Atuagagdliutit - 17.12.1964, Blaðsíða 17

res fødder, og der var is på vand-
pytterne. En sviende vind fra nordøst
sendte snebyger ned fra et uendeligt
gråt skytæppe. Fnuggene prikkede
mændenes ansigter som med nåle og
tyknede luften.
Dårligt ernærede, som flygtningene
var, føltes kulden des stærkere.
Hver var optaget af sin elendighed.
Efterhånden var der ikke hos nogen af
dem plads for medmenneskelig barm-
hjertighed.
Blot jeg klarer den! Jeg vil klare
den! — Således omtrent tænkte La-
dislas, Imre og Stefan, medens de vak-
lede frem gennem den vildsomme
Skov-
Eet var de bestemt på: de ville
frem, og de ville ikke betænke sig
på at slå den ned, som stod dem i
vejen. Pludselig standsede Ladislas.
Det var hørt op med at sne, og stor-
men var stilne*-.
Mellem nøgne kroner glimtede stjer-
nerne. De syntes så store og strålende,
at man kunne forestille sig dem fast-
gjort med usynlige, bevægelige tråde
til den mørkeblå nathimmel. Med eet
fik han øje på een, som var større og
klarere end alle de andre. Den stod
lavere end de, næsten nede ved hori-
sonten.
Et øjeblik tøvede han. Hvis det nu
var en hallucination! Hvis han nu
gjorde sine fæller opmærksom på den!
Man var jo udhungret, udkørt og sær
i hovedet. Man kunne fantasere, og
han brød sig ikke om at få dem til at
le ad sig.
Hans blik hang som fortryllet ved
stjernen, medens han lod de andre
vinde ind på sig. Imre kom først, og
han udbrød: „Ser du efter den store
stjerne?" „Ja.“ I det samme nærmede
Stefan sig: „Det er de hellige tre kon-
gers nat," sagde han og bøjede an-
dagtsfuld sit hoved. En lille stund
faldt en mærkelig fred over dem alle
tre.
Men nu havde Ladislas fået øje på
noget andet. Han pegede: „Se der-
inde mellem stammerne," sagde han
hæst. „Det er et lysskær. Kan det
være grænsevagten?"
Imres tunge var tør, da han gispede:
„Det kan være en patrulje-"
„Måske er det bare en skovhuggers
hytte," foreslog Stefan. — De råd-
slog om, hvad de skulle gøre.
Til slut enedes de om at under-
søge sagen. Lyset kom fra den ret-
ning, de skulle følge, og med deres få
kræfter havde de ikke råd til at vige
ud af deres vej. „Vi må se, hvad det
er," fastslog Ladislas. Han og Imre
havde skydevåben. Stefan fik over-
ladt bidetangen for det tilfældes skyld,
at de blev angrebet.
Så satte de kurs mod lyset, som
ikke var noget klart lys; snarere lig-
nede det luerne fra et bål.
Vejen er kortere, end de har tænkt
sig. En gang imellem skjules skæret af
en træstamme eller en klynge under-
skov; men de kan nemt holde ret-
ningen, thi det flakkende lys befin-
der sig lige under den store stjerne.
Ingen af dem taler; men nu går de
tæt sammen.
Før de næsten ved af det står de
ved et skur, som måske engang har
været en jagthytte. Taget er halv-
vejs blæst af, og den ene væg er helt
borte. Det forfaldne hus kan ikke af-
give meget ly.
Alligevel er folk tyet herind, og på
skurets jordgulv flammer det bål, de
har set. En mand, som vender ryg-
gen til, lægger brænde på det-
Men ved hyttens bagvæg, på et leje
af afhugne grangrene, ligger en kvin-
de. Et lille barn kravler klynkende
omkring hende, uden at hun ænser
det. I skæret fra ilden ser de, at kvin-
den er bleg som en død.
Et syn, som ikke kan indgyde voks-
ne mennesker angst!
De tre mænd bliver stående inden
for lyskredsen.
Ladislas og Imre, der hidtil har knu-
get hånden om revolverne i jakke-
lommen, løsner grebet. Stefan har
stukket bidetangen ned i sit bælte.
Ladislas rømmer sig for at sige no-
get til den fremmede mand; men den-
ne har med et ryk vendt sig og står
ansigt til ansigt med dem.
„Hvad vil I?“ Han betragter dem
skarpt, men synes så at blive klar
over, at af disse mænd har han in-
tet at frygte. Han tilføjer roligere:
„Her er ikke noget at få. Og vil I an-
give os, gør det ikke noget. Vi er
ved vejs ende."
Mandens hår er uredt, og hans
skæg gror vildt. De tre ser, at han
er udaset og hærget som de selv.
Hans sidste ord udtrykker dyb håb-
løshed.
