Atuagagdliutit - 19.12.1963, Blaðsíða 34

o\ JktqeJnqéM
En hundeslæde bugter sig hen over
Den store Slavesø, der ligger som en
endeløs flade i den blege forårsnat.
På det tunge læs af hårdt tilsurrede
ulve- og hvidræveskind sidder en in-
dianerpige tæt indpakket i rensdyr-
pelsen på grund af det hårde vejr.
Bag slæden løber en mand. I timevis
har han løbet der. I jævn rytme høres
den knasende lyd af mokkasiner mod
den skorpede sne. Af og til giver han
hundene et skarpt kommandoråb. Han
løber vuggende og foroverbøjet. Ån-
dedrættet er jævnt.
Pludselig vender pigen sig halvt
om, peger mod øst og siger noget på
skurrende indiansk. Med et hårdt til-
råb standser manden hundene, går
op på siden af slæden og ser fremad.
Mod øst skimtes en mørk, utydelig
masse, der ligesom ligger og svømmer
i disen.
„Det må være Red Cliff Island,"
mumler han og tørrer sveden af pan-
den med bagsiden af vanten.
Pigen lader sig glide ned af slæ-
den. Hun når ham omtrent til skul-
drene og må vel være omtrent nitten
år. Ansigtet er lidt for bredt til at
være kønt. De svagt udstående kind-
ben, det sortglinsende hår, som her '
og der stritter uden for skindhætten
og det skæve ved øjnene giver det et
tydeligt mongolsk præg. Men der er
noget blidt i udtrykket, en vindende
kvindelighed.
Som hun står der, indianer helt
igennem, er hun en skarp kontrast til
manden, en middelhøj, lyshåret ir-
lænder med furet ansigt og grå øjne.
Det er en jævn, almindelig mand med
det selvhjulpne og rådsnare præg, der
kendetegner pelsjægere, der år igen-
nem har levet det hårde liv i Nord-
Kanadas vildmark. Men der er noget
tungt over hans ansigt.
Han går hen til hundene og ord-
ner seletøjet, mens pigen igen sætter
sig på læsset, Så svinger han pisken,
og af sted går det som før.
Hvis dette var Red Cliff Island, er
der ikke mere en to timers vej til
Handelsdepotet, tænker han. Det var
sandelig gået hurtigere end beregnet.
Knap tre uger om den lange tur fra
fangstfeltet inde på tundraen. Og nu
skulle det være forbi med sliddet for
denne gang, med to års slid i sne og
kulde. Nu skulle han have en god tid
ved depotet, hele sommeren igennem.
Ikke tygge renskød til hvert evige
måltid, men gøre sig til gode både
med det ene og det andet. Og her
kom han med en fangst, som han
ikke behøvede at skamme sig over.
Mændene ville nok gøre store øjne.
For så sent som det var, var hele
flokken nok kommet tilbage fra
fangstfelterne: Muskos-Jim, Charles,
Dan, Joe, Jerry og sjove, gamle Klon-
dyke-Bill. Jo, det var de nok.
Han lader tankerne dvæle ved alt
det, der nu venter ham. Men det er,
ligesom om han ikke rigtig glæder sig.
Depotets nærhed har pludselig manet
det frem, som kun var en fjern og
kuet tanke, den gang han havde nok
at gøre med sliddet i vildmarken.
Han skubber det til side. Det går
nok, siger han til sig selv. Det var jo
stadig almindeligt, at hvide pelsjæ-
gere giftede sig med indianerpiger.
Det gjorde ingen forskel, ikke spor.
Alting ville nok blive som før med
kammeraterne og det hele. — „Hæng
i!“ råber han pludselig vredt til hun-
deforspandet, skønt det hele tiden
har trukket af alle kræfter.
Han løber lidt, og tankerne går
uvilkårligt tilbage til dengang, det
hele begyndte. Tiwitsh og hans slægt-
ninge, som havde rejst deres telte lige
ved fangstfeltet — det første møde
med Nasha, da hun kom susende hen
over Jerv-Søen med hundeforspandet
— besøget i indianerlejren, som gik
hyppigere og hyppigere på. — Og så
det underlige tilfælde, at den lang-
skæggede præst fra Coppermineflo-
den skulle dukke op på det sted og
på det tidspunkt. Det hele var lige-
som sket af sig selv. .
Og hvorfor ikke. Nasha var en
flink kone, meget dygtig til at sy
mokkasiner og skære tørkød. Femten
år alene i vildmarken var nok. Han
havde haft hundene, det var rigtig
nok. Men en varm, levende kvinde
var alligevle noget andet. Det betød
meget at finde teltet opvarmet og en,
som ventede på ham, når han for-
frossen og udslidt vendte hjem fra
slædeturene. Og så en til at holde
sig varm om natten i tres graders
kulde. Hvad ragede det ham, hvad
de andre tænkte.
