Atuagagdliutit - 19.11.1959, Blaðsíða 5

FISK
i kikkerten
KutdleK.: sårugdligit imap iluane d-
ssilinenarsinagit ekkolodip „takutitai."
takunenarsinauvoK åssilissut ningine-
Karångat sårugdligit Kimåssartut. au-
lisagkanik misigssut kigaitsumik suju-
mut ingerdlarKigsimatsiartoK aulisag-
kat ekkolodimit „takunenarsinauler-
Kigput. titarniussat ordlingassut tå-
ssåuput åssilissutip pisataisa ilåta
ekkolodime erssertarnere. dssilissame
atdlerme takuneKarsinduput angatdlat
ingerdlatitdlugo Kulåne najugkame
aulisagkat KanoK amerdlatigissut. „Jo-
han Hjort", Østnerfjorden, Lofoten,
20. marts 1959. — Øverst: Et ekkogram
fra et foto-forsøg på torsk. Man kan
se, hvordan fikseregistreringen for-
svinder, når kameraet sænkes ned.
Efter at man sejlede sagte en kort tid,
kommer fisken igen ind i ekkolodstrå-
len, og eksponeringerne tager til. Slip-
peloddene, som udløser eksponeringer-
ne, giver ekko i form af de svage
skrå-striber. Det nederste ekkogram
viser fiskeforekomsterne på samme
lokalitet under fart. „Johan Hjort",
Østnefjorden, Lofoten, 20. marts 1959.
Lofotenime sårugdligit dssilineKar-
tut ilait. (dssilissat såmerdlit arfinile-
riåumik talerpigdlitdlo pingasoriåu-
mik agdlisitduput). — En del af
tor skebillederne, som blev taget på
Lofoten. (Billederne til venstre er for-
størret co. 6 gange, til højre ca. 3 gan-
ge). „
NarssarssuaK-spørgsmålet
I tilslutning til landsrådets di-
skussion om de forladte amerikan-
ske baser, gør fåreholder Lars
Motzfeldt, K’agssiarssuk, opmærk-
som på, at det ikke alene var be-
boerne i K’agssiarssuk, der havde
ødelagt noget og taget ting fra ba-
serne uden at spørge nogen. Flere
gange havde man hørt i pressen,
at politiet måtte komme med ad-
varsler. Det er på rette plads, at
landsrådsmedlemmet fra NarssaK
fremkom med sine udtalelser, men
efter Lars Motzfeldts mening burde
han ikke rette kritikken alene til
de nærmestboende — K’agssiar-
ssukbeboerne.
Da amerikanerne nu har forladt
basen, ønsker beboerne i K’agssiar-
ssuk, at adgangen til de omkring-
liggende steder, f. eks. lakseelven
i bunden af fjorden bliver fri. Un-
der amerikanernes ophold blev
færdsel ved lakseelven forbudt,
fordi amerikanerne foretog deres
skydeøvelser i terrænet. I øvrigt
efterlyser Motzfeldt et klart regu-
lativ for NarssarssuaK, så at man
kan have noget at rette sig efter.
Grønlandsk litteratur og digtning
som fag i realskolen og seminariet?
Noget om snakken om, at den gamle grønlandske kultur er dødsdømt!
Takket være nyordningen indenfor
bogtrykkeriet og radiofonien har man
i de seneste år kunnet læse og høre
andre nationers åndelige produkter,
der i oversat form mere og mere vin-
der indpas i befolkningens sind. Man
må være taknemmelig for dette, idet
vi ad den vej kan fornemme de andre
nationers tankegang.
På den anden side savner jeg mere
og mere grønlandske bøger og digte.
Jeg har lyst til at stille følgende
spørgsmål: Er der kun ganske få men-
nesker, der beskæftiger sig med disse
åndelige arbejder i vort land? Har
man ikke lyst til at skrive bøger og
at digte, eller er grønlændernes egne
produkter så ringe, at de kun er værd
at gemmes væk.
Der blev engang sagt, at den gamle
grønlandske kultur er dømt til døden.
En sådan dom smerter os, der forsø-
ger at beskæftige os med litteratur og
digtning; men har en sådan dom mon
ikke nogen sandhed i sig? Vi, der le-
ver i nutiden, kan ikke hamle op med
vore forfædre med hensyn til at skabe
fortællinger eller digte. Denne tilstand
kan vi ikke selv se, men den er blevet
opdaget af udenforstående iagttagere,
og dette var vist blevet sagt i forbin-
delse med de ting, der gang på gang
sker i disse år, ting, der slet ikke pas-
ser sig for en nation, der ønsker at
drage videre frem.
Har den grønlandske nation fået så
megen overflod af levnedsmidler og
blevet så fattige åndeligt, at vi ikke
engang har lyst til at tænke på, hvad
vi skal gøre ved „overskudslagrene?”
Spiritusfølgerne, der viser åndelig
fattigdom, er vel én af de følger, der
fremkommer, netop fordi der er man-
gel på åndelig føde blandt befoknin-
gen?
Bør man ikke nøjere gennemtænke
sådanne alvorlige tanker?
Er der ikke blevet tid til at arbejde
mere energisk i realskolen og semi-
nariet for at gøre eleverne mere in-
teresserede i litteratur og digtning.
Bør man ikke ansætte en lærer i disse
fag i realskolen og seminariet — så-
dan som man også gør det i andre
lande?
Er det ikke på tide, at myndigheder
tager sagen under en alvorlig over-
vejelse?
V. Villadsen.
(Forkortet af red).
5