Atuagagdliutit - 13.10.1960, Blaðsíða 8

Grønland har
brug for ALLE
sine børn
Samtale med fru Lisbet Hindsgaul, formand for foreningen til hjælp for
Statsrevisor fru Lisbet Hinds-
gaul, der er formand i bestyrelsen
for foreningen til hjælp for grøn-
landske børn, har i sommer været
på besøg i Grønland — med det
formål at se til de fire børnesana-
torier på vestkysten.
Fru Hindsgaul har gennem 14 år
været formand for foreningen, der i
sin tid blev startet af medlemmer af
den danske rigsdag, der var i Grøn-
land som delegation for at undersøge
de sociale forhold. Delegationen er-
kendte meget hurtigt, at der var man-
ge børn, der var i nød og som skulle
hjælpes både med hensyn til lægelig
hjælp, men også opdrages og beskyt-
tes i et hjem, hvor man på en særlig
måde forstod, at opgavens alvor lå i,
at det var børn, der var disponeret for
tuberkulose, som var ensomme — på
en måde mishandlet — fra ikke sær-
lig gode hjem og som trængte til en
særlig beskyttelse.
Arbejdets start 1924
— Hvorledes startede arbejdet i sin
tid?
— Det begyndte med to børnesana-
torier. Det første blev bygget i Suk-
kertoppen i 1924 — det næste i Uma-
nak i 1929.
Det kan i denne forbindelse nævnes,
at fru Hindsgaul i sin formandstid har
stået bag opførelsen af de tre børne-
sanatorier og sammen med sin besty-
relse skaffet penge til dem.
— Jeg tror, at mange vil forstå mig,
STJERNEN*
ANANAS SQUASH
* m føikec(/u& uctøMatot
når jeg siger, at denne gerning blandt
svage, tuberkuløst disponerede børn i
Grønland er en lykkelig gerning.
— De har ikke været bekymret for
at tage ud på denne — ikke helt be-
hagelige rejse, der snart er foregået
med ottere og snart med små kyst-
skibe?
— Ifølge sagens natur, de lange af-
stande, og alt hvad der ellers kan væ-
re og som gør det vanskeligt at be-
rejse Grønland, kan en sådan rejse
ikke gennemføres hvert år.
Men for mig er det så betydende, at
man sætter sine egne bekvemmelighe-
der til side for at komme i den nære
kontakt — først og fremmest med vore
forstanderinder med deres meget an-
svarsfulde og omfattende arbejde — at
man ser, hvorledes sanatorierne arbej-
der, følger behandlinger, indkøb og alt,
hvad der hører under administratio-
nen, således at man med god samvit-
tighed over for sin bestyrelse — over
for landet som helhed —- støtter dette
store arbejde og kan være rolig, når
man aflægger sin beretning, således
som jeg gør det een gang om året i
fællessalen på Christiansborg, hvor
jeg har den store glæde at se en for-
samling, der fylder hele det store lo-
kale, altså ca. 500 deltagere.
Sunde og glade børn
— Har denne rejse haft nogen spe-
ciel betydning for Dem?
— Det har den i særlig grad. Jeg
har på de øvrige rejser fra 1948 med
kommissioner og finansudvalg gjort
rejsen langs kysten med ophold i kor-
tere eller længere tid på vore børne-
sanatorier. Denne gang har jeg lige-
som set Grønland oppe fra. Jeg har
været i næsten hver eneste by langs
kysten — og der har været lejlighed
til på sanatorierne at se, hvor glade,
sunde og trygge børnene leger og be-
handles af dygtige forstanderinder.
Jeg har fulgt sanatoriernes indre ar-
bejde og har glædet mig over, at den
ånd og den tone, der for mig er så be-
tydende for gennemførelsen af dette
også opdragende arbejde, er gennem-
ført i overensstemmelse med den ånd,
der fra første færd var over vor for-
enings ønske og arbejdsmål.
Mange forskellige børn
— Hvor kommer de forskellige børn
fra?
— Fra vidt forskellige egne. Fra
byen og fra de fjerne bopladser, og
derfor vil man forstå, at der kan mel-
de sig mange problemer, idet børnene
er meget forskellige. Det er ofte sådan,
at børnene skal være hos os halve år,
før de lærer at være børn, lege som
børn og forstå den husorden, der er
til stede hos os. Ud fra denne kends-
gerning er det jo, at man må nære
den dybeste beundring for de forstan-
derinder, der påtager sig denne store
opgave — sætter sig ind i det enkelte
grønlandske børn
barns psyke, de forhold, hvorfra barn
net er udgået og derigennem søger ind
til det evigt barnlige, søger at lokkel
alt det frem, der er naturligt for hvert)
eneste barn i hele verden.
Men arbejdet lykkedes
Jeg tror, jeg kan sige, at dette stort1
set er lykkedes for os. År efter år går
kuld efter kuld ud fra vore børnesa-
natorier — hjem til bostederne, hvor
det måske er svært for den enkelte nu
at skulle indordne sig under ændrede
forhold.
Men de har som ballast trods en
kortere eller længere tid hos os sund-
heden. Barnet har fået kræfter, mod-
standsevne, og det er mit inderlige
håb, at dette kan hjælpe dem i de
mellemliggende vanskelige år indtil de
bliver voksne.
De gode hjem
— Vil de børn, der kommer hjem
fra børnesatorierne — efter flere år
f. eks. gennem deres opdragelse være
i stand til at præge deres eget hjem?
