Atuagagdliutit - 26.01.1961, Blaðsíða 17

I Algier er terror blevet
en dagligdags begivenhed
Mærkelige paradokser præ-
ger den algierske krig, som
nu har varet i mere end seks
dr. Men trods krigen sker der
store fremskridt i Algier
sådan. Da de første franske kolonister
kom til landet i 1830, slog de sig ned i
de usunde sumpe ved Mitidja-området.
De 250 første familier fik alle malaria,
men de gav ikke op, arbejdede der-
imod intenst og drænede områderne. I
dag er området et af landets mest
frugtbare. Der dyrkes vin, appelsiner
og grøntsager.
Fra Mitidja til Atlas-bjergene er der
ikke ret langt — målt med kilometer,
men målt i den menneskelige tidsreg-
ning er der flere hundrede år. Lige til
sorssungnerup kingunere
Krigens konsekvens
Hele eftermiddagen lå 30 svedende
mænd under den bagende sol. Det var
franske soldater, men det kunne man
ikke se, for de var ikke i uniformer.
De lå trykkede ned mod stenene i
dragter, der faldt sammen med om-
givelserne — en bjergegn i det nord-
vestlige Algier. Hensigten med den lil-
le kommando var at beskytte land-
mændene på Cheliff-sletten mod en
oprørsbande, der gennem nogen tid
havde hærget på egnen.
Kaptajnen for holdet stirrede intenst
ud mod den mørknende horisont, der
var trækninger ved hans øje og et stort
ar. Det stammede fra kampen i Indo-
kina. „Når solen er nede," sagde han
til den nærmeste mand, „vil de snige
sig forbi os som skygger. Hvis vi ikke
snart finder dem, vil der være adskil-
lige døde landmænd, når solen atter
står op.“
Denne dag gik det dog anderledes.
Kuglerne peb dem om ørerne
„Der er de!“ råbte en af de mænd,
der holdt udkig. Og på samme tid fy-
rede oprørerne mod franskmændene.
Maskingeværer hakkede, riffelkugler
peb både franskmændene og oprørerne
om ørerne, og håndgranater eksplode-
rede. Mørket sænkede sig, og langsomt
standsede skydningen.
„De flygtede," meldte en korporal.
„De forsvandt op i bjergene, vi har
måske ramt en eller to, i dette mørke
er det svært at se.“
Kaptajnen trak på skulderen og
brummede: „Hold mig underrettet
over radioen, hvis de skulle komme
igen,“ Han stirrede atter ud i natten
mod bjergene. „Tro ikke, det er let for
dem,“ fortsatte han, „kulde, sult, man-
gel på våben, jaget som dyr. Til tider
tror jeg, de er lige så lede ved det hele,
som vi er.“
Situationen er en af de mange, der
har fundet sted i Algier — og typisk.
Da slaget endelig kom, var det kort
og heftigt.
Dagligdagen i Algier
Efter ca. seks år med oprør er Algier
sygt af krig. Til daglig hærger ter-
ror’en en befolkning på 10,6 millioner,
hvoraf de 90 pct. er muhammedanere,
mens resten er bosatte europæere. De
bebor et land, der er mere end fire
gange så stort som moderlandet Fran-
krig. Bomber kastet ind i cafeer, bag-
hold, hvor man mindst aner det, og ne-
krologen i morgenavisen er dagligda-
gen i det algierske liv.
Begyndelsen til det, algierne kalder
„les événements" — begivenhederne —
fandt sted den 1. november 1954, da
nationalisterne indledte deres kamp
for uafhængighed. På den anden side
står europæerne, der værner og vogter
om de gamle tilstande, og som en kile
trænger den franske hær sig ind mel-
lem de to grupper for at berolige det
blødende land — og får kun utak for
hjælpen.
Mærkelige paradoxer
Nationalisternes styrker anslås
til at tælle 50.000 mand, samlet un-
der organisationen Moslem Front
de Libération Nationale, FLN, mens
de franske tropper tæller 450.000
mand — og overraskende nok er
150.000 af dem muhammedanske
frivilHge
Et andet paradox i den mærkelige
krig er, at nationalisterne, der er imod
kolonialisme, har dræbt ni gange så
mange muhammedanere som euro-
pæere, mens europæere, der fremover
ønsker et fransk Algier, to gange har
løftet våbnene mod Frankrig.
