Atuagagdliutit - 26.01.1961, Blaðsíða 11

GRØNLANDSPOSTEN
akissugss. årKigss. Ansvarshavende: Erik Erngaard.
REDAKTION GODTHÅB GRØNLAND
Københavns-redaktion: journalist Helge Christensen, Baneledet 19, Virum
tlf. 845894
Annonceekspedition: A. Stig Olsen, Høj agervej 15, Rungsted Kyst, tlf. Rungsted 1199
tusagagssiortut Korrespondenter
Kanortalik: Kontorist Otto Korneliussen. Sydprøven: Landsrådsmedlem Jakob Niel-
sen. Julianehåb: Frida Halfan-Nielsen, postmedhjælper Martin IlingivåKéK. Nar-
ssau: Lærer Peter Petersen. Ivigtut: Telbet. Milling. Ar suk: Fendrik Heilmann. Fre-
derikshåb: Overkateket Matthæus Tobiassen. Fiskenæsset: Kateket Bent Barlaj.
Sukkertoppen: Overkateket Lars Møller, telegrafist Hans Christiansen. Holsteins-
borg: Johs. Jokumsen, lærer Hans Ebbesen. Godhavn: Overassistent Richard Maule
Frederiksen, mester Emil Lindenhann. K’utdligssat: Egede Boassen, Anda Nielsen.
Egedesminde: Knud Abeisen, observatør Hove. Jakobshavn: Telbet. Mortensen, Ma-
rius Sivertsen. Christianshåb: Jørgen Petersen, kæmner Westermann. Claushavn:
Udstedsbestyrer Fritz Fencker. Umanak: Pastor S. E. Rasmussen, overkateket Ed-
vard Kruse. Upernavik: Erhvervsleder Hendrik Olsen, overkateket Knud Kristian-
sen. Angmagssalik: Distriktsskoleleder John Jensen. Kap Tobin: Ib Tøpfer. Skjold-
ungen: Poul E. Hennings.
Årsabonnement i Grønland 15 kr.
do. i Danmark 18 kr.
do. i udlandet 25 kr.
Løssalgspris: 60 øre
pissartagaKarneic uk. Kalåtdlit-nunane 15 kr.
do. Danmarkime 18 kr.
do. nunane avdlane 25 kr.
plsiarinenarnerane: 60 øre
NQngme sinerissap kujatdliup naKiteriviane naicitigkat
TRYKT I SYDGRØNLANDS BOGTRYKKERI GODTHÅB
Statens
Smølecentral
E. E. Beboerne i Arsuk har ikke set en
film i det sidste halve år. Biografens
transformator brændte sammen i au-
gust, og selvom man i Danmark — ef-
ter seks rykkertelegrammer fra Godt-
håb — lovede at sende en ny transfor-
mator op med „Lily Nielsen", kom den
ikke. Det oplyses nu, at transformato-
ren kommer med „Varia Dan", og så
kan biografen, når der engang bliver
skibsforbindelse til Arsuk, atter køre.
Porsåvidt skulle alt herefter være i
orden, selvom man nok kan undre sig
nålagauvfiup
påmårussivfia
E. E. arsungmiut ukiup agfå filmer-
simångitdlat. filmertitsissutip trans-
formatoria augustime aserorsimavoK,
méssa Danmarkimit neriorssutigine-
KarsimagaluartoK — Nungmit tele-
gramikut arfinileriardlune tuaviså-
rissoKarérmat — transformatorigssaK
„Lily Nielsen"ip nagsåsagå, tikisimå-
ngilaK. måna OKautigineKarpoK trans-
formatore „Varia Dan“ip nagsarniarå,
tauvalo Arsungmut avKuteKariarpat
tåssanimiut filmertarKigsinångusåput.
