Atuagagdliutit - 26.01.1961, Blaðsíða 12

Kranium af mand fra Gardar. Han er af
udpræget nordisk, type, langskalle. Hjerne-
kapacitet 1.400 kubikcentimeter.
Hvad blev der af de gamle nordboer
på Grønland, som jo var totalt for-
svundne, da Hans Egede kom hertil i
begyndelsen af 1700-tallet?
Ja, det ved vi jo allesammen: Kli-
maet forværredes, livsbetingelserne
blev for dårlige. Besejlingen ophørte,
hvorved folket kom til at mangle livs-
vigtige stoffer. Degeneration og syg-
dom satte ind, folket glemte kulturar-
ven og gik over til hedenskabet. Es-
kimoerne fortrængte nordboerne fra
fangstfelterne, og efterhånden udryd-
dede de de sidste rester af dem.
Det er, hvad videnskab og menig-
mand har vidst længe.
Men nej, siger Helge Ingstad. Det er
løgn altsammen, hvert evige ord.
Klimaet forværredes ikke. Hvad vil
det i det hele taget sige, at klimaet
forværres? I arktiske egne kan det
være et gode, at temperaturen daler.
Der bliver mere is, køligere vand og
bedre livsvilkår for de udpræget ark-
tiske dyr — som nordboerne i så fald
ville kunne jage nærmere hjembyg-
derne i stedet for at foretage lange og
besværlige fangstrejser mod nord. Men
der er i øvrigt intet, som tyder på, at
en klimaændring har fundet sted.
Frithiof Nansen er en af de ikke så
få, som på et naturvidenskabeligt og
historisk grundlag hævder, at middel-
alderens klima på Grønland stort set
har holdt sig uforandret frem til i dag
— med ganske små svingninger op og
ned. Den danske geolog Johs. Iversen
hævder på grundlag af pollen-analy-
ser, at sommertemperaturen i Grøn-
land ikke har forandret sig væsentligt
de sidste tusinde år. En af nordboernes
vigtigste eksportartikler var tørfisk. I
midten af 1300-tallet skriver Ivar
Bårdsson, at der på Grønland er alle
slags fisk og mere end i noget andet
land. Det er, som Ingstad skriver,
„stærke ord fra en mand, som hørte
hjemme i fiskebyen Bergen". Beret-
ninger om stort fiskeri findes også fra
1132 og 1492, og i midten af 1600-tallet
fandt islændingen Clemens en vig
fuld af torsk ved Gunnbj ørnskær og
fyldte en båd med fisk. — En sådan
fiskerigdom forudsætter, at vandtem-
peraturen ikke er for lav, og der er
som bekendt en nøje sammenhæng
mellem vandtemperatur og klima. Pe-
riodevis kan fiskeriet have været rin-
ge, men alt tyder på, at det overvejen-
de har været som nu, hvad mulighe-
derne angår.
Jægere og fiskere
Livsbetingelserne blev på intet tids-
punkt for dårlige. Nordboerne var nok
bønder, men de var i første række fi-
skere og jægere. Vildtbestanden var
dengang meget større end nu, det gæl-
der såvel hav- som landdyr. De vig-
tigste eksportartikler var tørfisk, hval-
rostænder og skind, altså: torsk, hval-
ros, sæl, vildren. Folket kom ikke til at
mangle noget livsvigtigt, fordi besej-
lingen ikke mere var regelmæssig.
Samfundet var selvforsynende, baseret
på fangst, ganske som eskimoernes —
blot med det plus frem for eskimoerne,
at det havde kvæget som reserve. Man
havde mælk, og man havde i uår en
vældig kødreserve i køer, får, svin og
heste. — Og i øvrigt må det ikke glem-
mes, at de norrøne nybyggere ikke
boede her i fem år eller halvtreds, men
i århundreder (i Julianehåb-distriktet
eller Østerbygden i femhundrede år).
De var polarspecialister, som Ingstad
skriver, hvilket vil sige, at evnen til at
overleve under ugunstige livsvilkår
var opøvet til det yderste.
