Atuagagdliutit - 26.01.1961, Blaðsíða 13

skrællinger ud. Men velankommet til
Vesterbygden fandt han intet menne-
ske, hverken kristen eller hedning,
derimod en hel del heste, geder, køer
og får, som løb frit omkring.
Hvor var nordboerne? Var de på
fangstrejse? Næppe. De var bønder,
ville ikke alle på éngang forlade gård
og dyr. Var de slået ihjel af eskimoer?
Ekspeditionens leder, Ivar Bårdsson,
nævner intet derom, der var med an-
dre ord ingen tegn til kamp eller dra-
matik. Og hvis eskimoerne havde slået
folkene ihjel, hvorfor havde de så ikke
rørt kvæget? Ville noget jægerfolk
have kunnet stå for så oplagt og nemt
et bytte?
Ivar Bårdsson skriver ganske vist:
i,Nu haffue Skrelinge all Vesterbijg-
den vdt“. Det kan tydes — mener Ing-
stad — som noget i retning af, at nu
har eskimoerne hele Vesterbygden for
sig selv. Inugsuk-kulturens eskimoer
drog på denne tid sydpå i en slags fol-
kevandring, der må være opstået kon-
'kurrence på fangstfelterne i distriktet,
måske mindre sammenstød og gnid-
ninger, som har fået Vesterbygdens
folk til at klage til „forstanderen" i
Gardar — derfor var det, han kom
nordpå, og derfor kan der være me-
ning i fortolkningen.
Men hvor var så de mennesker ble-
vet af?
Der var tradition for, at rejserne til
Markland (Labrador), hvor man hen-
tede træ, og videre til Vinland, udgik
fra Vesterbygden. Der er grund til at
tro, at der i århundredernes løb er fo-
retaget mange togter til disse frugt-
bare og vildtrige lande, der måtte fo-
rekomme folk herfra som et rent pa-
radis (havde det bare ikke været for
de pokkers indianere!). Kun de første
togter er omhyggeligt beskrevet, de
var jo opdagelsesrejser. Disse lande lå
°g lokkede; når der var uår, blev
længslen efter dem stærk, den læng-
sel, som altid har ligget i nordiske
folk. Og der var ikke nær så langt som
til Norge.
Udvandringen
Ingstad mener, at Vesterbygdens
mennesker omkring midten af 1300-
tallet er udvandret til Nordamerika.
De tog så meget husgeråd og kvæg
med, som de kunne have i de ret små
fartøjer, og sejlede mod vest, ad de
nøje beskrevne sejlruter til Markland,
Helluland og Vinland. Her er forkla-
ringen på det meget vildtløbende kvæg
(at Ivar Bårdsson ikke var i tvivl om,
at folkene var helt borte og ikke blot
På fangstrejse eller lignende, fremgår
af, at han lastede sine skibe med så
meget kvæg, som de kunne bære, da
han sejlede hjem igen), og her er for-
klaringen på, at en hel del husgeråd
°g genstande, som hører til i stuehuset,
er udgravet fra staldene — man har
Pakket, men ikke kunnet have alt om
bord.
Sommerfuglelarverne
Hvorfor udvandrede de? Vi ved det
ikke, men måske har en kombination
af flere årsager gjort tilværelsen for
broget for dem. Der var eskimoerne,
den øgede konkurrence på fangstfel-
terne og ved jagten på vildren. Der
kan have været uår for får og kvæg
med islag eller dybsne, eller et af de
frygtede år med angreb af sommer-
fuglelarver kan have lagt græsnings-
landet øde, som Johs. Iversen observe-
rede det i 1932 i visse dele af Godthåb-
distriktet; samme Johs. Iversen har,
hvad der nok kan have betydning, iøv-
rigt netop påvist en invasion af som-
merfuglelarver omkring 1350. — Fiske-
riet kan være slået fejl, mange ting
kan have rottet sig sammen om at få
folk til at forsøge lykken i et nyt land.
'— Nok kunne man have grund til at
frygte Vinlands „skrællinge", india-
nerne — men med den selvtillid, nor-
diske folk (og — ikke for at fornærme
nogen, men alligevel: måske i særlig
grad nordmændene!) altid har været i
besiddelse af, har den frygt vel været
til at overvinde.
Ingstad nævner også, hvad Hans
Egede skrev, efter at han i 1723 havde
været ved kirkeruinen inderst i Godt-
håb-fjorden (Ujaragssuit): at han siden
havde spurgt „de Wilde", om det var
dem, der havde ødelagt denne stenbyg-
ning, hvortil de havde svaret, at de
Norske selv havde gjort det, „der de
droge her fra Landet".
