Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 26.01.1961, Blaðsíða 12

Atuagagdliutit - 26.01.1961, Blaðsíða 12
Kranium af mand fra Gardar. Han er af udpræget nordisk, type, langskalle. Hjerne- kapacitet 1.400 kubikcentimeter. Hvad blev der af de gamle nordboer på Grønland, som jo var totalt for- svundne, da Hans Egede kom hertil i begyndelsen af 1700-tallet? Ja, det ved vi jo allesammen: Kli- maet forværredes, livsbetingelserne blev for dårlige. Besejlingen ophørte, hvorved folket kom til at mangle livs- vigtige stoffer. Degeneration og syg- dom satte ind, folket glemte kulturar- ven og gik over til hedenskabet. Es- kimoerne fortrængte nordboerne fra fangstfelterne, og efterhånden udryd- dede de de sidste rester af dem. Det er, hvad videnskab og menig- mand har vidst længe. Men nej, siger Helge Ingstad. Det er løgn altsammen, hvert evige ord. Klimaet forværredes ikke. Hvad vil det i det hele taget sige, at klimaet forværres? I arktiske egne kan det være et gode, at temperaturen daler. Der bliver mere is, køligere vand og bedre livsvilkår for de udpræget ark- tiske dyr — som nordboerne i så fald ville kunne jage nærmere hjembyg- derne i stedet for at foretage lange og besværlige fangstrejser mod nord. Men der er i øvrigt intet, som tyder på, at en klimaændring har fundet sted. Frithiof Nansen er en af de ikke så få, som på et naturvidenskabeligt og historisk grundlag hævder, at middel- alderens klima på Grønland stort set har holdt sig uforandret frem til i dag — med ganske små svingninger op og ned. Den danske geolog Johs. Iversen hævder på grundlag af pollen-analy- ser, at sommertemperaturen i Grøn- land ikke har forandret sig væsentligt de sidste tusinde år. En af nordboernes vigtigste eksportartikler var tørfisk. I midten af 1300-tallet skriver Ivar Bårdsson, at der på Grønland er alle slags fisk og mere end i noget andet land. Det er, som Ingstad skriver, „stærke ord fra en mand, som hørte hjemme i fiskebyen Bergen". Beret- ninger om stort fiskeri findes også fra 1132 og 1492, og i midten af 1600-tallet fandt islændingen Clemens en vig fuld af torsk ved Gunnbj ørnskær og fyldte en båd med fisk. — En sådan fiskerigdom forudsætter, at vandtem- peraturen ikke er for lav, og der er som bekendt en nøje sammenhæng mellem vandtemperatur og klima. Pe- riodevis kan fiskeriet have været rin- ge, men alt tyder på, at det overvejen- de har været som nu, hvad mulighe- derne angår. Jægere og fiskere Livsbetingelserne blev på intet tids- punkt for dårlige. Nordboerne var nok bønder, men de var i første række fi- skere og jægere. Vildtbestanden var dengang meget større end nu, det gæl- der såvel hav- som landdyr. De vig- tigste eksportartikler var tørfisk, hval- rostænder og skind, altså: torsk, hval- ros, sæl, vildren. Folket kom ikke til at mangle noget livsvigtigt, fordi besej- lingen ikke mere var regelmæssig. Samfundet var selvforsynende, baseret på fangst, ganske som eskimoernes — blot med det plus frem for eskimoerne, at det havde kvæget som reserve. Man havde mælk, og man havde i uår en vældig kødreserve i køer, får, svin og heste. — Og i øvrigt må det ikke glem- mes, at de norrøne nybyggere ikke boede her i fem år eller halvtreds, men i århundreder (i Julianehåb-distriktet eller Østerbygden i femhundrede år). De var polarspecialister, som Ingstad skriver, hvilket vil sige, at evnen til at overleve under ugunstige livsvilkår var opøvet til det yderste. Grønlandstogferne Besejlingen ophørte ikke. Den regel- mæssige besejling fra Norge ophørte, konge og kirke opfyldte ikke længere de lovede betingelser, som blev stillet, da Grønland i 1261 blev norsk. Det hænger sammen med mange ting — først og fremmest sortedøden, som hærgede Norge i ufattelig hård grad, og det, at Danmark-Norge blev slået sammen og fik København til hoved- stad. Danskerne havde ingen nordlig tradition og kendte intet til den fjerne polarø, som fik lov at gå i glemmebo- gen, samtidig med at Norgesvældet, der havde omfattet Færøerne, Island, Grønland, Orkneyøerne, Shetlandsøer- ne, gik i forfald. — Men Grønland be- sejledes stadigvæk. Engelske og tyske handelsskibe hentede de værdifulde laster af hvalros- og narhvaltænder og tørfisk her (fisk var i Middelalde- rens Europa dagligspise i en grad, som vi næppe gør os forestillinger om i ANGLI Skjorten -e *t Zt, Angli — ilugdleK pitsak! Beskyt Dem — Brug kun ABIS kondo- mer. I hver pakke indlagt vejledning på dansk og grønlandsk. Føres i „Handelen“s bu- tikker. Forlang