Atuagagdliutit - 13.10.1960, Blaðsíða 28

iluarineKarumaguvit — atortaruk
BRYLCREEM
uvdloK tamåt iluarusugsimåsautit
Brylcreem atortarugko.
nutsatit Kivdlalånguiliuko — tå-
ssalo Brylcreem avdlanut serngu-
tisanane.
angutit moderniussut Brylcreem
atortarpåt — uvdlut tamaisa.
nutsanut panertunut
kussagttnaK
såva såmerdleK:
35-nik autdlartitsigit nuerssautitdlo 6-t
silåmuinaK nuerssardlugit, manigsuinar-
mik nuerssaleruk, såvata sinigssai Kilari-
arnerit 4-t kisisa Kåvanit maminganitdlo
silåm&ginardlugit. 31 cm-ngorpat tunuatut
ilångarteruk. tauva åssilissagssaK malig-
dlugo Kåvanit talilerfigssånut 1-mik ilå-
ngartardlugo. åssilissagssaK inilerdlune
nuerssautit 3-t kiserngorugpata nuilåne Ki-
lariarnerit 8-t nåtltartumut noriardlugit
tugdline 3 X 2-nik ilångaruk, sivnerilo a-
tautsikut inårdlugit.
sågsså talerperdlen:
såmiatut pårdlagtinardlugo åtaserfiler-
dlugulo sujugdleK nuerssautip 4-gssåne:
Kilariarnerit 2-t nuerssåkit, 1-t inåruk, nu-
erssautip tugdliane inågkap nalåne autdlar-
tencigdlugo. 7-nik åtaserfileruk T/» cm-mik
akugtussusilerdlugit.
taligssai:
nuerssautit nr. 4'/« atordlugit 35-nik aut-
dlartitsigit 6 cm-migdlo Kbruårtumik: si-
låm. l, ilungm. 1 nuerssaivdlutit. nuer-
ssautit nr. 7-nut taorsikit sujugdlermilo
Kilariarnerit 41-ngordlugit atsipåvanit 15
cm-ngorneranut KumuinaK nuerssaruk, tå-
ssångånitdlo igdlugtut 1-mik ilassalerdlu-
git 5-riardlugo 4 cm-mik akugtussusiling-
mik. 38 cm-mik takissuseKalerpat igdlug-
tut 2-nik 2 X l-migdlo. åssilissagssaK ma-
ligdlugo nuerssaruk timitåtut ilångarter-
dlugo Kilariarnerit 14-ingornerånut. nuer-
ssautip tugdliane igdlugtut 1-mik ilångå-
kit (12-ngorput). nuerssåumut avdlamut
noriardlugit igdlua åssinganik nuerssaruk.
katiternigsså:
MODEL S 352
atortugssai:
600 g. KassertoK tortarnilik Mimose garn
100 g. augpalårtOK Mimose garn
50 g. KaKOitOK Mimose garn
nuerssautit nr. 41/* åma 7-t
niviarsiarKap tulujua
12-nik 13-nigdlo ukiulingnut
nuerssarnerata sukangåssusigsså:
Kilariarnerit 7-t nuerssautitdlo 9-t = kipa-
rigsusaoK 5 cm-mik anglssusilik.
tunugsså:
nuerssautinik nr. 7-nik 65-nik autdlar-
titsigit nuerssautitdlo 6-t silåmuinaK nuer-
ssardlugit. manigsufnarmik nangiguk 31-
cm-mik takissuseKalerneranut, tauva unig-
ssai ilångåsåput: 2-nik 2 X l-migdlo igdlug-
tut. åssilissagssartå maligdlugo nuerssaruk
nuerssautit autdlarKautait tamaisa ataut-
simik ilångartardlugit, Kilariarnerit 28-
ngornerånut tåuko nuerssåumut avdlamut
ntigkit.
S 352-P AGDLAGSSÅ
ånoråminermik isugutassumik naKeriar-
dlugo katiteruk. nuilagssånut såvane taler-
perdlerme 8-t nueriardlugit kigdlingane
5-nik nuioraeriardlutit talinitut tigoriardlu-
git, tauva tunuanit talianitdlo såmerdler-
mit (78-ngorput). nuerssåume sujugdlerme
Kilariarnerit ilångartikit 66-ngordlugit ko-
ruårtumik: silåm. 1, ilungm. 1, 3 cm-mik
portussusilerdlugo. Kdruårtumik Kasunga-
ssumik inåruk.