Grønlandstogferne
Besejlingen ophørte ikke. Den regel-
mæssige besejling fra Norge ophørte,
konge og kirke opfyldte ikke længere
de lovede betingelser, som blev stillet,
da Grønland i 1261 blev norsk. Det
hænger sammen med mange ting —
først og fremmest sortedøden, som
hærgede Norge i ufattelig hård grad,
og det, at Danmark-Norge blev slået
sammen og fik København til hoved-
stad. Danskerne havde ingen nordlig
tradition og kendte intet til den fjerne
polarø, som fik lov at gå i glemmebo-
gen, samtidig med at Norgesvældet,
der havde omfattet Færøerne, Island,
Grønland, Orkneyøerne, Shetlandsøer-
ne, gik i forfald. — Men Grønland be-
sejledes stadigvæk. Engelske og tyske
handelsskibe hentede de værdifulde
laster af hvalros- og narhvaltænder
og tørfisk her (fisk var i Middelalde-
rens Europa dagligspise i en grad, som
vi næppe gør os forestillinger om i
ANGLI
Skjorten
-e *t Zt,
Angli — ilugdleK pitsak!
Beskyt Dem —
Brug kun ABIS kondo-
mer.
I hver pakke indlagt
vejledning på dansk og
grønlandsk.
Føres i „Handelen“s bu-
tikker.
Forlang blot 3 stk. af den
grønne med isbjørnen
Grønlands-
pakning
fine tynde
uden reservoir
ingminut Igdier-
sorniarll —
ABIS-ip pujutai kisisa
atortåkit.
pdrtat tamarmik k&v-
dlunåtut kalåtdlisutdlo
ilitserstititaxarput.
handel ip niuvertarfine
pineKarsinåuput.
ndmagpoK onaruvit pi-
ngasunik icorsungnik na-
nortalingnik piniaraluar-
tutit.
Ny forklaring på
nordboernes mystiske
forsvinden i Grønland
Helge Ingstad mener, de gamle nordboere i
Grønland dels udvandrede dels blev dræbt
eller taget som slaver af engelske pirater
dag), islandske og norske skibe kom
hertil på private og forbudte handels-
togter. Når der findes så lidt i den
norske litteratur om disse togter, skyl-
des det vel netop, at de måtte være
hemmelige, der var statsmonopol på
handelen. — Det er rigtigt, at sejlad-
sen fra Grønland til Norge ophørte —
nordboerne havde ikke mere tømmer
til at bygge store skibe. Det havde i
flere århundreder været skik, at folk,
som ville til Norge eller Island, købte
sig plads på hjemvendende norske ski-
be. Der var jo også den gang menne-
sker, som blev trætte af Grønland,
solgte gård og fæ og rejste hjem, og
mennesker som rejste på besøg hos
slægt på Island eller i Norge.
Det sidste skib
Det sidste „officielle" skib, som man
ved om, sejlede fra Grønland i 1410.
Men endnu i sidste halvdel af 1400-
tallet har nordboerne haft forbindelse
med Europa. Det ved man bl. a. fra
gravfund — morsomt nok af huer.
Man ved, hvornår disse huer kom frem
og blev herremode i Europa.
Gravfundene fortæller mere: Folket
er ikke gået over til hedenskaben men
har været kristent til det sidste. Hele
begravelsesmåden er europæisk. Der
var ikke blot i mange tilfælde rejst
stenkors over gravene, men tillige lagt
små kors af træ på den dødes bryst.
Og det gælder også begravelser fra den
sidste tid. Lige så lidt har det norrøne
folk blandet sig med eskimoerne —
det viser kraniemålinger. Religionen,
kirken, havde meget stor magt, og det
er katolikker forbudt at have sam-
kvem med hedninger eller folk af an-
den tro.
