Atuagagdliutit - 14.08.1958, Blaðsíða 13

DRIVJAGT PÅ VILDREN
Tre varder i stenrovsesystemet. 1 midten hovedvarden, de to andre skrabebrædtsvardcr.
De spærrer renerne vejen ned i dalen til højre. I baggrunren skimtes til venstre nuna-
takker på indlandsisen.
inugsu.it pingasut, Kiterdlen pingårnerssaralugo, isordltt mardluk tåssa „Kapiarfiussat".
talerpiup tungåne Kornup tungånut avssiaKutåuput. ungavdliuvdlutik såmiup tungdne
sermerssuarme nunatat erssiartcalarput.
Gennem 3000 år er der blevet dre-
vet vildrenjagt i Grønland.
Vildrenen var hovedbetingelsen for,
at indlandsfolket — kaldet SarKaK-
folket — kunne klare sig. Deres red-
skabstyper bærer et indlandspræg, der
har paralleller over Alaska og helt til
den gamle verden. Tør man deraf ge-
neralisere, giver denne kendsgerning
mere end mange ord en fornemmelse
af vildrenens og indlandsi agtens ud-
bredelse: en krans af vildrenjægere
omkring nordpolen.
Store horder af vildren er sivet op
gennem landene. Bag dem kom rov-
dyr og mennesket. I bogstaveligste
forstand i sporet på vildrenen sneg
mennesket sig med bue og pil. En dag
stod den hvide bålrøg langs polhavet
fra Nordskandinavien gennem Nord-
rusland over Nordamerika til Grøn-
land. Renen viste mennesket vejen,
indtil ishavet omsider stoppede den.
Igennem slægtled udvikledes fangst-
redskaber og jagtmetoder. De skabtes
på åremåls tilegnede erfaringer om
renens vaner og vandringer. Som
mennesket bredte sig, fulgte jagtsyste-
mer med, tilpasset de vekslende land-
skabstyper, der også har Sin betyd-
ning. Rundt polens vældige cirkel op-
stod en „ensartet" renjægerkultur, bå-
ret oppe af mange folk: skandinaver,
samojeder, indianere, eskimoer m. fl.
En række markante fysiognomer står
for ens indre blik. Så kommer et pust
sydfra, fra hulerne i Sydfrankrigs og
Nordspaniens solvarme. Side om side
med urokse, mammut, vildhest og
mange andre dyr hoster horder af
rensdyr af sted, nogle segner for jæ-
gernes pile — i istidskunstens realisti-
ske streg, prentet 30—20.000 år før vor
tidsregning. Også dengang jog man
vildren.
En ung renbuk vandrer sejgt over
fjeldene. Den kommer fra landet bag
Kapisigdlit, hvor den har beitet vin-
teren igennem. Bukken følger en dal-
kant. Det er, som klovene finder vejen
selv. Benene flytter sig. Bukken siver
frem, følgende vildrenens gamle van-
drevej ud mod K’oricut-landet. Og .så
^jældent befares vejen nuomstunder,
at man kun på visse steder kan følge
den. Bag om AputitoK-fjeldet fort-
sætter bukken langs en række høj-
fjeldssøer. Så bærer det nedover mod
ItivneKS flade moræner. Midt på land-
tanken bag Itivnera ligger en skyde-
post, et brystværn af halvcirkellagte
.sten. Bukken passerer på 20 meters
afstand — et fint pilehold, men ingen
jæger spænder buestrengen. Dyret
kommer ud i en lysning, fortsætter
nord om en smal sø, hvor en lille
skræmmevarde står. På den anden si-
de lysningen — dalen mellem to mo-
ræneterrasser — ligger en anden sky-
depos.t. Intetanende skrider ungbuk-
ken forbi, og det bærer op over højde-
ryggen, indover forfædrenes gamle
forårs- og sommerland. En ensom van-
drer.
Denne oplevelse skriver sig seks år
tilbage, til en martsdag under min før-
ste overvintring i fjorden 1951—52.
Meget taler ,for, at K’orKut-landet
har været vildrenens sommerland,
dengang der var mange rener. Hen
under foråret brød flokkene op fra
indlandet bag Kapasigdlit, Kangersu-
neK og Ameralik. I grupper fordelte
flokkene sig ud over fjeldene, nogle i
sydlig retning ud over det enorme
Ameralik-land, andre sivede ud over
NeriunaK-landet, mens endnu andre
vandrede ud i K’orKut-landet. Hen på
efteråret og forvinteren foretoges til-
svarende vandringer i modsat retning,
tilbage til indlandet. Omkring årsskif-
tet var sommerlandene som blæst for
rener — bortset fra spredte strejfere.
Hvor mange rener, der vandrede ud
i de kølige halvøer for at kælve om
foråret og beite sommeren igennem,
kan ikke siges. Dog kan man uden
at tage munden for fuld anslå K’or-
Kut-landets sommerflok til 4—6000
dyr.
Fortsættes side 15
Fra jøkelsystemet. Til venstre søjlevarde, de andre er skrabebrædtsvarder. I baggrun-
den Sulugssugut og Pisigssarfik-fjeldene og Godthåbfjorden set fra oven.
inugsuit sermilainut atassut. sdmerdlcK tåssa „napassoK“, ilai Kupiarfiussåuput. unga-
tdne nåuat crssitsut tåssa Sulugssugut Pisig sårlig dio åmalo jtåKat Pisigsarfiup tunulé.
imaK crssitsoK tåssa Nup kangerdlua.