ir r tt r ~ I ■ V/ „ »„dneUrtn.,
It. ZjZ c 1 1 r. a — augpaiai iuiv 0 = tungujortOK / = KaKOrtOK
o »□HE30E3EE i o
o o O E o X 0 0
0 o 0 0 X o 0 0 O X 0 0 O o 1
o o 0 0 X o o o 0 X 0 o 0 o
0 x, X o o 0 7 X o X 1
K X X o X X X X 7 0 X X. Z
Z I
7 7 7 7 7 / 7 7 7 7 ✓ 1
X z 2 7 K 5? X ~7 7 X X ✓ X 5C 7 m / 7 5c X ✓
7 7 7 7 z / 7 7 s X V £ 1
I — ■ T
1
o o o 0 c 0 0 0 0 o O o 0 75 O 0 0 O O O lo’ O 0 [oj O o O O <5 o" I o
X O X O [X 2 1
0 oi o X X X o 0 o O 0 o X X o\ O o 0 o D X X X o 0 o cT 0 o
I X 0 ~7 0 X o 7 0 X 0 7 0 1
o o 7 7 7 7 o o / 7 / 7 o 0 7 / 7 7
0 2 7 / £ / 7 / / 0 £ 7 7 z 1
_ o £ 7 / o1 / / 0 L 7 /
X X 0 X 5 / I X xl o X X / x X o S X I / X X 2 1
X X X 2 x X X X X X X1 X jxj X X X X xl X X X X X 5c X X X
X X X 7 X X Z z Z
* X X X X £ X X X X X 2 X X* 7 X xl X X X X g
X X X X X xl X X _ X X X X X X xl X
X X X X X 7 X X X X X X. X i X g
X 7 n x' 7 X z K
z *i z z I zn 1 z 7] . 1 X 7 7 X
A A
sågsså uvguna autdlartiguk —
tale tunualo uvguna
mn L YTT E R rapporten m
Mandag 2619: Hvis man kan overvinde
den i skoletiden indpodede afsky for
Oehlenschlåger, må man blankt indrømme,
at „Guldhornene" er et dejligt digt, som
gjorde sig flot i Reumerts oplæsning med
Hartsmanns musik (kl. 20,00). „Melodrama"
kaldtes det i programmet, og det melodra-
matiske har vist aldrig rigtigt ligget for
dansk smag — men flot var det alligevel!
Så var der hørespillet om Sir Walter Ra-
leigh kl. 21,15 — i programmet kaldet „Den
sidste kavaler", hvorfor må guderne vide.
Det var af samme høje kvalitet som de an-
dre hørebilleder, vi plejer at få, med Hen-
rik Juul Hansens solide historiske viden
bag, Hans Hartvig Seedorffs en smule
tunggumpede instruktion og Berthe Quist-
gaard overstrålende alt og alle i rollen som
dronning Elizabeth. — Kanske var Walter
Raleigh opfattet en smule ensidigt, kun
hans gode sider hørte vi om, men lad hi-
storikerne skændes om den sag.
Tirsdag 2719: Først engelske sange af en
dame, der hed Vyvyan og lød ligesådan, og
så et temperamentsfuldt, levende og inter-
essant billede af Jacob A. Riis i forfatteren
Carl Langballes foredrag kl. 20,05. Og så en
times tid til Julianehåb med Knud Wissum
i rollen som Spørge-Jørgen. Det var en so-
ber og redelig reportage, hvori vi fik god
besked om fiskeriproblemerne og fik sa-
gerne belyst fra begge sider. Ofrene træng-
tes nu og da hårdt, når Wissum fulgte
spørgsmålene op, og det er helt i sin or-
den. Klar besked! Hvor ofte spises man
ikke af med en sludder for en sladder, hvor
ofte bortforklares tingene ikke her i Grøn-
land, endog fra højeste sted, så man sidder
og tænker: Ja, det kan de bilde folk i
Danmark ind, men her går den inte, Gran-
berg!
22,05 fik vi en halv time Edith Rode. Dig-
te og uddrag af essays, samt en novelle,
„Gengangerfærd". Så kvindeligt altsammen.
Og måske lidt altmodisch — men ugalant
vil man jo nødig være, så det tager vi i os
igen ....
Onsdag 28/9: „Samfundsbrevkassen" har
fået den gode ide at samle stoffet i en
grønlandsk og en dansk sektion, og det er
lige ti gange bedre end den sædvanlige
måde med oversættelse straks. Samme ud-
mærkede måde anvendtes i udsendelsen
om spejdernes 50 års jubilæum — en vel-
tilrettelagt udsendelse, som dog nok burde
have været bragt i en udvidet udsendelse
for piger og drenge på det sædvanlige
tidspunkt.
Ind imellem de nævnte to udsendelser
fik vi en gang Bellmann med rotvin och
pimpinella og hele halløjet og så en om
„Rigets stormænd i granit", som var ganske
munter hist og her, men ellers jævnt uin-
teressant.