En bøhmand
Folket har ikke været degenereret
eller sygdomssvækket. Det er en bøh-
mand, som danskeren Fr. C. C. Han-
sen har givet videnskaben at løbe
rundt med i 40 år, efter at han havde
undersøgt 25 skeletter fra Herjolfnæs
kirkegård. Disse mennesker havde,
sagde han, været sygdomshærget og
degenererede i en næsten utrolig grad.
De var dværgagtige af vækst, mange
havde deformiteter og sygdomstegn,
tænderne var enormt nedslidte, kra-
niernes rumindhold meget småt.
Danske og norske anatomer har se-
nere undersøgt materialet og er først
og fremmest kommet til den konklu-
sion, at det er for dårligt — for util-
strækkeligt kvantitativt og for ringe
kvalitativt. Det er så dårligt bevaret,
at man kan slutte meget lidt af det.
Moderne norske anatomer har på
grundlag af målinger af de lange
ekstremitetsknogler fundet ud af, at
Hansen har ansat gennemsnitshøjden
5 centimeter for lavt. Tænderne var
enormt nedslidte — men ikke mere
end hos eskimoer på et fangerstadium,
og heller ikke mere end hos skandina-
ver i Middelalderen. Og for øvrigt
fandtes hverken hos disse 25 eller hos
andre nordboer caries i tænderne —
ganske forbløffende, idet man selv
hos primitive stammer regner med 2
procent caries; og hos nordmænd i
Middelalderen var der gennemsnitligt
17 procent caries.
Kraniernes rumindhold kan man
ikke slutte meget ud fra — her bygger
Ingstad på udtalelser fra kendte ana-
tomer.
Små mennesker
Undersøgelser af andre, flere og
bedre bevarede skeletter fra både
Østerbygden og Vesterbygden viser
ingen tegn på degeneration og ingen
kronisk sygdom. Ikke en eneste
svækkelse af den art, som Hansen me-
ner har ført til forkrøbling af Her-
jolfsnæs-folkene, er påvist. Skeletterne
fortæller om et sundt og livskraftigt
folk.
Gennemsnitshøjden for folk i Ve-
sterbygden (Godthåb-distriktet) var
for mænd 162,9 cm, for kvinder 155
cm. Skeletterne fra Gardar (det nuvæ-
rende Igaliko) viser lidt større højder,
det tvivlsomme materiale fra Herjolfs-
næs (det nuværende Ikigait) noget la-
vere. Gennemsnitshøjden var i det
middelalderlige Norge ca. 167 cm for
mænd og ca. 156 cm for kvinder. Det
er altså meget små afvigelser, der er
tale om.
Og endelig: Eskimoerne udryddede
ikke nordboerne. Der er meget få tegn,
som peger i den retning, mener Ing-
stad, mens der er adskilligt flere, som
tyder på, at der har bestået et venska-
beligt handelsmæsigt forhold mellem
de to folk.
Den hårdnakkede tradition om eski-
moernes kampe mod og totale tilintet-
gørelse af den norrøne befolkning byg-
ger i første række på sagn. Men sagn
er højst upålidelige at bygge noget
som helst på — det gælder alle folks
sagn. Og de eskimoiske sagn om nord-
bokampene har alle de for folkesagn
typiske egenskaber, selvhævdelsen
(bestandig er det de tapre, modige og
listige eskimoer overfor de usle og
fejge nordboer), overdrivelserne, unøj-
agtighedérne. Endvidere er der det at
bemærke, at mange af disse sagn først
synes opstået omkring midten af for-
rige århundrede, sammenfaldende med
den kulturelle opblomstring efter
Rinks initiativ og den vågnende stolt-
hed over gammel kulturarv.
Vil man endelig bygge noget som
helst på sagn, må det ikke glemmes,
at der også ofte omtales venskab mel-
lem eskimoer og nordmænd.
Arrogante
Helge Ingstad skriver: „Erfaringerne
ned gennem tiderne har vist, at primi-
tive eskimoer som regel er fredelige og
gæstfri mennesker med en lys indstil-
ling til livet. Men der er mørke dyb i
deres sind, og vi må ikke se bort fra,
at de også kan være stridbare og
handle brutalt, hvis de selv eller stam-
men bliver krænket.
