Atuagagdliutit - 17.12.1964, Blaðsíða 16

1 denne helf neutrale flygtningehistorie har forfatterinden Karen Plovgaard indflettet en symbolsk episode. Her er tre
mænd på flugt, som udmattede til det yderste og med spændte nerver nærmer sig grænsen. Med ét får de øje på
en stor lysende stjerne og kommer uvilkårlig I tanke om, at det er heiligtrekongers nat. Forude skimtes samtidig et
andet lys, som viser sig af hidrøre fra et bål antændt af andre flygtninge, en far og mor med deres nyfødte barn,
som er i en så fortvivlet situation, at de har opgivet alf håb om at slippe levende over grænsen. De tre mænd, som
hidtil kun har været besjælet af den ene tanke at redde deres eget liv, sætter nu — som ved et mirakel — alle sel-
viske hensyn til side for at hjælpe den nødstedte familie med at fortsætte flugten. Retfærdigheden sker fyldest — det
lykkes dem alle seks at komme i sikkerhed.
EN
STJERNE
VISTE
VEI
De fulgtes ad gennem skoven, for så
vidt som man da kan kalde det at
følges, når man tumler af sted med
hundrede meters afstand og dukker
sig, hver gang man hører en lyd, der
kunne hidrøre fra andre menneskelige
væsener.
Alle tre var på flugt fra deres hjem
for at redde livet under de massakrer,
som en fremmed voldsmagt foranstal-
tede i landet. Ud over dette farens
fællesskab og så det, at de alle var
unge, vidste de ikke meget om hver-
andre.
Ladislas var fra hovedstaden, hvor
han studerede medicin. I begyndelsen
af december havde han deltaget i pa-
trioternes opstand. Ved en husunder-
søgelse var han lige ved at blive taget.
Derfor flygtede han.
Imre var arkitekt. Også han havde
deltaget i frihedskampen og havde
fået forfølgere i hælene på sig. Me-
dens Ladislas stod ene i verden, havde
Imre forældre og søskende, som var
gået forud for ham, og som han håbe-
de at finde, når han slap over den
grænse, han stilede imod.
Stefan var en ulærd mand, krovært
af profession. Ved siden af sin borger-
lige næringsvej havde han uegennyt-
tigt taget sig af patrioterne, huset dem,
bespist dem og i stor udstrækning
hjulpet dem på flugt. I næsten to må-
neder havde han klaret denne dob-
belttilværelse- Så kom turen til ham.
De fremmede sved hans hus af. I sid-
ste øjeblik reddede han sig. På en
„lånt“ motorcykel slap han ud af
landsbyen — uden at få tid til at be-
kymre sig om sine husfæller. Han
trøstede sig med, at det kun var ham,
man havde villet have fat på.
Hver for sig havde de tre mænd
hutiet sig frem, som de bedst kunne.
De havde fristet flygtninges kår,
havde overnattet under åben himmel,
i stalde eller i hølader. Somme tider
var de kommet til folk, gode, barm-
hjertige mennesker, som for nogle
dage gav dem mad og husly, så de
havde kunnet komme til kræfter og
vandre videre.
Men jo nærmere ae Kom grænsen,
jo mere risikabelt var det at ind-
lade sig med nogen.
For fem dage siden var så deres
veje mødtes. Det var sket i en landsby-
kirke, hvor meningheden var samlet
til nytårsgudstjeneste.
De tre havde holdt sig på den ba-
geste bænk. De havde siddet der sam-
mensunkne og trætte. I deres halvdøs
havde de sunget med på salmerne og
fornemmet en stunds fred, medens
de ligesom langt borte fra hørte præ-
sten tale om at sætte sin lid til Gud,
som alene kendte tiden, der kom.
Da den sidste salme var sunget, og
de tre rejste sig for at gå, var en gam-
mel kvinde fulgt efter dem. „ I er
sultne, „hviskede hun. „Kom med
mig.“
Hun havde ikke udspurgt dem, men
givet dem et måltid mad og dertil
hver et brød med på vejen-
Siden havde de holdt sammen, men
ellers undgået folk, så vidt de havde
kunnet. I de sidste dage havde de
levet af, hvad de kunne rapse. De
havde taget roer og kartofler fra
bøndernes kuler, og ved nattetid hav-
de de i ny og næ sneget sig til at
malke en ko. Mælken drak de af deres
huer, som efterhånden lugtede ramt af
sved og syrnet mælk. Nu var de, så
vidt de kunne skønne, ikke langt fra
grænsen.
På een gang febrilske og med skær-
pede sanser haster de fremad i mør-
ket.
Ladislas, som går forrets, knuger i
hånden en bidetang, som skal klippe
pigtråden over, når de kommer så
vidt.
Ja, når han kommer så vidt, vil
han uden at se til højre eller venstre
styrte lige frem mod friheden.
Imres og Stefans tanker er ikke
stort anderledes.
Siden nytårsnat i kirken var der
sket en forandring med de tre van-
dringsmænd. Måske bar kulden skyl-
den herfor; thi imod sædvane på de
himmelstrøg var det blevet koldt. Det
frøs, så jorden „skrubbede,, under de-
16