Atuagagdliutit - 03.12.1959, Qupperneq 11

Mellem alle de skønne gaver, der
faldt i min uvaerdige turban i julen
i år, var den skønneste ubetinget den,
jeg fik direkte af den gode Gud alle-
rede om morgenen juleaftensdag.
I den alleryderste sydlige snip af
Vedersø sogn, så langt ude, at det er
lige på nippet til at ligge uden for
sognet, ja, skellinien mellem Vedersø
og Husby skærer gennem huset, bor
gamle Maren, der i sommer med et
vældigt knald fyldte 90. Jeg over-
bringer hende gerne juleaftensdag
min julehilsen personlig og ved ikke,
jeg noget år har svigtet hende, men
ti! min skam må jeg tilstå, at i år var
jeg lige ved det; bilen hænger på sine
klodser, og vejene er så glatte, at både
støvler og cykeldæk i berøring med
dem bliver mere lunefulde end noget
kvindesind. Men den redelige del af
Fiks
pendelbelysning:
P. 51
Fabrikeret:
A/S Nordisk Solar Co., København
Designer:
Herr. Sven Middelboe
Farver:
rød — gul — sort
Diameter:
420 mm
Højde:
220 mm
Vejledende bruttopris:
Kr. 37,00
niorxutigssanik
IRMA - nik
nalunaeKutalingnik
Kalåtdlit-nunåne
pisiniartartut
amerdligalugtuinarput
uvdnga
Irmafon
Ravnsborggade 8 - København N.
agdlagtitsivigssanik
piniartoKarsinauvoK.
Af KAJ MUNK
JUL hos gamle Maren
ens sjæl ved jo meget godt, at alt sligt
er undskyldninger, der dur til Isbæk,
man tager et par strømper på uden
over støvlerne, og inden man ved af
det, befinder man sig midt i den
triumf at have taget gamle Maren på
sengen.
„Æ præst er her, Maren, æ præst
er her“.
„Åh Herre Jøsses dog!“
Imens Maren formummer sig i klok-
kerne, begynder kedlen på komfuret
at spytte. 8 travle småhænder hjælper
mor at tørre køkkenbordet af, skylle
kaffepose og finde al livsens herlig-
heder frem: sukker og fløde, sigtebrød
og rugbrød, smør og ost, leverpostej
og rullepølse (hjemmelavet med me-
sterhånd), kringler og kyskager. Så
dufter det brasiliansk af „Danmark" i
køkkenet (jamen det er ingen „histår-
ri", det er den rene skære virkelighed),
og man hengiver sig til nydelsen af
alt, hvad det strålende vestjyske sinde-
lag manifesterer sig i, lige fra den blå
tuds til den skrående munds.
„Tusind tak" og „Velbekommen", og
nu er Maren rede til audiensen.
Megen diskuteren kan det ikke blive
til, for årene tager på, men hørelsen
tager af. Men rørende er den taknem-
melighed, der lyser ud af det runde,
rynkede morlilleansigt, og mange klap
får man på armen af en kvindehånd,
der ikke har holdt sig for god til noget
mandsarbejde, og som endnu er lind
og rørig, selv om der er gået bolsche-
visme endog i strikkepinde. Og vi får
da også vekslet et par lokale nyheder,
og tuttet hinanden ind i ansigterne, at
Gud er god ved os mennesker. Det nik-
ker Maren til med smil og tårer. Hun
har det lunt inden døre, kaffen kom-
mer til hende på sengen om morgenen,
de unge er flinke ved hende, og de fire
dejlige børn, hvad er ikke de for en
tidkort for et gammelt menneske,
hvem arbejdet er faldet af den altid
virksomme hånd.
„Og a har jo min forstand", gentager
hun, som nævner hun dermed en sær-
lig udsøgt opmærksomhed fra den Al-
mægtige, „a har jo min forstand", nik-
ker hun igen. Og det er, som tiden
står stille inde i den lille, lune stue,
her er intet gnav over alderdoms
brøstfældighed, ingen bitterhed over
et langt levned i slid og yderst nøjsom-
me kår, ingen pukken på et forspildt
liv, fordi Anders, eller hvad han har
heddet, ikke ville, som hun ville.
Den gamle pige sidder dér i sin 90-
års-gave lænestol så mild, så rund,
så ydmyg glad.— ja, det er, siger jeg,
som om tiden er veget, som om alle-
rede et lille skær af evighed kaster
sit varme lys hen over en sjæl, og nu,
glædelig jul, Maren! Og så beder vi,
at Han deroppe, der har været så tro-
fast til det her, også vil have hånd
i hanke med os det sidste stykke af
vejen, og så, når vi ikke skal være
hernede mere, tage os hjem til sig i
sin himmel. Det ældgamle, friske an-
sigt bliver endnu klarere, det blinker
af lys i de glippende øjne, — jo, Maren
ved nok, at foruden den flotte fødsels-
dagsstol her i stuen er der også sat en
stol frem til hende et andet sted. „Far-
vel, Maren". „Farvel og tak. Og mange
tak. Og ret mange tak". Se, det kalder
jeg opbyggelse — for præsten.
