Atuagagdliutit - 17.12.1964, Blaðsíða 3

Mødet
Langt ude fra havet kom menne-
skene. Havfolk var de. Endeløse var
de rækker af øer og skær, de havde
passeret på rejsen, og deres sange til
årernes padlen langs umiakkens side
var sådan stemt sammen med vindens
hvislen over havets krusninger, at den
kunne forveksles med hvidhvalens
blåst og vindens og brændingens leg
om isfjeldene.
De slanke kajakker skød som pile
gennem vandet for pagajernes takt-
faste padlen. Her på fjordens blanke
vand faldt roerne også ind, når det
passede med sangens rytme og ord.
Længe havne de foran sig haft et
kæmpemæssigt forbjerg, som i vild og
stejl utilgængelighed rejste sine glatte
stenmure i sådan en højde, at et pile-
skuds højde derimod var som en spyt-
klat mod snestormen. Kun langs de
hvide elvstriber, der var så tynde som
buestrenge, sås en svagt grøn forto-
ning, og på fjeldets bratsider skinnede
det i rødt fra den slags lav, der kom-
mer, hvor mange fugle holder til. Fra
dette store fjeld skød en lille udvækst
ud som neglen på en tå, og på dette
lille næs, som de længe havde styret
efter, gik de i land, da strømmen med
tidevandets skiften begyndte igen at
sætte ud af fjorden.
Under leen og snakken fik de
umiakken lagt til rette mellem stenene
i en lille vig på næssets solside, og
uden at ord var nødvendige, gav de
sig alle til de sysler, der altid hører
med til sådan et ophold på nyt land
under rejserne. Den gamle Maratse,
der styrede umiakken, gjorde sam-
men med en af kajakroerne ild med
ildboret, mens kvinder og børn under
latter og skæmt slog sig ned ved et
gammelt ildsted, efterladt af andre
rejsende folk, men åbenbart ikke
brugt i lang tid, for det var knap
lavet på samme måde, som de selv
ville have gjort det. Det var en dejlig
lun plads, kun svagt blev man opkvik-
ket af brisen fra den blå fjord. Man
sad og blev solør, mens sælkødet lang-
somt varmedes op i vegstensgryden.
Lyngrøgen stod som en myggesværm
i luften, og gennem den ildflimrende
luft kunne man se det næste store
fjeld langt borte bag blånende spejl-
blankt vand. Livet var skønt, en stor
rejse, som aldrig skulle slutte, for i
nuets intense indleven boede uende-
lighedens kim.
Mens det medbragte kød blev kogt,
var fangerne ude. En kom hjem med
sæl og blev modtaget med al den
glæde, der hører sig til. Siden kom
også en anden- Deres kvinder flænsede
med uloen de endnu varme dyr, og
der blev spist lever og tygget spæk,
så det drev ned over ansigt, fingre og
overkrop, for her gik man i sommer-
tøjet, der kun bestod i et par korte
skindbukser. På roturene trak man i
pelsene, for havet er altid koldt.
Der var sådan mæthed og glæde, at
man ikke kom videre med næste tide-
vand, men sov kødrusen ud til hen-
imod den tid, da højvandet atter var
ved at sætte fjorden ind.
Da var det morgen og bidende koldt,
for en klam tåge havde lagt sig over
fjeld og hav. Ingen talte.
Alle var spændte, men efter nogen
stirren mod vejret gav Maratse tegn
til opbrud ved at gå hen til umiakken
og begynde at gøre den klar. Snart
var alle i gang med forberedelserne,
og det varede da heller ikke så længe,
inden det kendtes, at tågen ganske
rigtigt måtte være ved at lette, for nu
så man solens lysende aftegning svagt
gennem tågens gråhvide mur. Ingen
kunne sige det bestemt, men det kun-
ne tyde på, at tågen ville lette, og
solen atter få magt. Maratse var klog.
Solen havde bevæget sig et par
håndsbredder, da de kom af sted. Nu
kunne man se at sejle langs kysten,
og for den frie fanger er alle mål lige
gode.
Lidt senere på dagen klarede det
atter op, og solen fik efterhånden
magt. De styrede da efter et stort for-
bjerg, som viste sig at gemme på et
stejlt fuglefjeld. I de smalle elvlejer
groede kæmpestore kvanner mellem
buskene. Edderfugle strøg lavt over
vandet med baskende vinger om den
tunge krop, og højt wer hovedet kred-
sede de skrigende rider som snefnug
mod den uendeligt blå sommerhimmel.
