Atuagagdliutit - 17.12.1959, Page 7

mange andre livsnødvendige sager i
posen — ting, hun aldrig talte til K’å-
vigarssuaK eller Angut om.
ISEN var jævn som skindet på en rig-
tig fed sæl, og hundene strøg af sted.
Angut sang og prøvede at få fjeldene
inde langs kysten til at svare. Somme-
tider hvilede han sig på slæden — og
mere og mere begyndte han at mærke,
at faderen havde ret. Det var på tide,
han fandt sig en nulia.
Han svang pisken og fik hundene til
at strække endnu mere ud.
Da han havde rejst i tre dage, brød
en snestorm imidlertid løs. Det var, som
om K’aicamutterne splintredes i hun-
dredetusind stumper og kom farende
imod ham. Isen sukkede — dybere og
kraftigere end Angut for tre døgn si-
den havde gjort det på briksen, og
stormen hylede højere end samtlige
hunde på bopladsen kunne hyle til-
sammen, selv når de var allermest
sultne. Men Angut var ikke bange.
Han gjorde bare, som K’åvigarssuaK
havde lært ham, han skulle gøre, når
Sila sendte en snestorm af sted for at
jage de onde ånder bort.
Han byggede en snehytte, og når
han ikke sov, lå han under skindtæp-
pet og lyttede — næsten tilfreds —
mod hylene fra de onde ånder, der
blev fejet bort.
Da Sila kaldte stormen hjem, rejste
Angut videre. Han jog af sted på sine
syv hunde — to havde villet hjælpe
Sila med ånde-jagten, og de var ikke
vendt tilbage.
ANGUT var så optaget af at drømme
om, hvordan hans nulia mon så ud, at
han ikke bemærkede isbjørnen, før den
stod foran ham. Han havde flere gange
set sin far og andre fra bopladsen
komme hjem med bjørne, og en enkelt
gang havde han også været med fade-
ren, da han skød en. Men aldrig havde
Angut troet, en bjørn kunne blive så
stor. Denne her var jo næsten så høj
som fem kajakker stillet ovenpå hin-
anden.
Og som den brølede. Især da dens
ene lab ramte en af hundene, så den
fløj gennem luften — længere end man
kunne kaste en harpun. Men Angut
var ikke bange. Han gjorde bare, som
K’åvigarssuaK havde lært ham, han
skulle gøre, når der stod en isbjørn
foran en og slog til ens hunde. Og
endnu inden hunden var fløjet den
halve harpunlængde, lå bjørnen på
jorden, og Angut var i færd med at
skære skindet af. Det skulle hans nulia
og han have liggende på deres briks,
når de engang fik en. Den skulle være
bred, hans briks, besluttede Angut.
DA BJØRNEN var flået, rejste Angut
videre. Han jog sådan på sine seks
hunde og drømte sådan om sin kom-
mende nulia, at han slet ikke lagde
mærke til at hundene var sultne, og
at der ikke var mere tørret hajkød på
slæden. Pludselig styrtede den ene
hund om af sult. Øjeblikkelig kastede
de øvrige fem hunde sig over deres
døde kammerat med en sådan vild-
skab, at man ikke skulle tro, at der
ville blive noget som helst tilbage af
nogen af dem, når de omsider var
mætte.
Men Angut var ikke bange. Han
gjorde bare, som K’åvigarssuaK havde
lært ham, han skulle gøre, når hun-
dene blev vilde. Og endnu inden de
fem hunde havde fået slugt den første
luns kød af deres kammerat, havde
Angut hugget hul på isen og dræbt
en nysgerrig sæl, som han kastede for
hundene.
DA HUNDENE var mætte, rejste
Angut videre. Han jog sådan på sine
fem hunde og drømte sådan om sin
nulia, der nu ikke var så langt borte,
som hun havde været før, at han ikke
opdagede ulvene, før den ene hund var
næsten fortæret.
Men Angut var ikke bange. Han
gjorde bare, som K’åvigarssuaK havde
lært ham, han skulle gøre, når ulvene
kom stormende og åd hans hunde.
Endnu inden hundens halestump var
gledet ned i ulvemaverne, havde
Angut grebet den nærmeste ulv ved
halen og svunget den rundt og rundt,
så han efterhånden slog alle ulvene
ilisimångilaK.
Så kunne Angut rejse videre. Men
han jog sådan på sine fire hunde og
drømte sådan om sin nulia og de mér-
Kat, de skulle have på deres brede
briks, at han ikke lagde mærke til, at
isen brækkede. Han opdagede det ikke,
før vandet lukkede sig om hundene,
og slæden gik til bunds.