Om nordboerne er det ofte sagt, at
de på vikingers vis fra første stund
var arrogante i deres optræden over-
for de foragtelige skrællinge. Jeg tror
ikke på, at det stemmer med de fak-
tiske forhold, selv om der nok i tidens
løb har været en del sammenstød. Een
ting var vikinger på ansvarsløst togt
til fremmede kyster, noget ganske an-
det var de samme mennesker i hårdt
arbejde for eksistensen i eget land. De
ville i hvert fald undgå at handle mod
egne interesser, og det var i høj grad
til deres fordel at stå på en god fod
med eskimoerne.
Ja, det er et spørgsmål, om de ikke
syntes om dette smilende kajakfolk,
som var mesterlige jægere. De eski-
moiske sagn fortæller om venskab
mellem eskimoer og nordboer. I en be-
retning, gengivet af Niels Egede, som
har særlig interesse, fordi den er så
stærkt historisk præget, får vi at vide,
at eskimoer hjælper de norrøne i en
trængselstid."
Udgravninger og fund har vist, at
der har eksisteret et ikke ringe han-
delssamkvem, og at de to folk flere
steder har været naboer, således at
nordboerne boede inde i fjordbundene,
eskimoerne længere ude mod havet
(det var jo ikke sådan, at nordboerne
oprindelig havde fortrængt eskimoer-
ne og ranet deres land — altså paral-
lelt med hvide og indianere i Nord-
amerika — næ, Sydvestgrønland var
folketomt, da de første nybyggere kom
omkring 985).
Isolerede drab
I 1379 dræbte eskimoer 18 norrøne
mænd og bortførte to drenge. Det op-
lyser de historiske kilder — uden kom-
mentarer. Ingstad nævner, at tallet
stemmer nøjagtigt med bemandingen
på en „knarre", og mener at der er
tale om et skibsmandskab, eller kan
være tale derom.
Fra 1406 til 1410 lå skibet fra Norge
i Østerbygden i hele fire år. Der fin-
des en del skriftligt materiale om dette
ophold, også officielle dokumenter (det
var som tidligere nævnt det sidste
skib, som havde „officiel" kontakt med
nordbosamfundet i Grønland). Der
fortælles om et bryllup og om hvem
der var til stede, og der fortælles om
lysningen i kirken de foregående søn-
dage. Vi får at vide, at der var mange
mennesker i kirken — også de almin-
delige søndage. Men ikke et ord om
fare, eskimoer, vagtposter, truende
overfald. Intet
Drabene i 1379 må have været en
episode, mener Ingstad, ikke et led i
en almindelig fjendtlighed.
Helge Ingstad umiatsiamine — Kalåtdlit-
nunåne.
Helge Ingstad, fotograferet på sin båd i
Grønland.
Nogle mener, at eskimoerne har ud-
ryddet nordboerne lidt efter lidt — ved
pludselige overfald på enkelte gårde
etc. Det lyder usandsynligt. I hvert
fald tager det sin tid at udrydde en be-
folkning på 4—5000 mennesker „lidt
efter lidt".
Det kan i denne forbindelse nævnes,
at man f. eks. i Vesterbygden kun
fandt ét eneste skelet inde i et hus.
Der kunne nævnes en del flere ting
— Ingstad gør det, inden han konklu-
derer, at „vi må kræve solide kends-
gerninger for at antage, at eskimoerne
pludselig gav sig til at udrydde nord-
boerne efter at have stået på venska-
belig fod med dem i ca. 400 år“.
Mysteriet
Men hvad så, hvis ingen af de gæng-
se forklaringer duer?
Der må være en forklaring på, at et
helt folk forsvinder. Og Ingstad mener
også at have fundet den:
Lad os se på Vesterbygden — Godt-
håb-distriktet. Omkring midten af
1300-tallet foretog „forstanderen" for
bispesædet i Gardar en ekspedition til
Vesterbygden for at drive de hedenske
12