Atuagagdliutit - 27.10.1960, Blaðsíða 15

Alaska contra Grønland:
Oliefyr i hver landsby
Eskimoisk udryddes bevidst
Staten må ikke drive erhverv
Laks som foder til hunde
150 laks på én nat for lidt
Hvem åd 1/2 million tamrener?
---------------------------------------------------
Små flyvemaskiner er det vigtigste trans-
portmiddel og ejes i mange tilfælde af es-
kimoerne selv.
ning som overhovedet muligt og prø-
ver at sikre sig, at hver eneste ung
indfødt kommer ikke blot gennem fol-
keskolen, men gennem den højere sko-
le, high-scool, og får en uddannelse,
som sætter dem i stand til at konkur-
rere på lige fod med andre amerika-
nere — og altså i stand til at klare sig
hvor i de forenede stater, de end flyt-
tes hen.
For det andet har man en særlig or-
ganisation, som skal hjælpe de indfød-
te, som ikke har fået nogen uddannel-
se, med at flytte, få lejlighed og ar-
bejde og finde sig til rette i de nye
omgivelser. Denne såkaldte relocation
service flytter rask væk folk fra de
yderste øer i Beringshavet, primitive
fangere og fiskere, ned midt i de store
millionbyer i staterne, Chicago, San
Fransisco og Los Angeles, hvor der
skaffes dem arbejde på en fabrik el.
lign., og hvor de så efterhånden ven-
tes at gå op i den øvrige befolkning.
I eskimoernes land
Fra Juneau tog vi til Alaskas kultu-
relle centrum, Fairbanks, hvor det
største universitet ligger, og hvor de
folk arbejder, som har det grundigste
kendskab til de indfødte kulturer og
deres problemer.
Vi mærkede her, hvor meget man
gør for at oplyse og forberede de folk,
som skal arbejde blandt de indfødte.
Man studerer alle problemerne grun-
digt og meddeler resultaterne videre f.
eks. til alle landets lærere på kursus
og på anden måde. Hver sommer
kommer embedsmændene ude fra di-
strikterne, drøfter sagerne og bliver
undervist af specialisterne flere uger
i træk fra morgen til aften. Man ar-
bejder også med at finde ud af, hvilke
problemer de indfødte selv har at slås
med i overgangstiden og prøver at la-
ve materiale, som kan hjælpe dem o-
ver vanskelighederne.
Efter endnu et besøg i Anchorage
begyndte så turen til selve eskimoom-
råderne. Vi begyndte på den sydlige
vestkyst i de store floddeltaer, hvor
der bor 7.000 eskimoer spredt i små
landsbyer langs de vældige floder og
kysten, hvor de lever af fiskeri og jagt,
især pelsjagt.
Hovedbyen hedder Bethel og har
over 1000 menesker, mest eskimoer.
Køn er den ikke — ligesom næsten al-
le byer i Alaska. Der findes intet hus-
bygningsprogram eller boligstøtte, og
folk bor i meget tilfældige træhytter,
som kun meget sjældent er malede.
tingmissartuarKat angatdlatit pingårnerssa-
rait Kavsérpagssuitdlo eskimonit pigineKar-
put
Men der findes stor skole, et vældigt
hospital samt en anselig flyveplads. Al
handel er på private hænder. Den
største butik ejes af et amerikansk
selskab, men flere af de mindre af es-
kimoer.
Hospitalet fortjener en særlig omta-
le. Mens vi i Grønland har mange små
hospitaler spredt langs hele kysten og
med læger i alle byer, har man i Ala-
ska bygget meget få men til gengæld
store hospitaler enkelte steder. Sys-
temet er så baseret på, at patienterne
kan transporteres til hospitalet hurtigt
med fly. Det har den fordel, at hospi-
talerne kan have større stab og klare
større og mere specielle opgaver end
de små grønlandske sygehuse. Til gen-
gæld er der meget langt mellem dem
og mellem lægerne, og lægebesøg i
landsbyerne eller i husene i byen ken-
des næsten ikke. Een gang om året be-
søges alle kystbyerne desuden af et
statsskib, som medfører læger og tand-
læger, som vaccinerer, undersøger og
rykker tænder ud. — Der er ikke tid
til egentlig tandbehandling.
Anede knap noget om
stammefrænderne
Overalt hvor vi kom frem i eskimo-
området, holdt vi et møde, hvor vi
fortalte om Grønland og viste film og
lysbilleder herfra. Eskimoerne var al-
tid meget interesserede i at høre om
deres stammefrænder, som de i de fle-
ste tilfælde knapt anede eksisterede.
