Atuagagdliutit - 19.12.1963, Blaðsíða 13

papiret af den. En transistorradio kom
tilsyne. Han drejede ind på en station.
— Skal vi danse?
— Her! Er de rigtig klog!
— Hvor der er hjerterum, er der
husrum! Kom nu! Og lad os så få et
lille smil. Det var da værre, hvis vi
var strandet på en øde ø, hvor hajerne
snappede efter Dem.
— Her snapper den stygge ulv ef-
ter mig! Er det bedre?
— Jeg opfører mig så nobelt, at det
burde gå over i historien! Alle andre
mænd ville forlængst ha’....
— De behøver ikke at udpensle det.
Der er ikke noget i vejen med min
forestillingsevne.
— løvrigt danser De pragtfuldt.
Egentligt har vi det da ganske hygge-
ligt, ikke? Hør, hvorfor slukker De for
den gode musik?
For første gang søgte Liselotte at
fange Pers blik.
— Ved De, hvad jeg tror, sagde hun,
jeg tror, det altsammen er noget, De
har arrangeret for at slippe for at
være alene juleaften.
Per følte sig tydeligt såret i sit aller-
inderste.
— Jeg h a r jo fortalt Dem, at jeg
ikke har begreb om elevatorer. Selvom
man er elektroingeniør, kan man da
ikke vide alt om øde øer .... om ele-
vatorer, mener jeg. Ved De, hvad vi
skal ha’ nu? Nu skal vi ha’ os et lille
glas sherry og ....
— Går De rundt med en hel trans-
portabel bar? De er en højst besyn-
derlig mand!
— Tak for komplimenten.
— Hvilken?
— Sagde De ikke, jeg var en mand.
For fem minutter siden var jeg en
dum fyr. Nu er jeg en mand! Det går
dog fremad. Kom med Deres glas og
lad mig skænke. Vi tømmer flasken,
og så skriver vi et brev om hjælp og
sender det af sted som flaskepost!
— Det kunne De li’! Nej tak, så
hellere dø af tørst!
— Så har jeg en anden idé .... og
den er garanteret ufarlig. De skal se
mit fotoalbum! Ræk mig det lige, det
står der bag radion! Kan De gætte,
hvem det er? Mig .... som baby! Alle
sagde, jeg var et meget fremmeligt
barn.
— Det er De stadigvæk! Og damen
med overskægget?
— Det er min tante! Overskægget
har hun fået, fordi jeg først knipsede
min onkel og glemte at dreje filmen
frem!
Per listede .... som i disraktion ....
armen omkring Liselottes slanke
midje.
— Hvad skal den arm? Jeg kan ud-
mærket se i albumet, uden at De be-
høver holde på mig. Jeg falder ingen
steder!
— Åh, undskyld! Jeg blev så ivrig,
forstår De. Det er år og dag siden, jeg
har kigget i det album, men interes-
serer det Dem ikke, lægger vi det til
side. I stedet kan De gi’ mig deres
hånd. Kom nu! Der er da ikke noget
ondt i at holde hinanden i hånden.
Ilten kan slippe op når som helst nu,
og så er det betryggende at .... hvor
er den blød og hvid og sart og ....
Liselotte! Nu må De ikke tro, jeg prø-
ver at udnytte situationen, men ....
jo, jeg synes så forfærdelig godt om
Dem. Må jeg .... må jeg gi’ Dem et
kys, bare et lillebitte et .... fordi det
er jul .... og for at bede Dem om
forladelse, fordi jeg maste mig sådan
på og var så dum og ikke lod Dem køre
alene op.
— Jeg lader mig ikke kysse af alle
og enhver, hvis De tror det.
— Jeg er ikke alle og enhver. Jeg
mener det alvorligt. Jeg har været
forelsket i Dem, lige siden De flyt-
tede ind deroppe på syvende. løvrigt
er der da ikke noget ondt i et kys ....
tværtimod .... vi er jo dog i samme
båd .... i samme elevator mener jeg,
og ....
Per forsøgte at trække hende ind til
sig, men hun skubbede ham fra sig.
— Nej lad være. Det var noget an-
det, hvis vi var forlovet, men vi har
jo ikke kendt hinanden en time endnu.