Ladislas og Imre står tavse; men
Stefan finder sit mæle og spørger
dæmpet: „Hvad mener du med, at I
er ved vejs ende? Er grænsen her i
nærheden?"
„En kilometer borte," svarer man-
den og bøjer sig atter over bålet, hvor
en blikkasserolle er begyndt at boble-
„Men vi blever her. Drengen er syg,
og min hustru kan ikke gå længere.
Hendes fødder er eet eneste blodigt
sår, og hun har feber. Hun skal være
fri nu —“
Medens han taler, stikker han hån-
den ned i en rygsæk, som ligger på
jorden ved hans fødder, og tager nogle
suppeterninger, som han putter i det
kogende vand. En liflig duft stiger op
fra kasserollen.
Så er det, som om noget falder ham
ind: „I er vel på flugt som vi. Måske
I trænger til noget varmt? Kom nær-
mere!"
De tre går hen til åbningen. De fø-
ler bålets velsignede varme og snu-
ser begærligt til duften. Det er Ladis-
las, der svarer på mandens indby-
delse, men hans røst er ikke sikker:
„Vi vil ikke tage jeres suppe. Den
kan I nok selv have nødig; men hvis
her er vand i nærheden, kan vi måske
koge nogle kartofler, vi har med os, i
det bål."
„Som du vil. Men ellers mener jeg,
vi burde dele —“
Imens har Imre været optaget af at
betragte barnet, som stadig klynker og
er uroligt. Han, som har haft seks
søskende, lægger mærke til, at den
lille ikke ser syg ud, men at den er
drivende våd.
Forsigtig rækker han en finger
frem. En lille bitte hånd griber om-
kring den og klemmer til- Sandelig,
om ikke ungen har kræfter! Det
tænkte jeg nok! Imre vender sig til
manden.
„Du skulle vel ikke have noget tørt
tøj i sækken. Så kunne jeg give den
lille det på." Hvis hans forslag undrer
faderen, lader denne sig ikke mærke
med det. Han dukker roligt ned i ryg-
sækken og haler nogle små klædnings-
stykker frem.
Imre sætter sig ned på jorden og
tager babyen over sine knæ. Stefan
og Ladislas ser til, medens han med
øvede hænder skifter det snavsede
tøj ud med det rene.
Den lille har standset sin klynken
og synes at befinde sig vel hos ham.
Da han er færdig, mader han pus-
lingen med varm suppe, som han
omhyggeligt blæser på.
Efter at den lille er mæt, bliver
Imre siddende med den i sine arme.
Han vugger den og nynner for den,
til den falder i søvn.
Så siger Ladislas i en lav tone til
manden: :Du vil måske lade mig se
på din kones fødder? Jeg er ikke
læge; men jeg forstår mig lidt på
sårbehandling, førstehjælp og den
slags. Hvis du har et stykke linned,
jeg måtte rive i stykker, så har jeg en
smule salve her —“
„Men det vil sinke jer. Og I i har
ingen tid at spilde. Vi tre kommer
alligevel ikke videre-“
„Ja, lad os nu se!" Medens Ladislas
og Imre hver på sin vis har gjort sig
nyttige, er en tanke slået ned i Ste-
fan, og da manden udtaler sit trø-
stesløse: „Vi kommer alligevel ikke
videre," siger han eftertænksomt:
„Hvis vi lavede en båre af grene, kun-
ne to af os bære din kone, den tredje
kunne tage barnet, og når du så selv
kunne fragte jeres oppakning, kunne
vi slå følge. En kilometer er ingen
vej for fire raske mænd."
For en halv time siden ville ingen
af de tre flygtningen have anvendt
udtrykket „rask" om sig selv eller de
andre; nu falder det ganske naturligt
at bruge det. De ville heller ikke da
de opdagede lysskæret, have drømt
om, at de havde kræfter tilovers eller
hjertelag til at hjælpe andre end dem
selv. Også det har de nu.
Efter at de alle havde mættet sig
med varm suppe og kogte kartofler,
gav de sig til at forberede færden.
Den syge kvinde blev indpakket i
alle de klæder, som de fire mænd
kunne undvære, og karavanen satte
sig i gang.
Forrest gik manden, så kom Ladislas
og Stefan med båren imellem sig. Imre
med det sovenden barn i sine arme
sluttede toget.
Det var ved midnatstide, de nåede
grænsens pigtråd og fik brug for bide-
tangen. Vejret var stille og så stjerne-
klart at de kunne se til deres ar-
bejde.
Endelig stod de på sikker grund.
Inden dagen gryede, fandt de lyk-
keligt frem til mennesker.
I en afsides liggende bondegård tog
folkne sig barmhjertigt af flygtnin-
gene.
Da kvinden og barnet var blevet
bragt i seng, stod mændene i døren
og så op imod himmelen, hvis tu-
sinde lys nu var ved at blegne.