Men hvordan han end vender og
drejer det, kan han ikke snakke sig
bort fra uroen. Det, der var så let og
ligetil, mens han for omkring inde
på det vildeste af tundraen, så lige
med eet helt anderledes ud, n'a da
han skulle møde folk af sin egen
race.
Det gryer. I øst stiger granklædte’
øer og bakker frem af disen. Det er
som et tæppe, der bliver rullet op;,
dets frynser fejer stadig hen over!
grantoppene. Hundene løfter hove-
derne og får et hurtigere fodslag. Og
så flammer solen over land og is.
Dér kommer depotet til syne, et
lavt træhus et stykke oppe på stran-
den. I skovbrynet glimter en række
indianertelte. Den ligger der som et
smil i landskabet, denne ensomme
udpost i Kanadas vildmark.
I skarpt trav svinger han op foran
huset, hvor seks hvide pelsjægere og
en flok indianere er forsamlede. De
har stået der længe og spejdet efter
slæden.
„Hallo, Michael!" lyder det roligt
og dagligdags fra de hvide, som om
Langbølge — Mellembølge
Kortbølge — Fiskerbølger
og med grammofon.
OKalugtartumutdlo.
COMBI-STAR
ft Bedre transistor-modtager
til grønlandske forhold fin-
des ikke.
ft Indbygget pladespiller til
EP-plader.
ft Rum til 10 EP-plader.
ft Et RADIONETTE produkt.
Kvalitet på
langdistance
UNGAS1GSUNUT
NÅLAORNlUTlKUMINARTOK'
COMBI-STAR
nfilaorutinit transistoriussunit tå-
ssånga Kalåtdlit-nunåne nalerKu-
nerussoKångilaK.
EP-pladenut (OKalugtartup nfitai-
nut) atorsinaussumik OKalugtartor-
talik.
☆
EP-pladit
nåuput.
Kulit KalerigsineKarsi-
ft RADIONETTEmit suliaK
pineKarsinauvoK - en gros: EMIL NIELSEN A/S, Krystalgade 3, Kbh. K.
han var kommet tilbage fra en lille
sviptur og ikke fra to års overvintring
oppe ved ishavet. Han giver dem
\ hånden, og der falder nogle spøge-
fulde ord om det ene og det andet.
Af og til kaster de et sjålent blik
på Nasha, og det slår ham, at de
allerede ved besked fra indianerne.
„Ja, så skulle vi jo sige til lykke,"
siger Jerry og smiler på en uforklar-
lig måde med sin sammensnerpede
mund. „Til lykke," mumler de andre,
' og en ad gangen rækker de Nasha
hånden. Hun bøjer hovedet i den dy-
beste forvirring.
„Der er plenty med gode teltplad-
ser ovre hos os," siger Moskus-Jim
over skulderen i det han slentrer hen
til de fire telte, som står for sig selv
et godt stykke fra indianerlejren. Mi-
chael svarer ikke, men efter at have
opmagasineret sine skind hos pels-
handleren, kører han ud på odden
omtrent midt imellem indianernes og
de hvides lejr. Der slår han teltet op.
Nej, det blev nok ikke som før,
det følte han hurtigt. Kammeraterne
viste ham ikke en kold skulder eller
kom med hentydninger, som der var
brod i; sådan var de ikke. Det hele
var godt og rigtigt på overfladen.
Men noget var alligevel forandret,
selv om han ikke kunne sige, hvad
det var. Når han var sammen med
de andre, kunne han ikke få fat på
den sorgløse tone fra den gang, han
var en fri fugl som de. Det var, som
om de ikke længere var i samme båd.
Når de sad sammen og snakkede
om løst og fast, kunne han pludselig
gribe sig i at være på vagt, især når
de talte om indianerkvinder. Samta-
len kom ofte ind på hvide kvinder.
Det var som et længselssuk fra mænd,
der var forvist til et liv tusind kilo-
meter fra oasen. Før i tiden havde
' han også siddet og fabiet om en hvid
• kvinde og et hjem sydpå. Et lille hus
med en grøn have, det var det, han
tidligere havde set for sig, når han
sled i det i snestorm inde på tun-
draen. Men nu var låsen drejet i
jfor de tanker.
„Hils konen," plejede kammera-
terne at råbe efter ham, når han tog
hjem, efter at de havde siddet og
snakket sammen om aftenen. Et godt
stykke ned ad bakken kunne han
høre latter og lyden af muntre stem-
mer gennem teltvæggene. Nu kom-
mer de frem med alt det, de ikke tør
tale om, når jeg er til stede, tænke
han dystert.
Det hele er bare noget, du bilder
dig ind, sagde han ofte til sig selv.
