Atuagagdliutit - 01.12.1960, Blaðsíða 18

De
nye
[gØGER
Ib Freuchen: „De kom med et barn"
Fremad. 130 sider. 16,75.
Peter Freuchens lillebror, lægen Ib
Freuchen, har skrevet en spændende
og handlingsfyldt bog fra Nordnorge
om noget i moderne litteratur så sjæl-
dent behandlet som blodskam. Fortæl-
leren er en gammel norsk skibskap-
tajn, der nu passer en lille telegraf-
station på linien — med barsk humor
og megen menneskekundskab beretter
han om de mennesker, som omgiver
ham i den lille bygd: Hotelværten, in-
geniøren, der måler op til en planlagt
jernbane, hans kone, der kommer på
besøg, den fanatiske præst og datteren
Siri, den unge danske medicinske stu-
dent, der er kommet til bygden på
rekreationsophold, og mange andre.
Forholdet mellem disse mennesker er
allerede spændt, da de to unge men-
nesker fra den meget smukke forside-
tegning af Ernst Clausen kommer van-
drende ned til bygden ude fra en af de
fjerne, øde sidedale for at få deres
barn døbt. Stor ballade, da det viser
sig, at de er bror og søster.
Det er en glimrende bog, om end Ib
Freuchen lider af samme svaghed som
storebror Peter: en manglende sans
for at slå bremserne i for de drama-
tiske begivenheder, disse mange døds-
fald, ulykker, uhelbredelige sygdomme,
forvredne sind, frembrydende sinds-
sygdomme .. Men selve hovedtemaet,
blodskamsforholdet (som det jo hed-
der med vedtagen victoriansk sprog-
REJSEGRAMMOFONER
brugle - med 10 grammofonplader
OKalugfarfuf angatdlålagkat
alornikut — OKalugtariuvdlo
nOtal 10
85,00 kr. + nagslftnerata akla llångutdlu-
go tigunerane akillgagssångordlugit
nagsidneKasaput.
kr. 85,00 + porto, sendes pr. efterkrav.
The Old Record,
Elmegade 10, København
l------------------------------------->
brug), er behandlet med nænsomhed,
lægelig naturlighed og menneskelig
indsigt.
H. C. Jørgensen: „Kun en Brik“
Fremad. 224 sider. 17,75.
H. C. Jørgensens syvende roman. De
seks foregående har ikke skabt ham
nogen varig plads på parnasset. Den- ,
ne er ikke så tosset. En række men-
nesker — ledere og arbejdere —- for-
tæller om en stor dansk tørelement-
fabrik — alle i jeg-form, således at vi
faktisk får de samme hændelser for-
talt gang på gang, blot set fra forskel-
lige sider. En moderne litterær meto-
de. Der er seksten mennesker, der for-
tæller, og det er de ti for mange, men
alligevel vil man huske nogle af dem.
Det lykkes forfatteren — trods læse-
rens øjeblikkelige antipati mod bogen
på grund af dens uheldige omslag, ti-
tel og oplæg — at holde én fast, at
fængsle én, få én til at følge disse
mennesker, som man virkelig kommer
til at kende ud og ind, med interesse.
Det er ikke stor litteratur — der er
alt, alt for mange ord i kilometerlange
udredninger og lommefilosofiske over-
vejelser — men nu og da fænger bo-
gen i et glimt, og al direkte tale er
ramt på et hår, en virkelig ægte aflyt-
ning og gengivelse af arbejdspladsens
sprog.
Niels E. Nielsen: „Byen der ikke adlød"
Hasselbalch. 208 sider.
Sommeren 1974 er lys og lykkelig.
De to store magter på jorden, sam-
menslutningen af demokratier i For-
bundsstaterne og den totalitære blok
Centralunionen, har siden krigen slut-
tede i 1945 balanceret på atomkrigens
rand. Nu ser det endelig ud til, at krig
skal være noget, som hører en barba-
risk fortid til. Centralunionens repræ-
sentant i Verdensrådet har fremsat
nye, epokegørende nedrustningsfor-
slag, statsmænd holder optimistiske
taler, alt er fredeligere end i mange
år.
Skriv til Magasin efter bøgerne
agdlagdlutit Magasin’imut atuagarsiniarit
Magasin har Danmarks
største boglade og skaf-
fer Dem omgående alle
de bøger, De ønsker Dem.
Skriv også venligst efter
kataloger.
