Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 14.08.1958, Blaðsíða 13

Atuagagdliutit - 14.08.1958, Blaðsíða 13
DRIVJAGT PÅ VILDREN Tre varder i stenrovsesystemet. 1 midten hovedvarden, de to andre skrabebrædtsvardcr. De spærrer renerne vejen ned i dalen til højre. I baggrunren skimtes til venstre nuna- takker på indlandsisen. inugsu.it pingasut, Kiterdlen pingårnerssaralugo, isordltt mardluk tåssa „Kapiarfiussat". talerpiup tungåne Kornup tungånut avssiaKutåuput. ungavdliuvdlutik såmiup tungdne sermerssuarme nunatat erssiartcalarput. Gennem 3000 år er der blevet dre- vet vildrenjagt i Grønland. Vildrenen var hovedbetingelsen for, at indlandsfolket — kaldet SarKaK- folket — kunne klare sig. Deres red- skabstyper bærer et indlandspræg, der har paralleller over Alaska og helt til den gamle verden. Tør man deraf ge- neralisere, giver denne kendsgerning mere end mange ord en fornemmelse af vildrenens og indlandsi agtens ud- bredelse: en krans af vildrenjægere omkring nordpolen. Store horder af vildren er sivet op gennem landene. Bag dem kom rov- dyr og mennesket. I bogstaveligste forstand i sporet på vildrenen sneg mennesket sig med bue og pil. En dag stod den hvide bålrøg langs polhavet fra Nordskandinavien gennem Nord- rusland over Nordamerika til Grøn- land. Renen viste mennesket vejen, indtil ishavet omsider stoppede den. Igennem slægtled udvikledes fangst- redskaber og jagtmetoder. De skabtes på åremåls tilegnede erfaringer om renens vaner og vandringer. Som mennesket bredte sig, fulgte jagtsyste- mer med, tilpasset de vekslende land- skabstyper, der også har Sin betyd- ning. Rundt polens vældige cirkel op- stod en „ensartet" renjægerkultur, bå- ret oppe af mange folk: skandinaver, samojeder, indianere, eskimoer m. fl. En række markante fysiognomer står for ens indre blik. Så kommer et pust sydfra, fra hulerne i Sydfrankrigs og Nordspaniens solvarme. Side om side med urokse, mammut, vildhest og mange andre dyr hoster horder af rensdyr af sted, nogle segner for jæ- gernes pile — i istidskunstens realisti- ske streg, prentet 30—20.000 år før vor tidsregning. Også dengang jog man vildren. En ung renbuk vandrer sejgt over fjeldene. Den kommer fra landet bag Kapisigdlit, hvor den har beitet vin- teren igennem. Bukken følger en dal- kant. Det er, som klovene finder vejen selv. Benene flytter sig. Bukken siver frem, følgende vildrenens gamle van- drevej ud mod K’oricut-landet. Og .så ^jældent befares vejen nuomstunder, at man kun på visse steder kan følge den. Bag om AputitoK-fjeldet fort- sætter bukken langs en række høj- fjeldssøer. Så bærer det nedover mod ItivneKS flade moræner. Midt på land- tanken bag Itivnera ligger en skyde- post, et brystværn af halvcirkellagte .sten. Bukken passerer på 20 meters afstand — et fint pilehold, men ingen jæger spænder buestrengen. Dyret kommer ud i en lysning, fortsætter nord om en smal sø, hvor en lille skræmmevarde står. På den anden si- de lysningen — dalen mellem to mo- ræneterrasser — ligger en anden sky- depos.t. Intetanende skrider ungbuk- ken forbi, og det bærer op over højde- ryggen, indover forfædrenes gamle forårs- og sommerland. En ensom van- drer. Denne oplevelse skriver sig seks år tilbage, til en martsdag under min før- ste overvintring i fjorden 1951—52. Meget taler ,for, at K’orKut-landet har været vildrenens sommerland, dengang der var mange rener. Hen under foråret brød flokkene op fra indlandet bag Kapasigdlit, Kangersu- neK og Ameralik. I grupper fordelte flokkene sig ud over fjeldene, nogle i sydlig retning ud over det enorme Ameralik-land, andre sivede ud over NeriunaK-landet, mens endnu andre vandrede ud i K’orKut-landet. Hen på efteråret og forvinteren foretoges til- svarende vandringer i modsat retning, tilbage til indlandet. Omkring årsskif- tet var sommerlandene som blæst for rener — bortset fra spredte strejfere. Hvor mange rener, der vandrede ud i de kølige halvøer for at kælve om foråret og beite sommeren igennem, kan ikke siges. Dog kan man uden at tage munden for fuld anslå K’or- Kut-landets sommerflok til 4—6000 dyr. Fortsættes side 15 Fra jøkelsystemet. Til venstre søjlevarde, de andre er skrabebrædtsvarder. I baggrun- den Sulugssugut og Pisigssarfik-fjeldene og Godthåbfjorden set fra oven. inugsuit sermilainut atassut. sdmerdlcK tåssa „napassoK“, ilai Kupiarfiussåuput. unga- tdne nåuat crssitsut tåssa Sulugssugut Pisig sårlig dio åmalo jtåKat Pisigsarfiup tunulé. imaK crssitsoK tåssa Nup kangerdlua.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.