Atuagagdliutit - 17.12.1959, Qupperneq 42

atåtaunerpånik OKalugtuat - Patriarkernes historie
tauva NålagaK Aberåmut OKarpox: „uvanga tåssa Nålagan
Gfttit, ilingnik Urimit Kaldæamitunuit niaunga nunanmt kc-
Karfigissangnut ingerdlatitsissoic pigilerniivdlugo. norraitsu-
mik, savaussamigdlo angutikulangmik, tuinguamik Kuluartar-
tumik tingmiånguamigdlo pigdlivfigisavarma!“
Så sagde Herren til Abram: „Jeg er Herren din Gud, som
førte dig ud fra Ur i Italdæas land for at give dig dette land
til eje, i hvilket du står. Nu skal du ofre en god kvie, en ged,
cn vædder, en turteldue og en småfugl til migl“
Kaungmat Aberå p fimassut tiguvat, Kcrnisigutdlo avipai ag-
failo ingmikårtitdlugit iliorarpai. tingmiarånguitdle atautsi-
inut illnarpai. tauvale tigutsisigdlit tikiussorput, nerssutit ne-
Kait neriumavdlugit, ajoraluaKigujordlo. Aberåvdle ånilårsar-
dlugit Kimåtipai.
Da det blev dag, tog Abram dyrene, skar dem midt over og
lagde halvdelene over for hinanden. Kun de små fugle lod han
være med at dele. Men så kom der rovfugle, der ville slå ned
på de døde kroppe, og det var et dårligt varsel, men Abram
skræmmede dem bort.
tinulermat, seninerdlo tarrilerdlune, Aberåt uernangåleramc
sinilerpoK ånilångangårsimavdlune, tårnerssftvme uligpå, h-
inassut toKutai ilangutdlugit.
Da det var blevet sent på dagen og solen var ved at gå ned,
faldt der en søvnagtig dvale over Abram, han grebes af stor
rædsel, og et dybt mørke sænkede sig over ham og de offer-
dyr, han havde slagtet.
Aberåt siningålermat Nålagkap oKanfdgå: „ilisimåsavat ki-
nguågssatit nuname avdlame nunagingisangne iiajugaKarnmår-
mata. inuinut inugsiautaujumårput någdliugtitauvdluligdlo
ukiune 400-ne“.
„någdl i ugti ts is s ui 1 e erKartukumårpåka, nunalo någdliuvfig-
tik Kimåkumårpåt pigissarpagssuaKardlutik. tamånale ivdlit
malugisångilat, ilagissangnut autdlarumårputit ernigsivdlutit-
dlo toKujumårdlutit pivdluardlutit utorKallsimavdlutit**.
„ukiutdle 100 Kångiugpata, kinguågssavit Kånåp nunå pigi-
lerumårpåt; tamatumale sujornagut Kånåp inue ajortuliortor-
ssusåput, uvangalo nuna tåukunånga tigujumårpara, ilingnig-
dlo nagguveicartunut tuniutdlugo!“
Da Abram lå i sin dvalesøvn, sagde Herren til ham: „Du
skal vide, at dine efterkommere skal bo som fremmede i et
land, der ikke er deres eget. De skal trælle for dets folk og
mishandles af det i 400 år.“
„Men til gengæld vil jeg dømme det folk, de træller for, og
derpå skal de vandre bort derfra med meget gods i eje. Men
det skal ikke komme til at berøre dig. Du skal gå til dine
frænder 1 fred og dø i en lykkelig alderdom.** ___
„Først om 400 år kan dine efterkommere få Kanans land
i eje; for først til den tid vil kanaanæernes synder være så
mange og store, at jeg kan tage landet fra dem og skænke det
til dem, der nedstammer fra dig!“
taimaitdlune seKineK tarripoK, tårsivordlo. Aberåvdlo iku-
matitaK pujdrton takulerpå ikumarigdluavigsoK. timit kivdlug-
kat akornatigut naoralassou. tåssauvordlo tunissutit Nålaglcap
ilagsigai iluaralugitdlo.
Så gik solen ned og mørket faldt på. Da så Abram en ry-
gende ovn med en flammende ildslue, som skred frem mellem
de overskårne kroppe. Det betød, at Herren tog mod hans of-
fer og glædede sig derved.
tauva Nålagkap Aberåmut angerutine nåmagstvå, oKardlune:
„kinguågssangmit nuna måna tuniukumårpara tamåkerdlugo,
samånga Egivtinip kfigssuinit, pavane kangiane Eufratip
kCiinut**.
Så sluttede Herren sin pagt med Abram, idet han sagde:
„Dine efterkommere vil jeg give dette land i hele dets ud-
strækning, lige fra Ægyptens flod til den store flod Eufrat,
som ligger mod øst.“
„nålagaujumårputdlo inuiagssuarnut tamanut, tamane itunut
tamåne**. — Nålagkap angerfigeKatigigånilo Aberåt avdlamik
atenalerpoK, måname angutingorame nutaussoK. Abalåmik ate-
KalerpoK. nulialo Saraj Saramik ateKalerpoK!
„Og de skal lierske over alle de folk, som bor på dette sted.**
— Da Herren havde sluttet sin pagt med Abram, fik han et
nyt navn; for nu var han blevet en anden mand. Han kom nu
til at hedde Abraham, og hans hustrus navn Saraj blev til
Sara.
Sara KitornaKånginume kivlfane Hagar, egivtinimio, Abra-
hamimut nuliasuliutitipå. Hagarilo ernertårpoK, Ismaelimig-
dlo atserdlugo. Hagarip nålagke arnaK KitornaKångingmat, Sa-
ralo akiniarumalerpoK.
Da Sara ingen børn havde fået, skænkede hun sin trælkvin-
de Hagar fra Ægypten til Abraham som hans medhustru, og
Hagar fik en søn, der hed Ismaol. Hagar hoverede nu over
for sin herskerinde Sara, fordi hun var barnløs, og Sara øn-
skede hævn.
kingornagutdle Abraham Nålagkap neriorssorpå, Sara erner-
tårumårtoK nvdlut ilåne tuperme angmarnanc igsiavoK, seKineK
Kiitdlardluarugtorå, kiarujugtorssfivdlunilo. ernane misigssor-
titdlugo takulerpai angutit pingasut takoniagkane aggersut
tungåinarmingnut.
Nogen tid efter fik Abraham imidlertid løfte fra Herren
om, at Sara skulle få en søn. En dag, da han sad i sin telt-
dør, og solen stod højt på himlen og gjorde luften hed, kom
han til at se op, og tre fremmede mænd nærmede sig hans
telt.
kangiamiutut avdlatut inugsiarnersfigame, Abraham ernlnaic
nikuipoK, arpagdlunilo nåpikiartordlugit tikitdluarKiivdlugit
nunamut patdlorpoK. „issivsinut såimåunarsiguma, tauva
kivfavse tovna KånginarniaKinasiuk!**
Som den høflige østerlænding han var, rejste Abraham sig
straks, løb dem i møde og kastede sig til jorden for at hilse
dem velkommen. „Hvis jeg dog bare nar fundet nåde for je-
res øjne, så gå dog ikke jeres slaves dør forbi 1“
43