Bethel ligger i et fuldstændigt og ret
trist skovland midt i et mægtigt flod-
delta, og fra Bethel besøgte vi adskil-
lige af de små landsbyer i deltaet. Dis-
se eskimoer kan kaldes skoveskimoer,
da de lever midt i mægtige skove, som
vokser helt ind til landsbyerne, og de
har således træ nok, som de dog ikke
længere bruger ret meget. De lever
mest af fiskeri omkring landsbyerne,
men nogle af dem rejser om sommeren
ud til kysten og tager arbejde i det in-
dustrielle laksefisken som drives der-
ude af amerikanske selskaber. De kan
på den måde tjene store penge på kort
tid, mens indtægterne resten af året
til gengæld er små og mest består af
forskellige regeringsbetalinger til
gamle, syge og børnerige familier samt
til de mænd, som gør tjeneste i hjem-
meværnet.
Skolen er grundlaget
I landsbyerne findes i reglen kun
een officiel institution, skolen, altid
med amerikansk lærer, som spiller en
stor rolle i landsbyens liv. Der spares
ikke på skoleudgifterne, selv ikke på
de meget små steder, og grunden har
vi allerede hørt : Man vil simpelthen
give de unge så god en uddannelse, at
de senere vil være i stand til at for-
lade landsbyen og klare sig udenfor —
hvad de da også i reglen gør.
Butikkerne ejes af landsbyen på an-
delsbasis og bestyres af beboernes
eget råd, der altså har det økonomiske
ansvar og lønner en mand fra lands-
byen for at passe butikken. Vanskelig-
heden er i reglen, at befolkningen om
vinteren vil stifte for store lån, som de
ikke altid betaler tilbage, og hvis ikke
byens råd kraftigt støtter bestyreren
overfor alle ønskerne om lån, vil det i
reglen være ham umuligt alene at
modstå presset fra hele befolkningen,
og på den måde kan butikkens økono-
mi ødelægges. Staten har aldrig butik-
ker i Alaska.
Driver selv elværket
På samme måde ejer beboerne selv
og driver selv det lille elværk, som
findes i de fleste landsbyer, ligesom f.
eks. vandværk, havne og veje er
landsbyens egen opgave. Regeringen
er dog villig til at yde lån i starten,
som så skal tilbagebetales, ligesom
man i reglen uddanner en mand eller
to fra landsbyen på 1—2 måneders
kursus til at passe de forskellige an-
læg. Der findes naturligvis tilfælde,
hvor disse anlæg ikke passes eller af
anden grund ikke går godt, men i reg-
len klarer eskimoerne opgaverne fint
og er altså • på disse områder mere
selvhjulpne end grønlænderne. Når
anlæggelsen sker, er det en selvfølge,
at beboerne selv leverer arbejdskraf-
ten til den brønd, vej eller butik, som
de ønsker at have.
Konebåd med påhængsmotor
Som transportmiddel anvendes sta-
dig konebåden, hvis man da har skind,
Her hænger tusinder af lækre smækfede laks til tørre på store
stativer, som vi i Grønland tørre torsk. Men disse laks kan ikke
sælges, da der ingen indhandling er på stedet, og bortset fra de
få, som folk selv spiser, må resten bruges til hundefoder vinteren
igennem. Arbejdslønninger og transportforhold gør produktions-
omkostningerne så høje, at ingen private tør binde an med at
starte en behandling af fisken. Og staten gør det i USA af princip
ikke.
ikårssuarne kapisigdlit tusintiligpagssuit igdlingnavigsut pualasut-
dio nivingarneKarsimåput sordlo uvagut Kalåtdlit-nunåne sårug-
dlit panersertarivut. kapisigdlitdle tduko tunineKarsinåungitdlat
nunaicarfingme tunissåungingmata, inuit ner issar tag ait ikigtut
tåisångikåine sivnere ukiumut Kingminut nerissagssiarineKartar-
put. sulissut akigssarsiaisa angatdlåneKarnermilo pissutsit tuni-
ssagssiornerme aningaussartxLtit ima agtigilersipait inuinait kikut-
dlunit aulisagkanik tunissagssiorneK autdlarnerniåsavdlugo saper-
dlutik. USA-milo tungavigssaussut maligdlugit nålagauvfik tai-
mailiorneK saperpoK.
15