°ver, at der skulle gå et halvt år, in-
den man fik en ny transformator op,
men hvis de filmhungrende Arsuk-be-
boere tror, at de herefter skal til at se
film igen, må de tro om. Der er nem-
lig slet ingen film til rådighed, og Ar-
suk behøver i den forbindelse ikke
blive misundelig på andre grønlandske
byer, for de er stort set lige så dårligt
stillet på det område.
Forholdet er det, at Grønlands 18
biografer er udgået eller er lige ved
®t udgå for film. Man har i 1960 fra
Danmark modtaget ialt 18 film til for-
deling blandt 18 biografer, skønt man
burde have haft mindst 60, og de 18
film er forlængst udspillet. I forvejen
rader man i Grønland over en del
gamle film, der egentlig skulle have
været returneret til Danmark, men
belært af erfaringerne undlod man at
sende dem tilbage, og disse film, der
første gang vistes i Grønlands biogra-
fer for tre-fire år siden, er i mangel
af bedre sendt i ny cirkulation.
Til trøst for Arsuk og til ubehagelig
orientering for rette vedkommende
kan det oplyses, at en by som Godthåb
kun har to film tilbage, og når man i
det hele taget har kunnet vise film i
de sidste måneder, skyldes det ude-
lukkende, at Thule, der ikke forsynes
over Godthåb, men direkte fra Dan-
mark, ved en fejltagelse havde sendt
sine udspillede film til Godthåb. Dem
har man så „stjålet" til fortsat opbyg-
gelse for den stedlige befolkning. I
Sukkertoppen derimod er man helt
udgået for film, det samme er tilfæl-
det i Julianehåb, og på en række ud-
steder er det så længe siden, man har
®et en film, at man dårligt nok kan
huske, hvad det egentlig er for noget.
I Angmagssalik spillede man i sep-
tember sidste år den sidste film, man
har fået fra Danmark.
Som man kan forstå er det den rene
Jammerlighed med filmforsyningen
her på pladsen. Det er kulturrådet i
Godthåb, der står for distribueringen
1 selve Grønland (minus Thule og Øst-
grønland), og filmene får man fra Sta-
ens Filmcentral i København.
„Fra kulturrådets side har man gang
Pu gang i det forløbne år rykket for
den sædvanlige forsyning af film, men
det eneste, man har fået, er 18 film,
voraf flere ikke var tekstet på grøn-
audsk, så den grønlandsktalende del
af befolkningen næppe får noget stør-
re udbytte af dem.
Det synes aldeles klart, at underfor-
syningen på det filmmæssige område
skyldes Statens Filmcentral i Køben-
avn. Tidligere hørte filmforsyningen
p Grønland under Ministeriet for
lønland, og dengang gik det heller
1 ke særlig godt, men efter at forsy-
ningen sidste forår kom under film-
centralen, er det blevet helt elendigt.
Vi skal ikke her udbrede os om,
hvor vigtigt det er, at netop Grønland
1 en udviklingsperiode er velforsynet
jned gode og oplysende film — det
uyhe være indlysende også for med-
aibejderne i Statens Filmcentral —
men vi må indtrængende henstille, at
ei omgående bliver sat en stopper
°r den slendrian, der åbenbart er
remherskende i den ellers så udmær-
e e institution Statens Smølecentral.
tupingnångitsungilaK transformato-
rip nutåp nagsiunigsså ukiup KerKa
utarKissariaKarsimangmat, arsungmi-
utdle matuma kingorna filmertarid-
lernigssamik isumavdluåsagunik pa-
katsissugssåuput. filminingme issi-
gingnågagssaerutivigsimavoK, arsung-
miunitdlo sinerissame igdloKarfit av-
dlat usorineKartariaKaratik åma fil-
migagssaerusimangmata.
