Atuagagdliutit - 27.10.1960, Blaðsíða 14

Af MADS LIDEGAARD
Landet hvor eskimoer flyver
i deres private flyvemaskiner
USA driver i Alaska en politik, der på mange
måder er stik modsat Danmarks i Grønland
Primitive fangere og fiskere flyttes ned midt i
USAs millionbyer
Nærmest grønlandsk
Der er ret store sproglige forskelle
i eskimoområderne. I syd tales en dia-
Masser af små fly
Alaska bruges fly som man bruger biler i Danmark.
Eskimoer som jefpilofer i store passagerfly.
Den eskimoiske race er spredt over
det uhyre område fra østsibirien til
Grønland. Bortset fra Grønland findes
den største gruppe eskimoer, nemlig
16.000 i Alaska, Amerikas 49 stat. Ef-
ter at kontakten mellem Grønland og
eskimoområderne i Canada i de senere
år er blevet etableret, falder det na-
turligt, om man søger at udvide denne
kontakt længere vest på til de ameri-
kanske eskimoer, — ikke blot fordi det
kan være spændende og morsomt, men
fordi man meget ofte kan lære af,
hvad andre menesker gør, som står o-
verfor de samme problemer som vi
selv. Det var derfor med stor glæde,
at kontorchef Bornemann og jeg i
sommer efterkom en indbydelse fra
Department of State i USA til at be-
søge eskimoerne i Alaska.
Alaska er et meget stort land, 1,55
miil. kvadratkilometer eller næsten li-
ge så stort som Grønland. Og så er det
ikke dækket med is, men for største-
delen med uhyre skove og i nord tun-
dra, med vældige floder og store
bjergkæder. Det når længere syd på
end Kap Farvel og mod nord så langt
som Umanak. Fra naturens hånd er
det meget rigere end Grønland: I sko-
vene er der uendelige mængder af træ,
i jorden kul, olie, guld og meget mere.
Det er verdens rigeste lakseområde, og
landet vrimler med alle slags små og
store dyr, bjørne, elge, rener, ulve,
jærve, oddere og masser af mindre
dyr, og i de nordlige farvande i Be-
ringsstrædet, hvor to verdenshave mø-
des, findes store flokke af hvalros, sæl
og hval.
De oprindelige indbyggere er india-
nerne i syd og i indlandet, som idag
tæller ca. 16.000, aleuterne på de syd-
lige øer, ca. 3000 i tallet, og endelig
eskimoerne langt vest- og nordkysten.
Idag er de indfødte dog i mindretal,
idet der findes en hvid amerikansk
befolkning på 220.000, som hurtigt bli-
ver større, men som dog mest lever i
de større byer og i de mere frugtbare
områder i sydøst-Alaska.
Trommedans og dollargrin
Alaska var russisk indtil 1867, da
amerikanerne købte det af Rusland.
Endnu findes der adskillige indfødte,
som forstår russisk i syd, og den rus-
siske græsk-ortodokse kirke har sta-
dig mange menigheder, også blandt
eskimoerne. Størstedelen af eskimoer-
ne har dog levet meget isoleret lige til
dette århundrede, og alle kulturelle
institutioner er af langt nyere dato
end i Grønland, f. eks. skolevæsen,
sundhedsvæsen og moderne økonomi.
Til gengæld har amerikanerne på dis-
se områder sat et meget stort apparat
igang, da de først begyndte, og det er
forklaringen på, at eskimoernes kultur
idag er præget af langt større mod-
sætninger, end tilfældet er i Grønland.
På den ene side er de stadig meget
primitive, og gamle kulturelementer
som konebåde, skindtøj, amauter, ta-
tovering, trommedans o. s. v. lever i
bedste velgående. På den anden side
har de allerede tilegnet sig mange ting
i den nye kultur, som endnu ikke er
almindelige på Grønland. Oliefyr og
elektricitet findes i næsten enhver
landsby, fine vaskemaskiner, radio,
fjernsyn og biler anvendes meget, og
selv private flyvemaskiner er i nogle
tilfælde ejet af eskimoer.
Vores rejse startede fra København
og gik med fly direkte over nordpolen
til den store lufthavn Anchorage i A-
laska. Som starten foregik hele turen
med fly. I Alaska har man flere fly pr
indbygger end i noget andet land, —
folk har private små-maskiner, som vi
har biler i Danmark. Og trafikken og
transporten mellem både store og små
byer foregår næsten udelukkende med
fly. Der findes et utal af små landings-
baner ved alle de forskellige små be-
boelser over hele landet. Om somme-
ren bruger man desuden vand-flyve-
maskiner, som så om vinteren udsty-
res med ski og kan gå ned snart sagt
overalt. Lufttransporten betyder na-
turligvis, at varer i Alaska er meget
dyre — og bliver dyrere, jo længere
man kommer ud på landet.
