Atuagagdliutit - 09.03.1961, Blaðsíða 18

En imødegåelse
^ af Ingstads påstand om
nordboernes kirke
Den katolske præst i Godthåb, Mikael Wolfe, hævder i denne ar-
tikel, at Ingstads bog om nordboerne i Grønland på mange måder er
behætfef med usaglig argumentation
Redegørelsen for Helge ing-
stads bog, „Landet under Po-
larstjernens om de gamle nord-
boer i de sidste numre af A/G
vidner tilsyneladende om en vedva-
rende interesse for landets første eu-
ropæiske befolkning og deres gådeful-
de forsvinden. Men hvordan Ingstads
forklaring på det sidstnævnte kan kal-
des for „ny“ er også lidt gådefuldt.
Forfatteren selv nævner P. A. Munch
EM. Z. SVITZER,
Trælastforretning
Temmergravsgade I. København SV.
Skibsegetræ, Fyrretræ, Lærk,
Bøg m. m.
orptt méngertut umlarssuallomer-
me atugagssat, kanungnerit,
kanungniussat, Kissugsslagssat,
avdlatdlo
SINGER
Også 1 Grønland værdsætter
man SINGER symaskinernes
fremragende kvalitet.
fimétaoK Kal&tdllt-nunfine
Singer merssorftt pitséussu-
siat arajutsisimanexéngllaK.
SINGER CO. SYMASKINE
AKTIESELSKAB
Amagertorv 8, København K.
som en tidligere forfægter af teorien
om, at Vesterbygdens befolkning ud-
vandrede til Amerika (Dansk udgave,
s. 360; Norsk, s. 520), og der har været
flere andre af denne opfattelse, om-
end de ikke har været så overbeviste
som Ingstad.
☆ ☆ ☆
Angående piraternes overfald i
Østerbygden og bortførelse af folket
som trælle er det af særlig interesse
for os i Grønland at vide, at Eigil
Thorhallesen, en missionær heroppe i
sidste halvdel af 1700-tallet, skrev føl-
gende: „Det er sagt (i Pave Nicolaus
V’s brev, 1448), at de overvundne
nordboer blev bortført som slaver,
men efterhånden kom de fleste af dem
tilbage. Dette og andre omstændighe-
der viser, at et andet folk end eskimo-
erne måtte have fanget dem. Det vil
altid være usikkert, hvilket folk det
drejer sig om, men jeg tror, at det
næppe vil være uretfærdigt at mis-
tænke det folk, der ganske klart har
haft sejlads på Grønland i lange tider
(England eller Holland?), hvis man
tænker på, at det har udnyttet lejlig-
heden til at få et handelsmonopol med
eskimoerne, da sejlads fra Norge til
Grønland pludselig ophørte eller i
hvert fald blev forsømt i en lang år-
række. Til dette formål har man mu-
ligvis forsøgt at udrydde Nordboerne i
Grønland .... “ (Oversat fra en en-
gelsk oversættelse. Landsbiblioteket er
ikke endnu på højde med Det Konge-
lige Bibliotek! Originalteksten findes
i Thorhallesens „Efterretning om Ru-
dera eller Levninger af de gamle Nor-
mænds og Islænderes Bygninger paa
Grønlands Vester-Side....“, Kjøben-
havn, 1776).
Den samme forklaring findes udfør-
ligt fremstillet af Gabriel Gravier i
„Decouverte de l’Amerique par les
Normand au Xe sieele“, Rouen, 1873, s.
219-223.
☆ ☆ ☆
Fridtjof Nansen gik stærkt ind for
teorien om sammensmeltning med es-
kimoerne som forklaring på Nord-
boernes forsvinden, men var også for-
trolig med „pirat-teorien". I nyere tid
kan der nævnes Vilhj almur Stefans-
son og G. J. Marcus, som hælder mod
pirat-teorien. Ligeledes findes der
folk, som har hævdet før Ingstad, at
Nordboerne også fra Østerbygden ud-
vandrede til Amerika. (Jnf. T. J. Ole-
son, „The Vikings in America: A Cri-
tical Bibliography", i The Canadian
Historical Review, nr. 2, juni 1955).