— Hertil må jeg ganske naturligt si-
ge, at det må man ikke forlange af
barnet. Et barn kan ikke rette sine
forældre eller foreslå ændringer i
voksne menneskers levevis. Til gen-
gæld har vi talrige eksempler på, at
når disse børn bliver voksne, så gen-
nemfører de i deres hjem, hvad de har
oplevet hos os, og navnlig er deres
børn velplejede, rene og nystrøgne, så
det er en fornøjelse at se. Derfor har
vort arbejde ikke alene betydning i
barneårene for den dreng eller pige,
vi har med at gøre, men det har også
i det senere udviklede barn en betyd-
ning, som jeg tror er medvirkende til
at danne de gode hjem i det nye
Grønland.
Pengene
— Hvorledes er det muligt inden for
en forenings arbejde at skaffe penge-
ne til disse formål?
— Der skal mange penge til, når ta-
len er om 5 børnesanatorier. Tænk
alene at skaffe tøj til små halvandet-
hundrede børn, sommer og vinter. Det
er et problem. Når man ser ud over
flokken, så er man klar over, at ter-
rænet, legepladserne og børnenes tem-
perament, skaber et stort tøjbehov.
Vort budget er på 720.000 kr. år-
ligt — og må jeg tilføje: stadig
stigende. Heraf får vi støtte fra
staten og Danmark ifølge loven
om kystsanatorier. Jeg tror, det er
4,70 kroner pr. barn pr. sygedag —
og fra den grønlandske landskasse
1,25 kroner. Det bliver jo mange pen-
ge. Men alligevel bliver der tilbage
små 400.000 kroner, der skal skaffes
ikke alene et enkelt år. Men år efter
år. Det kræver stor opfindsomhed fra
min bestyrelses side — og naturligvis
også fra min side at få dækket bud-
gettet.
Men her er det, at man oplever
den store glæde, at hvor jeg end
taler derhjemme — i det sydlige el-
ler nordlige Danmark — overalt:
man taler aldrig forgæves, når man
henvender sig til befolkningen om
støtte og hjælp til arbejdet for de
svage børn her i Grønland.
Det kan tilføjes, at når fru Lisbet
Hindsgaul i begyndelsen skulle arran-
gere landslotteriet, var hendes van-
dringer i ministeriets afdelinger ret
omfattende. Der skulle til sidst være
en samtale med både finansministeren
og statsministeren.
— Men lykkeligvis har dette ændret
sig, siger fru Hindsgaul, idet finans-
ministeren ved de sidste års indsen-
delser af ansøgning har meddelt, at
dette landslotteri skal jo placeres, for-
di det er nødvendigt. Jeg behøver så-
mænd ikke at komme og tale om det i
næste omgang, meddeler ministeren.
Vi har store faste bidrag fra er-
hvervsdrivende i Storkøbenhavn og ud
over landet.
Grønland — de unges
Men det er uundgåeligt, når man
har med sådan et arbejde at gøre, at
ens tanker går videre end til vort bør-
nesanatoriearbejde — og hermed me-
ner jeg den placering, som vore børn
skal have i arbejde og erhvervsliv. På
denne lange rejse har jeg set, hvor
flittigt, hvor omfattende, der arbej-
des på at skabe det moderne sam-
fundt, der jo ikke alene er Grønlands
ønske, men også Danmarks. Jeg har
mange gange sagt til mig selv: i dag
er Grønland de unges Grønland. Heri
ser jeg et håb om placering i samfun-
det af vore børn. Jeg er glad for, at vi
allerede for år og dag siden har ind-
rettet hobbyrum, hvor drengene be-
skæftiges med sløjd og på stedet
hjælper på det ene eller det andet lille
område, hjælper for ligesom at have
en lille arbejdsopgave. Pigerne lærer
at sy og beskæftige sig med det, der
måske kan danne grundlaget for en
videre uddannelse. Vort arbejde ligger
således, at vi først og fremmest — na-
turligvis — må søge at redde visse
børn fra den visse død. For det ville
det have været, hvis vi ikke havde
fået fat i dem. Men vi må også for-
berede den fremtid, der er målet for
det omfattende arbejde, der i dag vi-
ses fra de mange byer. Jeg har ofte på
den ene eller den anden plads genta-
get, hvad jeg har understreget ved ta-
ler i Danmark: at i dag har Grønland
brug for alle sine børn.
Befolkningstilvækst — og et nyt
sanatorium
— Er de fem børnesanatorier i
Grønland tilstrækkeligt i øjeblikket?
— Det spørgsmål melder sig jo om
de fire på vestkysten, og det ene på
østkysten er forsvarligt — når man
tænker på de store årgange. Kan de
række langt nok? Hvis behovet bliver
større.
Jeg tror det, men det er jo vanske-
ligt at sige, om det til den tid vil væ-
re nødvendigt at bygge endnu et bør-
nesanatorium.
Men hvor det skal ligge, eller hvor
behovet bliver størst, er jo vanskeligt
at sige i dag. Dertil kommer også, at
børnesanatoriernes øverste myndig-
hed, distriktslægen og landslægen, må
være den afgørende instans og be-
stemme tid og sted, hvor et sådant ar-
bejde skal gennemføres.
Midlerne kan skaffes
Målet for foreningen til hjælp for
grønlandske børn er jo dette at kunne
yde den hjælp, der er nødvendig for
at redde det svage grønlandske barn,
og bliver det til sin tid påkrævet
at bygge et nyt børnesanatorium,
så ved jeg bestemt, at midlerne kan
skaffes, og at mange hænder vil
være behjælpelige, når talen bliver
om at skaffe penge og forberede
opbygningen.
—mann.
Iraktore
pitsak
CATERPILLAR’s
(indreg. varemærke)
hydrauliske
læssetraktor
LANGREUTERS
GI. Kongevej 3
København V.
HILDA 1090
8