Vi besøgte først hovedstaden Juneau
i Sydøstalaska for at tale med de folk,
som administrerede arbejdet blandt de
indfødte. Dette arbejde gøres ikke af
staten Alaska selv, men af unionsre-
geringen i Washington gennem en
særlig organisation, Bureau of Indian
Af fairs, som altså havde sit Alaska
hovedkvarter i Juneau og nærmest
svarer til vores grønlandsministerium.
En stor del af folkene i denne central-
administration havde tidligere arbej-
det ude i distrikterne i mange år, ofte
som lærere og vidste derfor, hvad de
havde at gøre med. Gennem dem fik
vi et godt indtryk af, hvordan hele ar-
bejdet blev grebet an, og hvilke ideer
man arbejdede efter.
Ingen lønmæssig forskelsbehandling
Amerikanerne betragter det som et
hovedmål at bringe de indfødte op på
lekt, som er meget forskellig fra den
nordlige, som til gengæld ligger så nær
op ad grønlandsk, at en grønlænder
uden større besvær vil kunne forstå
en eskimo fra norddistrikterne. Ala-
skadialekten ligger vist endda nærme-
re ved grønlandsk end mange canadi-
ske dialekter, da grønlænderne engang
er kommet direkte fra Alaska og der-
for er nærmere beslægtede med ala-
skaeskimoerne end med mange af de
canadiske eskimoer, der for en stor del
er mere fjerntstående indlandsstam-
mer, som senere er vandret ud til ky-
sten og har skudt sig ind imellem de
beslægtede stammer i Alaska og Grøn-
land.
Mens vi taler om sprogene: Det es-
kimoiske sprog i Alaska er i stærk til-
bagegang. Der findes intet eskimoisk
skriftsprog og der er aldrig undervist
i eskimoisk i skolerne. Resultat er, at
den yngre generation nu taler engelsk
de fleste steder og i mange tilfælde
ikke engang forstår eskimoisk længe-
re. Det er f. eks. ikke ualmindeligt, at
bedsteforældrene i en familie taler es-
kimoisk, forældrene begge sprog og
børnene kun engelsk.
Når amerikanerne fører denne
sprogpolitik, hænger det sammen med
hele det amerikanske kultursyn. Ame-
rikanerne består af mange forskellige
folkeslag, som allesammen selv har
måttet opgive deres egne sprog og kul-
turelle ejendommeligheder for at blive
amerikanere, og de venter naturligt
det samme af landets indfødte stam-
mer, som man simpelthen ønsker at
gøre til amerikanere på lige fod med
alle andre. Men prisen er altså, at den
gamle kultur og sproget må ofres.
Man kunne vente en reaktion blandt
eskimoerne overfor en sådan udvik-
ling, men selvom vi mange gange
spurgte direkte, mødte vi ikke hos es-
kimoerne nogen modstand mod denne
udvikling. Enkelte mente måske, det
var kedeligt, at alt det gamle sådan
forsvandt, men de mente alle, at det
var uundgåeligt og nødvendigt, hvis
de skulle nå til fuldstændig ligestil-
ling.
et leveniveau som alle andre amerika-
nere, men de mener ikke, at dette vil
være muligt, hvis de bliver boende
ude i de afsides distrikter, hvor det er
yderst bekosteligt at skabe et moderne
samfund, og hvor der ikke findes er-
hvervsmuligheder, som kan bære et
moderne samfund. Ganske vist findes
der som nævnt store rigdomme mange
steder, men lønningerne i Alaska lig-
ger meget højt, først og fremmest for-
di den amerikanske regering ved an-
læggelse af militærbaser har betalt
den lokale arbejdskraft med de sam-
me høje lønninger, som man måtte gi-
ve arbejdere fra USA selv. Det er der-
for umuligt at starte nogen industri,
som kan producere lige så billigt, som
industrier længere sydpå, hvor løn-
ningerne er lave. Selvfølgelig kunne
staten bygge anlæggene, som man gør
i Grønland, selvom der ikke var ga-
ranti for overskud, men det strider
imod hele den amerikanske politiske
ide at lade staten drive erhverv. Det
overlades til de private, og for Alaskas
vedkommende betyder det altså, at der
næsten ingenting bliver startet.
Flytning eneste løsning
Hvis man alligevel ønsker at bringe
indianere og eskimoer op på en mo-
derne levestandar, findes der kun een
måde: At flytte dem fra deres egne
områder til områder med bedre mu-
ligheder, enten i de store byer i selve
Alaska eller helt ned til selve de for-
enede stater. Og det er da også den
politik, man fører, — og man søger at
nå det ad to veje.
For det første giver man de indfødte
så fine skoler og så god en undervis-
14