☆ * *
Men er der alligevel ikke noget nyt
i Helge Ingstads „imponerende" bog?
Jo, der er. En kort beskrivelse af tre
ruiner, han har opdaget i Godthåb di-
strikt, en del interessante bemærk-
ninger, og ikke mindst et omfattende
materiale, fremstillet i førsteklasses
åssilissut Kodak Retinette I A, 24x36 mm — Kodak Retinette I A, 24x36 mm
Retinette I A åssilissutauvoK
pitsak, Kodak åssiliårKanik å-
ssilissartoK, åssilinermigdlo nu-
ånarissalingnut piukunardlui-
nartoK.
Retinette I A Kalipautilingnik
éssilissutausinauvoK issaussa-
Karame Reomar f: 3,5/50 mm-
mik, sukåssusia 1/250 sekund
tikitdlugo, sukasumik Kilussau-
tilik Kinguartarfialo Kaumassu-
mik åssilissanut kigdligssali-
gaK.
ilisimåringnigtut pisiarissarpait
Kodakip åssilissutai iilzniatailo
Retinette I A er et virkeligt
præcisions-kamera, et Kodak
småbilledkamera, der opfylder
foto-amatørens store ønske.
Retinette I A er udstyret med
farveobjektiv Reomar f: 3,5/50
mm., lukker indtil 1/250 se-
kund, hurtigoptræk og lysende
billedramme.
Kendere køber
Kodak kameraer og film
litterær stil samt en livlig fantasi, som
iklæder et forsvundent folk kød og
blod, men som desværre flere gange
resulterer i en usaglig behandling af
adskillige spørgsmål.
☆ ☆ ☆
Et iøjnefaldende eksempel på det
sidstnævnte er hans ensidige skildring
af kirkens rolle i landets udvikling og
undergang, som bygger mindre på den
historiske virkelighed end på et for-
ældet, polemisk begreb om middelal-
derens kirke og kirkeliv. Bogen vrim-
ler med usaglige beskrivelser af denne
art:
„Så kom kristendommen som noget
helt forskelligt, med et budskab om
synd, soning og helvedsstraf. Hvordan
den fik sit gennembrud på Grønland,
ved vi ikke. I Norge blev den tvun-
get frem af kongerne, som brugte
trusler, pinsler og drab i den gode
sags tjeneste. Fra polarøen hører vi
ikke noget sådant, men kilderne er jo
også sparsomme." (Dansk udgave, s.
218—19; Norsk, s. 315) For det første
er dette et temmelig forkortet og mis-
visende resumé af kristendommen,
særlig når man tænker dels på, at for-
fatteren vil skildre folkets liv og tan-
kegang og dels på, at en sådan skil-
dring forudsætter en saglig forståelse
af et folks religion. En historie om
Arabien kunne næppe tænkes uden
flere kapitler om muhamedanismen.
For det andet skal det siges, at selv
om kristendommens indførelse i Nor-
ge (og andre steder!) var ledsaget af
brutale metoder, så tyder intet på, at
den blev indført på denne måde i
Grønland. Tværtimod var Grønlands
mægtige høvding, Erik den Røde, ikke
stemt for kristendommens indførelse.
Hvem skulle så bruge voldsmetoder?
Blev trællene tvunget dertil af andre
høvdinge? Meget tyder på, at mange
af dem var irlændere og allerede krist-
nede.
* ☆ ☆
„Når grønlændingene gik så stærkt
ind for denne sag", skriver Ingstad om
stiftelsen af et bispesæde, „var det
ikke blot kirkelige hensyn, som gjorde
sig gældende. De regnede også med, at
når landet fik sin biskop, blev kirken
forpligtet til at opretholde sejlads på
Grønland. Forbindelsen med omverde-
nen var altid et brændende problem."
