Atuagagdliutit - 01.08.1957, Side 8

Læserbreve
OG
X
KLIP
„MANDEN I DET GRÅ FLONEL-
SÆT" —
Grønland er og har i de seneste år
været inde i en forceret udvikling, der
skal medføre ligestilling af grønlæn-
derne med Danmarks øvrige beboere,
de skal gøres til fuldgyldige danskere
med alt, hvad dertil hører af fordele —
og mangler.
Der er vist ingen tvivl om, at der
hidtil har været skelet altfor meget
i retning af netop fordelene, medens
manglerne har fået lov til at henligge
i beskeden ubemærkethed, og omvendt
er der skelet uforholdsmæssigt i ret-
ning af manglerne ved den gamle,
grønlandske tilværelse, medens forde-
lene ved den stille er lagt hen, gemt,
men forhåbentlig ikke glemt.
Udenforstående vil sikkert skynde
sig at spørge, hvilke fordele der da
tidligere har været tale om, og det er
ikke uden grund, da man af avisernes
og radioens beretninger umiddelbart
må få det indtryk, at grønlænderne
hidtil har været et sygdomssvækket,
embedsmandsundertrykt, fattigt og
ulykkeligt folk. Det kan ikke nægtes,
at nogle grønlændere har været udsat
for både det ene og det andet, og som
helhed kunne man vel nok betegne be-
folkningen værende fattig, men ikke
sygdomssvækket trods den udbredte
tuberkulose, ejheller embedsmands-
undertrykt og slet ikke ulykkelig —
tværtimod både friere og lykkeligere
end den danske velfærdsstats borgere
i almindelighed er det i dag.
Man har sultet og frosset og boet i
elendige boliger, men det har i mange
tilfælde været betalingen for på andre
tider at kunne leve netop det liv, der
passede een, nyde solen, når den skin-
nede, gå på rens jagt, når det var mere
tiltrækkende end at fiske, selv om
man havde ganske god brug for de
penge, fiskeriet kunne give, eller tage
på udflugt ud i den lokkende, stor-
slåede natur, selv om ens hus råbte
langt efter reparation og så endelig ar-
bejdet, når man ikke havde andet og
bedre at tage sig til, kort sagt lvet,
som den store part af os ville have
gjort det, hvis vi havde kunnet og
turdet.
Vi har vor sølle ferie til at afrea-
gere i, men det er for de fleste ikke
tid nok, slet ikke for dem, der end
ikke har råd til at tage fri i deres fri-
tid, vi brænder inde med vor livs-
glæde, lever livet uden at leve og bli-
ver til „Manden i det grå flonelsæt".
„The Man in The Grey Flannel
Suit" er forfatteren Sloan Wilson’s bog
om den amerikanske middelmand af i
dag, den løber som feuilleton i „Ber-
lingske Tidende" og har i samme blad
været anmeldt ved Henning Kehler.
Det er udelukkende gennem denne an-
meldelse. at jeg kender noget til bo-
gens indhold, men der er vist ingen
grund til at antage, at det af anmelde-
ren er gengivet så meget forkert, at
det ikke skulle være rigtigt, at forfat-
teren har ønsket at understrege, at ud-
viklingen i Amerika har taget for lidt
hensyn til, at det er mennesker og
menneskesjæle, det drejer sig om og
ikke blot maskiner, der alene forlan-
ger krafttilførsel og en passende ved-
ligeholdelse for at forblive i god gang.
Hvorfor skulle det være anderledes i
Amerika end i Danmark — og i Grøn-
land?
Henning Kehler indleder sin anmel-
delse med følgende:
„I løbet af de sidste 25 år har USA som
samfund betragtet forandret sig næsten til
ukendelighed. Pionerernes tid er definitivt
forbi. Det vilde Vesten er kun til i filmen.
Middelstanden vokser og er ved at beherske
hele billedet. Grundene hertil er mange. Sik-
kert og vist har Franklin Roosevelts „New
Deal„ virket skelsættende. Den blev lagt på
bedding omtrent samtidig med Stalins plan
til en hurtigt industrialisering af Sovjetunio-
nen og en næsten total kollektivisering af
landbruget under statsopsyn. Siden begyn-
delsen af trediverne har USSR og USA stort
set været orienteret og har marcheret imod
det samme mål. Begge samfundssystemer gør
fordring på at være „demokratiske", med
særligt eftertryk i Rusland på økonomisk og
i Amerika på politisk demokrati.