blot 3 stk. af den grønne med isbjørnen Grønlands- pakning fine tynde uden reservoir ingminut Igdier- sorniarll — ABIS-ip pujutai kisisa atortåkit. pdrtat tamarmik k&v- dlunåtut kalåtdlisutdlo ilitserstititaxarput. handel ip niuvertarfine pineKarsinåuput. ndmagpoK onaruvit pi- ngasunik icorsungnik na- nortalingnik piniaraluar- tutit. Ny forklaring på nordboernes mystiske forsvinden i Grønland Helge Ingstad mener, de gamle nordboere i Grønland dels udvandrede dels blev dræbt eller taget som slaver af engelske pirater dag), islandske og norske skibe kom hertil på private og forbudte handels- togter. Når der findes så lidt i den norske litteratur om disse togter, skyl- des det vel netop, at de måtte være hemmelige, der var statsmonopol på handelen. — Det er rigtigt, at sejlad- sen fra Grønland til Norge ophørte — nordboerne havde ikke mere tømmer til at bygge store skibe. Det havde i flere århundreder været skik, at folk, som ville til Norge eller Island, købte sig plads på hjemvendende norske ski- be. Der var jo også den gang menne- sker, som blev trætte af Grønland, solgte gård og fæ og rejste hjem, og mennesker som rejste på besøg hos slægt på Island eller i Norge. Det sidste skib Det sidste „officielle" skib, som man ved om, sejlede fra Grønland i 1410. Men endnu i sidste halvdel af 1400- tallet har nordboerne haft forbindelse med Europa. Det ved man bl. a. fra gravfund — morsomt nok af huer. Man ved, hvornår disse huer kom frem og blev herremode i Europa. Gravfundene fortæller mere: Folket er ikke gået over til hedenskaben men har været kristent til det sidste. Hele begravelsesmåden er europæisk. Der var ikke blot i mange tilfælde rejst stenkors over gravene, men tillige lagt små kors af træ på den dødes bryst. Og det gælder også begravelser fra den sidste tid. Lige så lidt har det norrøne folk blandet sig med eskimoerne — det viser kraniemålinger. Religionen, kirken, havde meget stor magt, og det er katolikker forbudt at have sam- kvem med hedninger eller folk af an- den tro. En bøhmand Folket har ikke været degenereret eller sygdomssvækket. Det er en bøh- mand, som danskeren Fr. C. C. Han- sen har givet videnskaben at løbe rundt med i 40 år, efter at han havde undersøgt 25 skeletter fra Herjolfnæs kirkegård. Disse mennesker havde, sagde han, været sygdomshærget og degenererede i en næsten utrolig grad. De var dværgagtige af vækst, mange havde deformiteter og sygdomstegn, tænderne var enormt nedslidte, kra- niernes rumindhold meget småt. Danske og norske anatomer har se- nere undersøgt materialet og er først og fremmest kommet til den konklu- sion, at det er for dårligt — for util- strækkeligt kvantitativt og for ringe kvalitativt. Det er så dårligt bevaret, at man kan slutte meget lidt af det. Moderne norske anatomer har på grundlag af målinger af de lange ekstremitetsknogler fundet ud af, at Hansen har ansat gennemsnitshøjden 5 centimeter for lavt. Tænderne var enormt nedslidte — men ikke mere end hos eskimoer på et fangerstadium, og heller ikke mere end hos skandina- ver i Middelalderen. Og for øvrigt fandtes hverken hos disse 25 eller hos andre nordboer caries i tænderne — ganske forbløffende, idet man selv hos primitive stammer regner med 2 procent caries; og hos nordmænd i Middelalderen var der gennemsnitligt 17 procent caries. Kraniernes rumindhold kan man ikke slutte meget ud fra — her bygger Ingstad på udtalelser fra kendte ana- tomer. Små mennesker Undersøgelser af andre, flere og bedre bevarede skeletter fra både Østerbygden og Vesterbygden viser ingen tegn på degeneration og ingen kronisk sygdom. Ikke en eneste svækkelse af den art, som Hansen me- ner har ført til forkrøbling af Her- jolfsnæs-folkene, er påvist. Skeletterne fortæller om et sundt og livskraftigt folk. Gennemsnitshøjden for folk i Ve- sterbygden (Godthåb-distriktet) var for mænd 162,9 cm, for kvinder 155 cm. Skeletterne fra Gardar (det nuvæ- rende Igaliko) viser lidt større højder, det tvivlsomme materiale fra Herjolfs- næs (det nuværende Ikigait) noget la- vere. Gennemsnitshøjden var i det middelalderlige Norge ca. 167 cm for mænd og ca. 156 cm for kvinder. Det er altså meget små afvigelser, der er tale om. Og endelig: Eskimoerne udryddede ikke nordboerne. Der er meget få tegn, som peger i den retning, mener Ing- stad, mens der er adskilligt flere, som tyder på, at der har bestået et venska- beligt handelsmæsigt forhold mellem de to folk. Den hårdnakkede tradition om eski- moernes kampe mod og totale