Kalåtdlit-nunane filmertarfit 18 i-
ssigingnågagssaerusimåput imalunit
filminik nungutsigalugtualerdlutik.
filmertarfingnut tåukununga 18-inut
avguatågagssångordlugit 1960-ime ka-
titdlugit filmit 18 Danmarkimit nagsi-
uneKarsimåput, méssa mingnerpåmik
filmit 60-usimassariaKaraluartut, fil-
mitdlume tåuko 18 Kangale issiging-
nårneKarérsimåput. Kalåtdlit-nunånl-
putdle filmit pisonarpåluit Danmarki-
mut utertineKarérsimassariaKaraluit,
filminigdle nungutsissoKartåinarmat
tåuko utertineKarnavérsårsimåput, fil-
mitdlo pisorKat ukiut pingasut sisa-
mat Kångiutut sujugdlermérdlutik
Kalåtdlit-nunane filmertarfingne ta-
kutineKarKårsimassut, mana pigssaile-
KineK pissutigalugo angalaortmeicar-
Kilersimåput.
arsungmiut tugpatdlersarniardlugit
nugmiutdle avångusuatdlagtiniardlu-
git oKautigineKésaoK Nungme filmit
mardluinångortut, Nungme Kåumatine
kingugdlerne filmertoKarsinausimang-
mat pissutauvoK Thulemit, Nuk av-
Kutigalugo filminik pilersorneicångit-
sumit, kukunikut filmit takuneicarér-
sut tåvånga Nungmut nagsiuneicarsi-
mangmata. Manitsumile måna filmig-
ssaerutivigsiméput åma K’aicortume
taimaitdlune, niuvertoruseKarfingnilo
ardlalingne filmertoKarsimanginera
sivitsungårmat Kangalunit kingug-
dlermik filmerneK erKaimanérupoK.
filmit Danmarkimit pineKarsimassut
kingugdlit Angmagssalingme septem-
ber icåumat takuneicarsimåput.
kulturrådip tungånit ukiume Kångi-
utume ardlaleriardlune filminik pig-
ssarsiniarneK tuavisårissutigineKar-
tarsimavoK, filmitdle tikisineicartut
18-Inåuput, tåukunånga ardlagdlit ka-
låtdlisut oKausertaKaratik, tåssa ka-
låtdlinit filmertartunit pigssarsivigi-
neKangårnaviarnatik.
ersserKarigdluinarpoK filminik pi-
lersorneKarKalårnermut Statens Film-
central KøbenhavnimitOK pissussoK.
filminik pilersorneKameK sujornagut
Kalåtdlit-nunane ministereKarfingmut
atasimavoK, taimanile åma filminik
pilersorneKarneic ingerdlavdluarsimå-
ngilaK, sujornale upernåkut filmcen-
tralimut atalernera kigdligalugo ajor-
sivdluinarsimavdlune.
Kalåtdlit-nunåne ukiut sujumukar-
fiussut nalåne filminik pitsaussunik
Kåumarsautaussunigdlo pilersuivdlu-
arnigssap pingåruteKarnera mauna
angnerussumik encartusångilarput, ta-
måna Statens Filmcentralime sulissut
arajutsisimanaviångingmåssuk — ilu-
ngersordlutale Kinutiginiarparput i-
lerKuliutlnagaK pitsåungitsoK nåla-
gauvfiup filminik påmårussivfiane pi-
giliutinarneKarsimagunartoK unigtine-
Kancuvdlugo.
DANSKERE og GRØNLÆNDERE
FRA tid til anden er der de senere år i
den danske presse fremkommet kritik
af og angreb på forholdet mellem dan-
skere og grønlændere i Grønland og
politikken over for grønlænderne i almin-
delighed. Det har været yndet at fremstille
de danske i Grønland som herrefolk, der
aldrig har forstået de nye tiders tegn, men
fremturer i den gamle kolonimentalitet og
derfor må kaldes til orden af den mere
fremskridtsvenlige hjemlige opinion. Man
har tit haft lyst til at give igen, så meget
mere som fortsat tavshed kan tydes som
indrømmelse.