Under begge systemer er det ensretningen,
der gør fremskridt, til fordel for en økono-
misk assureret, politisk kastreret, hæmnings-
løst trivialiseret befolkning af på forskellig
måde „ansatte" — et borgerligt proletariat".
Om selve bogen skriver han senere
hen i anmeldelsen:
„Det er en god roman, men det er tillige
en roman, som i modsætning til andre gode
romaner af Faulkner, Steinbeck, Caldwell
o. s. v. har et bredt amerikansk sigte. Det er
umuligt at læse den uden at komme til al
tænke på Hans Falladas „Lille Mand", hvad
nu?" Begge romaner er „sociale" i god for-
stand. De går intet partis og ingen politisk
ideologis ærinde. De fortæller om et bestemt
samfund i en konkret fase — Tyskland om-
kring 1930, under den store arbejdsløshed,
ISA omkring 1055, ti år efter den anden
verdenskrig — og om hvad samfundet gør
ved almindelige — uekcentriske — menne-
sker, mennesker af typen „enhver". I en tids-
alder isom vor, da massificeringen af menne-
skene bedrives under højtryk med alle mid-
ler, men hvor troen på, at alle mennesker er
skabt „enkelte" eller „enere" endnu ikke er
helt uddød, kræves der stor følsomhed og
takt for at lykkes med sådanne „enliver"-
romaner. Opgaven blev løst af Fallada med
den succes, vi kender, og er atter blevet løst
af den amerikanske film „Marthy", der gik
for nogen tid siden i København, men blev
set af alt for få, og nu af Sloan Wilson
med hans roman om manden i det grå flo-
nels-jakkesæt. — Hovedpersonen hedder Tom
Rath, og han er i romanen ca. 33 år".
Vi får at vide, at Tom deltog i den
anden verdenskrig og erfarer lidt om,
hvad han oplevede under krigen. Kri-
gen afsluttedes, og Tom bliver hjem-
sendt, og derefter fortsætter anmeldel-
sen:
„Han forsøgto at glemme fortiden (krigen).
Han blev en 7000 dollars om året-mand, hvad
der vel svarer til 21.000 kroner om året i
Danmark. Ægteparret fik tre børn. Uafvende-
ligt blev deres tilværelse bragt på en gene-
ralnævner gældende for millioner af andre
ligestillede ægtepar. En tilværelse uden syn-
derlig tilfredshed endsige lykke. Uden dybere
mening. En tomgang. Deres matte længsel
efter at undslippe var mekanisk forbundet
med planer om at avancere til en højere års-
indtægt: 8, 9, 10 tusind dollars om året. Na-
turligvis kender man mennesker, der tjener
meget mere, men de er for almindelige men-
nesker kun til i en uvirkelig verden — en
lignende verden, som den man oplever i
biografteatrene. Undtagen, hvis det træffer
sig sådan, at man kommer i nærmere berø-
ring med dem, for så oDdager man, at de er
akkurat som een selv, bortset fra at de har
flere penge og er om muligt endnu mere
utilfredse og ulykkelige, og ikke så få er
endog desperat utilfredse og ulykkelige, hvad
der altid kan føres tilbage til deres penge".
Tom kommer i forbindelse med en
millionær og får muligheder for at hø-
ste flere fordele af forbindelsen, ti ene
flere penge, hvis han vil gå på akkord
med ærligheden og smigre og lyve for
ham, men han foretrækker at være
ærlig og sige sandheden.
Anmeldelsen fortsætter:
„Os han sætter kronen på' sin ærlighed
ved. til sidst at fortælle millionæren, at den-
ne ikke må regne med i ham at finde en arv-
tager til hans flid og dygtighed og muligvis
penge. Dertil har han sit liv for kært —
det eneste, han har. For Hopkins (millionæ-
ren) er en fem millioner dollars-mand. der
har solgt ikke blot sit liv, men sin families
ti! den amerikanske tomgang i den store
stil".
Og endelig begynder anmeldelsens
sidste stykke med:
„Fortiden vender tilbage. Således kunne
Wilson også have kaldt sin roman, hvis han
ønskede at fremhæve bogens ide".
Fortiden vender tilbage, nutidsmen-
nesket søger tilflugt i den, driver jagt
og fiskeri, søger hvile i naturen, gem-r
mer sig bort i primitive sommerhuse,
— væk, væk fra det samfundssystem
eller de samfundssystemer, som måske
giver det alt andet end netop lov til
virkeligt at leve.
