Atuagagdliutit - 04.01.1968, Blaðsíða 4
Vi anses
ikke mere for
umyndige børn
— landsrådet har under forhandlingerne i København mødt en ny tone, som
man er tilfreds med, udtaler landsrådets formand Erling Høegh i sin nytårs-
tale. Formanden appellerer til større sammenhold og arbejdsindsats og ad-
varer imod at lave propaganda for en selvstændighed, der vil gøre grøn-
lænderne frændeløse og sønderrive de århundredgamle forbindelser mellem
Grønland og Danmark.
Kære landsmænd.
Et årsskifte er som opbruddet før en
rejse. Man er lidt vemodig og efter-
tænksom, fordi man står over for at
forlade noget. Og man er spændt, for-
ventningsfuld og måske lidt usikker,
fordi noget nyt og ukendt ligger for-
ude. Vore forfædre kendte det, når de
drog ud på deres lange rejser med
slæde eller konebåd. Og i vore dage
kendes det af hundreder af hjem i
Grønland, når navnlig ungdommen
drager ud for at dygtiggøre sig.
Når vi tager afsked med 1967, det
gamle år, her på det nye års første dag,
har hvert hjem i Grønland sine sær-
lige ting at tænke tilbage på. For det
er jo sådan, at der kan ske nok så me-
get ude i verden, nok så meget i den
politiske verden her i vort eget land, —
det, der først og fremmest trænger sig
på for den enkelte, er jo alligevel det,
der angår ens eget hjem og ens egne
kære.
LEVENDE MINDER
Her i denne time ved årsskiftet ryk-
ker vi ligesom sammen i vort Grøn-
land, der er så stort, og hvor vi allige-
vel er så få og ofte føler os svage over
for naturen og over for problemerne,
som trænger sig på. Vi rykker sam-
men for i fællesskabet at hjælpe hin-
anden. Og vi tænker først og fremmest
på dem, vi har mistet i året, der gik.
I mange hjem står en plads tom i
familiekredsen. Det kan være en far
og ægtemand, det kan være en bror,
en søster, en søn eller datter, der sav-
nes. Det kan være en mor, der var
hjemmets samlingspunkt, og som nu
ikke er her mere. Hver af os vil have
en eller flere, vi savner, og hvis navn
vi nævner. Lad os da nævne dem, lad
os være stille, mens vi ærer deres
minde, og lad os tænke på, hvor meget
hver eneste, der er borte, dog efterlod
os af levende minder, af eksempel og
af kærlighed. Kun den, der er glemt,
er for alvor borte.
I sorgen og savnet er der ikke for-
skel på mennesker. Der er vi alle blot
mennesker, og den ene er ikke bedre
eller fornemmere end den anden. Når
jeg gerne i dag vil nævne et enkelt
navn, er det, fordi det navn for mig
rummer mindet om en god ven og en
dygtig landsmand. Landsrådsmedlem
Erik Egede var en af dem, vi her i
Grønland mistede sidste år. Når jeg
nævner ham, vil jeg ligesom nævne
alle dem, der forlod os sidste år.
BYRDERNE ER STORE
Og nu begynder så rejsen ind i det
nye år. Vi kan ikke se, hvad der ven-
ter os på rejsen, men vi kan forberede
os bedst muligt til at komme frem.
Det kan ske først og sidst ved at stå
sammen og skabe det samarbejde her
i Grønland der er den ene af to hoved-
forudsætninger for, at rejsen kan gå,
som den helst skulle. Der er i disse
vanskelige år for Grønland mange
ting, der kan tage vort mod og stjæle
vore kræfter.
Byrderne er store, — måske ikke
så meget de materielle som de psyki-
ske. Langt hårdere, end de fleste ude-
fra vel aner, ligger der et pres over
hvert enkelt grønlandsk hjem. Vi taler
ikke meget om det og klager ikke me-
get over det. Og det skal vi heller ikke
gøre.