De fulgte fjorden indefter langs
fuglefjeldet, og di de havde rundet
dette fjeld, og tandet fladede sig ud i
grønne og brune skråninger, fik de
oppe på fjeldet øje på en kæmpestor
varde. Det gik som en hvisken gen-
nem båden, at den havde sydmændene
lavet, for sådanne varder plejede syd-
mænd også at sætte op, når de kom
på handel i de egne, hvor menneskene
kom fra, de lande, hvor solen i sit
med troldfolket
af RASMUS BJØRGMOSE
evige kredsløb kastede gult nattelys
over fjeldenes skyggesider, mens sol-
sidernes isfjelde tabte farven under
fjeldenes slagskygge.
De vidste, at der skulle være mange
sydmænd i disse lande- I flere dage
havde de hvert øjeblik ventet at se
deres skibe og været forundret over,
at de heller ikke så deres huse, de
store huse, som de havde hørt så man-
ge fortællinger om og nu selv var
kommet for at tage i øjesyn. Så stærkt
havde det forundret dem, at sangen
undertiden næsten havde nærmet sig
en hvisken, men sol og vind over det
blå hav havde snart fået dem til at
glemme det for nuets glæde. Og Ma-
ratse havde mindet dem om, at de
største og dygtigste sydmænd, de der
havde mange varer at handle med,
skulle bo helt inde i bunden af fjor-
dene. Derfor havde de heller ikke af-
søgt landet, men var fortsat indefter,
så måske var de sejlet forbi nogle af
sydmændenes store huse allerede.
Da lød der et dæmpet udråb fra en
af kajakmændene. Han hvilede et øje-
blik på pagajen og råbte, at de skulle
se det grønne land forude. Et øjeblik
hvilede de fleste af årerne, men snart
plaskede de alle endnu mere lystigt,
alle var ivrige og spændte efter de
mange ting, de snart skulle se og op-
leve. Et stykke oppe på fjeldet var der
også grønt, og rundt om et lille næs
så de noget, der måtte være et af syd-
mændenes store huse. Og hvad var
det? Havde sydmændene så mange
rensdyr, at de gik helt ind til husene.
Meget stort og utroligt var der blevet
fortalt om disse sydmænd ved de blaf-
rende lamper i de lange vintemætter
i jordhytternes mørke, men dette over-
gik dog alt. Mon de bandt dem til
stedet ved trolddom? De kom nær-
mere et af disse — nej, rensdyr var
det ikke, for det havde kun to latter-
lige spidser i stedet for ordentlige tak-
ker, bredere i kroppen var de også.
De kom nær, og dyret flygtede ikke.
En af fangerne blev ivrig og ville har-
punere dyret, men Maratse råbte ad-
varende, og han holdt inde, lidt skam-
fuld med harpunen i hånden. Men
det var nok rigtigt, hvad Maratse sag-
de, at disse dyr måtte være sydmæn-
denes, og det var ikke klogt at på-
drage sig deres vrede. Det havde man
erfaret. Og disse sydmænd havde
mærkelige skikke, som var svære at
udgrunde.
De fortsatte gennem den smalle
fjord, men da de efter en krumning
af landet fik udsyn videre ind, fik de
øje på endnu et stort hus helt inde i
bunden af fjorden. Der måtte de hen.
Og snart gik det op for dem, at de
kunne styre ind mod det store hus i
bunden af fjorden, når de havde det
først sete store hus lige i ryggen. Drev
disse sydmænd da trolddom med dem?
Helt sikre var de ikke.
☆
På dette års tingmøde havde der
samlet sig størst interesse om et kære-
mål mellem Gunnar fra Lodinsfjord
og Sigmund, kaldet Bjømsbane, fra
gården Foss i Leirufjorden. Det dreje-
de sig om retten til ørredfiskeri i en
elv under Storfossen. Sigmund Bjørns-
bane havde grebet Gunnar og hans
folk i at fiske i elven under efterårets
rensdyr jagt i indlandet omkring Stor-
søen, og deraf var der opstået stor
strid.