(D. s. 220; N. s. 317). Tværtimod, på
dette tidspunkt var forbindelsen med
Island og Norge overhovedet intet
problem, og der findes ikke een sta-
velse i kilderne i så henseende. Gen-
nem høvdingen Sokke Toressons tale
på tingpladsen aner vi en vis længsel
efter den prestige, som en fastboende
biskop ville forskaffe landet, men også
den naturlige følelse i et katolsk sam-
fund, at det er åndelig ufuldkomment
uden en biskop. Dertil kommer mid-
delalderens særprægede religiøse en-
hed, til hvilken nordboerne på den
fjerne polarø ville føle sig nærmere
knyttet.
☆ ☆ ☆
Igen efter Ingstads mening er det
det økonomiske, som forklarer kirkens
interesse for Grønland. „Når kirken
engagerede sig så stærkt på Grønland,
som tilfældet var, er baggrunden ikke
mindst den, at landet i 1100- og 1200-
tallet bød på gode økonomiske mulig-
heder. Disse muligheder har da også
kirken draget fordel af i en sådan ud-
strækning, at det må have betydet en
hård beskatning af grønlændingene."
(D. s. 229; N. s. 330). Til støtte for sin
fortolkning omtaler forfatteren Peters-
penge, korstogstiende og kirkelige om-
kostninger. Men han blander forskel-
lige tidsperioder. Der er først tale om
korstogstiender i 1274 — altså 274 år
efter kristendommens indførelse og
123 år efter, at Grønland fik sin før-
ste fastboende biskop. Peterspenge
var kun 1% af indtægten, og kirkelige
omkostninger var og er stadigvæk et
naturligt og nødvendigt middel for at
opretholde den religiøse indsats. For
resten var det kun grundejere, som
var forpligtede til at betale betydelig
skat. På Grønland altså kun de mæg-
tige høvdinge og selvstændige bønder.
Den imponerende indtægt i kirkeskat
i 1327 (ca. 4—5 tons hvalrostænder!) er
enestående i de pavelige regnskabsbø-
ger og repræsenterer antagelig mange
års indsamling.
☆ ☆ ☆
Beskrivelsen af hvordan „Kirken
greb på mange måder ind i menneske-
nes daglige liv" (D. s. 231—32; N. s.
333—34) virker rent ud fantastisk.
Forfatteren forestiller sig menneskene
lidende under fastens forbud på lan-
ge jagtture, hvor kød plejede at være
dagligkost. Men fastetiden varede kun
de 40 dage før påske — et tidsrum,
hvori det næppe var sandsynligt, at
man tog på lange jagtture. Forfatteren
indrømmer, at kirken kunne give dis-
pensation fra fasten, men tvivler på,
at det faktisk har været tilfældet. Hi-
storisk set ved vi ingenting om en så-
dan sag, hverken for eller imod. Et
forsøg på at beskrive sådanne situatio-
ner, må betegnes som fri fantasi. For-
resten er det klart, at mange af Ing-
stads „kirkelige åg“, f. eks. at gå til
gudstjeneste, stammer fra en materia-
listisk bedømmelse af religiøse skikke
og indstillinger.
☆ ☆ ☆
Når det drejer sig om runeindskrif-
ter, bliver de fortolket som „magiske
tegn", når man ikke kan decifrere
dem. Overtro har der nok været no-
get af hos de kristne nordboer, men
det kan næppe kaldes for en viden-
skabelig metode at betegne det, man
ikke endnu er i stand til at forstå, som
magi. Selve de reneste, kristelige ud-
tryk som „Jesus hjælp" og „min ene-
ste Gud" .. enhvers Fader(s) .. “ slip-
per ikke for at blive omtalt i forbin-
delsen med “kristelige trylleformula-
rer" (D. s. 288—89; N. s. 417—18).
☆ ☆ ☆
I det hele taget fremhæver eller op-
digter forfatteren alle mulige misbrug
og eksempler på økonomisk udnyttel-
se, men når det kommer til noget po-
sitivt, om „hvilken betydning kirken
fik for grønlændingene", så nøjes han
med et „det er vanskeligt" og „dertil
er kilderne for spinkle". (D. s. 233; N.
s. 336). Forfatteren har ret. Kilderne
er meget spinkle. Men det gælder lige
så meget oplysninger om misbrug,
overtro og økonomisk udnyttelse, som
kristendommens betydning for folket.
