Atuagagdliutit - 22.12.1966, Síða 8

I min drengetid hørte jeg en gammel
legende, jeg aldrig har kunnet glem-
me. Den fortæller sådan: Dengang
den store kong Salomo for næsten tre
tusinde år siden besluttede at rejse
templet i Jerusalem, bad han Israels
folk hjælpe sig, så Herrens hus kunne
blive så stort og rigt, som det burde.
Og kongens kald satte alle i bevæ-
gelse. De rige sendte bud efter sjæld-
ne træsorter og metaller fra fremmede
lande.
De hentede cedertræ fra Libanon,
kobber fra Cypern og ædle metaller
fra landet mellem de to floder Eufrat
og Tigris. De kaldte store kunstnere
til fra fjerne lande, og titusinde slaver
måtte slide nætter og dage. Intet var
for godt til templet.
Men de fattige i Israel stod rådløse.
Hvad kunne de give, som havde hver-
ken kostelige metaller eller fint træ,
og ingen kunstnere arbejdede for dem.
Jo, der var een ting, de evnede at gøre.
De kunne give sig selv.
Og så drog de ud i Judæas bjerge og
huggede store stenblokke løs. De ar-
bejdede, så sveden drev, og støvet
slørede deres blik. De spændte sig
selv for de kæmpemæssige sten, hun-
drede eller to hundrede i lange rækker
slæbte de blokkene op ad stejle bjerg-
sider og ind i Jerusalem.
Og her byggede de høje stilladser
og hejsede stenene op, så de dannede
templets vestmur. De havde revet sig
til blods, de var udmattede til døden,
og nogle af dem blev knust under
blokke, der skred ud. Men den kæm-
pemæssige mur blev rejst til sidst.
Og så fortæller legenden videre, at
den dag kongen indviede templet, talte
Gud Herren selv fra himmelen og vel-
signede den mur, de fattige havde
bygget. De havde gjort, hvad de kun-
ne, og til minde om deres gave lovede
Herren, at deres mur skulle stå til evig
tid.
Og templet lå der oppe på bjerget
og skinnede i solen, mens tidens hjul
drejede, og det ene århundrede fulgte
efter det andet. Så kom onde dage
med Babylons hær, kong Nebukadne-
zar erobrede den hellige by. Hans sol-
dater lagde byen og templet øde og
slæbte folket med sig i landflygtighed
ved Babylons floder.
Alt af værdi i templet røvede de, og
det, de ikke kunne tage med sig, stak
de ild i. Byen og templet sank sam-
men i røg og ild. Det eneste, der stod,
da røgen drev bort, og fjenden var for-
svunden, var muren, de fattige havde
bygget. Den var jo blot af sten, som
ingen brød sig om, og ilden kunne
ikke fortære den.
Atter drejede tidens hjul. Folket
kom tilbage fra landflygtigheden, tem-
plet blev bygget op igen, først af de
mænd, der måtte arbejde med svær-
det i den ene hånd og murskeen i den
anden, siden i aldrig set pragt af kong
Herodes den store, så det blev et af
verdens vidundere.
Men sorte dage kom endnu engang
i skikkelse af romerne og Titus. Med
storm tog de den hellige by og jæv-
nede den med jorden. Hundredtusin-
der blev dræbt, i gaderne strømmede
blod, og røgen fra den brændende
stad drev ud over Judæas bjerge. Je-
rusalem var ribbet for sine skatte.
Men een ting blev stående efter ka-
tastrofen: templets vestmur, den, Is-
raels fattige havde bygget tusinde år
forinden.
Endnu i dag står muren i Jerusalem.
Gennem hundreder af år har jøder
samlet sig foran den og grædt over
Jerusalems faldne storhed og bedt om
genoprettelsens tider. Vi kender bil-
leder af sådanne scener og ved, at
muren kaldes Bedemuren. Og løftet,
som legenden fortæller om, er holdt.
Efter tre tusinde års forløb står muren
der endnu.
