Atuagagdliutit - 22.12.1966, Blaðsíða 11

Legenden
om jule-
krybben
Hvert eneste år midt i vinterens mørke
bringer julekrybben lys og varme til
mennesker. Den første julekrybbe blev
skabt af Frans af Assisi i året 1207.
Om den fortæller den gamle legende, som
Kirsten Bundgård her har gendigtet.
Den gamle legende om den før-
ste julekrybbe har fået nyt liv i
Kirsten Bundgårds gendigtning.
Hun fortæller om den hellige
Frans af Assisi. Han er ved
juletid kommet til byen Creccio
for at tale i kirken — en lille
mager mand i brun kutte, der
ved sin stærke tro og inderlighed
omvender endog de mest for-
hærdede sjæle. Selv dyrene, der
er blevet bragt til kirken følger
ham derind og grupperer sig
helt naturligt om krybben, hvor
man i skæret fra de mange lys
ser jesusbarnet, et rent kunst-
værk i elfenben, som har sin
ganske særlige historie.
Frans af Assisi føler sig i den
grad grebet ved synet af kryb-
ben, sit levende julebillede som
han kalder det, så han undlader
at læse julens evangelium og i
stedet synger julens budskab. Og
ingen, som hørte hans sang kun-
ne nogensinde glemme inderlig-
heden og skønheden i hans
stemme.
For mere end syv hundrede år siden
levede der i byen Greccia i Italien en
mand, som var i krig med sin gud og
skaber.
Det var usædvanligt i et århundrede,
hvor troens flamme brændte stærkt
og klart, hvor katedral efter katedral
rejste sig med høje, gotiske buer mod
himlen, og hvor mænd samledes for
at drage på korstog for deres tros
skyld.
«»»B
■ ■ * *
k m • »
mm m ø
*■■■■
■ ■■■■
galil
tt«««*
ltt««»*
«••••
♦ %
mm
*****
iiv
I*« *•
mmmmm

Luigi anså katedraler for en hån og
korsfarerne for vildførte mennesker.
Luigi var billedskærer. Hans sind
var lige så stærkt og følsomt som
hans hænder, og hans liv så inderligt
forbundet med de evner, han én gang
havde fået som gave.
En gave fra Gud, havde Luigi ment,
for i de første tredive år af sit liv
troede han på Gud og følte, at han
havde så meget at være Ham taknem-
melig for. Det store nadverbillede i
basrelief over kirkedøren i Greccio
var hans værk, og det var ham, der
havde skåret den vidunderligt smukke
altertavle.
Alligevel skulle den dag komme,
hvor han spyttede på jorden foran
kirkedøren og knyttede sine hænder i
afmægtig vrede mod himlen.
Det skete, da han måtte erkende,
at hans datter og eneste barn var
blind.
Et smukt og yndigt barn, med sin
moders blå øjne og lyse hår. Luigis
glæde kendte ingen grænser — indtil
den dag, hvor han forstod, at hun al-
drig ville komme til at se.
Kunstner var Luigi, og nogen værre
skæbne end blindhed kunne han ikke
tænke sig.
Hvis der var en gud, hvor kunne
han da lade sådan noget ske?
Almægtig skulle denne gud være —
og hvorfor gav han da ikke barnet
synet tilbage?
En retfærdig gud — åh nej, en ond
og hadefuld gud, for hvor kunne der
være retfærdighed i at ramme et lille
barn så hårdt, før det endnu havde
kunnet nå at synde?
Luigi havde netop fuldført et ar-
bejde for selveste ærkebispen — en
statue af Jomfru Maria. Han kastede
den i ilden og så på den med stive,
sorte øjne, mens den brændte.
Hans datter var døbt Maria — til
ære for den hellige jomfru — men
han ændrede hendes navn til Rose.
Han var ensom i sin vrede, for bar-
nets moder vendte sig til Gud i sin
sorg. Luigi nænnede ikke at forbyde
hende at gå til kirken, men selv kom
han der aldrig mere, og han tålte ikke,
at der blev bedt i hans hus.