Manden, der i aftes havde opgivet
alt håb, men som med sin familie
havde fundet et i hvert fald fore-
løbigt trygt tilflugtssted, sagde stille
og taknemmeligt: „Det må være Gud
selv, som sin nåde sendte jer til os."
Ladislas og Imre sagde intet; men
Stefan, som havde haft en from mor,
og som havde sin børnelærdom på
rede hånd, svarede trohjertet:
„Vi så en stjerne. Det var den og så
dit bål, som vejledede os, og så fandt
vi sammen over i frihedens land- Men
Gud se i nåde til dem af vore kære,
som blev tilbage."
Mysteriet om den totalt
forsvundne eskimostamme
For 35 år siden forsvandt en esklmosfamme fra sin boplads i def nordlige
Canada sporløsf, og det lykkedes aldrig af opklare gåden om disse
eskimoer.
Der var en underlig, uhyggelig for-
ladthedsstemning over den lille eski-
moboplads, og pelsjægeren Joe Labelle
fornemmede dette allerede på lang
afstand. Den isnende, kolde vind, der
kom strygende ude fra Anjikuni-søen
fik skindene foran hytternes dør-
åbninger til at blafre. Nogle få sønder-
slåede kajakker lå spredt på strand-
bredden. Ingen hunde gøede, ingen
menneskelig stemme, ingen lyde over-
hovedet brød stilheden. Joe standsede
op, mere og mere forbløffet, og stillede
sig selv det logiske spørgsmål: Hvor
er beboerne henne?
Det var et nærliggende spørgsmål
denne råkolde novemberdag i 1930,
men Joe Labelle fik intet svar, og
spørgsmålet er ubesvaret den dag i
dag.
Gennem en årrække havde Joe
jævnligt besøgt den lille boplads, der
lå omtrent 800 km nord for det be-
redne politis station i byen Churchill.
Eskimoerne var hans gode venner, og
på denne skæbnesvangre dag havde
han gået en omvej på adskillige kilo-
meter for at få lejlighed til at hilse
på dem og lune sig ved deres muntre
og hjertelige gæstfrihed. Men alt, hvad
der mødte ham, var en ubegribelig
stilhed.
I henhold til den rapport, som Joe
senere aflagde til det beredne politi,
standsede han i udkanten af boplad-
sen og råbte sin sædvanlige ankomst-
hilsen. Den plejede at få eskimoerne
til at komme strømmende ud af hyt-
terne og hilse ham velkommen på
deres overstadige måde. Men nu var
der ingen, som besvarede hans hilsen.
Stadig hørtes ikke en lyd ud over vin-
dens susen.
Joe slog skindet til side fra en af
hytternes indgangsdøre og gentog sit
råb. Stadig kun stilhed, og det samme
gentog sig ved alle de andre hytter.
Der var ikke en levende sjæl i en ene-
ste af dem — hele bopladsen lå hen
som uddød- Det var ganske spøgelses-
agtigt alt sammen, sagde Joe til sig
selv, for der var ikke andre, han
kunne sige det til. Spøgelsesagtigt? Ja,
i sandhed. Og det er det stadig.
Joe tilbragte en times tid på boplad-
sen, ivrigt optaget af at undersøge
alle hytterne i håb om at finde en for-
klaring på eskimoernes forsvinden.
Han fandt kogekar fulde af mad og
hængende over ildsteder, der syntes
at have været kolde i måneder. I en
af hytterne lå — åbenbart hurtigt hen-
kastet — en halvfærdig barnedragt af
sælskind med broderier. Bennålen med
den kulørte tråd sad stadig stukket
ind i dragten, hvor moderen pludselig
havde afbrudt sit arbejde.
På strandbredden lå tre kajakker,
hvoraf Joe genkendte den ene som til-
hørende stammens høvding. De skrø-
ii'5 ^ Si
Mand og mand imellem
PETE BROS TOBACCO MANUFACTURERS
belige fartøjer var blevet kastet hid
og did af søerne og så stærkt med-
taget, at det alene heraf fremgik, at
de havde været overladt til sig selv
i meget lang tid.
Da Joe Labelle senere vendte tilbage
til spøgelsesbopladsen, sammen med
en lille styrke fra det beredne politi,
fandt mændene i fællesskab en masse
forvirrede brikker i det gådefulde
puslespil — uden at de dog kunne få
det til at gå op. I de forladte hytter
og telte fandt de bl. a. eskimoernes
dyrebare og helt uundværlige rifler
stående i deres bøjler lige inden for
døren, parate til at blive grebet af
deres ejere, hvis en fare truede. I disse
egne er riflen noget andet og mere
end blot en værdifuld nyttegenstand
— den er simpelthen en livsforsikring.