Når forskellen på danske i Danmark og
Grønland så ofte understreges, stammer det
vist tit fra grønlændere, som har mødt beg-
ge slags, men glemt deres forskellige for-
udsætninger. Grønlænderne i Danmark ud-
gør et forsvindende mindretal af befolk-
ningen. Mange danske har aldrig set en
grønlænder, og disse bliver da interessante
og spændende. Tilmed er de i reglen unge
mennesker, som er sendt til uddannelse,
fordi de hører til eliten i Grønland samt
taler dansk. Hvem ser ikke gerne en sådan
dygtig og interesseret ung fyr i sin stue?
Man inviterer dem ud, gør stads af dem,
tager hensyn til dem — i mange tilfælde er
„forkæler" måske endda det rette ord. Det
bliver da en brat overgang, når de hjem-
vendt til Grønland atter forsvinder i mæng-
den, og de tager måske ikke alle overgan-
gen lige godt. Den skuffelse og bitterhed,
som i nogle tilfælde bliver resultatet, ret-
tes da let neton mod danskerne i Grøn-
land, der ikke tager de samme hensyn og
viser samme interesse, som man gennem
år har vænnet sig til.
Vores forhold til grønlænderne er jo
langt mere uromantisk og prosaisk. Vi mø-
des på arbejdspladserne i dagligdagen, hvor
vi stiller krav til hinanden, og i fællesskab
prøver at løse opgaverne. Vi respekterer,
uden at tænke så meget over race, den
dygtige og solide arbejder på begge sider
og kritiserer den dårlige. I virkeligheden
kan den hjemmedanske romantiske grøn-
lænderbegejstring i mange tilfælde netop
dække over en overlegenhedsfølelse, som
er meget mere usund end det usentimen-
tale kammeratskab, som opstår på daglig-
dagens arbejdsplads.
MAN bebrejder os, at der er for lidt
kontakt mellem de to befolknings-
grupper — og giver ofte dansk hov-
mod skylden. Det er rigtigt, at der
ikke er særlig megen kontakt i selskabsli-
vet, og det er beklageligt, men grundene
er ikke de angivne. Skellene i Grønland er
i de fleste tilfælde ikke racemæssige eller
nationale, men sociale — på samme måde
som i en lille dansk by, hvor folk overalt
er delt i bestemte omgangskredse, som er
dannet på grundlag af social position, fæl-
les interesser og forudsætninger, fælles
problemer o. 1. Eksempelvis vil det i en
dansk stationsby være usædvanligt, at den
højere embedsstand privat omgås arbejds-
mandsklassen i større omfang. Man kan så
beklage, at de sociale skel heroppe indtil
de seneste år i vid udstrækning er faldet
sammen med de nationale, men det er gan-
ske åbenbart, at efterhånden som flere og
flere grønlændere socialt kommer på linje
med danskerne, forsvinder den manglende
private kontakt også.
I et læserbrev nævntes en grønlandsk
pige, som måtte gå ind ad bagdøren hos de
danske. Hvor mange steder på landet i
Danmark vil man ikke se det samme — at
en morlille lister ind ad bagdøren til deg-
nen eller andre standspersoner — og for
den sags skyld til enhver. De danske her-
oppe har jo lige til nyordningen mest væ-
ret læger, præster, kolonibestyrere, altså
folk, som indtog samme stilling i samfun-
det som embedsmænd i en dansk landsby.
Det behøver ingenlunde at have noget med
nationalitet at gøre — selv om mange må-
ske nok tror det umiddelbart. Hvis det kan
være nogen trøst, er denne „udemokrati-
ske" skik på meget stærkt tilbagetog blandt
den nye generation.