Ingstad slutter: „Hvor de udvandre-
de grønlændinge bosatte sig, og hvad
der siden skete dem, véd vi intet om.
Men fra Vinlands-togterne véd vi, at
det var farligt at være få i indianernes
land".
Vi kan måske driste os til at tilføje,
at det var farligt at være mange i små,
tungtlastede skibe på det store hav....
Engelske piraler
Men i Julianehåb-distriktet levede
der nordboer i over hundrede år mere.
Hvad skete der med dem?
1400- og 1500-tallet var en piraternes
tid på alle have, hele piratflåder sej-
lede rundt på rov. Ofte fik foretagen-
det et skær af lovlighed, det var led i
kongers politiske spil.
Disse pirater optrådte med en hen-
synsløshed og et barbari, som ikke gav
vikingernes noget efter. De brændte,
plyndrede og myrdede, røvede gods og
guld og bortførte mennesker, mange
mennesker, som solgtes som slaver, en
strålende forretning.
Nordatlanten var et glimrende ope-
rationsfelt. Nordnorge, Færøerne, Is-
land var meget hårdt ramt, hele byer
blev indtaget af pirater, hele egnes be-
folkning blev slæbt bort, voksne og
børn, så landet lå folketomt hen.
Mange af disse pirater var englæn-
dere. Englændere havde gammel tra-
dition for handel på Island og Grøn-
land i forvejen.
I et pavebrev fra 1448 hedder det, at
en skibsflåde for tredive år siden (d.
v. s. omkring 1418) kom til Grønland,
angreb de der boende mennesker ved
et grusomt indfald og „ødelagde såle-
des fædrelandet og de hellige bygnin-
ger med ild og sværd, at på øen kun
blev tilbage ni sognekirker". (Der var
12 kirker og 2 klostre i Østerbygden,
4 kirker i Vesterbygden — foruden
mindre annekskirker). De slæbte „de
ynkværdige indbyggere af begge køn"
med sig — dog fik mange siden lov at
vende tilbage.
Ikigait
Man har diskuteret ægtheden af den
klage, som dette pavebrev bygger på,
og værdien af det som historisk doku-
ment anses af nogle for at være ringe.
Men ville det ikke være mærkeligt,
om sørøverne, som gennem en lang år-
række flittigt hærgede Island, overho-
vedet ikke havde vist sig i Grønland?
Landet var ikke ukendt, gennem år-
hundreder havde det haft handels-
mæssig forbindelse med omverdenen.
Og det havde vigtige ting at byde på,
bl. a. var tørfisk helt op til midten af
1500-tallet en uhyre værdifuld vare.
Udgravninger viser, at domkirken i
Gardar og andre kirker i Sydgrønland
synes at være ødelagt ved brand — så-
ledes også Herjolfsnæs. Det grønland-
ske navn for Herjolfsnæs, Ikigait,
oversætter Ingstad ved :„Stedet som
er ødelagt af ild".
Det er påfaldende, så få værdifulde
ting man har fundet i Østerbygden —
sammenlignet med Vesterbygdens
større udgravningsresultater. F. eks.
har man ikke fundet spor af kirkens
hellige kar eller andre kostbarheder i
norrøne eller eskimoiske ruiner. Fra
Island og andre steder véd vi, at disse
ting var noget af det første, piraterne
plejede at sikre sig, før de satte ild til
bygningerne.
Og endelig nævner Ingstad det han
kalder den eskimoiske „historiske tra-
dition", et begreb han blandt andet har
mødt i Alaska, og som er sideløbende
med sagaen, sagnfortællingen, og dog
vidt forskellig fra denne. Hvor sagnet
udmærker sig ved dramatik, kunstne-
risk form, „eventyr" (og upålidelighed
som historisk kildemateriale!), er den
eskimoiske historie-fortælling nøgtern,
ukunstlet, præcis i detaljerne — og i
de tilfælde, hvor der har været mulig-
hed for at konstatere det, pålidelig.
Der gik omkring tohundrede år fra
nordboerne forsvandt og til vor tids
kolonisation startede — og tohundrede
år er ingen tid for den eskimoiske hi-
storie-tradition, mener Ingstad. Hvis
eskimoerne udryddede nordboerne, er
det mærkeligt, at der kun findes sagn
om disse begivenheder, ikke historiske
beretninger.
Men der findes alligevel en eskimo-
isk historisk beretning, som kaster lys
over de norrøne grønlændinges sidste
tid — blot handler den på ingen måde
om kampe mellem de to folk, tvært-
imod.