Magasin Danmarkime
tamarme atuagauteicar-
nerssauvoK atuagkatdlo
sugaluitdlunit perusuta-*
tit piårnerpåmik nagsiti-i
sinauvdlugit.
kataloginik agdlagfiga-
luta piniåinarsinauvutit.
Kongens Nytorv 13 - København K
En kvalitetscigar til en populær pris...
En sommermorgen ved daggry våg-
ner den unge politiker og fjernsyns-
kommentator Peter Daniel i en by i
et af de lande, som grænser op til
Centralunionen. Højt oppe sejler mæg-
tige flåder af raketfly, luften er fuld
af dalende faldskærme og vagtsomt
svirrende enmandshelikoptere. Byen,
landet, er overrumplet af soldater,
som har årelang, minutiøs træning i
det skjulte bag sig. Alle kommunika-
tioner til omverdenen er afbrudt —
kun fjernsynet fungerer, og i det for-
kynder nye, smilende speakere, at
endnu et land frivilligt har valgt at
tilslutte sig Centralunionen.
Peter Daniel er ingen helt, men en
bande unge desperados får ham med
på en vanvittig plan om at trænge ind
i fjernsynshuset, hvorfra han i en glo-
bal udsendelse skal fortælle, hvad der
virkelig er sket. Det vil stille Central-
unionen overfor et ultimatum, som vil
standse hele overrumplingsplanen. —
Peter Daniel og de unge kæmper i
byens kloaker, og han bliver i folke-
myten til helten — byen vågner (il
modstand, byen overgiver sig aldrig.
En af de unge oprørere, pigen Susan,
er noget teatralsk skåret til, det er bo-
gens eneste fejl — ellers er handlingen
i øvrigt så sindssygt spændende, at
her ikke skal refereres eet ord mere.
De skal selv læse den bog.
Niels E. Nielsen, den sydsjælland-
ske landsbysnedker med den forbav-
sende produktivitet, har skrevet en ny
science-fiction, som er klog, engageret
og demonstrerende menneskets ukue-
lige vilje. Dertil er den litterært i
skønneste orden og kan anbefales på
det voldsomste.
Arne Weihrauch: „Skyggen i Døren".
Hans Reitzel. 92 sider. 4,95.
Dansk debutbog — udkommet i
Hans Reitzels i øvrigt fortræffelige
billigserie. En lille, tynd og ganske
mærkelig bog, svingende mellem op-
levelse og erindring, virkelighed og
uvirkelighed i een lang associations-
film. En mand, hvis navn vi aldrig
får at vide, genoplever på kort tid sit
hele liv. Langsomt dæmrer det for os,
at han er fange, sat i fængsel i en
diktaturstat, som kan være Nazi-
Tyskland i trediverne eller en tænkt
stat i tresserne eller for den sags
skyld i halvfjerdserne. Der er fine
sansninger i bogen, meget intenst
skildrede barndoms- og ungdomsople-
velser, og langsomt begynder en ube-
stemmelig angst, uhygge, gru som hos
Kafka at snige sig ind over læseren.
Meget i bogen er dygtigt gjort — også
klarlæggelsen af alt det, vi kun har
anet, på de allersidste sider — men
der er desværre også en masse manér
i den. Af frygt for ikke at få sin bog
særpræget og Kafka’sk nok kommer
Weihrauch ofte ud i det forvirrende
eller næsten uforståelige — til læse-
rens allerstørste irritation.
Men en usædvanlig debut er det,
litterært, interessant, og til sidst i bo-
gen trænger — som i „Byen der ikke
adlød“ — et stærkt indtryk af den
menneskelige viljes uovervindelighed
sig på.
Johannes Wulff: „Fjerne År".
Nyt Nordisk Forlag. 245 sider. 18,75.
En erindringsbog. Johs. Wulffs far;
var kustode på Universitetsbiblioteket
i København og boede i en kælderlej-
lighed på Universitetet, så børnenesi
opvækst foregik midt i latinerkvarte-i
ret i de fjerne år, da der kørte heste-i
drosker i København, og „Hønen" kør-*
te på Nørrebrogade. Bogen starter med|
de allerførste erindringer og fører op|
til drengen Johannes i tretten-fjortenl
års alderen. En stor del af bogens sid-t
ste halvdel handler ikke om latiner-
kvarteret, men om landet — landet,
hvor Johannes tilbragte uforglemme-
lige somre på en bondegård, hvis atmo-
KGL. HOFLEVERANDØR
J. CHR. ANDERSEN
Indehaver: Jacob Kong abak
OST — imugssuaK
Vimmelskaftet it København K.