Også sproget hæmmer kontakten. Det er
en yderst beklagelig kendsgerning, at få
grønlændere forstår dansk og færre dan-
skere grønlandsk. At dette er en effektiv
og uomgængelig hindring for nærmere kon-
takt og forståelse er umiddelbart indly-
sende, og dette er ikke blot kedeligt af
hensyn til idealerne, men i høj grad også
for hele samfundets fremgang og grønlæn-
dernes tilegnelse af nye ideer og forståelse
af nyordningen. Men man kan næppe med
føje bebrejde danske, som kun er heroppe
nogle år og i reglen arbejder hårdt, at de
ikke lærer sig grønlandsk, når man betæn-
ker, hvor stort et arbejde, der er forbun-
det hermed. Det vil være urealistisk at for-
vente det — mange forsøger, men opgiver
det, fordi det er for svært.
NÅR jeg nu har forsvaret de danske
heroppe, skal det selvfølgelig ikke
forstås sådan, at vi er uden fejl og
lyde. Der er blandt de 2000—3000 dan-
ske mange slags, og det er ingenlunde
svært at kritisere og finde eksempler på
manglende forståelse for de særlige for-
hold, de møder. Det er blot ikke mit an-
liggende her, men at pege på de punkter,
hvor man i hvert fald skyder dem forkerte
motiver i skoene hjemmefra.
Man undrer sig over, at så få grønlæn-
dere indtil nu har fået en højere uddan-
nelse. Det skal indrømmes, at det ud fra
hele vores baggrund kan se mærkeligt ud
— og at det i dag er en yderst farlig tinge-
nes tilstand. Men igen har det sine ganske
bestemte grunde, som må nævnes, for at
skyld og ansvar kan fordeles retfærdigt.
februarip 14-idnit Kalåtdlit-nunåta radioa-
tigut nang end tår tunik autdlakåtitsineKali-
saoK Afrikame sujumukarneK emartordlu-
go. tamatumane fuldmægtig cand. jur. Carl
Jørgensen OKalugpalåsaoK Tanganyikamik
Nigeriamigdlo, nunat tåuko erKigsivitdlior-
nertaKdngitsumik aungmigdlo kuissinerta-
Kångitsumik sujumukardluarsimassut er-
Kartordlugit. autdlakåtitagssat kalåtdlimit
iliniartitsissumit Ulrik Rosingimit nugter-
nendsåput. kulåne nunap dssingane takug-
ssduput Airikame nunat katit.dlutik 49-u-
ssut, tamdkerdlutik Kai åtdlit-nunanit 15.
eriåumik angneruvdlutik. Kalåtdlit-nunåt
Saharap angematigå. nunap åssinganitut
mardluk pårdldunendsångitdlat uko: Repu-
blikken Congo åma Congo-republikken, ki-
ngugdleu tduna erKigsivitdliorfiuvoK.
kingorna nangeKdtårdlugit autdlakåtitag-
ssane erKartornendsåput Israel Kinalo. tdu-
kuninga autdlakåtitsinigssat åmigssUneKå-
sdput fuldmægtig cand. jur. Karup Peter-
senimit.
☆ ☆ ☆
Den 14. februar indleder Grønlands radio
en ny udsendelsesserie, der skal handle om
det moderne Afrikas udvikling. Under tit-
len „Glimt fra det nye Afrika" vil fuld-
mægtig cand. jur. fcarl Jørgensen fortælle
bl. a. om Tanganyika og Nigeria, to afri-
kanske lande, som virkelig har haft frem-
gang uden forudgående uroligheder og
blodsudgydelser. Udsendelserne om Afrika
og de to lande vil blive oversat til grøn-
landsk af lærer Ulrik Rosing. På kortet
ovenover ses de afrikanske lande. Der er
ialt 49, og deres samlede areal er 15 gange
så stort som Grønlatid. eller sagt på en an-
den måde: Grønland kan være inden for
det område, der hedder Sahara. Når man
ser på kortet, må man ikke forveksle de to
lande, Republikken Congo og Congo-repu-
blikken. Det er sidstnævnte sted, der er
uroligheder.
I en senere udsendelsesserie vil Grøn-
lands radio behandle emnet Israel og Kina.
Udsendelserne om disse lande tilrettelæg-
ges af fuldmægtig cand. jur. Karup Peter-
sen.