Jeg vil ikke nægte, at magtmisbrug
o. s. v. har fundet sted. Jeg mener ba-
re, at et sådant billede, som Ingstad
skildrer, ikke kan støttes af de nu
eksisterende historiske kilder.
☆ ☆ ☆
Ingstad funderer altså sin skildring
delvis på en sammenligning med norsk
kirkehistorie, og det skal indrømmes,
at en sådan metode er gyldig til en vis
grad, nemlig: 1) hvis resultaterne ikke
fremstilles som historisk virkelighed,
og 2) hvis forskellene ikke er større,
end at sammenligning er mulig. Ing-
stad respekterer ikke helt den første
betingelse, og den anden er åbenbart
meget begrænset. Kirke-, politiske- og
økonomiske forhold er nemlig meget
forskellige. Men for så vidt at sam-
menligningsmetoden kan bruges for
Grønlands historie, er det måske mest
beklageligt, at Ingstad forsømmer den
positive side af kirkens indsats i Eu-
ropa og antagelig derfor også i Grøn-
land, nemlig dens mægtige kulturelle
og religiøse betydning. Det er historisk
virkelighed, at Europas og ikke mindst
Norges og Islands kultur er bygget op
enten af gejstlige eller under kirkens
indflydelse. Næsten alle de ældste be-
retninger om Grønland, bare for at
nævne et passende eksempel, var skre-
vet af præster eller munke.
☆ ☆ ☆
Til sidst kommer vi til det „mørke
blad i kirkens historie". Efter sit en-
sidige billede af kirkens magtstilling
slutter Ingstad med et kort „nu svig-
tede den". (D. s. 233; N. s. 336). Altså
efter forfatterens menig var kirke-
myndighederne i Europa skyldige i ik-
ke at opretholde skibsforbindelsen
med Grønland i 1400-tallet. Uden tvivl
er det et „trist" blad i kirkehistorien
såvel som i verdenshistorien. Men kan
man virkelig lægge ansvaret på kir-
ken? Der er ikke en eneste historisk
kilde, som omtaler hverken kirkens
initiativ i eller ansvar for Grønlands
sejlads. I begyndelsen var det en pri-
vat sag, bagefter handelsmæssigt og
til sidst en kongelig. Vi ved, at det
faktisk var svært for nogle biskopper
at nå frem til Grønland i 1300-tallet.
Hvis kirken rådede over sin egen flå-
de, ville det næppe have været til-
fældet. Til gengæld fortsatte kirken
med at udnævne biskopper til Grøn-
land, efter at norsk-dansk sejlads holdt
op, og i begyndelsen var det antagelig
med håbet om, at de skulle finde vej
til deres bispesæde. Efterhånden blev
„Gardar" et „titulært bispesæde", men
det er sikkert, at de sidste to „biskop-
per af Gardar", Matthias Knutsson og
Vincentius Petersson Kampe, blev ud-
nævnt udtrykkeligt i håb om at få
genoprettet det grønlandske bispesæ-
de. Så er der Pave Nicolaus V’s brev i
1448, hvori han bemyndiger de island-
ske biskopper til at tage sig af de for-
sømte kirkelige forhold på Grønland.
Senere forsøgte ærkebiskop Walden-
dorf i Nidaros at genoprette grøn-
landssejlads. Det var omtrent 1520.
Kort efter kom reformationen til Dan-
mark og Norge, og Grønland måtte
vente godt to hundrede år på „Biskop
Egede". Så begyndte kristendommen
igen, men under en anden form og
hos et andet folk.
☆ ☆ ☆
Hvad der er sagt om Ingstads lidet
saglige benyttelse af kilderne og både
ensidige og fantasifulde argumenter
angående nordboernes kirke, gælder
også andre områder, f. eks. klimaæn-
dringer og blanding med eskimoerne.
Men en minutiøs kritik ville kræve en
helt ny bog, og der er allerede alt for
mange bøger om emnet!
Trods alt har „Landet under Polar-
stjernen" sine positive og værdifulde
sider, som Franz Berliner har fremsat
i sin redegørelse i A/G. Og ganske be-
stemt er bogen et fint stykke litteratur.
Mikael Wolfe, Godthåb.
18