Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 26.01.1961, Blaðsíða 13

Atuagagdliutit - 26.01.1961, Blaðsíða 13
skrællinger ud. Men velankommet til Vesterbygden fandt han intet menne- ske, hverken kristen eller hedning, derimod en hel del heste, geder, køer og får, som løb frit omkring. Hvor var nordboerne? Var de på fangstrejse? Næppe. De var bønder, ville ikke alle på éngang forlade gård og dyr. Var de slået ihjel af eskimoer? Ekspeditionens leder, Ivar Bårdsson, nævner intet derom, der var med an- dre ord ingen tegn til kamp eller dra- matik. Og hvis eskimoerne havde slået folkene ihjel, hvorfor havde de så ikke rørt kvæget? Ville noget jægerfolk have kunnet stå for så oplagt og nemt et bytte? Ivar Bårdsson skriver ganske vist: i,Nu haffue Skrelinge all Vesterbijg- den vdt“. Det kan tydes — mener Ing- stad — som noget i retning af, at nu har eskimoerne hele Vesterbygden for sig selv. Inugsuk-kulturens eskimoer drog på denne tid sydpå i en slags fol- kevandring, der må være opstået kon- 'kurrence på fangstfelterne i distriktet, måske mindre sammenstød og gnid- ninger, som har fået Vesterbygdens folk til at klage til „forstanderen" i Gardar — derfor var det, han kom nordpå, og derfor kan der være me- ning i fortolkningen. Men hvor var så de mennesker ble- vet af? Der var tradition for, at rejserne til Markland (Labrador), hvor man hen- tede træ, og videre til Vinland, udgik fra Vesterbygden. Der er grund til at tro, at der i århundredernes løb er fo- retaget mange togter til disse frugt- bare og vildtrige lande, der måtte fo- rekomme folk herfra som et rent pa- radis (havde det bare ikke været for de pokkers indianere!). Kun de første togter er omhyggeligt beskrevet, de var jo opdagelsesrejser. Disse lande lå °g lokkede; når der var uår, blev længslen efter dem stærk, den læng- sel, som altid har ligget i nordiske folk. Og der var ikke nær så langt som til Norge. Udvandringen Ingstad mener, at Vesterbygdens mennesker omkring midten af 1300- tallet er udvandret til Nordamerika. De tog så meget husgeråd og kvæg med, som de kunne have i de ret små fartøjer, og sejlede mod vest, ad de nøje beskrevne sejlruter til Markland, Helluland og Vinland. Her er forkla- ringen på det meget vildtløbende kvæg (at Ivar Bårdsson ikke var i tvivl om, at folkene var helt borte og ikke blot På fangstrejse eller lignende, fremgår af, at han lastede sine skibe med så meget kvæg, som de kunne bære, da han sejlede hjem igen), og her er for- klaringen på, at en hel del husgeråd °g genstande, som hører til i stuehuset, er udgravet fra staldene — man har Pakket, men ikke kunnet have alt om bord. Sommerfuglelarverne Hvorfor udvandrede de? Vi ved det ikke, men måske har en kombination af flere årsager gjort tilværelsen for broget for dem. Der var eskimoerne, den øgede konkurrence på fangstfel- terne og ved jagten på vildren. Der kan have været uår for får og kvæg med islag eller dybsne, eller et af de frygtede år med angreb af sommer- fuglelarver kan have lagt græsnings- landet øde, som Johs. Iversen observe- rede det i 1932 i visse dele af Godthåb- distriktet; samme Johs. Iversen har, hvad der nok kan have betydning, iøv- rigt netop påvist en invasion af som- merfuglelarver omkring 1350. — Fiske- riet kan være slået fejl, mange ting kan have rottet sig sammen om at få folk til at forsøge lykken i et nyt land. '— Nok kunne man have grund til at frygte Vinlands „skrællinge", india- nerne — men med den selvtillid, nor- diske folk (og — ikke for at fornærme nogen, men alligevel: måske i særlig grad nordmændene!) altid har været i besiddelse af, har den frygt vel været til at overvinde. Ingstad nævner også, hvad Hans Egede skrev, efter at han i 1723 havde været ved kirkeruinen inderst i Godt- håb-fjorden (Ujaragssuit): at han siden havde spurgt „de Wilde", om det var dem, der havde ødelagt denne stenbyg- ning, hvortil de havde svaret, at de Norske