Men tro ikke, at krig og krigslignen-
de tilstande er noget nyt for Algier.
Det lyshudede, frihedselskende folk,
berberne, der har boet i bjergene siden
længe før Kristi fødsel, har set ro-
mere, vandaler, byzantinere, arabere,
tyrkere og franskmænd invadere lan-
det, og i 1942 nåede den anden ver-
denskrig til Algier.
Industriel revolution
Rent historisk har Algier altid været
et ingenmandsland. En underernæret
befolkning har gennem tiderne dyrket
den smalle middelhavskyst, mens de
triste Atlas-bjerge og det øde Sahara
— 90 pct. af landet — lå hen. Men i
dag ser Algier frem mod en eneståen-
de velstand.
„Vi står," siger algiererne, „hvor
Vestamerika stod for 100 år siden.
Olien er begyndt at flyde fra Sahara,
vi aner kun de enorme mineralrigdom-
me, der gemmer sig i jorden, og med
naturgassen har vi brændsel nok til at
gennemføre en industriel revolution."
Denne grøde, der er i landet, mærkes
især i hovedstanden Algier, der har
600.000 indbyggere. Sidste år besøgte
mere end 11.000 skibe havnen, og mere
end 5 millioner tons gods krydsede
kajen. Universitetet har 5.500 stude-
rende og anses for at være et af de
mest betydningsfulde i den franskta-
lende verden.
Det østlige og vestlige præg
Men — for der er et stort men —
byer er skarpt adskilt i øst og vest,
Afrika og Europa. På pladsen foran
regeringsbygningen står blinde musi-
kanter og aber, der gør kunststykker
for at tiltrække folks opmærksomhed,
mens travle studenter skynder sig for-
bi i retning af universitetets fakultet
for kerneforskning, hvor de gransker
i atomets mysterier. På cafeens hygge-
lige terrasse sidder europæerne med
deres apéritif, mens tilslørede muham-
medanske kvinder glider fordi deres
borde. Det hænder, at sløret er af ny-
lon og er kombineret med højhælede
sko. Mændene bærer så godt som altid
en baret.
Det virker fredfyldt, men vender
man sig om, får man øje på soldater
med maskinpistoler. De patruljerer ned
ad gaderne, mens en kirkeklokke i det
fjerne ringer solen ned.
Soldaterne skal undersøge, om der
ligger tidsinstillede bomber ved ind-
gangene til forretningerne, biograf-
gængerne må ikke forlade biografen,
før filmen er forbi; man tør ikke risi-
kere, at der ligger en bombe under et
af sæderne, postkontorerne modtager
kun pakker, der er pakket ind i over-
værelse af en af posthusets kontori-
ster, og selv dørvogteren ved natklub-
ben undersøger gæsterne, inden de får
lov til at komme ind til den heldbrin-
gende roulette.
Trods terror og krig
Men ikke desto mindre. Algier er en
by, der er inde i et vældigt opsving.
Soldater, oliemagnater og flygtninge
fra bjergene fylder gaderne. Nye lej-
ligheder bliver færdige, mens venteli-
sten stadig bliver større, og hotellerne
er så overfyldte, at gennemsnitlig 600
gæster må opgive at finde værelse
hver nat. Travle embedsmænd sørger
for, at de bliver indlogeret på passa-
gerskibe i havnen. For slet ikke at tale
om selve havnen. Fem kilometer kajer
er hjertet i byens pulserende liv, og
for den sags skyld også byens penge-
pung. Der er aktivitet døgnet rundt,
skibe glider ud og ind, kommer med
træ, stål og cement og sejler med frugt,
grøntsager og vin.