Men udenfor ligger klitterne, og de
har aldrig været så smukke siden Jo-
hans begravelse. De er altid grå, mon
i dag fint pudrede med sne hist og her,
og så er der et lys over dem, så skæl-
vende åndigt, og luften er lettere end
let, den ganske svage frostbrise i den
ligesom løfter.
Og se havet. Det er ikke det store,
vældige hav, der næsten altid er ved
at tvinge os i knæ, og så er det allige-
vel det. Men der ligger tåge over det
et lille stykke ude til alle tre sider, så
det er, som om det er stemt ned i men-
neskeformat, det har af bare venlig-
hed mod beskueren gjort sig overkom-
meligt, ordet er blevet kød — og dog
føler jeg hele tiden, at det er havet,
selve havet, det uendelig gådefulde
hav, mod hvem et menneske er intet
og mindre end intet. Men se, i næn-
somme bølger leger det sig ind imod
mig, viger og rækker sig atter frem,
som om det blev ved at byde mig
hænder, et tusindemål af glædelig
fest.
Og over os er himlen. Der er skyer,
der er blå og mørke og ubevægeligt
tunge — sne? uvejr? hvad varsler de?
og der er hvide, lette, luftige, der flag-
rer hen over havet. Men så er der
skyer, af en helt anden blånen end
de tunge, en lys, uvirkelig blånen —
og den er da også virkelig uvirkelig,
for når man ser nøje til, — det er jo
slet ikke skyer, det er huller i trus-
lerne og letsindet, det er huller i alt
det, der lukker for den rigtige him-
mel, og hvordan er så den? Ind i det
blå gyder sig et skær af gyldnen, et
Det er dramatikeren Kaj Munk, der først og fremmest er blevet mindet i dette
år — 60-året for digterens fødsel, men ingen har kunnet danne sig det rigtige
billede af det stærkt vekslende forfatterskab uden at have stiftet bekendtskab
med den omfattende produktion, der oprindelig kun var tiltænkt en avis eller
et tidsskrift, men som i adskillige tilfælde har vist sig at have en livskraft, der
rækker langt ud over øjeblikket.
Således som den lille artikel fra 1940 om „Jul hos gamle Maren“ er opbygget
med start i en konkret oplevelse og videreførelse ad ægte Munk’ske tankebaner,
er den meget typisk for en stor del af de artikler, der gennem en årrække
udgik fra digterværkstedet i Vedersø.
Selv nu næsten 20 år efter sin fremkomst har den bud til store kredse af
tænkende mennesker. Den fordrer lidt ro midt i juletravlhedens jag. Skaffer
man sig det, vil digterens ord give stof til eftertanke, og på smukkeste måde
er man forberedt til mødet med årets største højtid: julen.
overjordisk unaturligt, overnaturligt
skær.
På én gang ved jeg, hvad det er. Det
er det lys, stjernen havde, som de vise
mænd fra Østerland så. Det er sim-
pelthen stråler fra den usynlige trone
allerhøjest oppe, guldtronen, der bærer
Herren selv. I en ilende strøm af lykke
føler jeg, at jeg står på forklarelsens
bjerge, jeg aner et glimt af den ver-
den, der var i Guds tanke morgenen
før den første dags morgen, vor ver-
dens endemål, denne overjordiske
lykkefølelse, denne uantastelige fred,
der ånder — nej, der leger mig i møde
fra de venlige, alvorlige klitter, fra det
hjertelige hav og fra himlen med glim-
tene og guldet. Der ligger ganske kort
fra mig tre miner. Men de er bare
rustent jern, deres ondskab er opløst i
intet, de er bare gestalter af noget,
der ikke er mere, noget, der for evigt
er forbi? Og min gamle, tunge over-
frakke — den har ikke vægt mere; da
jeg med gråd i halsen af lykke løber
ned ad klitten, mærker jeg, jeg er for-
vandlet, jeg har vel ikke fået vinger,
men det behøves heller ikke, jeg kan
flyve endda.
Loven skal være ærlig, ret, tålelig,
efter landets vane, bekvemmelig og
gavnlig og klar, så alle kan vide og
forstå, hvad loven siger.
(Fortalen til Valdemar Sejrs
jydske lov, der blev givet i
året 1241).
☆
— I Stockholm ville jeg kunne træf-
• fe en ordning i telefonen med skatte-
direktøren. I Danmark må man føre
retssag i seks år.
Operasanger Kim Borg.
Så længe vi ikke er sikre, lever vi.
Graham Greene.
☆
Lad mig vise venlighed og godhed
nu. Jeg kommer aldrig mere denne
vej.
William Penn.
☆
Det hævner sig blodigt, om man
bortopererer det irrationelle hjerte, der
rummer troen, håbet og kærligheden.
Tilbage bliver hjerteløse robotter, for-
standsfortvivlede mennesker, som ikke
mere er mennesker, men maskiner.
Den spanske forfatter
Miguel Unamuno.
☆
Den eneste fornuftige måde at op-
drage på er ved at være et eksempel
— om ikke andet så et efskrækkendc.
Albert Einstein.
☆
Det ligger i sagens natur, at en
massebevægelse altid må være reak-
tionær. Den enkelte personlighed kan
være forud for sin tid. Massen er al-
tid bagefter.
Johannes Hohlenberg.
14