Egedes beretning
Den findes nedskrevet i en dagbog,
ført af Niels Egede, Hans Egedes søn,
og det afsnit, som Ingstad citerer, har
så vidt han véd hidtil været lidet på-
agtet. Det er en sydgrønlænder, som
under en rejse nordpå fortæller Niels
Egede om Østerbygden og om pirater-
nes overfald.
Da beretterens forfædre, fortæller
han, kom nordfra, ville nogle af dem
bo hos de norske, hvilket disse dog
ikke ville have (de var som før nævnt
katolikker og efter alt at dømme stær-
ke i troen....). Men de ville gerne
have handelssamkvem med dem. Men
da eskimoerne nu havde „samlet sig
nogle Familier og hafde faaed nogen
Fortroelighed med dem", kom der syd-
vest fra tre skibe og plyndrede og slog
folk ihjel. Men nordmændene gik af
med sejren, slog de to skibe på flugt
og tog det tredie „til Priis". Grønlæn-
derne blev bange og flygtede ind i lan-
det. Men året efter kom en hel flåde
til kysten, „plyndrede og sloeg ihiel for
fode, toge deris Qvæg og Meubler med
sig og reiste deris Vey". De nordboere
som overlevede lastede deres skibe
med hvad de havde tilbage og sejlede
bort sydpå. Nogle blev dog tilbage, og
dem lovede eskimoerne at „staae bie
om tiere saadant ondt skulle hænde
dem".
En evakuering
Men året efter kom sørøverne tilba-
ge. Da eskimoerne så dem, tog de flug-
ten og bragte nogle af nordboernes
kvinder og børn med ind i fjorden
(åbenbart en evakuering). De andre ef-
terlod de „udi Stikken". Om efteråret
drog eskimoerne igen ud til kysten og
tænkte at finde nogle der, men måtte
„med Forskrækkelse see, at alle Ting
var bortrøved, Huuse og Gaarde op-
brænte og ødelagt, saa der fattis al-
ting". De tog kvinderne og børnene
med sig og flygtede langt ind i fjorden
og blev der i mange år og tog de nor-
ske kvinder til ægte.
Siden kom de igen ud til kysten. Pi-
raternes store tid var forbi, i mange år
så de intet til dem, og da der endelig
kom „Een af disse Snaphaner", en en-
gelsk kaper, var eskimoerne mange, og
engelskmanden turde ikke binde an
med dem, men handlede med dem.
Denne beretning virker, hævder
Helge Ingstad, ægte ved sin nøgterne
fremstilling og beskedne omtale af
egen indsats. Og det er af betydning,
at den fremkom så tidligt som i 1700-
tallet, berettet af en mand fra Syd-
grønland, som på den tid havde ringe
forbindelse med de hvide — det tyder
på, at traditionen om begivenhederne
ikke er blevet forkludret.
Altså: flere ting tyder samstemmen-
de på, at der har fundet piratoverfald
sted i Østerbygden. Men piraterne har
ikke udryddet nordboerne. Østerbyg-
den var stor og vanskeligt tilgængelig
med dybe fjorde etc., og mange men-
nesker boede temmelig afsides.
Ingen hjælp udefra
Hvad er der videre sket?
De gentagne angreb må have rystet
det lille samfund, det må have været
et hårdt slag, at centrale steder som
Gardar, Brattalid o. a. var lagt i grus.
De overlevende, som stod ved ruiner-
ne, måtte føle håbløsheden, de vidste,
at de aldrig på egen hånd kunne gen-
rejse det tabte — og hjælp udefra kun-
ne ikke ventes, Norge havde tilsynela-
dende afskrevet og glemt Grønland.
Og frygten for nye overfald var der
stadig. — Måske blev også det økono-
miske tryk efterhånden større og stør-
re på grund af de svigtende forbindel-
ser, følelsen af forladthed — det er jo
ikke altid nok at have føde og tøj nok.
Meget taler for, at de sidste nord-
boer forsvandt så sent som i begyndel-
sen af 1500-tallet, og at de udvandre-
de. Ikke i en stor fællesudvandring
som fra Vesterbygden halvandet hun-
drede år tidligere, men lidt efter lidt,
en gruppe, en familie, nogle få ad gan-
gen.
Hvortil udvandrede de? Nogle til
Nordamerika, nogle måske til De Bri-
tiske Øer. Det var jo ikke kun pirater,
som kom fra England, også fredelige
handelsskibe. Mod et vederlag i pels-
værk, spæk, tørfisk etc. skulle det ikke
være så vanskeligt at sikre sig trans-
port. Et tilbagevendende skib kunne
godt være tjent med at have betalende
passagerer. Og nordboerne var ikke
ukendte med den rejsemåde — det var
den, de havde brugt, da der var regel-
mæssig sejlads på Norge.