Amerika ligger så langt herfra, og
dog, er middelmand i Danmark så me-
get forskellig fra „Manden i det grå
flonelsæt"? Hans Fallada mente det
ikke, og jeg gør det heller ikke, lykken
ved livet i Danmark er ikke større, end
at vi står flot i forreste række med
hensyn til antal selvmord, og antallet
af efterlysninger af folk, der flakker
rundt i deprimeret sindstilstand er le-
gio, — nerveklinikker og sindssyge-
hospitaler er overfyldte. Skal middel-
mand i Grønland blive en ny„ lille
mand" eller en ny „mand i gråt flonel-
sæt ved at blive påtvunget et færdig-
syet samfundssystem, som må passe
endnu dårligere til ham end til os, og
som man på forhånd ved ikke vil give
ham lejlighed til at leve som han — og
vi med — gerne vil leve, eller skal han
have chancen for at beholde den del
af fortiden, der betyder lykke over li-
vet og kombinere den med de dele af
det færdigsyede samfundssystem, der
kan forliges hermed og alligevel be-
tyde en væsentlig forbedring af leve-
foden.
Der er vist ikke mange, der ikke un-
der deres medmennesker de bedst mu-
lige levevilkår, og de fleste danskere
under grønlænderne det af fuldt hjer-
te, men lige så sikkert som et stort,
velholdt og velmøbleret hus, dollar-
grin og fjernsyn betyder større leve-
fod, lige så sikkert er det, at det ikke
behøver at betyde bedre levevilkår. Vi
herhjemme, som har sørgelige erfarin-
ger, bør være lidt forsigtige med ikke
at gøre brug af dem, når vi skal være
andre behjælpelige med at forme livet
for dem. Den hjælpende hånd skal
være hjælpende i dette ords rette for-
stand og ikke have som alvorlig bi-
virkning, at også grønlænderne i løbet
af nogle få år kommer til at lide under
de „nerver", vi andre er belemrede
med. Udrydder vi tuberkulosen, men
giver de nok så bekendte neuroser i
stedet, får vi vel givet grønlænderen
en højere gennemsnitsalder, men et
kortere „liv".
„Den hvide mand har allerede stuk-
ket foden ind med sine fremskridt —
og langsomt, men sikkert siver livs-
glæden væk", det er, hvad Karl Eske-
lund siger om civilisationen i Afrika,
kan man vente, det skal forme sig an-
derledes for Grønlands vedkommende?
Ingen tror det vel, og det kan hurtigt
blive for sent, om man vil dette det i
Grønland, der sammen med landets
storslåede natur blev til: “een gang
Grønland — altid Grønland".
Så kan jeg vist passende slutte med,
hvad Svend Rindhold i sin kronik i
„Berlingske Tidende", den 1. septem-
ber iår, kalder Erik Knudsens smerte-
fulde strofe:
Hvem gynger i nat på det vildsomme hav
skibbruden, ene med bølger og storm?
Hver blæser i nat i sit Rolands-hom
mens spøgelsesskabe sejler forbi?
O døve skippere! Blinde styrmænd!
levende brødre ved mast og ror,
jeg kalder på jer med vand i min mund!
K. Brandt, København.
UDVIDET MONOPOL
Det var ikke med glæde, man hørte
om handelsdirektørens udtalelser til
landsrådet vedrørende udvidet mono-
pol i Grønland. At de private hand-
lende måske skal blive nødt til at købe
deres varer gennem handelen er ikke
godt. Lad det være nok med cigaret-
ter og spiritus. — I Danmark kan en
handlende dog købe sine varer, hvor
han vil, og den ret ønsker vi ikke, at
man skal tage fra os her i Grønland.
Lad gå med, at man pålægger varerne
flere udgifter, men at handelen skal
monopolisere flere varer, er en oprø-
rende tanke. Vi skal vel ikke tilbage
til det gamle Grønland, hvor der kun
var een butik i hver koloni med een
forsyningscentral under KGH!
Avat, Julianehåb.
Stort udvalg i
FOTO - KINO
Skriv efter brochurer om
kamera og tilbehør
dssilissutinut atortugssainutdlo
agdlagtitsivigssaK piniaruk
HILDING FOTO
Vesterbrogade 6 E Kobenhavn V
Tlgr.-adrs.: Hilding Foto
ORIGINAL
POT-STILL
ShjrUe
43%
8