Atuagagdliutit - 27.10.1960, Blaðsíða 12

Læserbreve
“ KLIP
Valg til folketinget — og
hvem skulle man vælge?
Vi har modtaget:
Jeg tror, det er en misforståelse at
tro, at det grønlandske folketingsmed-
lem altid bør være en grønlænder; det
er blot at fastholde sine egne menin-
ger. Ligeledes tror man, at hvis man
vælger en dansker, så ringeagter man
sine landsmænd. Det er en fejl, som
viser, hvor lidt forståelse man har for
valgrettens vigtighed. Man nævner
færingerne som eksempler, idet fæ-
ringerne ikke vælger danske til folke-
tinget, men vælger færinger. Det er
slet ikke mærkeligt, og jeg behøver
vel ikke at forklare hvorfor, men blot
nævne: det lille samfund står på høje-
re trin end vi grønlændere, hvad an-
går oplysning, uddannelse og mange
andre ting, og i politik står de i bedre
kontakt med andre nationer, og de har
mere erfaring i politisk henseende, og
derfor er det kun naturligt, at de hel-
Hent sundhed
- og herligt legetøj
I FOSKA-pakkenl
ptrklngnartut .
asul o foskat pQat
pfnguaøs-
sarkokalunol
FOSKA's nødderi-
ltede havregryn er
verdens dejligste |
morgenmad! Fulde
af sundhed og styr-
ke. Indeholder B-vitaminer, kalk,
jern, fosfor og andre livsvigtige stof-
fer. Og bag pi pakken er der fine
CHRISTEL-påklaedningsdukker til
pigerne — eller berømte danske fod-
boldspillere til drengene. De kan
■elv vælge I
FOSKA'p ivsingigagssautai sikatat
silarssuarme uvdlakorsiutinit ig-
dlingnarnerssåuputl peraingnartut
nakåssangnartut. B-vitaminigdlit,
kalkigdlit, jemigdlit, fosforigdlit
avdlanigdlo pissariaitartunik akug-
dlit. påisalo tunuine inåssaussat atis-
lere vælger deres egne landsmænd,
som har bedre erfaring.
Vi grønlændere tror også på, at vi
kommer på højde med dem. Lad mig
nævne noget, som vi bør tænke over:
i dette efterår skal der i Danmark
vælges to biskopper. Vi hørte gennem
radioen, at en færøsk provst antage-
lig vil være bispekandidat, og at man
mener, han vil få mange stemmer i
Danmark, selv om der er mange andre
emner i Danmark til dette embede!
Kan man så sige, at danskerne ringe-
agter deres landsmænd ved at stemme
på den færøske kandidat? Det er slet
ikke tilfældet. Her forstår man, hvor
vigtigt det er at få den rigtige mand
til dette ansvarsfulde embede. Hvis vi
nordgrønlændere skal vælge en dan-
sker, behøver vi ikke at være tvivl-
rådige, men vi må forstå vigtigheden
af folketingets arbejde, og vi må vælge
den, vi mener er den rigtige — uan-
set om vedkommende er dansker el-
ler grønlænder! Vi må heller ikke
glemme, at efter alt at dømme bliver
en grønlænder valgt i den sydlige
valgkreds, og det vil passe udmær-
ket, hvis en grønlænder og en dansker
bliver valgt til folketinget. Det vil un-
derstrege, at grønlændere og danske
har arbejdet sammen og må arbejde
sammen.
De anmeldte kandidater i den nord-
lige valgkreds viser, at der — beklage-
ligvis — ikke findes herboende grøn-
lændere, der egner sig til at være
kandidat til folketinget. Kandidaterne
bor ikke i Nordgrønland, skønt de alle
tidligere har opholdt sig i Nordgrøn-
land, og derfor kan man sige, at de
kender noget til de nordgrønlandske
forhold. De hidtil anmeldte kandidater
er ialt fem. En af disse mænd skal
vælges som folketingsmedlem for den
nordlige valgkreds, og hvem det bli-
ver, vil selve valget afgøre. Nu er det
på høje tid, at vi fremsætter vore me-
ninger gennem A/G i den hensigt, at
meningerne samles, for at vi kan væl-
ge den bedste af de kandidater. Vi bor
jo spredt over lange afstande .
