Atuagagdliutit - 27.10.1960, Blaðsíða 6

Som dreng sad jeg ofte og lyttede til
de østgrønlandske sagnfortælleres
livfulde skildringer af et kæmpefolk:
Timersit (indlandsvandrerne), der be-
boede disse kyster før deres forfædre.
I de store fælleshuses varme, liste-
de kæmperne frem af de brune skyg-
ger — mærkelige fysiognomier, skulp-
turer mejslet i ord; ja, i sandhed
kæmper, lange som konebåde eller
kajakker.
Under fagter og strygende håndbe-
vægelser manedes mørke og snestorm
ned over land og fjord. Ud af sagnti-
dens tåge fremtonedes timersit med
sælharpun og fangstline i hånd: „Thi
i ly af mørke og snestorm drev timer-
sit åndehulsfangst på vinterens første
glatis inde i bunden af fjordene."
Sandelig troede jeg på, at sagnfor-
tællernes forfædre traf på disse kæm-
per, og som årene er gået er min tro
blevet bestyrket. Ganske vist er ti-
mersit nu skrumpet ind til ganske al-
mindelige mennesker: Dorsetfolket,
som på Grønlands østkyst gik op i
thulekulturens bærere, Ivit, som ang-
magssalikerne kalder sig selv. Thi sag-
net blandt angmagssalikerne siger:
„Vore forfædre giftede sig og byttede
koner med timersit."
Timersit er identisk med tunit, som
de kunstnerisk begavede dorsetfolk
kaldes i det øvrige eskimoområde. De-
res indslag har været så kraftigt, at
angmagssalikernes udskæringskunst
tydeligt bærer præg deraf.
Mange år er gået, siden jeg som
dreng lyttede til sagnene om timer-
sit.
I efteråret 1959 — på Nationalmu-
seet i København — hviler et stykke
rensdyrhorn i min hånd med hastigt
indskårne ansigter i alle mulige sinds-
stemninger. Her har jeg dem levende
for mig — de ansigter jeg anede i fæl-
leshusets brune skygger ved min barn-
doms stormomsuste kyst.
„Ansigterne" blev udgravet i 1939
ved Abverdj arbopladsen nær Igloolik
i Canada, netop på den tid sagnfor-
tællerne ved Angmagssalik ved ordets
magt manede timersit til live.
I magister Jørgen Meldgaards „Es-
kimo skulptur" har angmagssalik-
kunsten fået en stor plads — en skil-
dring, som rækker langt ud over
kunsthistorien .
Man må give forfatteren ret, når
han siger: Ved et forsøg på at for-
klare kunstudfoldelsen i den døende
Angmagssalik-kultur, må man nok
tage hensyn til dette oprindelige islæt
af den kunstrige Dorset-kultur."
Imidlertid har arkæologien ikke
endnu kunnet påvise de håndgribelige
mellemled, der skulle forbinde de sid-
ste dorsetfolks produkter fra omkring
1300 med angmagssalikernes kunst.
Det er, som om denne kunst som en
sidste desperat livsgnist opstår af sig
selv i løbet af det 19. århundrede, hvor
hele samfundet og dets struktur på
grund af sult og de stadig tiltagende
blodfejder samt frygt for det o vena-
turlige svajer under overdrivelsens
enorme nervepres.
Ud af angst på udryddelsens rand
blomstrer kunsten frem, suget op af
rødder langt nede i fortidens mørke.
TimerseK synes at træde frem som
den store inspirator.
Men hvorfor mangler man (arkæo-
logisk) det led, som kan bekræfte
Meldgaards ovenfor citerede ord?
Svaret ligger naturligvis i det for-
hold, at angmagssalikfolket aldrig har
haft den samme rige adgang til den
holdbare hvalrostand, som eskimoer
langs arktisk Canada og Nordvest-
grønland har haft. Hvalrostand gik
endog under fangstpartdeling — en
sjælden vare. Dorsetkulturens bærere
har ikke haft bedre muligheder for at
skabe „holdbar" kunst i tand end de
nulevende eskimoer ved Angmagssa-
lik. Og med den i de seneste år er-
hvervede viden om dorsetfolkene —
som ingen kajakker havde — kan vi
skønne, at deres fangst af f. eks. nar-
hval må have været så minimal, at
den ikke har givet overskud af tand,
der kunne afses til rene kunstgen-
stande.