Men når vi er os selv her i landet
som nu, da det vintermørke Atlanter-
hav ligger mellem os og omverdenen
og mellem os og vore landsmænd og
venner i Danmark, har vi lov at sige
til hinanden, at det er en vanskelig
tid, en krævende tid, vi grønlændere
gennemlever. Der er hjem, som for
lange tider må tage afsked med deres
unge. Der er hjem, som må overveje
at flytte fra den plads, som slægten
i generationer har kendt og har elsket.
Der er nyt arbejde og nye vaner at
lære, og der er fristelser at bekæmpe.
Over for alt dette er sammenholdet i
Grønland det første og bedste bolværk.
Hvis vi i denne tid ser vort folke-
lige sammenhold opløses i strid,
misundelse, sladder og gnaveri, da
vil de tunge byrder blive endnu
tungere, og de byrder, vi vanskeligt
kan bære, blive uudholdelige. Men
husker vi i alt og fremfor alt at
holde sammen og hjælpes ad, vil vi
komme raskere frem på vor rejse
også i det nye år.
EN VANSKELIG TID
Enhver ved, at rejsen stiller store
krav. Der kræves arbejde, ofte hårdt
arbejde, undervejs, — det er ingen
fornøjelsestur. Men vi arbejder jo for
at give vore børn og deres børn et
bedre hjemsted. Lad os da gøre rejsen
ind i 1968 til en rejse ind i en arbejds-
dag, hvor vi tager tiden i agt, hvor vi
ikke glemmer dem, der har vanskeligt
ved at følge med, hvor vi passer på de
svage og hjælper dem, og hvor vi hen-
ter inspiration af de stærkes eksempel.
Lad os også, som det var skik hos
vore forfædre, hente nye kræfter ved
den fælles glæde over det, der er vort,
i vore salmer og sange og fortællinger.
Lad arbejdet være aldrig så hårdt un-
dervejs, — vi behøver ikke at spare
hverken på det glade hjælpsomme smil
over for en, der har brug for det, eller
spare på den hjertelige lystighed, der
kan kaste solskin over mange grå
dage. Og lad os navnlig ikke glemme,
at selve det at gøre et stykke arbejde,
som det skal gøres, villigt, ansvars-
bevidst og nøjagtigt, rummer en glæde
og tilfredsstillelse. På en arbejdsplads
er den ene ikke mere uundværlig end
den anden. Det, der tæller, er arbejdet
og dets udførelse, og er der blot en,
der svigter, bliver slutresultatet ikke,
som det bør være.
DEN POLITISKE ARBEJDSPLADS
Som det er blandt mennesker på en
arbejdsplads er det på den politiske
arbejdsplads og dermed også i forhol-
det mellem Grønland og Danmark. Vi
har nu gennem det politiske system-
skifte i landsrådet sidste år erobret
endnu en skanse. Hvad landsrådet an-
går, kan vi nu med stolthed sige, at det
står til os at lede landet, for lydhør-
heden over for landsrådets ord er stor
i Danmark. Til gengæld må vi se i
øjnene, at er landsrådets ord ukloge,
så vil rådet og Grønland tabe i an-
seelse. Så sætter vi det over styr, der
er vundet. Som det nu er blevet, kan
vi ikke længere, når noget går galt
eller mindre godt, hviske til hinanden,
at det sikkert er de andres skyld. Nu
har v i ansvaret.
Og som landsrådet har fået større
ansvar, er kommunerne ved at få
FLYTNING til og fra GRØNLAND
Brdr. Rosendahl i
- det gamle firma
Islands Brygge 81-83
København S. Telex 9543 Specialister i flytning
Telf. (01) 27 As. 4301 til °8 fra GRØNLAND
Tlg.adr. Flytterosendahl Opbevaring
Adresser Deres gods til vort firma - for god service
aulisartut umiarssualiviat 1/5-imit 1/10-mut angmassarpoK perkumautigssatdlo
aulisarnermutdlo atortugssat tamaisa niorkutigissardlugit.
taratsut angmagssagssuitdlo nexitagssat. iluarsagagssat tamarmik iluarsåuneKar-
sfnåuput. imap itissusianut Qgtortautit radaritdlo ilångutdlugit.