I A/G nr. 18 1960 (på dansk nr. 17)
„foran folketingsvalget" skrev Jens
Poulsen en artikel i den hensigt at
forhindre Garns eventuelle valg. Ar-
tiklens forfatter fremsatte sin mening
på en frisk måde, hvilket glædede mig,
(Fortsættes side 19)
Visse danskeres optræden
over for grønlænderne
Vi har modtaget:
Jeg havde engang en oplevelse i
Upernavik.
En dag gik jeg ned til butikken og
måtte vente i en time. Senere ventede
jeg i to timer og kom ind i butikken
først lidt over kl. 10. Husmødrene var
allerede kommet ind i butikken, og
jeg kunne regne ud, at de skulle købe
ting, der skulle bruges til middag.
Butikslederen stod ved disken i tøj-
vareafdelingen og tog imod de nævnte
husmødre. Så kom to danske hånd-i
værkere sammen med en dansk dame,
og de tog plads nær ved den disk, hvor
jeg stod. En lille pige, som stod for
tur, havde ventet længe og udbrød:
„Ork, nu kommer danske igen!"
Straks forlod butikslederen sine
grønlandske kunder og kom over til de
danske. Inden der var gået 10 minut-
ter, var danskerne ekspederet og gik
ud af butikken. Den slags tilfælde er
absolut utiltalende. — Hvis man kom-
mer til de større byer, mærker man, at
ekspedienten behandler grønlænderen
De små steder
og deres muligheder
Vi har modtaget:
Vi ældre er ganske klar over, at man
arbejder for at få de små bopladsers
beboere flyttet, og man siger, at det
er en følge af de seneste års udvik-
ling. Vi, der er opvokset på de små
steder, og som havde haft og har sta-
dig godt med grønlandsk proviant, kan
på en måde ikke være tilfredse med,
at de små bopladser rømmes, men på
den anden side kan vi se den fordel,
at man derigennem får bedre adgang
for oplysning og horisonten udvidet.
Det kan vi ikke bestride. Landsrådets
arbejde med denne sag er i overens-
stemmelse med myndighedernes syn
på problemet og ganske vist rigtigt,
men alligevel er det, som om der er
noget skævt deri.
Hvis man får en person flyttet fra
en fangstdyrrig boplads til en by eller
et udsted, hvor det ikke går godt med
fangsten, hvad vil vedkommende så
leve af? Ja, han kan måske ernære
sig ved at være lejet, men han skal
samtidig betale afdrag for sit hus.
Landsrådet søgte i sommer at tvinge
Nordre Huses beboere til at forlade
stedet. Landsrådet siger ganske vist,
at der ikke er tale om tvang, men bag
ordene skimter man med tydelig klar-
hed tvangen.
Nordre Huse er et godt sted for fan-
gere og fiskere, fordi der næsten altid
er noget at fange og fiske. Men da
fangernes antal er så formindsket, bli-
ver man nødt til at forlade stedet.
Abel Therkelsen,
Nordre Huse.
og danskeren ens. og kunderne ekspe-
deres så vidt muligt i den rækkefølge,
de er kommet ind.
Når man har sejlet meget som pas-
sager på kystskibene, mærker man og-
så, hvor forandret forholdene er for
tiden. Da passagererne en dag skulle
til at spise, bad en af dem om at få
rødvin til måltidet — det plejer man
at få. Men i dette tilfælde umuligt!
Passageren blev henvist til at tale med
hovmesteren. Vi gjorde ikke mere ud
af sagen. Lidt senere bad vi om noget
andet. Det kunne heller ikke lade sig
gøre! Da man plejer at få æg 0m mor-
genen, bad jeg om at få et. Det kunne
ikke lade sig gøre! Men når vi sad og
spiste sammen med danske ved sam-
me bord, kunne vi få alt, hvad vi øn-
skede, men da danskerne kom over til
et andet bord, kunne vi ikke få alt,
hvad vi bad om. Når vi ikke kunne
få de ting, vi bad om, så rejste jeg
mig op og gik forbi bordet, hvor dan-
skerne spiste. De havde alt, hvad vi
ikke kunne få.
Jeg vil også påpege et andet for-
hold: skibsjomfruen gav os besked
om, at spisetiderne var kl. 11,30 og
17,30. En anden dag spiste vi kl. 12 og
kl. 18. Senere spiste vi igen kl. 17,30.
