Atuagagdliutit - 15.03.1962, Blaðsíða 13

SINGER
Også i Grønland værdsætter
man SINGER symaskinernes
fremragende kvalitet.
åmåtaoK Kalåtdlit-nunåne
Singer merssorfit pitsåussu-
siat arajutsisimaneicångilaK.
8INGER CO. SYMASKINE
AKTIESELSKAB
Amagertorv 8, København K.
Som det venlige land passerer revy,
går tankerne til de norrøne bygder på
Grønland. Selv om fjeldene mangler,
er her alligevel meget, som kan minde
om egne i de områder, hvor Vinlands-
farerne havde deres gårde. De må ha-
ve følt sig hjemme på disse kanter.
To springere leger omkring skuden,
snart er de bagved, snart ligger de
nær boven, som skygger i det dyb-
grønne vand. Det er solskin, og frisk
brise står ind fra havet. „Halten“ ka-
ster sig i vandet, og der står sprøjt
om et ludende isfjeld.
Derinde ser vi det lille fiskerleje
Ship Cove ved mundingen af Sacred
Bay. Her har jeg flere venner. En af
dem har været langvejs på jagt i for-
året, han fik ram på en isbjørn. Det
er ikke så sjældent, at en og anden
isbjørn følger med drivisen ind til
nordkysten, og det samme gælder sæ-
len. I heldige år kan der blive temme-
lig mange sælunger, som fra den store
yngleplads længere mod nord driver
mod nordkysten. Da spænder folket
hundene for slæden og jager ud over
isen.
LANDGANG VED LANCE AUX
MENDOWS
Grat og Little Sacred Island hedder
vor tids bedste
naturlige
sundhedsdrik
ukiOK kaujatdlagdlugo inersimassut mérmatdlo c-vitaminik pi-
ssariakarput taimåitumik uvdlut tamaisa tamåkutortariaicar-
dlutik. taimaisiusagåine Ribena pitsaunerssauvok. solbærinit
inerigdluarsimassunit nautitat c-vitamineKarnersanit sanau-
vok. uvdlut tamaisa — ukiOK kaujatdlagdlugo — Ribenatortar-
niarltse.
Ukiorpagssuarne Handelimut
pisisitsissartusimassok
Mangeårig leverandør fil
Den kgl. grønlandske Handel
J4
En lakseelv i muntert løb ved kuk eKalulik avdlornekartoK Lance
Lance aux Meadows. aux Meadowsime.
Masser af strandrug.
igfiagssat sigssarmiut amerdlasor-
pagssuit.
SLAGTERIERNES
CENTRAL
se kort. Ganske vist er Strait of Belle
Isle angivet som en fjord, men dette
lader sig forstå. Selv efter at Cabot
havde genopdaget landet i 1497, tog
det sin tid, før man fik klarhed over
dette smalle stræde. Men det ejen-
dommelige er, at det ved og over New-
foundlands nordspids er skrevet: Pro-
mintorium Winlandiae — Vinlands-
halvø. Jeg har regnet disse landkort
for værende særlig værdifulde kil-
der.
I det foregående har jeg omtalt en
række forhold, som fortæller noget
om, hvorfor jeg havde sådan en stærk
tro på det nordlige Newfoundland, og
hvorfor jeg året forinden foretog en
så nøje undersøgelse af dette område.
Som nævnt førte denne til, at jeg op-
dagede svage spor efter en gruppe
hustomter i en skøn egn, der bar det
malende navn Lance aux Meadows.
Derhen var det, vi nu styrede.
LANGS FRODIGE KYSTER
Vi passerer Cape Norman — nord-
vestspidsen af Newfoundland — og
ser indover mod et jævnt landskab
uden fremtrædende højdedrag. Så
drejer vi indover Cook Harbour, hvor
fiskerne står på kajen og glor. Med
god grund har den berømte opdager
James Cook fået sit navn knyttet til
disse strøg. I midten af 1700-tallet
kortlagde han store kyststrækninger
af Newfoundland og Labrador med
sådan en nøjagtighed, at kortene holdt
mål i lange tider.