Gunnar og hans tingfølge, som var
anseligt at dømme efter den temmelig
ringe gård i yderf jordene, han kom
fra, hævdede at rensdyr jægerne havde
gammel hævd på at fiske efter særligt
behov. På den omhandlede sensom-
merfærd til indlandet havde tågen
lukket for deres videre færd ind i lan-
det i flere dage, så de tog kun deres
med ret og hævd.
Rangafjordingerne, som drev deres
jagter fra Ånavik, var ikke direkte
med i sagen og søgte at bringe forlig,
da sådan trætte dog ikke kunne både
nogen, for fik den ene part ret, gik
der let noget fra den anden, uanset
hvem det var. Og hvem kunne heller
vide, hvilke andre sager, dette måtte
føre til? Der var mange rettigheder i
fjord og fjeld, som man gjorde bedst
i at enes om i mindelighed, for den
der rider fra de andre om dagen, må
ride alene når det bliver nat. I trangs-
tider og uår var det godt at kende
sine naboer, for når én blev svigtet
i fjeld eller fjord, kunne en anden
fange lykken til havs.
Endnu taltes der forlig mellem
boderne, og imens udfoldede markeds-
livet sig på tingsletten neden for selve
tinget. Hjemmefødninge fra fjordene
med de af deres kvinder og folk, som
kunne undværes og havde fået lov at
komme med, selvhjulpne og fåmælte
bønder og jægere mødtes her i
almannagjåen, det fredlyste område
ved tingbondens gård, med slægt og
frænder for at købslå om de ting,
bese de sjældenheder og høre på de
historier, som østmændene havde
bragt med sig over havet. I hop’ets læ,
hvor man kunne sejle ind ved flodtid,
lå deres bredbugede knarre sammen
med bygdefolkets slanke både med de
høje stævne.
Da begyndte Steinsnes kirkes klokke
at ringe, dumpt og vedholdende, ikke
kaldende og muntert som til tingmøde,
hvad da heller ingen ventede. Al
handlen, leg og munterhed standsede,
og tingfolket så til hinanden. Ting-
bonden så over til sin gård, men alt
stod vel til, så gled hans øvede blik
ud over fjorden — og standsede ved
nogle sorte prikker et stykke ude på
vandet. Flere fulgte hans blik, og snart
var alles øjne heftet på fjorden- Inden
længe gik det som en hvisken fra
mund til mund, at det var skrællin-
gerne, troldfolket, der kom.
Først ville ingen rigtigt tro det. Vel
kendte man disse små, brune troldfolk
med det blåsorte hår, som blev kaldt
skrællinger, fra fangstfærderne i Nor-
dersæter, men alle nægtede at tro, at
de kunne finde helt her ind i hjertet
af bygden, endda uden at blive set
af nogen, før de nåede selve tingste-
det med bygdens gamle hovedkirke,
der engang havde været domkirke, før
østerbygdingene byggede deres store
kirke i Gardar, det lød fuldkomment
utroligt, at nogen uvedkommende
skulle vove sig helt herind til Steins-
nes, deres samlingssted helt fra den
hedenske godes tid.
Men snart blev erkendelsen til lam-
mende vished. Troldfolket kom.
Tingbønderne og deres tingfølge
samlede sig i flokke, som de nu hørte
til, greb deres våben og drog ned til
stranden, nogle til hest og andre til
fods. De frembød et broget skue, høje
føre mænd, nogle i vadmel og skind,
og af disse var nogle mørkhårede og
mere lavstammede, andre rødhårede
og gustenblege, men de fleste svære
karle at se til. Det var de almindelige
bønder og deres karle. Storbøndeme,
hvoraf kun en del gik med, var for
de flestes vedkommende klædt i finere
klæder af europæisk snit.
Hos nogle af bønderne sporedes en
vis ængstelse. Man vidste ikke ret,
hvad disse troldfolk kunne, og hvad
de kunne finde på at bruge deres sær-
lige evner til. De stod sikkert i ledtog
med selve underverdenens onde mag-
ter, de så jo ud, som om de kom lige
ud fra søhamrene — de klipper i
stranden, hvor troldene kom fra. Og
så talte de ikke engang et menneske-
ligt sprog, men pludrede og gryntede
som i en blanding af småbørnenes
sludder og svinenes snasken.
