Atuagagdliutit - 28.02.1957, Blaðsíða 13

NY FORTRÆFFELIG ROG AF
PALLE LAURING
Palle Lauring (der ikke må forveksles
med broderen Gunnar Lauring, som
optrådte forklædt som grønlandsk ko-
lonibestyrer i „K’ivitoK"), er en ud-
mærket forfatter. Han har en særlig
evne til at fremstille historisk stof på
en levende og anskuelig måde, og i
bogen „Vikingerne" har han givet en
af de til dato bedste og for lægmand
mest forståelige redegørelser for Dan-
marks historie i vikingetiden.
Bogen er en fortsættelse af historien
om Danmarks oldtid, der udkom for-
rige år under titlen „De byggede ri-
get", og den fremlægger en række nye
synspunkter, samtidig med at den gi-
ver en sober fremstilling af de histori-
ske kendsgerninger — der ellers kun-
ne have forledet en og anden forfatter
til temmelig chauvinistiske udskejel-
ser.
Normalt har vi regnet med, at vikin-
getiden begyndte i 793 med overfaldet
på klostret Lindisfahre på Englands
østkyst, men Lauring viser, at begyn-
delen blev taget langt tidligere, anta-
gelig allerede omkring 450 med Heru-
lernes optræden helt nede i Spanien,
og hans bevisførelse virker overbevi-
sende. I det hele taget gør Lauring,
hvad han kan for at underbygge sine
påstande på en sådan måde, at man
gennemgående er tilbøjelige til at give
ham ret, selvom hans opfattelse flere
steder strider mod, hvad vi hidtil har
troet var god latin på det pågældende
område.
Bedst virker hans forsøg på at kort-
lægge den økonomiske og erhvervs-
geografiske baggrund for vikingetoge-
ne — man får en fornemmelse af, han
her har fat i den rigtige ende, allerede
fordi erfaringerne fra vor egen tid sy-
nes at vise, at den slags motiveringer
gennemgående ligger bag de store fol-
kelige vandringer og bevægelser. Hans
udredning af Danmarks stilling som
østersømagt og kolonisator vestpå er
også værd at læse, og hans påstande
om kulturens bevægelser i vikingeti-
den er overraskende og interessante,
navnlig for den dansker, der har reg-
net med, at dansk område bestandigt
var det kulturelt modtagende på den
tid. Lauring mener f. eks., at den sær-
lige danske samfundsorganisation,
bygden og individets stilling i helhe-
den blev afgørende for opbyggelsen
af det engelske samfund og for Nor-
mannerriget og dermed påny for Eng-
land. Han mener også, at kolonisatio-
nen af Island i virkeligheden snarere
foregik fra Danmark end fra Island,
og bringer mange gode argumenter
frem for sin menings rigtighed. Har
han ret, har det også en vis betydning
for Grønland, for det medfører, at den
tidlige kolonisation, som nordboerne
foretog, ikke havde sine rødder i Nor-
ge, men dybest set i Danmark. Syns-
punktet havde nok vakt interesse på
Haagerprocessen i sin tid, hvis det
havde været fremme dengang.
„Vikingerne" peger på det triste for-
hold, at dansk historieforskning ligger
langt tilbage for de andre skandinavi-
ske lande med hensyn til vikingetiden,
og ser heri en af årsagerne til, at me-
gen indsats, som vitterlig blev ydet af
danske, er tillagt nordmændene, og at
de i det hele taget i historieundersø-
gelsen af den tids historie får en me-
re fremskudt plads, end de faktiske
forhold egentlig berettiger til.
Bevidstheden herom giver nu og da
Lauring et lille gib i sjælen, og på sin
vis har han selvfølgelig også ret i kra-
vet om, at den skal æres, som æres
bør — selv om man hjertens gerne
under nordmændene lidt festivitas —-
og i hvert fald er det rigtigt, at også
den tids historie gerne skulle skrives
uden national skelen.
Bogen kan afgjort anbefales. Den er
udkommet på Schønbergs forlag og
koster 27,75 kr. i forlagsindbindingen.
Illustrationerne er gode.
LIDT OM DE GODE GLÆDER
Jacob Paludan har samlet stof sam-
men til en nydelig lille bog om de
gode glæder. Bidragene er kommet fra
Edith Rode, Jens Kruuse, Per Lange,
Tom Kristensen, Knud Sønderby, Karl
Bjarnhof og Jacob Paludan selv, og
der er endnu flere andre feinschmec-
kere med.
Umiddelbart kunne titlen „Den lille
bog om de gode glæder" give anled-
ning til spekulationer over glædernes
art. Enhver kunne angive flere for-
skellige kriterier, hvorefter glæderne
kunne opstilles og kun de tristeste
mennesker havde formodentlig ikke
selv nogen mening om den ting. Men
Paludan har været klog, allerede i
forordet siger han, at i bogen savnes
f. eks. „arbejdsglæden, som siges at
være blevet sjælden i den sociale vir-
keligheds verden. Mange sportsgrene
er ikke repræsenteret. Her skrives ik-
ke om forelskelsens eller kærlighe-
dens fryd, ihvertfald kun en passant
— —“. Den læser, der måtte håbe på
små interessante postkortskildringer,
går altså skuffet bort.
