Atuagagdliutit - 28.02.1957, Blaðsíða 10

Læserbreve
OG
X
KLIP
Om „tilfældet „Umanak“, alarm-
knapper og andre ting
Om det lille indlæg jeg har afgivet til
„Information", senere optrykt i A/G,
har en besindig telegrafist, — der i
parantes bemærket har glemt at sætte
sit navn under, — skrevet en iøvrigt
ganske udmærket kommentar, med
mange oplysninger af værdi for of-
fentligheden.
I det store og hele er jeg enig med
telegrafisten i hans synspunkter bort-
set fra enkelte ting, som jeg skal til-
lade mig at uddybe nærmere: Det er
beklageligt, at De ikke har læst mit
indlæg bedre, ellers ville De have set,
at jeg ikke med eet ord har bebrejdet
nogen telegrafbestyrer, hans med-
hjælpere eller nogen myndighed, at de
har trykket på alarmklokken, tvært
imod — pokker skulle tage dem, hvis
de ikke havde gjort det. Min notits
var, som det tydeligt fremgår af A/G
en henstilling til pressen, og ordet
„alarm" skulle selvfølgelig forstås
rent journalistisk. Iøvrigt har jeg selv
et par gange haft uvurderlig hjælp fra
kyststationernes side. Jeg kan sige
Dem, at jeg har den største agtelse og
respekt for det samarbejde, der fin-
der sted mellem kyst og skibe, når
nød er på færde. Når jeg imidlertid
skriver, at det er skipperens privile-
gium at starte alarmen, fastholder jeg
det som en almindelig regel. Måske
husker De fra Deres lange sejlads
båd- og brandrullens stående ordre:
„Telegrafisten møder på broen for at
afhente førerens ordre"?
De skriver videre, at „på land ræ-
sonnerer man som så, at det første
man vil gøre (fra skibet), er at genop-
rette forbindelsen med land". Dette
ræsonnement er forkert, idet livsvig-
tige arbejder kommer i første række.
Her nævner De selv 250 tons is på
dækket, — er det nu ikke nærliggen-
de at antage at mandskabet og hvem
der ellers kunne bruge en skovl, har
været optaget af at rydde dette af vej-
en? — Antennen og dermed rutine-
meldingen (som De har sat tre udråbs-
tegn efter), har så måttet vente. For
De vil vel ikke bestride, at skibets
stabilitet absolut er det vigtigste af de
to ting? Endelig kan De måske selv
forestille Dem, hvad et nødråb ville
være værd, hvis man havde rigget an-
tenner op i stedet for at kaste is over-
bord, og skibet i mellemtiden var
kæntret?
At radiostationerne er installeret
i skibene af sikkerhedsmæssige grun-
de er absolut rigtigt, og som telegra-
fist må De selvsagt tillægge skibets
radioforbindelse med omverdenen en
altovervejende betydning, for telegra-
fistens hele virksomhed hænger jo
faktisk i antennetråden, men jeg, som
fik min væsentligste sømandsopdra-
gelse før der kom radio ombord i ski-
bene, kan ikke følge Dem her. Jeg
anser radioen for det pragtfulde
hjælpemiddel den er, og som er givet
skibsfarten i vor tid sammen med ra-
dar, dekka, gyro og ekkolod — alt-
sammen ting, som har gjort livet på
søen lettere og bidraget til at føre ski-
be sikrere over søen. Men hvis min
radar strejker eller gyroen ikke kan
holde spændingen, ja, så noterer jeg
denne kedelige kendsgerning. Og hvis
telegrafisten kommer og meddeler, at
hans station er brændt sammen, og
han ikke kan reparere den, så husker
jeg på, at skibe har sejlet i tusindvis
af år og dog klaret sig i havn uden
radio.
Til redaktør Palle Brandt!
Vi er lidt uenige om, hvad der skal
forstås ved „Alarmknapperne", den
De trykkede på havde den virkning,
at der i samtlige landets blade stod
forsideartikler på en ret uheldig må-
de. — Jeg kan godt forstå, at De skal
bruge en nyhed, medens den er aktu-
el, — det er Deres job, og det er der
sikkert ikke mange, der vil fortænke
Dem i. Men når det er søfarendes —
(her medregnet passagerer) formodede
skæbne det drejer sig om, så giv lidt
længere frist. En forhastet sensationel
meddelelse, som den ovennævnte, tje-
ner ikke til ære for ophavsmanden,
og jeg må stadig betegne den som
ubetænksom.