Men Angut var ikke bange. Han
gjorde bare, som K’åvigarssuaK havde
lært ham, han skulle gøre, når der
gik hul på isen, og slæden gik ned
med hunde og seletøj. Endnu inden
det iskolde vand var trængt ind i de
nye kamikker, som ArnarulunguaK
havde foræret ham til rejsen, havde
han vendt sig om på ryggen og skub-
bet sig op på fast is.
OG ANGUT rejste videre. Men han
jog sådan på sig selv og drømte sådan
om sin nulia’s evne til at koge sælkød,
at han ikke lagde mærke til, at han
stadig skubbede sig afsted på ryggen.
Ikke før en ung pige standsede ham.
Men Angut var ikke bange. Nu hav-
de han klaret både en snestorm, en
bjørn, en ulv, sultne hunde og en våge,
så det var bare om at gøre, som K’å-
vigarssuaK havde lært ham, han skulle
gøre, når han blev standset af en pige.
Men — pludselig blev Angut bange.
Dét havde K’åvigarssuaK ikke lært
ham noget som helst om. Heller ikke
ArnarulunguaK ... Hvad skulle han
dog gøre? Men så opdagede han plud-
selig, at pigen smilede til ham, og han
så, at hun netop var sådan, han havde
drømt om. Hende var det, som skulle
koge det sælkød, han skulle skaffe,
hende var det, som skulle sove på
det isbjørneskind — nå, nej, det var
jo gået med slæden ned — men hende
var det i hvert fald, der skulle skaffe
ham små mérKat.
Og Angut var pludselig slet ikke
bange mere. Han smilede igen til
hende.
PIGEN, Aviåja, hed hun, tog ham med
hjem på sin boplads, og Angut sagde
til hendes forældre, at han gerne ville
have deres datter til nulia.
— Hvor kommer du fra, og hvad
bringer du som gave, spurgte Aviåja’s
far, da Aviåja havde varmet frierens
fødder på sin mave.
Men Angut var pludselig bange igen.
Dette her havde K’åvigarssuaK ikke
lært ham noget om, og da han var
bange for, at Aviåja’s far skulle sige
nej til hans ønske, tav han og lagde
sig i stedet til at sove med sine fødder
på Aviåja’s mors bare mave.
DA han vågnede, var Aviåja’s far og
mor ude. Men Aviåja var hos ham,
og da hun smilede, begyndte Angut at
fortælle hende, hvor han kom fra, og
hvilke gaver han ville forære hende,
hvis hun fulgte med ham.
— Min boplads er meget, meget
større end din, sagde han uden egentlig
at vide, hvor ordene kom fra. For han
var stadigvæk lidt bange. — Det tager
en dygtig slædekører fire dage og fire
nætter at køre med et spand hurtige
hunde fra den ene ende af pladsen til
den anden. Det sner hele året, så man
kan altid køre på hundeslæde, hvor
man vil. Men solen skinner også hele
året. Og der er bær hele året, bare
man skraber sneen væk. Og man kan
gå uden ånoråK hele året, hvis man vil
dét. Aviåja spurgte ham om mange
ting på denne mærkelige boplads, og
midt i en sætning om, hvor rige på
sælskind alle på hans store boplads
var, sagde Aviåja til ham, at hun gerne
ville følge med ham og sove på hans
brede briks.
Angut tav brat. Han havde ærlig talt
glædet sig til også at fortælle hende
om, hvordan alle på hans boplads
mindst havde tre huse hver. Men nu
behøvede han jo ikke flere ord.
Han tog Aviåja ved hånden, og da
alle på bopladsen var på sælfangst,
kunne Angut roligt tage de ni bedste
hunde, noget helt nyt seletøj og en ny
slæde med mange surringer — så man-
ge, at den så ud til aldrig at kunne
skilles ad.
Og endnu inden Aviåja havde fået
at vide, at han hed Angut, og endnu
inden Angut havde fået at vide, at hun
hed Aviåja, var de langt forbi vågen,
hvor hans egen slæde var gået ned
sammen med de fire bedste hunde,
forbi stedet, hvor de ulve, han havde
slået ilisimångilaK, var frosset ihjel,
forbi stedet, hvor den stivfrosne af-
klædte bjørn lå, og forbi stedet, hvor
han havde bygget sin snehytte, da sne-
stormen hylede.
Angut strøg ind på bopladsen, som
han havde fortalt, om, og hvor K’åvi-
garssuaK og ArnarulunguaK sad og
ventede på deres erneK og dennes
nulia.
— Jeg er bange, sagde K’åvigar-
ssuaK.
— Hvorfor dog det? spurgte Arna-
rulunguaK.
— Jeg har lært vores søn alt om,
hvordan han skal klare en snestorm,
en isbjørn, sultne hunde og en våge.
(Fortsættes side 41).
7