Atuagagdliutit - 28.03.1957, Page 10

MÅ FØRES UD I LIVET
Om den grønlandske højskole
Dot har været meget interessant at
læse de mange indlæg i „Atuagag-
dliutit" om højskolen, men jeg synes,
at der lægges for stor vægt på det,
man med et omfattende begreb kal-
der „kultur". Jeg kan godt se, at der
både i den gammeleskimoiske sam-
fundsordning og i vor vesterlandske
verden findes mange værdifulde ting
som dels skal reddes fra forglemmel-
se, og dels kan virke inspirerende for
Grønlands opvoksende ungdom, men
når man betragter det grønlandske
samfunds stade i dag, så mener jeg,
at der snobbes for meget for kultu-
ren.
Så længe samfundet mangler boli-
ger og erhvervsredskaber, havnean-
læg og industrielle virksomheder, så
længe må vi kunne undvære torsdags-
koncerter og japanske træsnit, kul-
turråd og den planlagte højskole. Jeg
kan med min bedste vilje ikke se, at
den grønlandske familie, der må bru-
ge flere timer daglig til at fremskaffe
det til madlavning og rengøring nød-
vendige kvantum vand, at en sådan
familie har brug for og glæde af en
Bach-symfoni. Og jeg tror ikke, at en
fisker, der spilder en stor del af en
kort fiskesæson med at losse sin fisk
op i et upraktisk fiskehus, at han har
glæde af, at man et eller andet sted
i Grønland vil lave en „kulturel" høj-
skole.
Det koster i dag mange penge at
lave kultur, og disse penge kunne an-
vendes betydeligt bedre ved at sikre
flertallet af den grønlandske befolk-
ning en mulighed for at få de mest
elementære behov dækket. Den dag,
hvor alle i Grønland — også på ud-
steder og bopladser — har acceptable
boligforhold og mulighed for gennem
produktive erhverv at tjene til livets
ophold, da kan vi begynde at investe-
re penge i kulturen.
Vil man endelig lave en højskole i
Grønland, så kunne man starte med
at bygge en skole i stil med de nor-
ske fiskefagskoler. Højskole-forkæm-
perne plejer at henvise til, at de dan-
ske højskoler har æren for det dan-
ske landbrugs høje stade. De faktiske
forhold er vel nok, at det i første ræk-
ke er de danske landbrugsskoler, der
ved at lære landboungdommen ratio-
nelt gårdbrug, skal have æren.
De folk, der dirigerer udviklingen
i Grønland må ikke glemme, at me-
get store dele af befolkningen i Grøn-
land står mere eller mindre udenfor,
hvad der sker i dag. Den planlagte
folkehøjskole vil tilsyneladende gavne
dem, der ikke har brug for støtte, og
skolen vil derfor uddybe det svælg,
der allerede i dag findes mellem
„toppen" d. v. s. de få, der som Tor-
denskjolds soldater er med i alt, hvad
der arrangeres i Grønland, og mellem
„resten" d. v. s. de mange, som må
nøjes med de smuler, som falder fra
de riges borde.
Minister Kjærbøl sagde under
landsrådsmødet 1956, at de grønland-
ske erhvervs afkast i sidste ende be-
stemte levestandarden i Grønland.
Ingen vil vel modsige, at skulle hele
Grønland i dag leve af eksportpro-
dukterne, så levede vi alle på sulte-
grænsen. Før man laver kulturelle
højskoler burde man sikkert sørge for
at få mere balance i samfundet, såle-
des at man ikke en dag står i den si-
tuation at skulle leve af oplæsning af
grønlandske sagn eller lytte til ouver-
turen til „Aida".
Altså: Først huse og erhvervsmu-
ligheder, dernæst de faglige skoler og
i sidste ende kan vi bygge den plan-
lagte folkehøjskole.
Kaj Narup.
Tanken om oprettelse af en grøn-
landsk højskole er højst interessant.