☆
Menneskene så med undren på det
grønne land, der bredte sig vidt ud
til begge sider for det store hus, som
de havde styret efter. Da de lagde til
ved den nordre bred af vigen, var
sydmændene strømmet til i stort tal.
Til venstre for vigen strakte et stenet
næs sig langt ud i fjorden. I vigen lå
sydmændenes skibe fortøjet, en ufat-
telig rigdom af træ, og et af dem var
større end nogen båd, menneskene
nogen sinde havde set, så stort som
et hus, endda et meget stort hus, og
med et stykke træ i midten, som, når
man lagde nakken tilbage, næsten
syntes at nå helt ind i himlen.
Sandelig måtte disse sydmænd for-
stå sig på trolddom- Se nu der, kom
de ikke ned til menneskene siddende
oven på et rensdyr, som ikke var et
rigtigt rensdyr, for det havde alt for
tykke ben, og så havde det langt hår
som et menneske i stedet for rigtige
takker.
Sydmændene strømmede sammen
som en ring om menneskene, der trods
alt var lidt urolige ved situationen,
som i al sin utrolighed dog havde det
beroligende moment, at de var mange,
og at de havde ting med, som de vid-
ste, at sydmænd satte pris på.
☆
— Grønlændingene slog kreds om
troldfolket, det følte man var sikrest.
Trods alt var man lidt urolige ved
situationen, det helt utrolige, at trold-
folket fra de nordlige jagtmarker
pludselig ved højlys dag dukkede op
ved selve tinget. Men det var jo netop
heldigt, at man var mange sammen,
og ydermere var østmændene netop
kommet med ting, som disse troldfolk
satte pris på.
Det sås snart, at våbnene kunne
blive i bæltet. Umiakken var trukket
på land, og mens fangerne omhygge-
ligt lagde deres kajakker tilrette over
tidevandsgrænsen, gik de små brun-
øjede og sorthårede kvinder leende i
gang med at tømme umiakken for byl-
ter.
☆
— Menneskene følte, at de ikke ville
dem noget ondt, disse høje sydmænd,
der nok lignede mennesker, men brø-
lede højt og hæst som dyr. Kun en
gang imellem kom der en lyd eller et
ord, som lignede menneskelig tale. Det
måtte være sydmænd, som havde væ-
ret på rejse i menneskenes lande.
Menneskene så med undren på det
tynde, farvede skind, som nogle af
disse sydmænd og deres kvinder, hvis
lange hår var som vissent græs, gik
med i stedet for ordentligt skindtøj.
Mon de var så uhyggeligt blege, fordi
de aldrig gik i ordentligt varmt tøj?
I muntert flok og følge gik menne-
skene og sydmænd op til et sted, hvor
der lå mange små huse ved siden af
et stort, helt firkantet hus, der var
bygget af sten og havde en indheg-
ning af sten uden om. Her nedenfor
var der opslået telte og stillet mange
herligheder frem — mon det var no-
get, man kunne gå og tage af, eller
var det til at handle med? Hvor var
de dog rige, disse sydmænd!
Pludselig lød der en underlig lyd,
som hverken kunne kaldes fløjten,
syngen eller noget andet. Den kom
ikke fra noget menneske og heller ikke
fra noget dyr, de kunne se, men den
brølede med en fugls stemme lige ind
i ørerne på menneskene.
Da sydmændene så deres forskræk-
kelse, lo de så højt, at det var endnu
mere forskrækkeligt, og førte dem
hen over en bakkekam. Derfra så de
et hus så stort, at de aldrig havde set
eller hørt magen dertil, som mange
huse i ét og helt dannet af store sten
— menneskene kunne ikke have løftet
dem så højt på plads, det måtte være
troddom! Og helt lige i kanterne var
det endogså!
Døren var så stor og bred, at flere
sydmænd på én gang kunne gå ind
i huset, hvis indre syntes sort som
en klippehule. Fra dette hus kom den
store lyd, og da de havde set meget
på det, gik de sammen med sydmæn-
dene tilbage til pladsen — det var nok
den plads, hvor sydmændene mødtes
til leg og fest før og efter de store
jagter, ligesom menneskene havde for
skik-
Der blev handlet, og de fik mange
store og gode ting i bytte for deres
skind og hvalrostænder. Særlig fint
bytte gjorde de med bjørneskind.