Tlgr. adr.: Emmenthal.
sfære og folk er skildret med for-
elskelse og intensitet. Hvis De for
nogle år siden læste Wulffs „Katten,
der fik feber" (det års bedste danske
bog), vil De vide, hvor nært og næsten
møgduftende han kan skildre livet på
en gård.
Men alle erindringerne — både dem
fra København og dem fra landet, de
små korte fra han var meget lille og
de længere, novelleagtige fra en mere
fremskreden alder — har det til fæl-
les, at de er fulde af menneskelighed,
klagskab og den underfundige humor,
som er så helt Wulffs egen. Og ærlig-
hed. — Der er intet som helst støvet
over disse erindringer, for det er en
digter, som fortæller. Bogen læses med
samme lethed og spænding som en ro-
man — men, stol på det, den bliver
taget ned fra hylden igen mere end
een gang!
Robert Neumann: „Månens Bagside".
Branner og Korch. 208 sider. 17,75.
Månen har en bagside, som er lidet
kendt — og det menneskelige sind
har en natside, som lige så sjældent
bliver belyst. Det skal vist være me-
ningen med titlen (som for resten
burde have været — i direkte over-
sættelse — „Månens Mørke Side";
apropos oversættelsen, så er den dår-
lig, enten dette så skyldes sjuskeri el-
ler manglende sprogsans hos overin-
dianeren Otto Walsted).
En østrigsk sagfører i fyrrerne ven-
der hjem efter 14 års ophold i russi-
ske fangelejre og overtager sin fars
praksis i den lille og usandsynligt
spidsborgerlige by. Pludselig ser han
sig anklaget for mord på sin fars an-
den hustru og får travlt med at redde
skindet — og bogen skildrer de to
døgn, hvor han har virkelig travlt
med denne beskæftigelse. Han afslører
efterhånden en masse og får vendt
vrangen ud på alle de mennesker, han
kommer i berøring med, og køn er den
ikke — vrangen.
En egentlig kriminalroman er bogen
ikke. Dens ambition er tydeligt nok at
være et stykke rystende dybdepsyko-
logi. Og den begynder godt, man fan-
ges hurtigt ind, spændingen er der —
og så ødelægges det hele i historiens
sidste del, hvor usandsynlighed dynger
sig på usandsynlighed, så det hele
først bliver ufrivilligt komisk, siden
umådeligt irriterende. Og det, som
virkelig ender med at være rystende,
er, at forfatteren tør byde sin læser
bogens sidste kapitler.
Ruth Park: „De Gyldne År".
Branner og Korch. 256 sider. 21,75.
Omslaget er ualmindelig festligt —
guldgravere, kvinder i gammeldags
kjoler, heste, hunde, prærieskonnerter,
en kros træfacade, råbende og gesti-
kulerende mennesker og i baggrunden
majestætiske bjerge. Og for engangs
skyld holder bogen, hvad omslaget lo-
ver.
Hvad lover omslaget? Ikke den store
litteratur, men levende, spændende,
festlig underholdning i et sjovt milieu.
Tilmed viser det sig, at bogens sprog
også er levende og festligt og med en
humor, som man ikke er forvænt med
i underholdningsromaner, og at mi-
lieu’et er endnu fjernere end man
troede — nemlig New Zealand for
hundrede år siden, da rige guldfund
blev gjort i den øde provins Otago og
mennesker fre hele verden strømmede
tu.
Det er en rigtig guldgraverbog. Kors,
hvor der leves! Fortællingen er lagt i
munden på den skotske pige Tatty,
hvis egen lidt ferske kærlighedshisto-
rie er en af bogens bihandlinger. Ho-
vedhandlingen er simpelthen guldgra-
verbyen Calicos tilblivelse og vækst.
Mod slutningen af bogen bliver hæn-
delserne lige kulørte nok, men indtil
da må man tro, at man får et ærligt
og redeligt billede af hele guldgraver-
epoken i New Zealands historie, for-
talt med en vældig oplagthed og et
væld af sproglige knaldperler (en gade
har „huller så store, at en hest kunne
drukne deri", og en kusks ansigts-
træk er „formet med samme kunst-
færdighed, som man ofrer på at køre
en tommeltot rundt i et- fad kold
grød").
Gunner Gersovs oversættelse er for-
trinlig.
18