Så svinger vi ind i Pistolet Bay — en
bred lavvandet fjord med adskillige
øer — som et gab mod nord. Den
smalner af ganske langt mod
de to øer et stykke fra kysten. Ved
den første står en stor, rusten last-
damper, der er smidt så at sige helt
op på land. Dette hændte for ca. 15
år siden under en forrygende storm.
Først prøvede 2 af mandskabet at
svømme i land med en line, men de
omkom. Senere blev det vældige skib
kastet så langt indover mod land, at
folkene praktisk talt kunne spadsere
ind.
De to øer træder frem som påfal-
dende sømærker for sejlere fra nord.
Vor erfarne ishavsskipper Paul Sør-
nes hævder, at hvis han kom fra ha-
vet i nord og havde denne del af ky-
sten som mål, ville han styre mellem
disse to øer.' Har Vinlands-farerne
gjort det samme, kunne de ikke und-
gå at finde frem til det gunstigste sted
på hele nordkysten — den egn, der
nu dukker frem for „Halten“.
Ankeret falder. Skuden ligger der
og vugger et stykke ude i bugten, og
derinde ser vi nu Lance aux Meadows,
en smilende egn, et lavland med bøl-
gende græsmarker og nogle små fjel-
de i baggrunden. En af disse har en
meget stejl, mørk fjeldvæg og må væ-
re et godt landemærke for søfarende
folk. Uden for kysten er en del øer
strøet omkring. Fra landet skærer en
skarp odde ud. På den østlige side ser
vi en del af husene til de få fisker-
familier, som holder til her, på vest-
siden en lille bugt, hvor en blinkende
elv løber ud i havet.
I det grønne, et lille stykke oven
for denne bugt, var det, at jeg året
før opdagede gruppen af de gamle,
næsten helt overgroede hustomter.
øst ind i et område med skov og mo-
se og har flere lakseelve. De få, der
har ment, at Vinland var at finde i
nordre Newfoundland, har troet, at
Pistolet Bay var stedet. Det er mu-
ligt, at nogle af Vinlands-farerne slog
sig ned her, men jeg har min tvivl.
Jeg foretog året før en ganske grun-
dig undersøgelse af området uden re-
sultat, men så er der også mange ste-
der så meget krat og skov, at mulige
hustomter kan være helt overgroet.
Vi drog videre østpå langs nordky-
sten i retning af Cape Bauld. Landet
indefter er småkuperet — mod søen
kan fjeldene skråne noget brat af —
men vi ser strandflader, vige og bugte
med forbavsende rig vegetation her
ved landets yderste odde. Der er en
påfaldende større frodighed her end
ved Labradors ydre kyst, og dette må
vel hænge sammen med jordsmonnet.
Skoven er ikke at se, men før i tiden
kan den have gået så langt frem, at
den har været synlig fra havet. Om-
rådet nærmest kysten har formentlig
været åbent.
Ville de svare til forventningerne?
Hvad vil det, der ligger gemt i jor-
den, fortælle om mennesker, som le-
vede der for længe siden. I spænding
sætter vi motorbåden i vandet og sty-
rer mod land.
Grønland i går, i dag og i morgen
------------ ——--------------------------------------——
Den unge kontorassistent på hotellet i Søndre Strømfjord og medlem af
KlTs grønlandsudvalg, Knud Madsen, mener, at ideen og målet heroppe
må være at skabe en selvstændig grønlandsk nation
--------------------------—-—-—~—--------------—--------——
Det vil selvsagt føre for vidt her at
komme ind på Grønland i går. For de,
der eventuelt skulle være interesseret
— og der er forhåbentlig mange — er
der indtil dato forfattet så meget om
denne tid, at det vil kunne fylde en
anselig plads på en reol, så jeg vil
henvise til den efter landets befolk-
ningsstørrelse vist nok usædvanlige
store litteratursamling.