Nede omkring havnen findes Al-
giers ældste kvarter — den mysti-
ske Casbah. Her i det 20. århundre-
de på godt en kvadratkilometer bor
mere end 50.000 mennesker. Gader-
ne er så smalle, at solen aldrig når
ned i dem. De to trediedele af men-
neskene her lever af at sælge til
den sidste trediedel, siges der.
Besøger man denne bydel, skal det
være om søndagen. Muhammedanerne
strømmer op og ned gennem gaderne,
mens de forretningsdrivende står ved
forretningerne og skriger priserne på
deres varer ud over den bølgende
menneskemængde. Alle, tager tyrkiske
bade her. Kvinderne om formiddagen
og mændene om eftermiddagen og af-
tenen, og det koster kun en bagatel.
Den hjemløse kan sove her, og amatør-
handelsfolk faldbyder deres varer på
gaden. Hvad med en enkelt strømpe?
Prisen? 8 cents. Om der er nogen mage
til strømpen? Det er der ikke, men til
gengæld falder prisen til 5 c. Alle har
da brug for en ekstra strømpe, mener
handelsmanden.
Afstand i kilometer og tid
Det har imidlertid ikke altid været
nationalisterne startede den algierske
krig boede her efterkommere af de
gamle berbere og arabere, som gennem
århundreder har levet deres stille, til-
bagetrukne liv og passet deres dyr.
Men nu er det slut. Frankrig har
iværksat en vældig kampagne for at
løfte Algiers muhammedanere op fra
fattigdommen. Derved håber fransk-
mændene, at disse folk vil støtte de
franske planer, mens nationalisterne
rykker i dem fra den anden side, og
midt igennem deres land bølger krigs-
handlingerne.
Foran store afgørelser
I seks år har dette kaos stået på, og
man spørger uvilkårligt, hvad frem-
tiden mon vil bringe. Som situationen
ligger i dag forbereder præsident de
Gaulle selvstyre for Algier — det sam-
me som nationalisterne ønsker, men
ikke desto mindre står de alligevel
skarpt over for hinanden, for ingen af
dem har tiltro til genparten. Hidtil har
Frankrig ikke villet gå ind på nationa-
listernes betingelser for at få gennem-
ført forhandlinger, og nationalister-
ne hævder, at folkeafstemningen i Al-
gier fornylig kun var en narresut, for
at Frankrig kan få lejlighed til at
trække tiden ud.
Ved juletid rakte præsident de Gaul-
le hånden ud til forhandling, og for få
dage siden gjorde nationalisterne det
samme. Man må håbe, de to hæn-
der finder hinanden.
Lagaillarde, lederen af det franske oprør i
Algier mod Frankrig, fotograferet i Algier
Lagaillard, franskit algierimitut franskinut
pikigtitissut sujulerssortåt, Algierime dssi-
linekarsimassoK
A/S
Dansk Ilt- og Brint-
fabrik
København
ilt- åma brintiliorfigssuaK
danskit peicatigit piat
København
SOLGRYN nerissåkit
nukigtungorumaguvit
spis SOLGRYN og bliv stærk...
; ' i«
„■■■ .■■ ■' S / S s // .
nerissagssat indssutigssatut nalerKiitusagunik perKingnartOsagu-
nigdlo inQssutlgssartaKartariaKarput méiKanut inersimassanutdlo
nalerKutunik, taimåitumik SOLGRYN uvdlut tamalsa nerissåkit,
tåssame SOLGRYN akOKarmata måniup Kaicortortåta inOssutig-
ssartarpagssuinik kalkimigdlo kisalo akugalugltaok jern, fosfor
ama B-vitaminer.
Rigtig ernæring skal være sund og indeholde de ting, der er nød-
vendige for både børn og voksne, derfor skal De servere SOL-
GRYN hver dag, for SOLGRYN indeholder en rigdom af protein
og kalk samt jern, fosfor og B-vitaminer.
pårtap tunuane åssiliartauvdlutik iput titartagkat pisanganartut
nangendtdrtut Kiortagagssat, indiånerit, sdkutCt nutumigdlo nu-
nagssarsiortut.
Spændende udklipsserie med flotte indianere, soldater og nybyg
gere på bagsiden.
!
17