selv havde gjort det, „der de droge her fra Landet". Ingstad slutter: „Hvor de udvandre- de grønlændinge bosatte sig, og hvad der siden skete dem, véd vi intet om. Men fra Vinlands-togterne véd vi, at det var farligt at være få i indianernes land". Vi kan måske driste os til at tilføje, at det var farligt at være mange i små, tungtlastede skibe på det store hav.... Engelske piraler Men i Julianehåb-distriktet levede der nordboer i over hundrede år mere. Hvad skete der med dem? 1400- og 1500-tallet var en piraternes tid på alle have, hele piratflåder sej- lede rundt på rov. Ofte fik foretagen- det et skær af lovlighed, det var led i kongers politiske spil. Disse pirater optrådte med en hen- synsløshed og et barbari, som ikke gav vikingernes noget efter. De brændte, plyndrede og myrdede, røvede gods og guld og bortførte mennesker, mange mennesker, som solgtes som slaver, en strålende forretning. Nordatlanten var et glimrende ope- rationsfelt. Nordnorge, Færøerne, Is- land var meget hårdt ramt, hele byer blev indtaget af pirater, hele egnes be- folkning blev slæbt bort, voksne og børn, så landet lå folketomt hen. Mange af disse pirater var englæn- dere. Englændere havde gammel tra- dition for handel på Island og Grøn- land i forvejen. I et pavebrev fra 1448 hedder det, at en skibsflåde for tredive år siden (d. v. s. omkring 1418) kom til Grønland, angreb de der boende mennesker ved et grusomt indfald og „ødelagde såle- des fædrelandet og de hellige bygnin- ger med ild og sværd, at på øen kun blev tilbage ni sognekirker". (Der var 12 kirker og 2 klostre i Østerbygden, 4 kirker i Vesterbygden — foruden mindre annekskirker). De slæbte „de ynkværdige indbyggere af begge køn" med sig — dog fik mange siden lov at vende tilbage. Ikigait Man har diskuteret ægtheden af den klage, som dette pavebrev bygger på, og værdien af det som historisk doku- ment anses af nogle for at være ringe. Men ville det ikke være mærkeligt, om sørøverne, som gennem en lang år- række flittigt hærgede Island, overho- vedet ikke havde vist sig i Grønland? Landet var ikke ukendt, gennem år- hundreder havde det haft handels- mæssig forbindelse med omverdenen. Og det havde vigtige ting at byde på, bl. a. var tørfisk helt op til midten af 1500-tallet en uhyre værdifuld vare. Udgravninger viser, at domkirken i Gardar og andre kirker i Sydgrønland synes at være ødelagt ved brand — så- ledes også Herjolfsnæs. Det grønland- ske navn for Herjolfsnæs, Ikigait, oversætter Ingstad ved :„Stedet som er ødelagt af ild". Det er påfaldende, så få værdifulde ting man har fundet i Østerbygden — sammenlignet med Vesterbygdens større udgravningsresultater. F. eks. har man ikke fundet spor af kirkens hellige kar eller andre kostbarheder i norrøne eller eskimoiske ruiner. Fra Island og andre steder véd vi, at disse ting var noget af det første, piraterne plejede at sikre sig, før de satte ild til bygningerne. Og endelig nævner Ingstad det han kalder den eskimoiske „historiske tra- dition", et begreb han blandt andet har mødt i Alaska, og som er sideløbende med sagaen, sagnfortællingen, og dog vidt forskellig fra denne. Hvor sagnet udmærker sig ved dramatik, kunstne- risk form, „eventyr" (og upålidelighed som historisk kildemateriale!), er den eskimoiske historie-fortælling nøgtern, ukunstlet, præcis i detaljerne — og i de tilfælde, hvor der har været mulig- hed for at konstatere det, pålidelig. Der gik omkring tohundrede år fra nordboerne forsvandt og til vor tids kolonisation startede — og tohundrede år er ingen tid for den eskimoiske hi- storie-tradition, mener Ingstad. Hvis eskimoerne udryddede nordboerne, er det mærkeligt, at der kun findes sagn om disse begivenheder, ikke historiske beretninger. Men der findes alligevel en eskimo- isk historisk beretning, som kaster lys over de norrøne grønlændinges sidste tid — blot handler den på ingen måde om kampe mellem de to folk, tvært- imod. Egedes