Alt andet end munter men til gengæld
interessant var Mitetich’s beretning om en
trøstesløs tilværelse som flygtning (kl.
22,00). Der var en vældig fin og formfuld-
endt indledning med FN og flygtningerap-
porter og flygtningeproblemer i stor måle-
stok — lige til at springe over. Det rigtige,
det radiofonisk rigtige kom ind i sagen i
det øjeblik, Jørn Jeppesens stemme kom
ud af højttaleren, og han i jeg-form for-
talte Mitetich’s beretning. Det var noget,
der virkede stærkt. En lavmælt historie,
som man troede på. En beretning om et
liv, som ikke er noget liv — og dog med
en spinkel håbets glød til sidst.
Torsdag 29/9: I det sidste glimt fra kon-
gefamiliens grønlandsrejse hørte vi om tu-
ren til Thule og afrejsen fra Søndre
Strømfjord, derpå om B-vitaminer og an-
dre haletudser i „Maden og sundheden", og
endelig blev vi snydt for „Sofies kolde
hjerte", som vi havde glædet os varmt til,
kl. 21,20. I stedet fik vi „Septembersang" i
hundredeogsytten variationer, lige fra
mundharpe til lirekasse, og det er jo også
en udmærket melodi, og en række skue-
spillere sang og fremsagde i Aase Zieglers
instruktion septemberpoesi, af hvilken der
jo findes en gudsj ammerlighed. Enhver
digter med respekt for sig selv har skre-
vet mindst tre septemberdigte. Der ville
formentlig være stof nok til en udsendelse
hver aften september igennem.
Efterlysning (igen): En liste med de skyl-
dige tekstforfattere efter en sådan udsen-
delse, til brug for evt. private hjemme-
quizzere.
Fredag 30J9: 20,55 „Livet fik større ind-
hold", en samtale mellem Lis Møller og
Stig Guldbergs kone, rimeligvis hentet fra
„Kvindernes Eftermiddagsprogram" der-
hjemme. Guldberg er ham, der i 1947 mi-
stede hænderne ved en eksplosion og se-
nere har gjort et stort arbejde for inva-
lide børn — og også skrevet en bog om
dette arbejde. — En jævn og fredelig lille
samtale.
Så kom Manja Mourier med en afdeling
halvkvædede viser, og til sidst var der
Radioteatret med et Tolstøj-hørespil, „Hvor
meget jord har et menneske nødig"?, og det
var skam vældig russisk det hele. Mest
russisk af alt var Sam Besekow, der havde
instrueret, så der var et orgie af sukken
og stønnen, råben og brølen, hulken og
latter. Skuespillerne sled bravt i det for at
være russiske nok — især gjorde Elith
Foss og Kjeld Jacobsen et godt stykke ar-
bejde.
Lørdag 1/10: Der er ikke grund til at spilde
mange ord på lørdagens udsendelser. Det
var underholdning det hele. „Historien bag
melodien" var såmænd en ganske sjov
ting, hentet under rubrikken „Curiosa"
blandt andre sære sager.
Men ellers var der ikke noget at suge den
ringeste dråbe næring af.
Mandag 3/10: At høre Erik Mørk læse
H. C. Andersen er altid en oplevelse —
hvem gør det bedre i Danmark i dag? De
20 minutter, vi fik af „Mit Livs Eventyr",
var eventyrlig gode. Der er bestandig noget
forunderligt gribende, rørende om man vil,
over det, vor store digter skrev — og dog
med humoren lige nedenunder. Den sande
humor, sjælden som den blå fisk.
21,10 kom så månedens hørebillede, den
første af Willy Reunerts sagnomspundne ud-
sendelser fra Østtyskland. Han er en knu-
sende dygtig radiomand — og dertil for-
henværende tysker (kom til Danmark som
politisk flygtning i sin tid), så der skulle
være alle forudsætninger for, at det kunne
blive en god ting om netop Østtyskland.
Det blev en udsendelse, som kommunister
og andre rette østtroende måtte kunne rive
sig i håret over af ærgrelse. Og trods det,
var den loyal. Oplysningerne lagt nøgternt
frem på præsenterbakken — værsgo! Æt-
sende, skarpe spørgsmål skudt, ind, en vit-
tig dialog, gode flash-backs til de gamle
men ikke gode dage. Til alt hvad man hid-
til har ment, måtte man indlemme en fø-
lelse af medlidenhed med østtyskerens si-
tuation i dag.
