. (Hvis lotteriet bliver udsolgt).
Boserup Minde får 100,000 kr. og
amtsafdelingerne 50,000 kr. BM har
også tilbudt, at foreningens rekrea-
tionshjem kan stilles til rådighed som
bolig for de grønlændere, der even-
tuelt kommer til omskolingsuddannel-
se. Der kan de bo billigt og godt.
Da vi får størsteparten af det ind-
komne beløb fra landslotteriet, ville
vi gerne rette en henvendelse til vores
landsmænd hroppe om at sende grøn-
Fra NORD til SYD
’
Jægerne i Godthåb har på et offent-
ligt møde protesteret imod det nye
forslag om ederfuglefredning, som er
vedtaget af landsrådet i sommeren
1956. Grundlaget for denne protest er,
at det som hidtil er tilladt at skyde
ederfugle om sommeren fra Sdr.
Strømfjord og nordefter, og at kun ru-
gende fugle ikke må skydes, mens al
jagt på ederfugle standses langs den
sydlige del af kysten fra 15. maj — til
trods for den kendsgerning, at ikke-
ynglende ederfugle stadig trækker ef-
ter denne dato og at det hidtil har væ-
ret tilladt at skyde dem. På mødet
blev det vedtaget at opfordre jægerne
i den sydlige del af landet at slutte
sig til protesten for derved at opnå,
at stadfæstelsen af forslaget udsættes
et år, så forslaget påny kan drøftes af
landsrådet.
Ifjor oprettedes i Godthåb et muse-
umsudvalg, bestående af politimester
Simony, fiskerileder Peter Egede, læ-
rer Nikolaj Rosing, fisker Hans Holm
og fiskeribiolog Jens Kreutzmann. Ud-
valget har tilsendt kulturrådet et for-
slag, og rådet har meddelt, at man
kan tiltræde, at hovedopgaven bliver
tilvejebringelsen af egnede museums-
bygninger for et kommende landsmu-
seum i Godthåb — samt indsamling af
museumsgenstande, herunder gen-
stande indsamlet af kommunalbesty-
relserne i henhold til landsrådets op-
fordring fra 1953, overførsel af de mu-
seumsgenstande, der findes i Godhavn
og klarlæggelse af ejendomsforholdet
til allerede indsamlede museumsgen-
stande. Kulturrådet mener, at man
bør arbejde hen imod oprettelsen af
et centralt grønlandsk landsmuseum i
Godthåb, oprettet med landsrådets
medvirken.
Den 29-årige Margrete Jørgensen,
Angmagssalik, er ved retten blevet
dømt for at have ladet sit nyfødte
barn dø. Margrete Jørgensen havde
skjult sit svangerskab både for jorde-
moderen og for sin familie og hun
fortsatte med at passe sit arbejde ef-
ter nedkomsten. Først efter nogle da-
ges forløb underrettede hun lægen om,
at hun havde fået en lille pige, som
dog var dødfødt, og som hun havde
skjult på et husloft. Lægen konstate-
rede, at barnet havde været velskabt
og levende ved fødslen. Det kunne ik-
ke konstateres, om moderen havde
øvet vold mod barnet. Retten idømte
Margrete Jørgensen 100 kr. i bøde.
*
Atuagagdliutit/Grønlandsposten ud-
skrev i fjor en konkurrence om den
bedste plakat til brug i en afholds-
kampagne i Grønland. De indkomne
forslag er blevet bedømt i landsråds-
salen i Godthåb. Komiteen fandt ikke,
at nogen af de indkomne forslag løste
den stillede opgave, bl. a. fordi de alle
kun gav udtryk for den negative side
af sagen. Man mener, at spirituspro-
blemet i Grønland i dag har udviklet
sig sådan, at én fremhævelse af de
positive sider ved afholdenhed eller
mådehold vil være psykologisk mere
rigtig og give bedre udtryk for situa-
tionen og behovet. Der tages senere
stilling til spørgsmålet om en evt. ny
konkurrence. -
landske ting, der kan anvendes som
ekstrapræmier, enten til Neriut, grøn-
lænderhjemmet, Tranegårdsvej 26,
Hellerup, eller til de lokale forenin-
ger heroppe, der så vil sørge for vide-
rebefordring.
Da vi helst ikke ser, at der bliver
for mange lokale foreninger, ville det
være ønskeligt, at der oprettes een
forening indenfor een koloni, men
større steder kan selvfølgelig oprette
en lokalforening. For at nedskære
driftsomkostninger så meget som mu-
ligt, er det bedst, hvis man kan opret-
te så få lokale foreninger som muligt.
Jeg ville gerne rette en henvendelse
til beboerne i de kolonier, hvor man
endnu ikke har startet foreninger, om
at påbegynde arbejdet snarest, så at vi
i fællesskab kan være med til at nå
målet — og nå det hurtigst muligt.
Hans Janussen.
12