— Forlovet! Nu skal De bare se,
hvad jeg har her i lommen .... to
forlovelsesringe! Jeg købte dem rent
tilfældigt i eftermiddags. Man ved jo
aldrig, hvad man kan komme ud for
i denne tossede verden. De er da
ellers helt pæne, ikke? Den der er til
Dem .... til dig! Kom nu med fin-
geren og lad mig gi’ dig den på. Så-
dan! Ih, hvor den klæ’r dig. Nej, hvad
er nu det for en mystisk tingest, jeg
finder her i lommen? En skruetræk-
ker! Måske kan jeg alligevel fikse ele-
vatoren. Lad mig prøve! Hvad er det
for en mystisk ledning? En løs for-
bindelse? Ja, minsandten! Se .... nu
går den! Vi skal opefter, ikke? Du
må undskylde mig, hvis jeg virker
lidt .... lidt forvirret, men jeg er helt
ør af lykke. Tænk, vi har kun kørt et
par etager! Og jeg føler det fuldstæn-
digt, som var jeg i den syvende him-
mel! Kom! Lad mig kysse dig .... min
engel!
— Tror du ikke, det var en idé først
at tale med præsten?
— Jo, selvfølgelig .... nu du siger
det! Sikken et held, at min gamle stu-
denterkammerat, pastor Møller, plejer
at kigge indenfor hos mig hver jule-
aften. Han sidder nok allerede der-
oppe og venter!
Per trak Liselotte ind til sig, og
denne gang glemte hun at gøre mod-
stand.
— Du bli’r en åbenbaring som hvid
brud, elskede! hviskede han og fandt
hendes læber i et kys.
Willy Breinholst.
Grønlands postvæsen havde fornylig 25 års jubilæum, som
blev markeref med en udstilling. Her studerer general-
direktør Svend Jensen og grønlandsminister M. Garn de
udstillede frimærker.
nunavfine agdlagkerissartoKarfik ungasingitsukut nagdliu-
forsiorpoK ukiut 25-ngordlugit, famånalo malungnartfni-
ardlugo sarKumersitsineicardlune. fåssa generaldirektør
Svend Jensen nunavtinutdlo minisfere M. Garn frimærkinik
sarKumersitanik misigssuissuf.
Jul uden ekstra forsyninger
Pastor emeritus Anda Høegh beretter her om barndommens jul, da
cigaretter og stærke drikke var ukendte i Grønland.
Den eneste rigtige julerejse, jeg
har foretaget, foregik i Danmark, mens
jeg var forstander på Grønlænder-
hjemmet. Grønlands styrelse sendte
mig rundt til Skørninge, Ry, Esbjerg,
Nakkebølle og Faksinge sanatorier for
at glæde og trøste grønlænderne, som
dengang begyndte at komme på sana-
torier i Danmark. Grønlænderne var
også meget begejstrede for at høre
juleevangeliet på grønlandsk, og
mange var de samtaler, jeg havde
med dem om deres pårørende og fa-
milie derhjemme.
Ellers er julerejserne heroppe for
mit vedkommende foregået efter jul,
og da kun til de nærmeste udsteder, og
disse rejser mindes jeg som smukke
og behagelige, da man aldrig rejste i
dårligt vejr. Selv om man kom efter
jul, og kateketen havde læst juleevan-
geliet for folk, var de dog altid glade
for at høre det igen af præstens egen
mund.
DUFTEN AF BRÆNDT HARPIKS
Det er min erfaring, at evnen til
at glæde sig og til at komme i jule-
stemning ikke afhænger af gods og
guld, men af menneskets evne til at
være tilfreds i sine kår, små som store.
Og de var sandelig ikke store i min
barndom. Indtægterne kom af sæl-
skind, spæk, ræveskind og en enkelt
gang et bjørneskind. Kødet fordeltes
på pladsen, det solgtes ikke. Da en
blåræv nr. 1 indbragte 4 kr. og en
hvid ræv det halve, var det ikke store
summer, der var i omløb. Henimod
jul øgedes fangstiveren, rævefælderne
besøgtes et par ekstra gange, og gav
det gevinst, og man kunne sælge et
par skind mere før jul, ja så var julen
reddet. Og kom der storsæl til pladsen
før jul, kendte jubelen ingen grænser,
— Du glemmer vist, at det er en datter, vi har.
og så kunne spæklamperne brænde
hele julen.
Dengang var der ingen forskelsbe-
handling mellem grønlændere, min far,
der havde lært som smed i Danmark,
fik ikke mere i løn end en kivfak i
samme alder, og han havde samme
muligheder som denne til at skaffe sig
lidt ekstrafortjeneste til jul, da han
deltog i transmeltningen og bagnin-
gen, der betaltes ekstra. Lønnen her-
for sparedes op af Handelen og ud-
betaltes med den sidste lønning inden
jul den 14. december.
Desuden kan jeg huske, at far var
oppe før vi vågnede og stod og ar-
bejdede når vi faldt i søvn med jule-
gavearbejde for de danske i kolonien,
lysestager, papirknive, men mest la-
vede han konservesdåser af blik, som
han klippede ud af hele plader, selv
falsede, skar bund til og loddede sam-
men. Han brugte harpiks til lodnin-
gen, og mine tidligste juleminder står
i forbindelse med duften af brændt
harpiks.