Ingen eskimo ved sine fulde fem ville
drømme om at bevæge sig ret langt
bort fra sit hjem uden riflen. Og dog
— her stod alle de kostelige våben, og
eskimoerne var tilsyneladende gået
endog meget langt bort.
Og hvad med hundene — disse store,
stærke bestier, som er næsten lige så
uundværlige for eskimoerne i ødemar-
ken som riflerne?
Omtrent hundrede meter fra hytter-
ne fandt Labelle og politimændene de
sørgelige rester af seks forhenværende
store og stærke slædehunde. De havde
været bundet til nogle forkrøblede
træstubbe og var alle døde af sult,
hvilket senere bekræftedes af de pato-
logiske undersøgelser-
Men den mest forbløffende brik i
puslespillet blev fundet på den anden
side af lejren. Dér havde eskimoerne
begravet en død stammefrænde under
den sædvanlige, karakteristiske sten-
sætning. Graven havde imidlertid væ-
ret åbnet, og den døde var fjernet fra
sit sidste hvilested, hvorefter stenene
omhyggeligt var lagt på plads i to
nydelige stabler. Gravrøveri er blandt
eskimoerne en utænkelig skændsels-
gerning — og vilde dyr kan ikke have
stablet stenene efter eventuelt at have
slæbt liget ud. De eksperter, som po-
litifolkene sendte bud efter, tilbragte
to uger med en minnutiøs undersøgel-
se af så at sige alt på den forladte
boplads. De kom til den konklusion,
at eskimoerne måtte have forladt den
mindst to måneder før Joe Labelle
ankom. Tidsbestemmelsen var bl. a.
baseret på fundet af en bestemt type
bær i kogekarrene — bær, som kun
kan plukkes indtil et bestemt tids-
punkt på året i det næsten arktiske
klima.
Det var åbenbart, at livet på bo-
pladsen med de omkring 30 beboere
havde gået sin vante gang, da et eller
andet pludselig havde fået alle til at
slippe, hvad de havde i hænderne og
styrte ud af hytterne — ingen kunne
vide hvorhen. Og fra denne mystiske,
hovedkulds flugt var ingen nogen
sinde vendt tilbage. Af helt ukendte
og uforklarlige grunde havde alle,
mænd, kvinder og børn, begivet sig
en uvis skæbne i møde — enten det
nu var sket frivilligt eller ved en eller
anden form for tvang.
De var flygtet så pludseligt, at de
havde efterladt den mad, der var
hængt over ilden i kogekarrene, deres
uundværlige rifler, deres hunde, deres
tøj og alt øvrigt udstyr. Trænede spor-
findere søgte forgæves et eller andet
lille bevis på, at eskimoerne var flyg-
tet ind over den frosne tundra — der
fandtes ikke mindste spor efter dem
her, og den omstændighed, at kajak-
kerne lå på strandbredden, var bevis
på, at de ikke kunne være omkommet
under en flugt til søs. Den plyndrede
grav var endnu et forvirrende og my-
stificerende træk. Hvad kunne der
være sket? Hvad var der foregået på
den ensomme boplads?
Undersøgelserne blev fortsat på det
omhyggeligste gennem flere måneder;
men det lykkedes ikke at finde det
mindste spor af en eneste af de skimo-
er, der havde levet på bopladsen ved
Anjikuni. Politiet måtte til sidst hen-
lægge sagen som et uopklaret myste-
rium — og det er det den dag i dag-
Der er dermed frit spillerum for
fantasien, og naturligvis er utallige
teorier blevet opstillet — bl. a. den,
at besætningen på et rumskib fra en
fremmed klode har bortført hele eski-
mostammen. Fra denne fantastiske
teori til en mere jordbunden om, at
bortførerne også kunne tilhøre en
fremmed magt på denne klode er der
et spring.
Men tilbage bliver i alle tilfælde
spørgsmålet: Hvorfor?
Intet tyder på, at mysteriet om den
totalt forsvundne eskimostamme fra
bopladsen ved Anjikuni-søen nogen
sinde vil blive opklaret.
901 9KIIM9RF |QPR
O U LO IV11il O 11 uJ o II li
Er vejret dårligt - humøret sløjt
GARDASØEN
ØSTRIG.....
MALLORCA
RHODOS ____
KANARISKE ØER
SICILIEN ..
GRÆKENLAND
NORDAFRIKA .
ÆGYPTEN ...
GRØNLAND .
Få nærmere oplysninger hos
■
fra 398
■ ■•■ ■ fra 595
fra 595
fra 695
....... fra 845
,,,,,,, fra 895
fra 1360
fra 1735
fra 1750
fra 2200
AERO-LLOYD
Skf. Pedersfr. 38, København K, Telefon Ml 4008 — Ml 3890
Åbenf 9—17, torsdag fil 18, lørdag 9—14 og søndag 14—16
Medlem af Dansk Rejsebureau Forbund
17