Tanken må føres ud i livet. Højskolen
skal lægge vægt på, at en borger skal
leve uden at være en byrde for sine
medborgere. Skolen skal sprede for-
ståelsen af den grønlandske kultur,
nemlig at man skal kunne klare sig
selv, og at oplysning er nødvendig. At
dovenskab og misbrug af det, man har
forskaffet sig, ikke betaler sig. At man
fuldt ud skal være med i at øge lan-
dets produktion på den måde, at dette
gøres til gavn for samfundet. Skolen
må placeres på et tilgængeligt sted, og
i betragtning af, at livet er så nogen-
lunde ens i byerne, ville det ikke være
mærkeligt, at den kommer til at stå i
Godthåb, som efter fornuftig udbyg-
ning kan gøres til et sted med store
erhvervsmuligheder, således at høj-
skolens kommende elever kan få
mange praktiske og teoretiske kund-
skaber.
Eleverne må betale for opholdet, og
landskassen må yde tilskud, og det må
den kommende ledelse tænke på.
Forstanderen må være godt inde i
den grønlandske kulturs goder med
interesse for disse. Medarbejderne skal
have et godt kendskab til et folk, der
lever af produktion, og skolen må ar-
bejde energisk til fremme af denne.
Jeg finder det helt i sin orden, at
skolen drives som minde for Knud
Rasmussen. Man kan ikke finde en
bedre måde at fortsætte denne mands
arbejde på.
Gerth Rosing
kommunalbestyrelsesmedlem
Godthåb
I FOLKEHØJSKOLENS ÅND
I det store og hele ved grønlænderne
ikke, hvad en folkehøjskole er. Hidtil
er alle skolerne i Grønland, børnesko-
ler, efterskoler, realskole, seminariet,
husmoderskoler og lærlingeskoler,
ejet og drevet af staten. Men en høj-
skole (folkehøjskole) er et privat fore-
tagende, og den er kun i forbindelse
med staten, ved at staten yder årlig
økonomisk støtte til højskolens drift,
og ved at højskolen sender årlig beret-
ning til undervisningsministeriet. Høj-
skolens ledelse og.drift afviger der-
for fuldstændig fra statsskolernes.
Forventningerne til den grønland-
ske højskole må være, at skolen får
så stor søgning, at alle elevpladserne
er besat hvert år, at forstanderen og
lærerne opfylder de krav, som betin-
ger højskolens berettigelse, og endelig
at skolen er forsynet tilstrækkeligt
med undervisningsmateriale, ikke
mindst et bibliotek med mange og for-
skelligartede bøger, som eleverne kan
hente deres viden fra.
Det må være ønskeligt, at den grøn-
landske højskole drives som i Dan-
mark i folkehøjskolens ånd, selvfølge-
lig tilrettelagt efter de grønlandske
forhold og svarende til den grønland-
ske tankegang, altså på grundlag af
åndelig og folkelig vækkelse. I denne
forbindelse vil jeg fastholde landsrå-
dets beslutning i 1955, hvorefter høj-
skolens arbejde søges tilrettelagt så-
ledes, at skolen såvel anvendes som
erhvervshøjskole og som folkehøjskole.
På grundlag af foranstående vil det
være af afgørende betydning, hvor
højskolen placeres, hvis højskolen,
som uden tvivl vil blive den eneste af
den art i Grønland, bliver placeret i
et sted, som ikke opfylder betingelser-
ne for højskolens arbejde, vil dette
være et uopretteligt fejlgreb. Med
hensyn til spørgsmålet om højskolens
placering, kan jeg ikke ændre det
standpunkt, jeg har indtaget under
drøftelsen af dette spørgsmål i lands-
rådet 1956, og man ved hidtil ikke,
hvem der er kompetente til at afgøre
dette spørgsmål, men jeg vil gerne øn-
ske, at dette problem løses i samar-
bejde mellem repræsentanter for dan-
ske højskolemænd, de med grønland-
ske forhold særlig kyndige folk og de
for højskolens oprettelse økonomisk
interesserede folk.
Peter Nielsen,
landsrådsmedlem
Godthåb
HVORFOR ER DE KOMMET?
Da provst Balle og adventisten A.
Nielsen skulle diskutere i den grønne
skolebygning, var det noget, man så
hen til med spænding, nu skulle man
høre nærmere om adventismen og
dens lære. Vi følte os spændte, for vi
ventede at høre betydningsfulde og
overraskende ting. Men ak, sikken
skuffelse!