Det med Nasha er en sag, som ikke
en kæft bryder sig om. Men det hjalp
ikke stort at spekulere over det.
Og så kom der det med indianerne.
Evig og altid havde han Nashas
slægtninge og slægtninges slægtninge
hængende omkring teltet. De tiggede
skamløst og lod ham aldrig glemme,
at han var optaget i familien.
Alt dette gnavede i hans sind og
førte umærkeligt til, at han begyndte
at se på Nasha med andre øjne. Små
træk, som han ikke engang havde lagt
mærke til, da de flakkede om inde på
tundraen, irriterede ham. Og han
lagde ikke skjul på det. Nasha sva-
rede ham sjældent, når det kom over
ham; hun lukkede sig bare inde i sig
selv. Hun smilede stilfærdigt, men
hun smilede sjældent nu.
Solen var varmere, det rislede i
bækkene og mygggene kom i tætte
sværme. Sne og is forsvandt hurtigt,
og Den store Slavesø blånede under
sommersolen.
Det var en stille, fin aften. Michael
havde slået sig ned i Dans telt sam-
men med de andre hvide pelsjægere,
og de havde fået sig en lille tår over
tørsten. Der var ingen fuldskab, bare
god stemning med snak om jagten,
vildmarken, planerne for den kom-
mende vinter, ja og så først og frem-
mest om hunde. For en gangs skyld
glemte han de bekymringer, han i
den sidste tid havde gået og ruget
over.
De begyndte at fortælle historier,
og samtalen strejfede gamle O’Brien,
som holdt til nord for Mackenzieflo-
den. Her havde han levet i mange år
sammen med en indianerkone og en
flok halvblods unger.
„En underlig snegl," siger Dan.
„Han kan ikke tåle at se mennesker,
men jager dem bort med bøssen."
„Det er det med konen," siger
Jerry. „Jeg kender lidt til det hele.
Siden hun fik ham i saksen, har hun
aldrig forsømt nogen lejlighed til at
være ham utro, så vidt jeg da ved.
Evig og altid har han måttet passe
på hende som en smed. Og det er
vel det, der er skyld i det."
„Og så den gamle heks," brummer
Moskus-Jim.
„Hvis halvdelen af ungerne er hans
egne, så er det højdepunktet," lyder
det fra Klondyke-Bill, mens han blæ-
ser en tobakssky gennem sit ildrøde,
strittende pandehår.
„En squaw-mand er og bliver en
squaw-mand, som jeg altid ..„ Jerry
standser brat og får pludselig travlt
med at tømme glasset. Der bliver
stille i teltet.
Michael tænder sin pibe omhygge-
ligt og puster flammen ud. Han fø-
ler det, som om der er flænget et
åbent sår i ham. Men de må ikke
mærke noget, ikke for alt i verden.
Kun for at vise, hvor lidt denne be-
mærkning har gjort indtryk på ham,
giver han sig til at fortælle en histo-
rie om O’Brien, en pudsig oplevelse
på bjørnejagt. Men han mærker,
hvordan historien glider ud af hæn-
derne på ham, han står ligesom uden
for det, han taler om, og der kommer
noget hæsblæsende over ordene.
Da han er færdig, bliver det igen
vanskeligt. „Ja, ja," siger Klondyke-
Bill så, og de drikker i tavshed.
Aftenen er ikke mere, som den var
før. Ved midnat går de hver til sit.
I mørke tanker går Michael ned til
teltet. Sådan ser de altså på det, si-
ger han til sig selv. En squaw-mand
— det er noget muggent noget, som
man snakker foragteligt om mellem
kammerater
Natten er lys. Mellem træerne skim-
ter han indianerlejren. Alt er faldet
til ro der. En svag brise kruser Slave-
søen, hvor storørreden af og til ven-
der sig med et tungt plask.
Der brænder et bål foran hans telt.
Nasha ligger på knæ ved ilden og
steger fisk på spid. Det udslåede hår
falder som en mørk strøm omkring
hende, som noget levende i skæret fra
ilden.
Michael smider sig ned på en sten
og stirrer ud over søen. Hun kaster
et hurtigt blik på ham, tager så fi-
sken af spiddet og byder ham den.
Han bemærker det ikke. Lidt efter
farer det ud af ham:
„Fra nu af skal det være forbi med
dine fordømte slægtninges renderi
her."
Nasha, som sidder og pirker med
en stok i gløderne bøjer hovedet og
svarer ikke.
„Hører du!“ Han rejser sig plud-
selig og sparker arrigt et stykke træ
ind i ilden, så gnisterne fyger.
Hun svarer stadig ikke.
„Det er nok, at jeg har fået en af
slagsen på halsen," siger han hade-
fuldt og går ind i teltet.
Fra den dag holdt Michael sig mest
for sig selv. Han havde sjældent følt
34