Der er mange glæder til. Bogen op-
regner så forholdsvis upåagtede som
„Glæden på to hjul", „Glæden ved at
svømme", og „Kvartetspillets Himme-
rig" og skildrer disse fine glæder i
elegante, virkeligt elegante essays. —
Man savner den glæde, som Anatole
France et sted karakteriserer som den
højeste nydelse, nemlig fryden ved at
udpakke kasser med etruskisk stentøj,
men ikke alt kan forlanges for den
sikkert moderate sum bogen koster.
(Vi beklager ikke at kunne opgive pri-
sen, bogen er en julegave, og boghand-
leren har overensstemmende med sæd
og skik udvisket prisen).
Bedst forekommer Per Langes af-
snit til tobakkens pris, der bliver ind-
ledt med ordene: „For at få det rette
udbytte af sine laster bør man dyrke
dem med et vist mådehold, som dog
naturligvis ikke må overdrives — man
kunne risikere at miste dem og se dem
afløst af langt mere fatale tilbøjelig-
heder, f. eks. afholdenhed og den der-
af følgende farisæisme, som er værre
end de syv dødssynder tilsammen. —
Har man først erhvervet en god og
medgørlig last, bør man værne om den
og ikke sætte den på spil ved letfær-
dige eksperimenter. Personlig føler
jeg mig overbevist om, at jeg nårsom-
helst kunne holde op med at ryge —
så overbevist, at jeg ikke finder det
umagen værd at gøre forsøget —“ Men
også de øvrige essays er i en klasse for
sig, rummer en livlighed, veloplagthed
og elegance, som vi ikke er altfor for-
vænt med herhjemme. Personlig er vi
glade for gavetantens ide.
Bogen er kommet på Thaning og
Appels forlag. Den er på 195 sider.
OM BYENS TRÆER
Der skrives bøger om de særeste em-
ner. Nu har vi også fået en om træerne
i København. Den er udgivet af for-
eningen til hovedstadens forskønnelse,
og foreningen proklamerer på omsla-
get, at den har virket siden 1885, og at
den i den tid har „set som sin opgave
at skabe større fortrolighed med og
interesse for byens arkitektoniske og
andre byæstetiske værdier ved at
samle til drøftelse af hovedlinierne fol-
dens udvikling og ved at være tals-
mand for stat og kommune i disse
spørgsmål".
Bogen er skrevet af en havearkitekt
og har ikke den fjerneste interesse
heroppe. Allerede af den grund skal vi
ikke komme nærmere ind på den,
men skulle De mod vor forventning
ønske at vide nærmere om Køben-
havns træer, så ved De herefter, hvor
De kan søge oplysning.
Værket indeholder en passus, som
vi dog ganske har taget til vort hjer-
te. Den siger: „Skal man udlede prin-
cipper som ikke har kompromissets
karakter, og som i videst muligt om-
fang vil tage hensyn til alle krav, så
synes en klar adskillelse af trafikken
og træernes placering at måtte være
en betingelse for et lykkeligere samliv
mellem træerne i en storby og dens
beboere. —“ Vi er ganske enige — in-
gen træer på selve kørebanen.
„DE GODE GAMLE DAGE“
AAGE BISTRUP: KALA
Aage Bistrup kalder sin bog en skil-
dring af jægerfolks ofte heroiske
kamp for længst muligt at opretholde
psyke og traditioner, og han taler om
dette lykkelige land, som engang var.
Signe Rink lader i sin bog: „Koloni-
idyller" fra 1888 to ældre grønlænder-
inder snakke om ældre dage, om de
tider, der var så meget bedre end de
nuværende, og om svundne tider, med
de langt talrigere konebådsrejser og
duntogter, om de festlige skibsbesøg,
da grønlænderinderne endnu havde
fri adgang til skibene, kort sagt om de
gode gamle dage.
Gamle dage har en forunderlig evne
til altid at være gode og mere lykke-
lige end nuværende.
Mon sandheden ikke er den, at ung-
dommens år for den enkelte er de let-
teste og mest lykkelige, og at man er
tilbøjelig til at generalisere ud fra det-
te og overføre det på tiden i alminde-
lighed! Det er rigtigt, at tiderne for-
andres, det har det altid gjort, også
her i Grønland, og det vil de blive ved
med. Jeg føler mig overbevist om, at
de, der er unge i dag, om 30—40 år vil
beskrive vor tid som de lykkelige,
og gode gamle dage.
Aage Bistrup har været ung her i
Grønland, han er født heroppe og har
levet sin barndom her og kom efter
skolegangen i Danmark tilbage hertil
som 20-årig for i Handelens tjeneste
at blive her mere end 30 år. Han har
som barn og voksen boet ved så at sige
alle kolonier, og han har navnlig levet
sine bedste og lykkeligste manddoms-
år i Upernavik, „omkring Melvillebug-
tens uendelige jagtmarker" med slæ-
dekørselens og bjørnejagternes ro-
mantik i de „gode gamle dage, da man
virkelig havde tid til at leve sammen
med grønlænderne.