Nordmændene havde helt fra vikin-
getiden haft godt fodfæste rundt om
på De Britiske Øer, ikke mindst på Ir-
land, Orkneyøerne og Shetlandsøerne
havde mange norske slægter i tidens
løb havde bosat sig.
Hvad er sandt!
Hvad er rigtigt — Helge Ingstads
teori eller den hidtil gængse opfat-
telse?
Meget af det, Ingstad siger, virker
velunderbygget og overbevisende. An-
dre ting virker lidt for ligetil, lidt løse
i fugerne. Hvad skal man tro?
Det fornuftigste vil jo nok være at
lade de mennesker, der er kompetente
dertil — historikere, arkæologer, for-
skere — udtale sig om den ting, og så
iøvrigt blot glæde sig over den store,
smukke bog, som indeholder meget an-
det end det ovenfor refererede: kønne
billeder, beskrivelser af ruiner, ople-
velser fra den 2.500 sømil lange rejse
op og ned langs kysten med motorbåd,
da Ingstad sammen med sin kone og
en norsk sømand kiggede på de gamle
nordbobygder, drabelige historier fra
landnamstiden og Vinlands-togterne,
beretninger om studier af historiske
skrifter o.s.v. o.s.v. Skrive kan han,
Ingstad, og hans brogede fortid som
pelsjæger i Alaska, sysselmand (og
fangstmand) i Østgrønland i sin tid og
utrættelig iagttager af primitive folke-
slag (han har i lange perioder levet
sammen med indianere og eskimoer i
Alaska og Canada) gør, at han på i
hvert fald ét punkt er den stensikre
fagmand: han véd, hvad det er at leve
— og overleve — under de hårdeste
arktiske betingelser, et væsentligt plus
når grunden til et folks forsvinden fra
et arktisk område skal udfindes.
Lad være, at Helge Ingstad nu og da
er meget norsk og nu og da lidt rask
på den i sine konklusioner (én, som
har læst bogen, har gjort opmærksom
på flere svage punkter: f. eks. lyder
det mærkeligt, ja usandsynligt, at Ve-
sterbygdens befolkning skulle være
emigreret så fuldstændigt og fuldtal-
ligt uden at tage afsked med slægt og
venner, onkler og tanter, fætre og ku-
siner, svigermodre, forældre eller børn
i Østerbygden, ja uden at give dem så
meget som et praj; en anden mærkelig
ting er, at en del af Østerbygdens be-
folkning skulle kunne emigrere til
England omkring år 1500, uden at det
har sat sig spor i dette lands historie;
og hvad eskimosagnene om nordbo-
kampene angår, er det værd at lægge
mærke til, at Gustav Holm stødte på
nøjagtig de samme sagn på den isole-
rede grønlandske østkyst — hertil kan
dog bemærkes, at østgrønlænderne
ikke havde været helt uden forbindel-
se med sydgrønlændere) — trods alt:
Det er blevet en knusende interessant
bog.
Og endelig er det jo da også kun i
den sidste del af bogen, han fremlæg-
ger sine egne teorier. De første tre
fjerdedele af „Landet under Polar-
stjernen" handler om det, som man
véd, omtaler fund, historisk kildema-
teriale etc. — ikke om det, som man
tror. Så vil man have noget at vide om
landets ikke-eskimoiske fortid i en
spændende og tilgængelig form, er der
gods at hente hos Helge Ingstad.
(Helge Ingstad: „Landet under Po-
larstjernen". Forlaget Fremad. 406
sider. III. 38,75).
tag
En G&J flødekaramel er den herligste opmuntring
og forfriskning, De kan give Dem selv — og andre!
kukarnåt G&J’ip sanåve tåssåuput idmagsautigssat tu-
månguersautigssatdlo pisinaussatit avdlanutdlo tuniu-
sinaussatit pitsaunerpåt!
en opmuntring
Fås
med
chokolade-
smag eller
med smag af
lækker, fed fløde i
60-stk. kartoner.
G&J flødekarameller kan De
slet ikke undvære —
hav altid lommen fuld!
— tåssa uvånga pissut */s GALLE & JESSEN
- system i Deres skønhe
Bliv smukkere med
DUBARRY, den dejlige
serie af cremer, skin-
tonics og modens nyeste
make-upl
pinernerulerumaguvit DUBARRY
atoruk, cremet pitsagssuit,
imerpalassoK amermut
saligut kTnamutdlo pinersautit
pitsaunerpåt.
Brattalidime oKalugflkoK. Ruiner af kirken på Brattalid.
13