tilintet- gørelse af den norrøne befolkning byg- ger i første række på sagn. Men sagn er højst upålidelige at bygge noget som helst på — det gælder alle folks sagn. Og de eskimoiske sagn om nord- bokampene har alle de for folkesagn typiske egenskaber, selvhævdelsen (bestandig er det de tapre, modige og listige eskimoer overfor de usle og fejge nordboer), overdrivelserne, unøj- agtighedérne. Endvidere er der det at bemærke, at mange af disse sagn først synes opstået omkring midten af for- rige århundrede, sammenfaldende med den kulturelle opblomstring efter Rinks initiativ og den vågnende stolt- hed over gammel kulturarv. Vil man endelig bygge noget som helst på sagn, må det ikke glemmes, at der også ofte omtales venskab mel- lem eskimoer og nordmænd. Arrogante Helge Ingstad skriver: „Erfaringerne ned gennem tiderne har vist, at primi- tive eskimoer som regel er fredelige og gæstfri mennesker med en lys indstil- ling til livet. Men der er mørke dyb i deres sind, og vi må ikke se bort fra, at de også kan være stridbare og handle brutalt, hvis de selv eller stam- men bliver krænket. Om nordboerne er det ofte sagt, at de på vikingers vis fra første stund var arrogante i deres optræden over- for de foragtelige skrællinge. Jeg tror ikke på, at det stemmer med de fak- tiske forhold, selv om der nok i tidens løb har været en del sammenstød. Een ting var vikinger på ansvarsløst togt til fremmede kyster, noget ganske an- det var de samme mennesker i hårdt arbejde for eksistensen i eget land. De ville i hvert fald undgå at handle mod egne interesser, og det var i høj grad til deres fordel at stå på en god fod med eskimoerne. Ja, det er et spørgsmål, om de ikke syntes om dette smilende kajakfolk, som var mesterlige jægere. De eski- moiske sagn fortæller om venskab mellem eskimoer og nordboer. I en be- retning, gengivet af Niels Egede, som har særlig interesse, fordi den er så stærkt historisk præget, får vi at vide, at eskimoer hjælper de norrøne i en trængselstid." Udgravninger og fund har vist, at der har eksisteret et ikke ringe han- delssamkvem, og at de to folk flere steder har været naboer, således at nordboerne boede inde i fjordbundene, eskimoerne længere ude mod havet (det var jo ikke sådan, at nordboerne oprindelig havde fortrængt eskimoer- ne og ranet deres land — altså paral- lelt med hvide og indianere i Nord- amerika — næ, Sydvestgrønland var folketomt, da de første nybyggere kom omkring 985). Isolerede drab I 1379 dræbte eskimoer 18 norrøne mænd og bortførte to drenge. Det op- lyser de historiske kilder — uden kom- mentarer. Ingstad nævner, at tallet stemmer nøjagtigt med bemandingen på en „knarre", og mener at der er tale om et skibsmandskab, eller kan være tale derom. Fra 1406 til 1410 lå skibet fra Norge i Østerbygden i hele fire år. Der fin- des en del skriftligt materiale om dette ophold, også officielle dokumenter (det var som tidligere nævnt det sidste skib, som havde „officiel" kontakt med nordbosamfundet i Grønland). Der fortælles om et bryllup og om hvem der var til stede, og der fortælles om lysningen i kirken de foregående søn- dage. Vi får at vide, at der var mange mennesker i kirken — også de almin- delige søndage. Men ikke et ord om fare, eskimoer, vagtposter, truende overfald. Intet Drabene i 1379 må have været en episode, mener Ingstad, ikke et led i en almindelig fjendtlighed. Helge Ingstad umiatsiamine — Kalåtdlit- nunåne. Helge Ingstad, fotograferet på sin båd i Grønland. Nogle mener, at eskimoerne har ud- ryddet nordboerne lidt efter lidt — ved pludselige overfald på enkelte gårde etc. Det lyder usandsynligt. I hvert fald tager det sin tid at udrydde en be- folkning på 4—5000 mennesker „lidt efter lidt". Det kan i denne forbindelse nævnes, at man f. eks. i Vesterbygden kun fandt ét eneste skelet inde i et hus. Der kunne nævnes en del flere ting — Ingstad gør det, inden han konklu- derer, at „vi må kræve solide kends- gerninger for at antage, at eskimoerne pludselig gav sig til at udrydde nord- boerne efter at have stået på venska- belig fod med dem i ca. 400 år“. Mysteriet Men hvad så, hvis ingen af de gæng- se forklaringer duer? Der må være en forklaring på, at et helt folk forsvinder. Og Ingstad mener også at have fundet den: Lad os se på Vesterbygden — Godt- håb-distriktet. Omkring midten af 1300-tallet foretog „forstanderen" for bispesædet i Gardar en ekspedition til Vesterbygden for at drive de hedenske 12

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.