Tirsdag 4/10: Veloplagte kørte vi straks
videre med Willy Reunert i 2. del af må-
nedens hørebillede (kl. 19,50). En østtysk
middelby blev åbnet for os, med frit lejde
travede vi ud og ind og stillede folk nær-
gående spørgsmål og stak vor næse i alt
Den var næsten en tand bedre end den
første udsendelse, og det vil sige en del.
Mest forfærdende, mest frygtindgydende
var indblikket i „Ungdomsborgen"s meto-
der. Alt tages i brug, alt gøres for at gøre
børnene og de unge til ikke blot loyale,
men troende, idealistisk troende medlem-
mer af den altdominerende røde menig-
hed. Det værste er, at vi umiddelbart må
se ,med hvilken djævelsk dygtighed dette
ungdomsarbejde gøres — der levnes ikke
meget håb om, at det ikke vil lykkes. Man
husker Det tredie Riges uhyggelige resul-
tater med netop ungdoms-forførelsen. —
Vi fik også lov at snakke med en gruppe
arbejdere ,som med den politiske naivitet,
der er tyskeren særegen, syntes at det hele
var evig godt. Og overfladisk set kan det
også virke uhyre besnærende altsammen,
men — men —
Man er Reunert taknemmelig for de hø-
rebilleder. Flere udbedes!
Senere var der en reportage fra Juliane-
håb — om kirken — og lige efter den en
fra Sønderjylland, fra en mekaniseret gård,
hvor det dog hørtes, at køerne stadig brø-
lede på den gammeldags facon, men ellers
var alting lavet om. Hele gården gik på
trykknapper. Held den, som nåede at væ-
re dreng på bondegårde, hvor møg var møg
og også lugtede af det. Fagre gamle ver-
den!
To reportager lige i træk — og den del
reportage, som var i Willy Reunerts høre-
billede — det er meget på een aften. Det
skal der dog ikke klages over her på ste-
det, men hensyn bør vel tages til alle si-
der — mon ikke mange trods alt føler sig
stopfodrede sådan en aften?
Til sidst kom Hoagy Carmichael med sin
grimme, charmerende og musikalske stem-
me og sang en hel del egne produkter.
Onsdag 5/10: Det er reportagetid nu, ser
det ud til. „Den gamle mand og skoven",
som den hed med en krukket Hemingway-
pastiche-titel (træk vejret!), handlede om
en hel masse gamle mænd og skove og
motorsave. Der var flere af julenisserne,
som var virkelig rare at høre på, duften
af gran, fyr og harpiks og brune nåle og
blade og frisksavet træ stod ud i stuen,
når de gjaltiede løs. De gamle skovmænd
bar udsendelsen, ellers var der i og for sig
ikke megen ide, linie eller tanke i den.
Man kan ikke lade være med at tænke på,
hvilken glimrende udsendelse der kunne
være lavet over emnet, som visselig ikke
er dårligt.
Så meget skal reportagen dog have, at
den fik én til at længes ganske bandsat ef-
ter en rigtig stor, tyk, gammel, sjapvåd
efterårsskov — så hvis det er det, der har
været hensigten, er den altså nået.
Fredag 7/10: Ugens grammofonstjerne var
Aksel Schiøtz, der sang ting af lettere ka-
liber,end man vanligt hører ham gøre. Det
sværere skyts kom 20,20 med kaliber
Beethoven.
21,15 „Shanghai anno 1959", Blade af en
sømands dagbog. Det lød ,som om det var
en rigtig sømand, og det var det jo nok
også. En Spørge-Jørgen var han også, og
det er godt, at der stadig er nogen, der
gider spørge. Socialt betonet, politisk in-
teresseret, med en vis humoristisk over-
bærenhed under faconen — det var en sjov
udsendelse at høre, også fordi den da en-
delig var lidt anderledes end de gængse.
Lørdag 8/10: Underholdning hedder kravet
til et lørdagsprogram — og helst god un-
derholdning. Kravet blev til fulde opfyldt
i den store stjerneparade fra 19,50—20,40 —
Knud Wissums „Overflødighedshorn". Bra-
vo! Mere, mere!
Lad den slags udsendelser afløse de ånds-
svage bånd med diverse lørdagsunderhold-
ninger fra radioen derhjemme.
fh. CAML ENGHOLM
GRUNDLAGT 1B41
NYHAVN 47 — KØBENHAVN K
angatdlatlt peautalt — ullgssult
tlngerdlautlgssiat — tlngerdlau-
tlgsslat — agdlunaussat — kit-
aat — kltslnglt — agdlunaussl-
agssat — orssttt mångertoa
agdlunaussartagssat (noaarutlg-
ssat).
S kl lu Inventar — Presennlngdug
Sejldug — Tovværk — Ankere
Kæder — Værk — Beg —
Takkelgods
24