Atuagagdliutit - 15.03.1962, Blaðsíða 12

I Leif Erikssons kølvand♦♦
af HELGE INGSTAD
Vigår
i land på
New
■ ifmar.
if&Kuée-
GRE'E'NLANP'
£g-TKIS17VND
£MARto\3VU
;;

* tf
65'
. , , XEW
. 'ESTO'HITlN'D
00
\PKlXM07tf0RiaM,
, . „ -W1NIÆNDIXE
\ J \
\
H T0PJ&SJAC03I CXRføRH
JAnno 1525
F oundland
Tæt ved rejsens mål og de store opdagelser
(Sigurd Siefanssons kort — til venstre)
Sigurd Stefansson var rektor ved bispesædet Skaalholdts
latinskole på Island, og han tegnede sit kort omkring
1590. På kortet til venstre fremgår det, at Vinland kan
identificeres med New Foundland.
(Resens korf — til højre)
Kortet til højre blev tegnet af Hans Poulson Resen i 1605
og har meget til fælles med Skaalholdtkortet. Det er
sandsynligt, af begge kort bygger på en fælles kilde. Et
meget påfaldende træk, som er fælles for begge kort, er,
at der over New Foundland står skrevet: „Promontorium
Winlandiae" — Vinlands halvø.
(Sigurd Stefanssonip nunap åssiliå — såmerdleic).
Sigurd Stefansson biskopexarfiup Skaalholdtip latinsko-
leane Islandime rekforiuvoK, nunap åssilianilo titartarsi-
mavå ukiup 1590-ip erxåne. nunap åssingane såmiup
fungåne erssipoK Vinland tassaussox New Foundland.
(Resenip nunap åssiliå — talerpigdlex).
nunap assinga talerpigdlex fitarfarneKarsimavoK Hans
Poulsen Resenimit 1605-ime Skaalholdtimilo nunap åssi-
liamut åssingoKalune. ilimanarpoic nunaf åssiliat téuko
åssigmgmif najorxutagssaxarsimassuf.
nunap åssingine tåukunane ersserxigsorujugssuax téssau-
vok New Foundlandip nalåne agdlagsimangmat: „Pro-
montorium Winlandiae" — Vinlandip xexertausså.
Bagved os ligger Sfrait of Belle
Isle, og Labradors grå fjelde bliver
fjerne — vi sfævner østpå mod New
Foundlands nordlige kyster. Efter
vurdering af de gamle islandske kil-
der og mange andre forhold, var jeg
nået frem til den opfattelse, at de fle-
ste norrøne sejlere fra Grønland, som
i tiden før Columbus drog til den nye
verden, var kommef fil disse egne og
havde slået sig ned der.
Mange er af en anden mening. Si-
den dengang da den lærte islænding
Tormod Torfæus i slutningen af 1600-
tallet sad på sin gård i Norge med
gulnede islandske original-håndskrif-
ter foran sig og skrev sin ypperlige
afhandling om Vinland på latin, er
der vokset en stor litteratur frem om
sagen. En række fremragende forske-
re verden over har givet deres for-
tolkning af sagaerne, og det er blevet
til et stort antal hypoteser om, hvor
Vinland kan have ligget. Det gælder
så at sige som regel, at Vinland er
blevet placeret temmelig langt mod
syd, måske særlig i området New
York — til og med Massachusets.
I min bog „Landet under Leidar-
stjernen“ har jeg anført en række år-
sager til, at Newfoundland måtte væ-
re stedet, og jeg har nævnt forhold,
som peger hen på den nordlige del.
Nogle få andre har tidligere gjort et
lignende synspunkt gældende. I første
række kommer den fremragende fin-
ske forsker, professor V. Tanner, der
giver en usædvanlig fængslende vur-
dering af Vinlands-problemerne på
baggrund af et indgående kendskab til
Labrador og Newfoundland. Det sam-
me gælder canadieren W. Munn. Der
er også her foretaget en del undersø-
gelser oppe nordpå, men det er ikke
lykkedes at finde spor efter det nor-
røne folk.