G. J. A. Hansen.
Hr. skibsfører G. Hansen!
Jeg takker for Deres indlæg og kon-
staterer vi i mangt og meget har den
samme opfattelse.
For mig at se, kan Deres første ind-
læg tolkes derhen, at man på søen ik-
ke tager en brudt radioforbindelse
højtideligt. Det var dette indtryk, jeg
ville opponere imod, samt lade offent-
ligheden vide nogle af bevægegrunde-
ne til den iværksatte undersøgelse, el-
ler eftersøgning.
Det har ingenlunde været min hen-
sigt at kaste mistænkelighedens slør
på nogen søfarende, eller de i om-
handlede tilfælde trufne dispositioner.
Men jeg har påvist nogle af de radio-
mæssige muligheder, et veludstyret
skib i dag har for at opretholde kon-
takten med land. Der står ingen ste-
der disse muligheder ikke har været
forsøgt.
Jeg har kun fået overladt begrænset
plads til besvarelse af Deres sidste
indlæg, og kan derfor ikke give Dem
udtømmende svar.
De spørger, om jeg kender betyd-
ningen af et skibs stabilitet, og i den-
ne forbindelse nævner De, jeg har an-
ført noget om 250 tons is. Jo, jeg ved
udmærket, hvad stabiliteten betyder
for et skibs sødygtighed.
Men jeg har intet nævnt om dette,
og ej heller som De skriver, nævnt 250
tons is. Som De ser kan man selv om
man læser bedre end jeg, gøre sig
skyldig i fejltydninger, hvilket jeg for
Deres vedkommende gerne tilskriver
den begrænsede tid De har haft til De-
res rådighed.
Jeg husker båd og brandrulle, men
ikke i den af Dem skitserede form. I et
veludstyret skib er der nemlig to te-
lefonforbindelser, samt et talerør mel-
lem radiostation og kommandobro.
Derfor kender jeg kun denne ordre
„Telegrafisten møder på radiostatio-
nen, for der at afvente skibsførerens
— telefoniske — ordre.
Noget helt andet er, at i KGH’s ski-
be bestræber man sig på at placere
radiostationen så langt væk fra ski-
bets kommandopost (broen) som mu-
ligt, og endnu mere uforståeligt, pla-
cere telegrafistens lugaf adskilt fra
radiostationen. Dette kunne tyde på,
at man tilstræber én gradsadskillelse,
der tilhører den tid, hvor De erhver-
vede Deres sømandsmæssige uddan-
nelse, hvor man ikke satte sikkerhe-
den så højt, som både De og jeg gør
i dag.
Sluttelig har hverken jeg eller mine
kolleger opfattet Deres altså misfor-
ståede indlæg som en underkendelse
af vort arbejde. Men vi tager sikker-
hedstjenesten meget alvorlig, vel vi-
dende, at det ikke alene er telegrafi-
sten, der hænger i antennetråden, men
store værdier og menneskeliv.
Trods vore divergerende meninger
på sidstnævnte punkt og andre forbli-
ver jeg Deres
V. C. Hansen.
*
Torsdagskoncerterne
Når den grønlandske radio har tors-
dagskoncerter i lighed med moderra-
dioen i Danmark, er vi en hel del de-
mokratiske lyttere i Grønland, der har
affundet os med denne tingenes til-
stand. Når vi gør det, er det nærmest
ud fra tanken: „Hver mand sin lyst
for sine penge", eller f. eks.: „Der skal
være noget for enhver smag — selv
for den dårligste".
Men når radioen begynder på at
tvangsindlægge lytterne til at høre på
en ituhakket torsdagskoncert også
om onsdagen efter etbinds-leksikon-
nets princip, synes jeg faktisk, at ra-
dioen går for vidt.