Tidligere dansk politik på Grønland gik ud
på at bevare Grønland isoleret fra den øv-
rige verden med det gamle hovederhverv
sælfangsten som økonomisk basis og uden
forstyrrende påvirkninger fra den moderne
kultur. Efter at det politiske mål i Grøn-
land er ændret til integrering med det øv-
rige Danmark, og nyordningen startet, er
alle kræfter — eller i hvert fald mange —
sat ind på at forbedre uddannelsen af
grønlændere på alle felter. Der kan natur-
ligvis peges på mange enkeltheder, som
kan forbedres, men enhver med blot lidt
kendskab til disse forhold ved, at der er én
ting, som mere end noget andet stiller sig
i vejen for en virkelig radikal forbedring
af uddannelsen: mangelen på kendskab til
dansk sprog. Selv om det går fremad på
det punkt, går det langsomt, men hvis der
skal ske en ændring, så skolens strenge
krav til grønlandsk lempes til fordel for
dansk og andre nødvendige fag, da kan
danske myndigheder ikke foretage sig no-
get. Et sådant initiativ må naturligt kom-
me fra grønlandsk side, nærmere betegnet
fra landsrådet, og for så vidt tør jeg godt
sige, at nøglen til bedre uddannelse i al-
mindelighed for grønlænderne har de selv.
Jeg har netop i sommer i Alaska iagttaget,
hvordan amerikanerne, som hidtil har væ-
ret langt bagefter os m. h. t. eskimoernes
uddannelse, nu i de seneste år helt har di-
stanceret os og er på vej til at uddanne
flertallet af alle unge eskimoer til virkelig
faglig dygtighed på et eller andet felt —
blot fordi de lader alt ske på engelsk.
DENNE artikel har hidtil været et for-
svarsskrift. Jeg har lyst til at gå over
i offensiven med den påstand, at mis-
forstået hjemmedansk føleri i grøn-
landske spørgsmål er langt farligere for en
sund udvikling heroppe end enkelte ud-
sendtes evt. overmenneskemanerer.
Det siges i almindelighed, at nye bevil-
linger er vejen frem for at skabe det nye
Grønland. Det er rigtigt, for så vidt som
det ikke kan skabes uden nye bevillinger.
Men det er forkert, hvis man tror, at det
skabes alene med nye bevillinger fra dansk
side. Alle eksperter, som i disse år arbej-
der med udvikling af de underudviklede
samfund rundt i verden, erklærer enstem-
migt, at alt står og falder med, om man
får befolkningen med som aktive medar-
bejdere, om den kommer til at føle sig
delagtig i skabelsen af det nye samfund.
Ellers vil det blot blive som en far, der
forsyner sin søn med penge uden samtidig
at sætte ham i stand til selv at tjene nogle
— og derfor må blive ved at forsyne ham.
Eller sagt på en anden måde. Det må
være sådan, at de penge, der tilflyder
Grønland, går ind i det videre opbygnings-
arbejde som investeringer og på den måde
bliver ved at arbejde. Befolkningens større
velstand må udtrykke sig deri, at den selv
overtager stadig flere opgaver og forplig-
telser og dermed selv bygger med på sam-
fundet.
Hvis det nye Grønland af befolkningen
skal føles som deres eget, hvis de skal be-
vare forbindelsen med det og forståelsen
af det og selv magte at overtage det, da
må de selv gennem anstrengelser og ofre
være med til at skabe det, på samme måde
som vore olde- og bedsteforældre i Dan-
mark gennem livslangt arbejde skabte de
værdier, som vi nu plukker frugterne af.
For så vidt er sagen altså meget enkel. Man
kan ikke både få i pose og sæk. Så længe
praktisk taget alle penge, som det offent-
lige på Grønland bruger, stammer fra Dan-
mark, vil det uvægerligt være den dianske
regering, som har den endelige afgørelse
om deres anvendelse.