— Men dog understrege her, at
Grønland i går er mere end Hans
Povlsen Egedes, Knud Rasmussens
eller Peter Freuchens Grønland. Den
er først og fremmest en beretning om
et lille folks umenneskelige tilværel-
se og om hvordan sygdom, fattigdom,
sult og frygtelige arktiske vintre gik
på stadig vandring op og ned langs
den næsten 2800 km lange kyststræk-
ning, fra Thule i nord og til Kap Far-
vel i syd. I denne historie kan man
også finde beretningen om eskimoer-
nes møde med nordboerne, det møde,
som hvalfangeren Aron fra Kangeu i
Vestgrønland har skildret i året 1859
i to serier billeder med seksten sce-
ner fra de eskimosagn „om grønlæn-
dernes første sammentræk med de
gamle nordboere1”, som serien kaldes.
Det var de nordboere, som Erik den
Røde i året 986 havde ført over fra
Island, og som lige så stille, som de
var kommet til Grønland, forsvandt
sporløst efter 4—500 år. Der er stadig
megen mystik om deres pludselige
forsvinden.
Ja, Grønland i går er så stort og
omfatter så meget spændende, at jeg,
af hensyn til historiens nøjagtighed og
min dybe respekt for denne, vil hen-
vise til det forfattede.
Grønland i dag, det er det Grønland,
vi har set siden grundlovsændringen i
1953, dengang da Grønland blev gjort
til et amt af Danmark, og grønlæn-
derne dermed blev ligestillet med de
øvrige danskere. I denne tid er der
blevet skrevet og sagt lige så meget
om danskernes gode vilje til at ville
grønlænderne det bedste, som om det
gode samarbejde mellem grønlæn-
derne og danskere, som ikke eksiste-
rede o. s. v.
Det meste af det, der er sagt og
skrevet, var sikkert — og er sikkert
stadig rigtigt. Men man kunne i et
øjebliks letsindighed, set ud fra et
menneskeligt synspunkt til den øje-
blikkelige situation, spørge: „Hvordan
skal det kunne være anderledes"? —
Vi har nok viljen til at ville være eet
folk, men begår vi ikke alene heri vor
største fejl? Ville ikke meget være
nået, hvis vi erkendte vore to folks
forskel?
Jeg tror, at vi mennesker for livet
er geografisk og kulturelt præget for
livet på den ene eller den anden må-
de. — Og der er nu engang ikke me-
gen sammenligning mellem Als og
Pearyland, eller mellem den vesteuro-
pæiske kultur og den eskimoiske. Jeg
tror derfor, at først gennem en gensi-
dig respekt for vore folks historie,
sprog, kultur og hele særpræg, først
da kan vi nå frem til et frugtbart
samarbejde, som igen må resultere i
et lykkeligt grønlandsk folk.
Det må være målet for dansk ar-
bejde på Grønland at give grønlæn-
derne deres gamle selvstændighed og
selvtillid tilbage, det som holdt dem
sammen til et folk, lang tid før dan-
skerne havde sat deres ben på Grøn-
land.
Knapt et tiår er gået, siden vi for
alvor bød grønlænderne træde over
tærskelen til den ny tid. Det var et
folk, som havde stået stille i hundre-
der af år. Hvis skylden er, skal jeg
ikke kunne sige, men vi indledte dan-
skertiden i det herrens år 1721 med
Hans Povlsen Egede. Det skal under-
streges, at det ikke var hans skyld, at
grønlænderne ikke fik den fremtid,
som han drømte om, men at skylden
nok er at finde inden for andre kred-
se af riget.
Siden denne ny tids indførelse på
Grønland har vi sejlet i tusindevis af
tons byggematerialer op til Grønland.
Vi har på disse år skabt byer med alt,
hvad der hører til en by: Elektricitets-
værker, skoler o. s. v. Vi har moder-
niseret de bestående sygehuse eller
bygget nye, hvor der var behov. Vi
har givet næsten alle grønlændere
gode statslånshuse på de efter for-
holdene rimelige vilkår; jeg tror ikke,
der i Danmark findes procentvis så
mange med eget hus som i Grønland.
Mange grønlændere har fået deres
nye hjem i store rækkehuse, dog efter
vore forhold ret spartansk indrettede,
men dette er dog at finde i, at tiden fra
jordhytte til menneskebolig er ret
kort — så det kan vel kaldes en vir-
kelig gennemtænkt konstruktiv øko-
nomisk politik!