Jeg er tilbøjelig til at tro, at det vir-
kelige torsdagskoncertpublikum er
meget lille på Grønland — måske
bortset fra, at der vel også på Grøn-
land findes mennesker, der synes at
det er kulturelt fint at høre torsdags-
koncerter.
Et eksempel? — Jeg hørte for nogen
tid siden et par pæne kontordamer,
der talte om sidste uges torsdagskon-
cert og den ene sagde: „Det var vel
nok en dejlig torsdagskoncert, vi var
sammen med dem og dem, og vi hav-
de det så hyggeligt, vi spillede en dej-
lig Bridge, imens vi hørte koncerten,
og værten spenderede kaffe med cog-
nac og likør og senere fik vi natmad.
— Torsdagskoncerten er nu dejlig.
Jeg under gerne dem, der har lyst
til torsdagskoncert og diverse disse
fornøjelsen, men størrelsen af det
grønlandske torsdagskoncert-publi-
kum berettiger vist ikke til, at onsda-
gen også bliver okkuperet til formå-
let. Leo Poulsen.
Da Leo Poulsen selv i indledningen
af sit indlæg benytter ordet „demo-
kratiske" skal jeg blot anføre, at et af
demokratiets hovedprincipper er at gi-
ve plads for anderledes tænkendes
synspunkter — såvidt muligt. Dette
forudsætter også, at man i en radio,
hvis udsendelser er allemandseje —
giver plads for et mindretals interes-
ser, i dette tilfælde den gode musik.
Den anden side af skalaen er rigeligt
repræsenteret — prøv engang at tælle
de musiktimer op, der ikke repræsen-
terer torsdagskoncert-musik.
Præsentationen af torsdagskoncer-
ten om onsdagen er indført for at give
de lyttere, der gerne vil lære noget —
i dette tilfælde om musik — lejlighed
dertil. Også dette er et af demokrati-
ets goder. De lyttere, som ikke ønsker
dette, anbefales at nyde stilheden i
stuen i de 20 minutter, det varer.
Palle Brandt.
★
Der klages ofte over, at danskere, der
kommer til Grønland, ikke går i kirke
og derved er med til at nedbryde
grønlændernes' utvivlsomme agtelse
og respekt for kirken og deres even-
tuelle agtelse og respekt for dansker-
ne. Begge dele højst uheldigt.
Men hvad byder gudstjenesten de
danskere, der ikke behersker det over-
måde vanskelige grønlandske sprog?
I den by jeg af omtale kender lidt til,
i virkeligheden intet. Salmenumrene
er selvfølgelig den grl. salmebog, men
det skulle dog synes overkommeligt at
tilføje numrene fra den danske, når
det drejer sig om fælles salmer, så
danskerne i hvert fald kunne følge
med i den.
, De får velsignelsen på dansk, når
de går til alters.
Det er alt.
Og det er for lidt.
I tidsskriftet for skole og kirke ses
afsnittene om kirken kun trykt på
grønlandsk. Kunne der ikke blive
plads til bare et kort resume på
dansk?
Otto Møller
Lektor, Nykøbing F.
*
Spiritus på østkysten
Radioavisen meddelte den 31/12-56, at
spiritus er rationeret for østgrønlæn-
derne, mens de udsendte kan købe
frit. Hvis nogle mener, at denne ord-
ning er uretfærdig, og at rationeringen
også ophæves for østgrønlænderne, så
må man tænke ekstra godt. At be-
handle folk som ligestillede er godt,
men blandt folk, der ikke har opnået
de samme resultater kan det også væ-
re farligt at indføre ligestilling på alle
områder. 63 år er snart gået siden
Angmagssalik blev koloniseret, men
hvad man har opnået med hensyn til
oplysningen er vist ikke særlig meget
i forhold til disse år, hvis man sam-
menligner med andre steder. For at
opnå bedre hygiejniske forhold koster
badningen foreløbig (kun) 25 øre for
angmagssalikkerne, idet man vil kon-
statere, hvor meget de ved erfaringer
og resultater har opnået. Hvis man
derfor stiler mod at frigøre spiritus-
salget i Østgrønland, kan man regne
med, at østgrønlænderne, som vi hol-
der af, får for meget.