Angmagssalikfolket har derimod
haft rigeligt med drivtømmer. Træet
har formentlig været det foretrukne
materiale til udskæringer fra gammel
tid. Men bevaringsforholdene for træ
er uheldigvis meget ringe i Angmag-
kunst
°g
tradi-
tioner
Tanker ved
»Eskimo skulptura
Af JENS ROSING
To af bogens talrige illustrationer. Øverst
åndemanerens hjælpeånd, delvis menneske,
delvis havdyr. — Nederst en blid og buttet
snerype med lidt skræmte øjne. Begge ar-
bejder er fra Angmagssalik.
atuagkap, åssiliartarpagssuisa ilait mar-
dluk. Kutdliuvdlune angåkup t&rnå, ilå i-
nuk ilå imarmioK. — atdliuvdlune anigsseK
pualasOn Kuarsårsimakujugtunik issilik. ta-
marmik Angmagssalingme sanåt.
går til Vestgrønland, og befolkningen
bærer i sig sporene af en herkomst,
som afviger fra vestgrønlændernes:
Hvad fysiognomien overfladisk røber,
bekræftes af, at to forskellige blodty-
per er dominerende hos henholdsvis
østboere og vestboere i Grønland.
„Eskimo-skulptur" er en bog, der
gennem både tekst og glimrende foto-
grafier er en berigelse af literaturen
om eskimoernes historie. Lad os ønske
den en god fremtid, også som inspi-
rator. Den åbenbarer en tusindårig
tradition. Gennem eskimokulturens
ofte bundne men dog rigt varierende
udtryksformer, viser den de grønland-
ske kunstudøvere veje til at skabe nyt
gennem det gamle.
Jens Rosing.
ssalik-området. Vegsten har eskimoer-
ne i fortiden mærkeligt nok aldrig in-
teresseret sig for at skabe kunst i. I
hvert tilfælde findes der kun ganske
få arkæologiske skulpturer i vegsten,
og på det felt dannede angmagssalik-
folket ingen undtagelse. Først i de
sidste århundreder vinder vegstensud-
skæring indpas for i formfylde og
skulpturel tyngde at nå en lovende
udvikling, særlig i egnene omkring
Hudson-strædet i Canada samt i Fre-
derikshåb og til dels i Godthåbdistrik-
tet i Sydvestgrønland.
Karakteristik for angmagssalikernes
kunst er de små pånittede benfigurer,
som fangstredskaber og husgeråd
smykkes med. Denne form for orna-
mentik synes at være „ny“, idet
Graae i 1828—30 ikke nævner det.
Derimod roser Graae mændenes yderst
smukke øjenskærme pånittede tynde
og flade benplader tilpasset i smukke
mønstre.
Endvidere nævner Graae skindap-
plikation. Ser man nøjere på tingene,
vil man opdage, at applikationsorna-
mentikkens mønstre går igen i red-
skabsornamentikken.
Ja, der har været rødder nok at tage
næring af, traditioner som kunne gen-
oplives i nye former eller fæstnes i
nye materialer. Udbruddet kom som
en voldsom eksplosion.
Meldgaard fremhæver Angmagssa-
lik-skulpturernes magiske baggrund,
tupilak-kult og amuletter, men fort-
sætter:
„Den blide og buttede rype med det
lidt skræmte blik skal dog med i bil-
ledet for at understrege, at ikke alt er
magi, lige så lidt som udformningen
nødvendigvis er forudbestemt af gen-
standenes magiske indhold. De frie
skulpturelle udskæringer er skabt med
et blik for former og porportioner,
som antyder, at der også i tilværelsen
levede et ønske om at forskønne omgi-
velserne".
Det sidste ord er endnu ikke sagt
om Angmagssalik-folkets oprindelse.
Deres særpræg viser sig ikke blot i
kunsten; i deres kult fandtes træk,
hvis historie fører ad veje, som ikke
Jørgen Meldgaard: Eskimo skulptur,
Schultz Forlag. 17,50 kr. uindb., 22,50
kr. indb.
(——-------------"——— -----------
REJSEGBAMMOFONER
brugte - med 10 grammofonplader
OKalugtarfut angatdléfagkaf
atornikut — oKalugtartuvdlo
nQfal 10
85,00 kr. + nagsitinerata akla ilångutdlu-
go tigunerane akilicagssångordlugit
nags iuneKasap ut.
kr. 85,00 •+• porto, sendes pr. efterkrav.
The Old Record,
Elmegade 10, København
Skriv til Magasin efter bøgerne
agdlagdlutit Magasin’imut atuagarsiniarit
Magasin har Danmarks
største boglade og skaf-
fer Dem omgående alle
de bøger, De ønsker Dem.
Skriv også venligst efter
kataloger.
Magasin Danmarkime
tamarme atuagauteitar-
nerssauvoK atuagkatdlo
sugaluitdlunit perusuta-
tit piårnerpåmik nagsiu-
sinauvdlugit.
kataloginik agdlagfiga-
luta piniåinarsinauvutit.
Kongens Nytorv 13 - København K
6