Og det må i øjeblikket indrømmes, at
grønlænderne kun i meget begrænset om-
fang på denne måde er gået aktivt med ind
i nyordningen. Påstanden om grønlænder-
ne som passive tilskuere til opbygningsar-
bejdet er ikke grebet ud af luften. På nog-
le punkter kan man måske endda tale om
at befolkningen direkte modarbejder ud-
viklingen.
MAN må spørge: Hvorfor er det sådan?
I den forbindelse spiller det utvivl-
somt en stor rolle, at den jævne
grønlænder ikke har forstået, hvad
det er, der er ved at ske. Han har ikke no-
get sammenligningsgrundlag; han ved ikke,
hvad alle de mærkelige nye ord dækker
over. Han har ingen klar forestilling om
sin plads i det arbejde, der foregår. Der-
imod har han en masse forestillinger om
den nye grundlov og den ligestilling, som
deraf følger. Man forestiller sig den ofte
som en herlighed, der kommer dalende ned
fra himlen og med ét slag burde gøre en
grønlænders liv identisk med en danskers.
Da det ikke synes at ske trods mange
fremskridt, må det ligge i, at hans retfær-
dige krav til nyordningen endnu ikke er
opfyldt. Det er en udbredt opfattelse, at
nyordningen i alt væsentligt er Danmarks
opgave, og at den grønlandske befolkning
egen rolle mest er stadig at holde Danmark
fast på sit ansvar gennem nye krav.
Det må være nyordningens allervigtigste
opgave, at dette forhold snarest ændres, at
grønlænderen bringes til at forstå det uhy-
re ansvar, der hviler på ham, hvis dette
kæmpeeksperiment skal lykkes til gavn for
Grønland og Danmark og eksempel for ver-
den. Først da vil han begynde at yde, hvad
han kan. Til den ende bør man gøre alt
for, at en almindelig bredt anlagt oplys-
ningskampagne om nyordningens væsen og
problemer kan gennemføres på Grønland.
Men selv med en sådan forudsat kan man
ikke vente, at mennesker yder deres yder-
ste, hvis de ikke på en eller anden måde er
af Mads Lidegaard
nødt til det. Hvis alt alligevel sker, hvad
enten man selv er med eller ikke, så er
det jo nemmest at lade de andre om det.
Det er et meget alvorligt spørgsmål, om
Danmark gennem en for hensynsfuld og
blødsøden politik undlader at stille grøn-
lænderne over for den nødvendighedens
lov, som alene ville få dem til at yde den
indsats, som de uden tvivl kan yde — over
for den udfordring, som ville kalde på hele
den kraft, der utvivlsomt findes i befolk-
ningen heroppe.
De alvorlige menneskelige problemer,
som enhver nyordning og industrialisering
skaber, må blive livsfarlige, hvis ikke be-
folkningen i nogen grad selv er med i ar-
bejdet og dermed i hvert fald befries for
nogle af de værste underlegenhedsfornem-
melser og komplekser.
HVAD her er sagt indser i dag alle for-
nuftige grønlændere. De forstår også,
at forholdene kun kan ændres, ved at
der stilles krav til befolkningen, som
den mærker. Selv om det kan lyde brutalt
og hårdt, er det dog sikkert sandheden, at
ligesåvel som man opdrager børn og unge
bedst ved at stille krav til dem og give
dem ansvar, vil vi også tjene grønlænder-
nes virkelige tarv bedst, hvis vi overlader
alt til dem selv, som de — omend med nog-
le ofre — må formodes at kunne klare.
Men der er altid uansvarlige elementer,
som i stedet sår utilfredshed og lægger
skylden for alt ondt på myndighederne —
bl. a. fordi det jo er langt mere taknemme-
ligt end at sige sandheden til befolkningen.