Blot een ting savnes i billedet. De
gamle, skæggede jøder med furede
ansigter, som før stod her i tætte ska-
rer og bad, er borte. Hvor de messede
hebraiske bønner, mens de hamrede
deres magre hænder mod muren, er
der tomt. Kun nu og da møder munke
og nonner op, eller amerikanske tu-
rister fægter med fotografiapparater,
mens de sigter mod den berømte se-
værdighed.
Jerusalem er nemlig ikke mere een
by, men to. Et langt, rustent pigtråds-
hegn slynger sig gennem den hellige
by og deler den i to, den arabiske del
med den gamle bydel, hvor de fleste
hellige steder ligger, også Bedemuren,
og den ny, den jødiske del, der gror
i hastig takt og breder sig ud over
bjergene.
Og for jøder fra Israel er det umu-
ligt at komme fra deres side over til
den anden. Vover nogen sig ud i In-
genmandsland, bliver han skudt. Je-
rusalem betyder Fredens By, men nye
onde tider med krig og ufred har split-
tet den op i to byer, der er så fjernt
fra hinanden, som lå de på hver sin
planet.
Men Bedemuren fortæller, at dagens
begivenheder skal ses i årtusinders
perspektiv. Den har før været vidne
til, at fjender fra i dag blev venner
i morgen. Og den, der står under den
og ser op mod de store firkantede
stenbloke, hører den hviske en lær-
dom til hvem, der rigtigt lytter.
Bedemuren er et monument over de
navnløse, de små og ukendt i landet,
som for tre tusinde år siden gjorde,
hvad de kunne, og byggede muren, så
den aldrig gik til grunde.
De navnløse, ja. Når vi hører hi-
storie, hvilken det så er, vor egen eller
jødisk bibelhistorie, som vi lærte den
i skolen, er det altid de store, den be-
retter om. Det var konger og profeter,
soldater og digtere, købmænd og lær-
de, der ragede op, kendt af alle, og
hvis navne i legender og sagn blev
holdt i live i folkets minde.
Men selv om de høje træer hæver sig
over skoven, så de ses viden om, er
det bunden, de groede af og småkrat-
tet ved deres fod, der giver dem vækst.
Og folkeskoven spirer af det brede
lag, i dets grå hverdag med jævne
tanker. Eller for at bruge et andet
billede: Det var i hytter og lavloftede
stuer, de gløder ulmede, som en stor-
mand i en given situation tændte fak-
kelen ved og svang, så gnisterne føg
over lande. Det er sådanne tanker, den
grå Bedemur i Jerusalem giver mæle.
De navnløse, eller — som en af Is-
raels gamle salmer benævner dem —
„de stille i landet". Historien har in-
tet at berette om dem, de var ukendte
og glemmes hastigere end sneen, der
faldt i fjor. Og så er det dog dem,
den hellige historie hviler på og gror
op af. Gud kender dem nemlig ved
navn og lader den mur, de rejste af
grå sten, blive stående, hvor de stores
værk sank i grus.
Midt i moderne og merkantilt jule-
hurlumhej overdøves en sådan lær-
dom måske, så kun de færreste hører
og husker den. Men når et plyndret
juletræ ligger og venter på skralde-
manden, og nytårsregningerne dum-
per gennem brevsprækken, bliver der
nok ørenlyd for talen om ting, der
varer, mens det, der stjal tid og tan-
ker, smuldrer bort eller efterlader
bitre minder, der helst glemmes.
Det er hyrder, hvis navne aldrig
optegnedes, der først af alle hørte, at
julen var kommet, og de stille i landet,
for hvem det dæmrede, at den betød
solhverv for bange hjerter. Og navn-
løse mennesker har gennem årtusinder
trøstet sig ved stjernelyset over Beth-
lehem og rakt evangeliet derom fra
slægt til slægt. Det gemmer vor skjulte
arv, som de fleste måske ikke tænker
eller skønner på, men vor tilværelse
og chance for hjertefred i liv og død
hviler på det. Som den største af Is-
raels profeter udtrykte det:
Ved omvendelse og stilhed
skal I irelses,
i rolighed og tillid skal jeres
styrke være.
8