En del af vore medpassagerer var ikke
til stede, og det viste sig, at de var
oppe på dækket for at få frisk luft,
inden vi skulle spise kl. 18. Heldigvis
kom de tilfældigt ned og nåede lige at
spise med. En af dem udbrød: „det var
sikkert med vilje, at man spiser så
tidligt, for at vi kunne komme for
sent og ikke få noget at spise." Det
var måske ikke meningen, men der
burde være bestemte spisetider, som
bekendtgøres ved opslag så alle ved,
hvad tid man skal spise. Man bliver så
sulten, når man sejler med et skib, og
det gør det absolut ikke bedre, hvis
man kommer for sent til måltidet og
ikke får noget at spise.
En anden dag skulle jeg lige til at
spise, men så blev jeg søsyg og gik til
køjs. Jeg var lige begyndt at sove, da
en af passagererne pludselig indfandt
sig i min kahyt og sagde, at man ikke
ville servere kaffe for dem. Jeg stod
op og spurgte, om man ville være så
venlig at give dem kaffe, men det kun-
ne der ikke være tale om, forbi klok-
ken var tre minutter over 12. Der var
dog flere, der gerne ville have kaffe,
og til sidst fik vi da serveret kaffe.
Senere var der nogen, der gerne ville
have the, men vi fik kun the en enkelt
gang med den begrundelse, at man
ikke drikker the til måltiderne.
Skibsj omfruen oplyste dengang, at
hun kun fik 600 kroner om måneden
for 14 timers arbejde. Hvis skibsjom-
fruerne af disse grunde ikke kan be-
tjene passagererne på tilfredsstillende
måde, hvorfor antager man så ikke
grønlandske piger på kystskibene?
Det er mit håb, at den slags skæv-
heder kan rettes. Jeg er ikke alene
om at være utilfreds med det nævnte
forhold. Mine medpassagerer kan be-
kræfte det, jeg har skrevet om.
Simon, Godthåb.
salerssortarliut CHRIS-
TEL-ip titartagai niviar-
siaraat pinguagssalt —
imalunlt danskit arssåu-
tartue tusåmassat nukag-
piarxanuL nangxninex
torkaiginariånguarit!
FOSHA
GRYN
- guld vtmrd
for* sundheden!
handelens
Øl og sodavand fylder
grønsagshuse
En lærer på ef udsled skriver: Det er aldrig sket, at butikken er udgået
for kiks og slik, men grønsager er en sjældenhed
Landslægen svarer: De såkaldte grønsagshuse fyldes med øl og soda-
vand i stedet for med frugt og grønsager
Vi har modtaget:
Ved distrikttandlægens besøg i Ar-
suk for nylig viste det sig, at børnenes
tænder var i en meget sørgelig forfat-
ning. Samtlige skolebørn måtte under
grundig behandling, og tandlægen
gjorde et stort stykke arbejde for at
redde, hvad reddes kunne. Hos adskil-
lige børn var tænderne så dårlige, at
der var sket uoprettelig skade.
Arsuk er desværre ingen grel und-
tagelse hvad dette angår. Rapporter
fra andre steder i Grønland melder
om mere arbejde til tandlægerne end
de behøver. Nu er det jo fuldstændig
i orden, at man trods store omkostnin-
ger sejler udstedsfolk til behandling
på byernes tandklinikker. Men det er
som bekendt bedre at forebygge end
at helbrede, (ofte er det også billigere)
og hvorledes går det på dette punkt?
Det er glædeligt, at ernærings-
spørgsmålet i Grønland i den senere
tid er taget under debat af sagkund-
skaben. Det kan måske give stødet til
en ændring i kostvanerne, som også
kan få heldig indflydelse på folks tæn-
der.
Men. en udstedsbeboer kan ikke læse
om denne debat uden at skele misfor-
nøjet til „Vor store hvide Fader",
KGH. Hvad nytter det, at man vil læ-
re folk at spise sund mad, hvis den
ikke kan købes i butikken, I denne
forbindelse er det harmligt at høre i
radioen, at man i Danmark kører
tonsvis af frugt på lossepladsen, fordi
der er overflod. Skulle det virkelig ik-
ke være umagen værd at sende en del
af denne frugt til Grønland? I det år,
jeg har boet her på stedet, er det al-
drig sket, at butikken er udgået for
kiks og slik, som børnene her som an-
dre steder spiser store mængder af.
(Fortsættes side 19)
12