Adventisterne vil ikke have, at vore
børn skal døbes! Det er det, de er her
for: for at vi skal holde op med at få
vore børn døbt, fordi „man har vild-
ledt os!" De er kommet for at bringe
den barnedåb til ophør, som vi har
haft, siden Hans Egede kom i 1721! —
Hvis dette ikke er deres formål, hvor-
for er de så kommet?
For grønlandske øren er sådanne to-
ner gudsbespottelse. Det er den opfat-
telse, grønlænderne har med hensyn
til adventisterne.
Det kan være, at deres fremgangs-
måde duer for dem, som dyrker Gud
efter deres egne spekulationer. Men
selv om de påstår, at de vil have bibe-
len som grundlag, kan man ikke stole
på dem, for vi har allerede indset, at
de hele tiden forandrer bibelen og
dens ord i deres forsøg på at fortolke
den.
De siger, at der i bibelen ikke findes
ord, der fortæller om barnedåb eller
siger, at børnene skal døbes.
Tænk engang! „Gør alle folkeslage-
ne til mine disciple, idet I døber dem",
siger Jesus. Hvem kan tænke sig, at
der skulle findes folkeslag uden børn!
Nationer uden børn forgår. Hører vo-
re børn ikke med til folket?
„Ifølge det nye testamente var det
kun de voksne, der døbtes", siger de.
Er det så mærkeligt. I kristendom-
mens første tid måtte man først døbe
de voksne. Men vi skal ikke bare
tænke på os selv, vi skal også sørge
for vore børn. Mange børn dør som
små. Ofte bliver det nødvendigt at dø-
be dem hurtigt. Hvis ikke, lader vi
spædbørn dø, uden at de får den hel-
lige dåb, „der frelser os" (1. Petersbrev
kap. 3, v. 21). Eller skal man bare lade
være med at give de små børn den
frelsende dåb?
Til dem, der ikke tillader barnedåb,
vil vi sige, at de er ulydige mod Gud.
løvrigt siger adventisterne, at vi skal
være afholdende også med hensyn til
ting, der ikke er skadelige for vort liv.
Dertil vil jeg blot sige: „Når vi har
brudgommen hos os, kan vi ikke fa-
ste."
De, der fører fremmed lære, kan jeg
nok hilse på som på ethvert andet
menneske. Men døren til mit hjerte er
lukket for deres lære. Og jeg er af den
opfattelse, at mange af mine lands-
mænd har det som jeg.
Simon Nielsen,
overkateket
Godthåb
TIDERNE ER ALVORLIGE
I over 200 år har vi i Grønland været
fælles om een kristen lære, og mens
dørene til verden uden for os var luk-
kede, kendte vi kun af omtale folk
med en anderledes lære. Lige så snart
dørene åbnedes på klem, sprang de
ind og begyndte deres arbejde, cg de
vakte naturligvis nok megen forun-
dring. Men det skal ikke forstås så-
dan, at vi nu skulle til at lede efter
fejl og mangler i vor kristne lære, som
Luther reformerede, og som vor apo-
stel Hans Egede bragte hertil. Der er
her ikke tale om noget, som disse to
mænd selv har opfundet. Det er en
lære, som stammer fra apostlenes tid.
Derfor tror jeg heller ikke — og vil
heller ikke tro det — at de menne-
sker, der nu kommer til os med den
lære, som de regner for rigtig, skal be-
tragtes som lærere, der skal anerken-
des, og hvis lære er ret. Den lære, vi
har holdt fast ved indtil nu, er ganske
klar, og den er vokset sådan sammen
med vort folks ånd, at den ikke kan
væltes uden videre. I A/G nr. 4 side 11
står der således: „Og iagttager man
hvordan befolkningen har modtaget
disse mennesker, får man et nyt over-
bevisende vidnesbyrd om den grøn-
landske befolknings dømmekraft og
modenhed og tillige om befolkningens
kærlighed til den grønlandske kirke".