beretning Den findes nedskrevet i en dagbog, ført af Niels Egede, Hans Egedes søn, og det afsnit, som Ingstad citerer, har så vidt han véd hidtil været lidet på- agtet. Det er en sydgrønlænder, som under en rejse nordpå fortæller Niels Egede om Østerbygden og om pirater- nes overfald. Da beretterens forfædre, fortæller han, kom nordfra, ville nogle af dem bo hos de norske, hvilket disse dog ikke ville have (de var som før nævnt katolikker og efter alt at dømme stær- ke i troen....). Men de ville gerne have handelssamkvem med dem. Men da eskimoerne nu havde „samlet sig nogle Familier og hafde faaed nogen Fortroelighed med dem", kom der syd- vest fra tre skibe og plyndrede og slog folk ihjel. Men nordmændene gik af med sejren, slog de to skibe på flugt og tog det tredie „til Priis". Grønlæn- derne blev bange og flygtede ind i lan- det. Men året efter kom en hel flåde til kysten, „plyndrede og sloeg ihiel for fode, toge deris Qvæg og Meubler med sig og reiste deris Vey". De nordboere som overlevede lastede deres skibe med hvad de havde tilbage og sejlede bort sydpå. Nogle blev dog tilbage, og dem lovede eskimoerne at „staae bie om tiere saadant ondt skulle hænde dem". En evakuering Men året efter kom sørøverne tilba- ge. Da eskimoerne så dem, tog de flug- ten og bragte nogle af nordboernes kvinder og børn med ind i fjorden (åbenbart en evakuering). De andre ef- terlod de „udi Stikken". Om efteråret drog eskimoerne igen ud til kysten og tænkte at finde nogle der, men måtte „med Forskrækkelse see, at alle Ting var bortrøved, Huuse og Gaarde op- brænte og ødelagt, saa der fattis al- ting". De tog kvinderne og børnene med sig og flygtede langt ind i fjorden og blev der i mange år og tog de nor- ske kvinder til ægte. Siden kom de igen ud til kysten. Pi- raternes store tid var forbi, i mange år så de intet til dem, og da der endelig kom „Een af disse Snaphaner", en en- gelsk kaper, var eskimoerne mange, og engelskmanden turde ikke binde an med dem, men handlede med dem. Denne beretning virker, hævder Helge Ingstad, ægte ved sin nøgterne fremstilling og beskedne omtale af egen indsats. Og det er af betydning, at den fremkom så tidligt som i 1700- tallet, berettet af en mand fra Syd- grønland, som på den tid havde ringe forbindelse med de hvide — det tyder på, at traditionen om begivenhederne ikke er blevet forkludret. Altså: flere ting tyder samstemmen- de på, at der har fundet piratoverfald sted i Østerbygden. Men piraterne har ikke udryddet nordboerne. Østerbyg- den var stor og vanskeligt tilgængelig med dybe fjorde etc., og mange men- nesker boede temmelig afsides. Ingen hjælp udefra Hvad er der videre sket? De gentagne angreb må have rystet det lille samfund, det må have været et hårdt slag, at centrale steder som Gardar, Brattalid o. a. var lagt i grus. De overlevende, som stod ved ruiner- ne, måtte føle håbløsheden, de vidste, at de aldrig på egen hånd kunne gen- rejse det tabte — og hjælp udefra kun- ne ikke ventes, Norge havde tilsynela- dende afskrevet og glemt Grønland. Og frygten for nye overfald var der stadig. — Måske blev også det økono- miske tryk efterhånden større og stør- re på grund af de svigtende forbindel- ser, følelsen af forladthed — det er jo ikke altid nok at have føde og tøj nok. Meget taler for, at de sidste nord- boer forsvandt så sent som i begyndel- sen af 1500-tallet, og at de udvandre- de. Ikke i en stor fællesudvandring som fra Vesterbygden halvandet hun- drede år tidligere, men lidt efter lidt, en gruppe, en familie, nogle få ad gan- gen. Hvortil udvandrede de? Nogle til Nordamerika, nogle måske til De Bri- tiske Øer. Det var jo ikke kun pirater, som kom fra England, også fredelige handelsskibe. Mod et vederlag i pels- værk, spæk, tørfisk etc. skulle det ikke være så vanskeligt at sikre sig trans- port. Et tilbagevendende skib kunne godt være tjent med at have betalende passagerer. Og