Luigi blev en hård og hårdt døm-
mende mand. Hans tale var bitter, og
hans ansigt var mørkt, men hans hæn-
der var stadig lige stærke og følsom-
me, og der var stadig efterspørgsel
efter hans arbejder.
Ingen kunne dog få ham til åt lave
andet end verdslige arbejder. Han
ville ikke mere være med til at for-
herlige Gud. En sådan gud.
Kun for barnet, hans lille blinde
pige, havde han kærlighed, blidhed og
varme. Kattekillinger og hundehvalpe
gav han hende, for hun holdt af dyr.
Han købte en lille pony til hende og
lærte hende at ride.
Sådan lærte folk i landsbyen dem at
kende: En mand med mørke øjne og en
lyshåret pige, som ofte lo, for ulykke-
lig var hun ikke. Manden så man al-
drig smile.
Årene gik — men midt i december i
året 1207 kom en muldyrkaravane
gennem landsbyen Greccio, tungt las-
tet med kostbarheder fra alle egne af
jorden.
Blandt de vidunderlige skatte var
et stykke elfenben, større end nogen
havde set det før, tykt som en voksen
mands lår.
Luigi købte det, thi ud af det ville
han skære en dukke, en bambino, til
sin lille pige. For skønt julen ikke
mere havde noget at sige ham, så var
det dog den tid, hvor man gav gaver.
Tre dage arbejdede han hemmeligt
i sit værksted, og så var dukken fær-
dig. Et fuldendt lille bitte barn, smi-
lende og med udstrakte hænder. Et
elfenbensbarn, men så livagtigt, at
man næsten kunen se det ånde.
Luigi så på sit værk og vidste, at
det var godt.
Kun hans kone fik lov at se det,
fordi hun skulle sy tøj til det, før han
pakkede det ind i et klæde og lagde
det på en hylde.
I de dage havde folkene i landsbyen
ikke tanke for Luigi og hans arbejder.
Kun én ting talte man om på mar-
kedspladsen, på gadehjørnet, selv på
kroen: Den unge præst som var kom-
met til Greccio fra en by i nærheden
for at tale i kirken.
Der var ikke så meget at sige om
den unge præst. Nogle talte om hans
blide stemme, andre om hans øjne,
atter andre om hans smukke, smalle
hænder, men ingen kunne helt gøre
rede for, hvorfor hans prædikener
greb dem så stærkt. Een ting vidste
man dog: man gik fra ham med en
følelse af fred, af stilhed, og det var
som om al vrede og bitterhed og be-
kymring for den daglige tilværelse
var blevet løftet fra ens skuldre.
Luigis hustru bad ham så mindeligt
om at gå med i kirken for at høre den
unge præst.
Bare én gang, kun én, kunne han
vel gøre hende den glæde, sagde hun
— men håbede i sit hjerte, at det, som
var dødt i Luigis sind, igen kunne
blive vakt til live.
Luigi sagde:
— Lad din gud vise mig, at han er
almægtig og god. Lad ham give vores
barn sit syn tilbage. Så skal jeg tro på
ham, men ikke før.
Luigis hustru vidste, hvad svaret
ville blive, men alligevel spurgte hun:
— Men må jeg da ikke tage Rose
med mig i kirken?
(fortsættes næste side)
A/S Nordisk Solar Compagni
Rosenborggade 3
København K
Elektriske artikler og belysninger en gros
Stenværktøj — Økser — Hamre — Hakker
Stengrebe — Skovle — Spader
IN DR EG. VARE M.
ujancerissut såkøtait — ulimautlt — kåutat — ikugtautit — ujaraanut
tigårnautit, ajagssnutaussarssuit — nivåutat — nivåutat ivssorsiutit
Et prima fabrikat — Leverandør til Grønlandske Handel
DANSK STAAL INDUSTRI A/s al 1933
Kongens Lyngby
11