Jeg skal i det følgende kort nævne
en del af de vigtigste grunde, der ta-
ler for, at de norrøne sejlere søgte til
Newfoundland. Et par momenter er
tidligere lige nævnt, men bliver taget
med her i et samlet billede, der giver
Vinlands-færden fuld perspektiv.
FÆAVL VIGTIGERE END VINDRUER
Det, der i første række har ført til,
at så mange forskere har villet loka-
lisere Vinland i de sydligere egne, er
dette, at man har fortolket navnet i
sammenhæng med vindruer og den
drik, disse giver. Som før nævnt er
det sandsynligt, at den gamle svenske
sprogforsker Sven Søderberg har ret,
når han hævder, at vin i denne for-
bindelse er det gamle, norrøne navn
for græsgange. Vinland skulle så be-
tyde landet med græsgangene.
Sagaerne omtaler også fund af vin-
druer, men det er påfaldende, at be-
retningerne i den forbindelse er me-
ningsløse og til dels har tydeligt præg
af eventyr. Vi står her over for et af
de få tilfælde, hvor disse mærkelige,
nøgterne sagaer glider ud. Fritjof
Nansen har villet forklare det sådan,
at indslaget om vindruerne helt og
holdent er et eventyr. Dette er måske
ikke så sikkert. Der synes ofte at væ-
re en kærne af sandhed i de gamle
islandske oplysninger, selv om folke-
fantasien nok har været på færde.
Det er vel muligt, at Vinlands-farer-
ne har bygget deres hovedkvarter i
nordlige egne og senere har foretaget
ture til vindruernes land med sine
hurtigtsejlende skibe. Det er også mu-
ligt, at folket ved det nordlige bosted
har fundet ukendte bær, som lignede
vindruer, og at dette er årsagen til sa-
gaens legende. Jeg skal senere påvise,
at den slags bær findes i det nordlige
Newfoundland. For Vinlands-farerne
kan dette have været et fængslende
træk at tage med i beretningerne om
færden, men disse praktiske mænd
har næppe ladet den slags fund af
bær blive bestemmende for navnet på
et betydningsfuldt nyt land.
For grønlændingene var fæavlen et
vigtigt næringsmiddel, og det siger sig
selv, at de i denne nye verden i særlig
høj grad lagde vægt på græsningsmu-
lighederne. Islændingen Torfinn
Karlsevne havde endda kvæg med og
prøvede at slå sig ned i Amerika. Det
synes da i høj grad naturligt, at de
fandt frem til et navn, der klart for-
talte, at det nye land bød på gode vil-
kår for dem, der ville udvandre og
drive fæavl.
Vinland i betydningen landet med
græsgangene, er en klar parallel til
andre navne, som det norrøne folk
gav landet i vest. Vi har Grønland,
Hélluland (landet med heller) og
Markland (skovlandet). Det er også
væsentlig, at man ingen steder i de
gamle islandske kilder finder nævnt,
at Vinland skulle have noget at gøre
med vindruer eller drikken at gøre.
Derimod hedder det enkelt og beteg-
nende: landet fik et navn efter dets
muligheder.
BESEJLINGSTIDER OG SOLOBSER-
VATION
Så har vi de besejlingstider, som sa-
gaen opgiver. Om Leif Erikssons
færd omkring år 1000 hedder det, at
han fra Markland — troligt et eller
andet sted ved Labrador — sejlede
2 „døgr“ (døgn eller dage) og kom så
til Vinland. Det siger sig selv, at fol-
ket ikke under en så kort sejlads kun-
ne nå frem til vindruernes land. Det
ville have taget omkring 3 uger. Man
har derfor villet bortforklare tids-
angivelsen.
Jeg har set sådan på det, at var der
noget, et søfarende folk ville holde
levende i sin tradition — i hvert fald
i grove træk — måtte det blive kund-
skabet om, hvor lang tid det tog at
sejle til et sted af betydning. Det er
her værd at lægge mærke til, at sa-
gaerne opgiver besejlingstiderne med
tal.