Vi har fulgt denne udvikling op
med anlæg af store tidssvarende her-
metikfabrikker, Handelen har moder-
niseret sine gamle butikker og mange
steder opført det sidste nye i super-
markeder. Den grønlandske fisker-
flåde gennemgår i disse år en kolossal
udvikling, fra at være en fiskerflåde
af kajakker — til motorbåde og kut-
tere. Den første fisketrawler vil snart
pløje Davisstrædet tyndt, og udvik-
lingen for den øvrige fiskerflåde går
stærkt der hen i mod.
På Handelens hotel ved Søndre
Strømfjord udgår ugentlig intern-fly
til de fjerneste af byerne ved kysten,
SAS’s DC-8 forbinder dagligt Grøn-
land med omverdenen — fire timer og
femten minutter og alle kan være i
København.
SAS har antaget de tre første grøn-
lændere her på Sdr. Strømfjord, til
portnerarbejde og lignende, atter an-
dre skal hjem til København og have
en uddannelse i selskabet, således at
man efterhånden kan besætte største-
parten af stillingerne på hotellet med
grønlændere.
Og således er der på disse knapt ti
år sket en fantastisk udvikling i Grøn-
land. Ja, jeg tror, det savner side-
stykke i vor tids historie, og at man
ingen andre steder finder en så gigan-
tisk velstandsforøgelse — i et for kun
ti år siden så underudviklet område
af verden. Det tjener Danmark til
megen ros, hvad der her er gjort i
Grønland!
— Men, medaljen har som bekendt
også en bagside.
Det er nævnt her, at grønlænderne
mangler deres gamle selvstændigheds-
følelse og selvtillid, denne fornemmel-
se af: „at være herrer i deres eget
hus". Siden danskerne kom herop, er
denne — måske ubevidst — langsomt
trængt tilbage til fordel for bedre vi-
dende.
Resultatet er i dag, at vi har et folk
i tilbagetrukkethed og blot passivt føl-
ger med i udviklingen, men gør hvad
der bliver sagt. Dette kan ikke være
naturligt for et i øvrigt intelligent folk
— blot at skulle sidde og se til og el-
lers være uvidende om, hvorfor denne
udvikling sker.
Man føler trang til at stille spørgs-
målet: „Hvor er danskernes gode
vilje til at ville en grønlandsk nation"?
— Det må dog være ideen og målet
med tiden at se en selvstændig grøn-
landsk nation! Hvordan det så skal
lade sig praktisere, vil vi lade frem-
tiden bestemme. Blot vi i dag holder
os for øje, at det er målet i alt det,
der sker på Grønland.
Jeg skal her ikke undlade at nævne
— det ville være utilgiveligt, om jeg
gjorde — at den første højskole i
Grønland indvies til sommer: „Knud
Rasmussens højskole" ved Holsteins-
borg med plads til 25—30 elever.
Denne skole, efterfulgt af et stort
kulturelt oplysningsarbejde i byerne
(og det må understreges kraftigt, at
det skal være et oplysningsarbejde,
der tager hensyn til grønlændernes
sprog og kultur!), skulle være rammen
om det øvrige arbejde, der gøres her-
oppe, og så kan vi her i Grønland og i
Danmark trygt gå morgendagen i
møde!
Vor politik i Grønland må kunne
sammenfattes i disse få ord: „Grøn-
land for grønlænderne, men sammen
kan vi gøre Grønland levedygtigt og
stærkt"!
For selvfølgelig har også Grønland
en strålende fremtid for sig! — Det
kan ikke være meningen, at et land
så stort som Grønland, ikke en dag
skulle kunne give bonus, til gavn for
grønlænderne og til glæde for dan-
skerne.
Knud Madsen.
Hotellet, Sdr. Strømfjord.
Ure repareres
Alle slags ure repareres.
Omgående levering.
V2 års garanti for reparationer.
i
URMAGER LEIF JØRGENSEN
Nørregade 22 — Køge
13