nordboerne var ikke ukendte med den rejsemåde — det var den, de havde brugt, da der var regel- mæssig sejlads på Norge. Nordmændene havde helt fra vikin- getiden haft godt fodfæste rundt om på De Britiske Øer, ikke mindst på Ir- land, Orkneyøerne og Shetlandsøerne havde mange norske slægter i tidens løb havde bosat sig. Hvad er sandt! Hvad er rigtigt — Helge Ingstads teori eller den hidtil gængse opfat- telse? Meget af det, Ingstad siger, virker velunderbygget og overbevisende. An- dre ting virker lidt for ligetil, lidt løse i fugerne. Hvad skal man tro? Det fornuftigste vil jo nok være at lade de mennesker, der er kompetente dertil — historikere, arkæologer, for- skere — udtale sig om den ting, og så iøvrigt blot glæde sig over den store, smukke bog, som indeholder meget an- det end det ovenfor refererede: kønne billeder, beskrivelser af ruiner, ople- velser fra den 2.500 sømil lange rejse op og ned langs kysten med motorbåd, da Ingstad sammen med sin kone og en norsk sømand kiggede på de gamle nordbobygder, drabelige historier fra landnamstiden og Vinlands-togterne, beretninger om studier af historiske skrifter o.s.v. o.s.v. Skrive kan han, Ingstad, og hans brogede fortid som pelsjæger i Alaska, sysselmand (og fangstmand) i Østgrønland i sin tid og utrættelig iagttager af primitive folke- slag (han har i lange perioder levet sammen med indianere og eskimoer i Alaska og Canada) gør, at han på i hvert fald ét punkt er den stensikre fagmand: han véd, hvad det er at leve — og overleve — under de hårdeste arktiske betingelser, et væsentligt plus når grunden til et folks forsvinden fra et arktisk område skal udfindes. Lad være, at Helge Ingstad nu og da er meget norsk og nu og da lidt rask på den i sine konklusioner (én, som har læst bogen, har gjort opmærksom på flere svage punkter: f. eks. lyder det mærkeligt, ja usandsynligt, at Ve- sterbygdens befolkning skulle være emigreret så fuldstændigt og fuldtal- ligt uden at tage afsked med slægt og venner, onkler og tanter, fætre og ku- siner, svigermodre, forældre eller børn i Østerbygden, ja uden at give dem så meget som et praj; en anden mærkelig ting er, at en del af Østerbygdens be- folkning skulle kunne emigrere til England omkring år 1500, uden at det har sat sig spor i dette lands historie; og hvad eskimosagnene om nordbo- kampene angår, er det værd at lægge mærke til, at Gustav Holm stødte på nøjagtig de samme sagn på den isole- rede grønlandske østkyst — hertil kan dog bemærkes, at østgrønlænderne ikke havde været helt uden forbindel- se med sydgrønlændere) — trods alt: Det er blevet en knusende interessant bog. Og endelig er det jo da også kun i den sidste del af bogen, han fremlæg- ger sine egne teorier. De første tre fjerdedele af „Landet under Polar- stjernen" handler om det, som man véd, omtaler fund, historisk kildema- teriale etc. — ikke om det, som man tror. Så vil man have noget at vide om landets ikke-eskimoiske fortid i en spændende og tilgængelig form, er der gods at hente hos Helge Ingstad. (Helge Ingstad: „Landet under Po- larstjernen". Forlaget Fremad. 406 sider. III. 38,75). tag En G&J flødekaramel er den herligste opmuntring og forfriskning, De kan give Dem selv — og andre! kukarnåt G&J’ip sanåve tåssåuput idmagsautigssat tu- månguersautigssatdlo pisinaussatit avdlanutdlo tuniu- sinaussatit pitsaunerpåt! en opmuntring Fås med chokolade- smag eller med smag af lækker, fed fløde i 60-stk. kartoner. G&J flødekarameller kan De slet ikke undvære — hav altid lommen fuld! — tåssa uvånga pissut */s GALLE & JESSEN - system i Deres skønhe Bliv smukkere med DUBARRY, den dejlige serie af cremer, skin- tonics og modens nyeste make-upl pinernerulerumaguvit DUBARRY atoruk, cremet pitsagssuit, imerpalassoK amermut saligut kTnamutdlo pinersautit pitsaunerpåt. Brattalidime oKalugflkoK. Ruiner af kirken på Brattalid. 13

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.