Der er også særlige oplysninger i
Torfinn Karlevnes saga, som tyder
på, at folket slog sig ned i en kølig
egn. Leif Erikssons saga har en ejen-
dommelig solobservation. Solen havde
„eyktarstadr" og „dagmalstadr" på
skamdagen — d. v. s. årets korteste
dag. Denne primitive positionsbestem-
melse er i tidens løb blevet fortolket
på forskellig vis, og man er kommet
til de mest divergerende resultater.
Disse giver breddegrader, som place-
rer „Leifs-budir“ en række steder
langs en kyststrækning på over 3000
km fra Virginia og nordefter. I sa-
gaens solobservation har man ikke
meget fodfæste, men det kan nævnes,
at den norske astronom, Geelmeyden,
og andre — kommer til en breddegrad
på højde med nordre Newfoundland.
Et vigtigt moment er, at Vinlands-
farerne af hensyn til den isfyldte La-
bradorstrøm næppe kunne starte fra
Grønland før i slutningen af juli eller
i begyndelsen af august. De var prak-
tiske mænd, der klart havde for øje
betydningen af at søge land i god tid,
således at der blev rigelig anledning
til at bygge hus, drive fiskeri, jagt og
fangst for at sikre madforsyningerne
før vinteren begyndte.
Videre kom de fra et arktisk land
og var folk med en nordlig kultur
og et nordligt sind. Det faldt naturligt
at slå sig ned i en egn, hvor de følte
sig hjemme, og hvor deres kulturmøn-
ster passede ind. Nordre Newfound-
land var et sådant område, og der
fandtes sæl, hval, torsk og vildren —
alt det de var vant til. Desuden var
der gode græsmarker og ikke mindst
skov, som var noget stort for et folk
fra et træfattigt land. Hvorfor skulle
de så ikke lade sejlene falde og slå
sig ned der?
GAMLE OG BETYDNINGSFULDE
LANDKORT
Endelig har vi to gamle islandske
landkort, som i flere henseender er
mærkelige. Det ene er af Sigurd Ste-
fansson — rektor ved bispesædet
Skaalholdts latinskole — og tegnet
omkring 1591. Originalen er tabt, men
vi har en kopi. Det andet er tegnet af
Hans Poulson Resen i 1605 og har me-
get til fælles med det første.
De fleste har ment, at disse kort
bygger på sabaens beretninger, at de
er afledede kilder uden betydning.
Men forholdet er, at de har flere vir-
kelighedstro træk, som man ikke fin-
der i samtidige kort. På Resens kort
er det videre skrevet, at det bygger
på et andet som er flere hundrede år
gammelt. Sandsynligvis har de begge
haft en ældre fælles kilde, der har
rod i Islands tradition. Det er tydeligt,
at Newfoundland er afmærket på dis-
»SØBY« motorer
SØBY MOTORFABRIK
& STAALSKIBSVÆRFT
A. C. Jørgensen
Tlf. 123 — Søby Ærø
Semi-diesel fra
6—150 hk
Benzinmotorer fra
6—12 hk
Luftkølede benzin-
motorer fra 2—4 hk
motorit benzinatortut
silåinarmik
nigdlarsautigdlit
Moderne
FISKESTÅLKUTTERE
indtil 200 fons
Stenværktøj — Økser — Hamre — Hakker
Stengrebe — Skovle — Spader
IN DR EG. VAR EM.
ujarnerissut såkdtait — ulimautit —kåutat — ikugtautit — ujaricanut
tigornautit, ajagssautaussarssuit — nivåutat — nivåutat ivssorsiutit
Et prima fabrikat — Leverandør til Grønlandske Handel
DANSK STAAL INDUSTRI */s af 1933
Kongens Lyngby
Helge Ingsiad med strandrug — Helge Ingstadip igfiagssai sigssar-
elymus arenarius — som der nog- miut figumigai — xavsine angi-
le steder er store aks på. Nogle sunik igtiagssartagdlit. ilait isuma-
mener, at det er selvsået strand- xartarput tåssaussut „xajussiagssat"
„hvede", som sagaen taler om.
sigssarmiut ingmingnik naussartut
oxalugtuane erxartornexartartuf.
12