Det er nemt at kræve udefra og lokke med
fagre ord. I Ghana sagde en negerpolitiker
i en tale til studenterne, at de ikke burde
skrue forventningerne op hos befolkningen
og love for meget som hurtigt resultat af
friheden, men snarere aktivisere befolk-
ningen til selv at arbejde for at opnå den
levefod, de længes efter.
Men det er netop det, den danske presse
meget sjældent gør. Tværtimod er den i
høj grad med til at skrue forventningerne
op hos grønlænderne og vende deres op-
mærksomhed bort fra de krav, der stilles
dem selv, til de krav, der stilles staten. Når
pressen hjemme hele tiden holder os dan-
ske heroppe frem som skræmmebillede
(hvad der oversættes og udsendes i Grøn-
lands radio), så får befolkningen det ind-
tryk, at det er os, der ikke er loyale mod
den politik, som de rare danskere i Dan-
mark ønsker ført. Derved ødelægges nemt
det samarbejde, som er det vigtigste af alt
i dagens Grønland.
Efter adskillige affærer og pressesensa-
tioner er mange danske heroppe ligefrem
overnervøse for at komme til at lave dis-
krimination, mens grønlænderne til gen-
gæld ser den alle vegne. På mange måder
hersker der i Grønland i dag omvendt for-
skelsbehandling, for så vidt som der tages
vidtgående hensyn til mennesker, hvis blot
de er grønlændere. I en børneskole hørte
jeg en dag nogle danske børn stå og knur-
re over en tilladelse, de ikke havde kunnet
opnå. Pludselig udbryder en af dem: „Øv,
det er også bare, fordi vi er danskere." Be-
mærkningen slog mig. Så urimelig den
umiddelbart lyder, er den ikke tilfældig.
Denne nervøsitet for ikke at tage hensyn
nok ødelægger let det naturlige forhold
mellem os heroppe. Og den gør det sær-
deles vanskeligt, fordi det netop er os, der
må lægge skuldre til, når der skal stilles
krav til befolkningen. Det er meget lettere
at være populær, når man står i et uan-
svarligt forhold, end når man er bundet til
dem i dagligt gensidigt ansvar.
Det kan være svært nok for grønlænder-
ne at forstå deres plads i nytiden. Det bli-
ver meget sværere, hvis dansk presse giver
forkerte informationer. Det er tragisk, hvis
grønlænderne bibringes den tro, at vi stil-
ler krav, fordi vi er herrefolk. Alt afhæn-
ger af, at de forstår, at kravene stilles for
deres egen skyld.
DEN største fare heroppe er i dag for-
kælelse, der vil berøve grønlænderne
evnen til at stå på egne ben. Det er
den hjemlige opinion, der gennem-
trumfer denne forkælelse, tit mod besin-
dige grønlænderes råd, mens vi danske
heroppe gennemgående prøver at holde
igen — og det er vist i virkeligheden det,
vi får på puklen for. Vi er ikke bange for
saglig kritik, men vi har krav på — om
ikke ligefrem støtte hjemmefra, så dog, at
vi ikke bliver udsat for dolkestik i ryggen.
Det er med ulyst, jeg har sat mig til at
skrive dette. Dels fordi det i dag er yderst
utaknemmeligt at forsvare så udsatte ofre
som hvide overmennesker i et ungt folk
på vej frem, dels fordi al denne snak om
forholdet mellem grønlændere og danske
og den stadige sætten skel, som følger der-
af, er de fleste af os inderligt imod, og den
trives vist i virkeligheden langt bedre i
danske bladspalter end i den grønlandske
hverdag. Netop derfor må man alligevel
tage det op, men tilbage står, at forskellen
rent faktisk allerede i dag i mange tilfælde
er uhyre svær at få øje på og sikkert vil
komme til at spille en stadig mindre rolle,
hvis blot begge parter heroppe får lov til
at hitte ud af det i fred og ro, og alting
ventes i naturens orden.
Mads Lidegaard.
SPANSK
SAHARA
SENS6AI
V'
MOZAMBIQUE
SWAZILAND
BASUT01AND'
11