Overkateket Jacob Lund,
Sletten
*
FOTOGRAFERING I KIRKEN
Nu er det åbenbart blevet moderne at
forevige begivenheden, når en fami-
lie skal have barnedåb eller et par
skal giftes i kirken. Man møder op
med fotografiapparatet, eller man en-
gagerer en anden til at tage de ønske-
de billeder. — Resultatet er, at lynly-
sene glimter og blænder, og det højti-
delige øjeblik bliver gjort til en scene,
der bare skal filmes. Mange af kirke-
gængerne finder denne form for foto-
grafering ubehagelig, og mon ikke alle
er klar over, at det egentlig ikke hører
hjemme i kirken.
Jeg ser gerne, man kommer væk fra
denne uskik igen, og jeg vil gerne op-
fordre folk til ikke selv at fotografere
i kirken og heller ikke engagere andre
til det.
Ganske vist er jeg nok klar over, at
familien mener det godt. De vil gerne
have et billede fra højtidelige øjeblik-
ke i deres liv. Alligevel vil jeg hævde,
at det er et brud på en gudstjenestes
ukrænkelighed at fotografere selve
begivenheden. Hvis man ønsker et bil-
lede fra vielsen eller barnedåben, kan
det tages bagefter, når højtideligheden
er ovre. Når menigheden har forladt
kirken, kan man lade sig fotografere
— enten inde i selve kirken, evt. sam-
men med præsten, hvis man ønsker
det, — eller udenfor. Hvis det drejer
sig om bryllup, bliver det endelige re-
sultat oven i købet bedre på denne
måde, eftersom man da kan fotografe-
re parret forfra, hvilket vel er det na-
turligste. Fotograferer man foran al-
teret, får man kun brudeparrets nak-
ker.
palase.
(fra Holsteinsborg avis).
*
Lad os opføre os pænere mod
sømændene
Denne overskrift har jeg fremsat un-
der kulturudvalgets møde den 20. dec.
1956, og da kulturudvalget har opfor-
dret mig til at skrive en artikel til
„PUJORSIUT" bringer jeg den her-
med.
Det sker ikke sjældent i vore dage,
at der laves ballade mellem sømæn-
dene og Fhb’s ungdom, når der ligger
et skib i havnen og af denne grund
har jeg fremsat dette forslag.
Vi ved godt, at vi ikke kan undvære
fragtede skibe i Grønland, ja, gennem
dem får vi vore daglige forsyninger,
såsom: Mange forskellige madvarer,
fiskeriredskaber, brændselsolie, kul
samt mange forskellige slags varer,
som ikke kan nævnes af hensyn til
pladsen i bladet. Ja, Grønland kan ik-
ke undvære skibsforsyninger i vore
dage. På dette grundlag har jeg spe-
kuleret over, hvordan vi kan opføre
os pænere mod sømændene. Lad os
tænke på, at søfolkene arbejder godt
og velvilligt for at Grønland og dets
befolkning kan have det godt, ligeme-
get hvad det skal koste, måske engang
imellem med deres liv, fordi Grønland
og dets befolkning kan leve, og derfor
bliver jeg altid flov, når der sker bal-
lade med sømændene, og det vil jeg
kalde en stor utaknemmelighed.
Ude i den vide verden er sømands-
forsorgen god og stor, man kan møde
i de forskellige lande store og hygge-
ligt byggede bygninger som er kaldet
sømandshjem, men det er meget dyrt
at opføre dem, dem kan vi ikke bygge,
særlig i en lille by som Fhb grundet
mangel på opførelsesmidler, og jeg
mener heller ikke, at vi kan bygge
dem, jeg vil bare samle nogle fami-
lier sammen og med dem vil jeg for-
søge at lave en forening, og disse -fa-
milier skal tage sig af sømændene. De
forskellige familier skal skiftesvis in-
vitere sømænd til en hyggeaften, og
hvis det er en stor besætning, kan de
måske deles f. eks. i to eller tre dele
til forskellige familier. Jeg er ikke i
tvivl om, hvis vi kan starte sådan en
forening, kan det hjælpe mere end
(Fortsætles side 15).
\
10