Og så talte Bistrup grønlandsk som
en indfødt, han følte sproget og for-
mede sine tanker på grønlandsk og
havde derved de allerbedste mulighe-
der for at lære befolkningen og dets
tankesæt at kende og for at knytte de
venskaber og føre og deltage i de sam-
taler, der røbede dele af grønlænder-
nes sjæleliv.
Bistrup følte sig meget nær knyttet
til Grønland og grønlænderne, og var
stærkt optaget af landet og befolknin-
gens problemer. Han kunne blive vir-
kelig vred, når de hjemlige myndighe-
der ikke ville følge hans ideer til for-
bedring og ophjælpning ' af grønlæn-
dernes kår.
Han savnede Grønland inderligt, da
han levede som pensionist i Danmark,
han faldt aldrig til ro derhjemme, og
sin stadige længsel efter landet her-
oppe, gav han afløb i sine skriverier,
der resulterede i bøgerne „Landet, der
blåner", „Grønland mine længslers
land", og nu sidst „Kala", som først er
udkommet efter hans død.
Der er i tidens løb skrevet meget
om Grønland, men bortset fra viden-
skabelige arbejder, mest rejsebeskri-
velser og mere eller mindre velunder-
byggede forslag til reformer af den
grønlandske administration. Kun få
har kastet sig ud i skildring af Grøn-
land og livet heroppe, som det virke-
ligt er.
En forgænger og vist også et forbil-
lede for Bistrup, var Signe Rink, der
ligesom Bistrup var barnefødt heroppe
og talte sproget, og som 50—60 år tid-
ligere har skrevet en række skitser af
livet her omkring midten af forrige
århundrede i bøger med titler som
„Danske og Grønlændere", „Koloni-
idyller" og „Fra det Grønland, som
gik". Ligesom fru Rink har Bistrup
i sine første bøger givet en række en-
keltskitser af danske og grønlændere
og af selve landet.
I „Kala" har Bistrup påtaget sig en
beskrivelse af grønlænderen, således
som han eller hun er, bestemt af sin
slægts arv, af det land, han lever i, og
af de vilkår dette land byder ham.
Bistrup lader os følge grønlænderin-
den Kala, født oppe i Upernaviks
norddistrikt, fra hendes ganske unge
år igennem alle livets faser. Vi hører
om hendes forfædre, der endog skal
tælle den første nedflytter fra Thule,
om hendes liv hos forældrene med de
stolteste fangertraditioner, vi følger
hendes kærlighedshistorie, hendes
samliv med manden på en ny boplads,
de opretter, vi hører om børnenes
fødsel og opvækst, om mandens død
på havet, om hendes kamp for børne-
nes opdragelse, og vi følger hende vi-
dere på rejser rundt i landet, indtil
hun som gammel og barnløs dør ved
sin gamle boplads.
Omkring hendes liv fortæller Bi-
strup om grønlændernes liv, om livet
på fangstpladserne og rensjagter, om
ungdommens leg og kappestrid, om
jalousidramaer på havet, om hunde-
overfald på børn og meget meget an-
det fra grønlændernes daglige liv.
Bistrup er faldet for fristelsen til at
forsøge at få det hele med. „Kala" -er
forsåvidt en nøgleroman, som flere af
de episoder, han omtaler er virkelige
og kan genkendes, og det samme er
tilfældet med flere af de personer, han
beskriver. I bestræbelserne for at få
så meget som muligt, er bogen histo-
risk blevet uklar.
Men „Kala" er godt skrevet, og hi-
storien er godt bundet sammen og vir-
ker ikke så overfyldt, som den virke-
lig er.
Og så er det lykkedes Bistrup at gi-
ve os det indblik i Grønland og grøn-
lændernes sjæl, som man så sjældent
får lejlighed til at opleve.
Ethvert folk har sine forudsætnin-
ger, sin psyke og er bestemt af sine
traditioner. Det er det grønlandske
folk naturligvis også, og det fortæller
„Kala" os.
Mangen læser vil i „Kala" få svar
på tidligere ubesvarede spørgsmål om
hvorfor tingene i Grønland er, som de
er, og finde forklaring på tilsynela-
dende uforståelige reaktioner overfor
det nye.
Lad så „Kala" have sine skønheds-
fejl. Det er en smuk bog, der fortæl-
ler os meget om det Grønland, der og-
så findes i dag.
C. F. Simony
Åmodts forlag
CONTAFLEX
Det eenøjede spejlreflekskamera
Med indbygget belysningsmåler
To koblede afstandmålere
Synkronblænder
Synchro-Compur MXV lukker 1-1/500 sek.
og det verdensberømte Tessar 1:2,8
ZEISS IKON AG
repr. ved:
GEORG RAUH
Finsensvej 80
København F.
Tlgr.: OPIGENA
14