Det er fuldstændigt rigtigt. En rod,
som går så dybt, kan ikke rokkes af
folk, der vil gøre sig interessante. Det
er min opfattelse, at tanken om hver
enkelts ansvar for at „prøve, hvad der
er det rette" — en tanke, som måske
før var mere latent — i vore dage
kommer stærkere frem.
Tiderne er alvorlige. De sætter folk
i bevægelse, og trofastheden mod den
lære, vi har, skal vises i det liv, vi fø-
rer. Her skal enigheden mellem os
grønlændere vise .sig. Jeg tror ikke, at
man vil hilse det, der bringes til torvs
af dem, der kommer med nye lær-
domme, som noget ufarligt eller blot
som en af de forskellige meninger, der
nu til dags kommer frem heroppe. —
Folk har allerede set, hvad formålet
er med ændringer i den kristne lære,
nemlig at forsøge at skabe splittelse.
Som et bevis på denne opfattelse, kan
nævnes, at tilbøjeligheden til at se på
det nye, man hører, som noget spæn-
dende, er på retur, ligesom man på
den anden side er vækket op til dybe-
re eftertanke over for den lære, som
indtil i dag har bundet os sammen i et
fællesskab, som vi glæder os over.
Tiden skal ikke misbruges. Vi kan
ikke se med ligegyldighed på disse
spørgsmål, men må betragte troen
uden at vakle. Med taknemmelighed
ser vi, at tiden har vist, at grønlæn-
deren ikke er ligeglad med sin tro,
men tænker over den.
Men lad os huske, at tiden stadig
bringer nyt. De kommende år vil også
bringe nye ting, måske spørgsmål, der
er endnu sværere og mere problem-
fyldte end dem, vi i dag har i vort me-
nighedsliv. Vi skal ikke blot holde
fast ved menneskelige tanker, men
ved det „fredens evangelium", som
var fra begyndelsen og endnu står fast
og som er styrken i vort sammenhold
i troen.
Pastor Karl Heilmann,
Godthåb
Har befolkningen svaret?
Må det være en af befolkningen til-
ladt at komme med et par bemærk-
ninger til „F“’s ledende artikel i A/G
nr. 4 af 28. februar 1957.
For mit vedkommende forstår jeg
dette indlæg således, at indsenderen
vil „tvinge" befolkningen til at afvise
■nye „ilandstigende sektfolk" uden at
have kendskab til befolkningens ind-
stilling til dette spørgsmål, da der så-
vidt vides ikke har været rundspørge
vedr. dette emne.
Jeg vil lige bemærke til „F“, da han
skriver: „Det vil efter vor mening
være klogt og rigtigt — fordi det vil
være i overensstemmelse med befolk-
ningens ønske og indstilling, — om
presse, radio og myndigheder ikke ved
upåkrævet bistand til og beredvillig-
hed overfor sådanne sektfolk bidrager
til at stabilisere eller fremme de på-
gældende menneskers arbejde..., når
befolkningen klart har tilkendegivet,
at det de bringer, ikke skønnes at ha-
ve interesse." Hvordan i alverden kan
„F“ tillade sig at skrive på befolknin-
gens vegne, når han ved, at den
grønlandske befolkning aldrig har
haft lejlighed til at lytte til andre
sekters lære, fordi de forskellige prov-
ster har advaret befolkningen stærkt
imod sektfolkene, ligesom en rundrej-
sende provst har kaldt disse for „ulve
i fåreklæder".
Enhver har frit lov til at vælge sin
religion efter personlig overbevisning,
således siger grundloven: Den person-
lige frihed er ukrænkelig, ingen dansk
borger kan på grund af sin politiske
eller religiøse overbevisning eller sin
afstamning underkastes nogen form
for frihedsberøvelse..... endvidere
siger grundloven: Borgerne har ret til
at forene sig i samfund for at dyrke
Gud på den måde, der stemmer med
deres overbevisning. Ifølge disse
grundlovens paragraffer har vi altså
slet ikke lov til at forhindre nogen i
at udsprede andre sekters religion.
Praktisk talt har den grønlandske
befolkning ikke fået kendskab til no-
(Fortsættes side 17).
10