KONERNE HAVDE VÆLDIGT TRAVLT
Da alle børn helst skulle have ny
dragt til jul, hvis man kunne klare
det, havde konerne vældigt travlt
længe før. Man valgte skind og far-
vede dem i 3 farver, hvidt, rødt og
blåt. Kamikkerne bød på særligt stort
arbejde, men meget syarbejde sendtes
til Kangermiutat, et nu nedlagt ud-
sted, hvor konerne var særlig dygtige
til at sy, og sylønnen var lav. Når
fangerne så kom ind til kolonien med
alkefangsten, havde de der syede, dele
med i kajakken og overbragte helst
selv sagerne, da der så vankede kaffe.
Proviantindkøbet til jul var stort
set det samme som til hverdag, da
Handelen ikke havde særlig forsy-
ning til jul. Udover ærter, sukker, te
og kaffe fandtes chokolade, figner,
svedsker og rosiner. Kunne man købe
mel, gær og rosiner, bagtes „kage“,
rosinbrød, og duften fra dette jule-
bag skabte forventning blandt bør-
nene.
Cigaretter kendtes ikke, man røg
pibe eller cigarer til 4—7 øre stykket
og unge piger røg slet ikke. Drikkeri
var intet problem, da kun fastansatte
kunne købe en tønde af bageriets
tynde bryg og dette var den eneste
kilde til en beruselse, som ikke holdt
sig ret længe. Desuden kunne fast-
ansatte rekvirere kommenskringle,
som var en stor lækkerbidsken.
RISENGRØD SOM FESTMÅLTID
Der gjordes hovedrent før jul, og
man hjalp hinanden og snakkede om
alle de dejlige gudstjenester man
skulle overvære. En der havde sær-
ligt travlt juleaften var Johan Dahis
kone, der foruden sit eget arbejde
måtte koge 4 store gryder risengrød,
som præstegældet trakterede børnene
med efter børnegudstjenesten, og som
vi fortærede af medbragte tallerkener.
Vi åd, som om vi aldrig havde fået
mad før. Når det var overstået, var
vor jul der, og vi forventede ikke
mere af den.
Danskerne havde alle hjemmelavede
juletræer, men derudover havde kun
Johan Dahl og Peder Høegh juletræer,
hvorfor der altid stod fuldt af folk
udenfor vinduerne og beundrede dem.
Senere holdt præsten juletræ for bør-
nene 2. juledag.
Hjemme bestod julemaden af den
uddelte julefrokost, skonrogger og
byggryn med ærter, som kogtes sam-
men med fugle, hvis man havde, ellers
med spæk. Efter maden inviterede man
til besøg, og den nærmeste familie
trakterede udover kaffen også med
cigarer.
Nytårsaften skød man geværer af
udenfor husene, og det skabte fest-
stemning, når fangerne gik rundt med
hele familien og delte tørret sælkød
og spæk ud. Mens fangeren skød
nytår ind, delte konen spæk ud inde
i husene, så der kunne være spæk
nok, til at holde lamperne brændende
til nytårsmorgen.
Anda Høegh.
Smykker forarbejdes efter
opgave.
Vore varer findes i Grønlands
førende varehuse.
Kalåfdlit-nunåne niuverfarfingne
pingårnerussune niorKutigssauti-
vuf navssågssåuput.
pinersaufit sananeKarsmaupuf
kigsaufigissaf maligdlugit.
A-BMACcSTEIll
KGL.HOF-JUVELERER OG HOF-GULDSMED
køb en havn
^BREDGADE 17 >
“XS GRUNDLAGT 1834
KAST
MED ET SEEFAB
STÅLSPYD
Det aerodynamiske, strømlinede
SEEFAB spyd når De længst med.
600 — 700 — 800 gr.
Godkendt for olympiaden
i Rom 1960.
nauligax sisak SEEFAB nauligautigiuk
En gros: BTR Industries A/S, Toldbodgade 30—32, København K.
Hundested Motor
10—300 HK
Vore motorer leveres nu
med letmetalstempler. Det
betyder stærkt forbedret
brændstoføkonomi, mindre
forbrug af smøreolie, bety-
delig kraftforøgelse ug mi-
nimale rystelser.
motoriutivut måna tunini-
artalerpavut letmetalinik
stempelilerdlugit. tama tu- ..
ma kingunerai aningaussat
orssugssamut atugkat pitsaunerungårtumik ilevKåmeKartalernerat, olie-
mik atuiniklnerulerneK, angnertungåtsiartumik såkortunerulernes sajug-
pilungneritdlo mingnerpåt.
Hundested Motorfabrik
Hundested — Telegramadresse: Propelmotor
13