Derefter blev de budt på noget at
spise, ikke rigtigt kød, men noget der
var lige så blegt som disse sydmænds
hud, varmt og dampende og med en
underlig lugt. De snakkede meget om,
hvad det kunne være, indtil Maratse
afgjorde sagen. Der var ingen tvivl
om, at han måtte have ret, for han
var klog: de havde jo set, at disse
mærkelige dyr, der gik omkring syd-
mændenes huse, som om de hørte
hjemme dér, spiste forskellige slags
græs og deres frø. Og da dette var
noget klægt med frø i, som måtte være
af den slags græs, der gror ved stran-
den og har lange, stive blade, som man
kan skære sig på, måtte det altså være
indholdet af mavesækken fra disse
dyr, som var varmet op.
De var ikke helt sikre på, om det
smagte dem, men de var enige om at
ræbe højt for at vise, at de var til-
fredse med det.
Da lo de, disse mærkelige sydmænd.
Og de støjede så meget, de havde nok
ikke lært, hvordan mennesker skal op-
føre sig!
Og så kom en af dem og stillede sig
op foran dem og sagde — eller råbte
— en masse uforståeligt lige ind i an-
sigtet på dem. Han så ikke godt ud,
for han havde hår over hele ansigtet
undtagen panden og omkring øjnene.
Ikke sært, at børnene gemte sig bag
de andre, og den lille i rygposen gav
sig til at vræle og måtte trøstes med
en tår af sin moders mælk. Barnets
moder var en dygtig kvinde, som kun-
ne klare det hen over skulderen uden
at skulle have den lille frem foran.
Hvad denne sydmand ville, varede
det længe, inden de forstod, men så
trak han dem med ned til vandet og
pegede på en kajak og sagde og gjorde
en masse. Det lod virkelig til, at han
ønskede den. Det kunne de ikke for-
stå, for sydmændene havde da så
mange både liggende, både store og
små. Men en kajak er som en del af
en mand.
☆
Flose hed en af de østmænd, der lå
i handel med vesterbyrdingene- Han
havde fået den tanke, at en sådan
skindbåd kunne være en kostelig gave
hjemme i Norge — hvem kunne vide,
om den ikke kunne veje godt af for
den sækkegæld, der måtte erlægges
af varerne i Bergen eller Trondheim.
Han havde set en af troldkarlene
kaste begærlige øjne på hans tolle-
kniv, som han bar ved bæltet. Da han
1®' så, at de ikke var tilbøjelige til at
sælge, lod han som tilfældigt sin hånd
lege med kniven, der både var slidt
og tyndbladet. Den brune troldkarls
øjne lynede af interesse. Så tog han en
gren fra en busk nær stranden og skar
den over i ét snit, for kniven var sle-
bet vel. Han kørte let med tommelen
hen over æggen, og lod skrællingen
gøre det samme. Men skrællingen var
ikke vant til så skarpe sager og skar
sig, så blodet piblede ud fra en tynd
sprække i fingeren. Men skrællingen
lo blot lykkeligt og blev endnu mere
interesseret. Flose lod ham selv få
ideen med at byde sin skindbåd som
bytte. Han lod, som om han betænkte
sig. Men da skrællingen lagde et par
skind oven i kajakken, slog han til.
Indvendig lo han over så god en han-
del, som han aldrig havde gjort før
og næppe ville gøre siden.
At skrællingen på sin side syntes at
have gjort en endnu bedre handel, sås
tydeligt, og snart efter, endnu inden
solen var gået om bag de lave fjelde
i vest, padlede umiakken og kajakker-
ne atter ud ad fjorden.
☆
Flose og flere andre stod sammen
med tingbonden og så dem blive til
små prikker, der forsvandt bag næs-
set.
— Det bæres mig for, at dette ikke
varsler noget godt, sagde tingbonden.
Troldfolk huer mig ikke. Og du, Flose
— om du vel gjorde ret i at overlade
dem jern. I østmænd kan vel ikke vide
det, men vi grønlændinge ved, at de
er så begærlige efter jern som en
langtursfarer efter kvinder-
— Når de kan finde helt herind, kan
også andre, lagde han tankefuldt til.
Blot det ikke var skæbnen, der var
gæst i dag.
Rasmus Bjørgmose.
3