Fiskeristationen er åben 1. maj til 1. oktober og leverer alt i proviant og fiskeri-
udstyr, salt og agnsild.
Stationen påtager sig alle arter reparationer også for ekko- og radaranlæg.
TELEGRAMADRESSE:
RAFADRON . FÆRINGEHAVN
større ansvar. Det vil sige, at hver
enkelt af os, hver eneste voksen grøn-
lænder i dag og på rejsen ind i det nye
års arbejdsdage, står med hænderne
fulde af opgaver og skuldrene tynget
af ansvar. Der er mange, som vil
lægge mærke til, hvordan vi bærer
dette ansvar. Enhver, der svigter, sæt-
ter en plet på Grønlands ære. Enhver,
der husker sit ansvar og gør sit ar-
bejde på rigtig måde, kaster glans
over Grønlands navn og hjælper os
fremad.
Landsrådet har under sit lange møde
i sommer og under mange og lange
forhandlinger i København nu i efter-
året — forhandlinger, der endnu ikke
er afsluttet, men som jeg fortsætter
her i januar — søgt at vise en ny vej.
Vi har ment det rigtigt at pege på
arbejdets vej og på det grønlandske
medarbejderskabs vej. Vi har erklæret
os rede til i stigende grad at bære vor
del af byrderne ved Grønlands nytid,
også økonomisk.
SAMMENHOLDETS BETYDNING
Jeg har sagt, at den ene hovedfor-
udsætning for, at vor rejse ind i det
nye år bliver lykkelig, er, at vi husker
sammenholdet her i Grønland. Den
anden forudsætning er, at vi bevarer
og udbygger det dansk-grønlandske
sammenhold. Men når det siges, må det
blive til mere end smukke ord, der
bruges i festtaler ved konge- og mi-
nisterbesøg. Vi kan gøre vort til, at
det bliver en levende realitet ved at
sætte skulderen til læsset og bære vor
del af byrderne. Den danske stat an-
vender nu meget store beløb i Grøn-
land, selv om der er visse økonomiske
vanskeligheder i Danmark som i så
mange andre europæiske lande.
Mener vi det ærligt med samarbej-
det med vore danske landsmænd, me-
ner vi virkelig, hvad vi siger, når vi
taler om slægtskab og skæbnefælles-
skab med danskerne, så må vi også
forstå, at tiden nu er inde til selv at
tage økonomisk medansvar, og at tiden
ikke er inde til at stille store nye øko-
nomiske krav til statskassen. I Dan-
mark må borgerne vise den samme til-
bageholdenhed.
FLERE BOLIGER FOR
SAMME PENGE
Imidlertid er der jo så store opgaver
heroppe, at vi vanskeligt kan se enden
på problemerne og behovene. Men vi
kan ved at spare op og sætte pengene
i vore egne banker og sparekasser
hjælpe med til at skaffe penge til
mange opgavers løsning. Og vi kan
ved at finde nye veje få mere ud af
de store beløb, som Danmark stiller
til vor rådighed. Jeg tænker på en ting
som boligbyggeriet. Vi ved alle sam-
men, at vi mangler hundreder af bo-
liger her i Grønland på trods af det
store byggeri. Tag over hovedet og et
hjem synes vi er en menneskeret.
Landsrådet søger i denne tid at finde
nye veje at gå i dette spørgsmål. Vi
håber at kunne pege på vejen til at få
flere boliger for de samme penge. Vi
håber i landsrådet, at vore bestræbel-
ser krones med held, og sker det, vil
vi glæde os til at fortælle om det. Vi
håber også på andre områder at kunne
pege på nye veje i Grønland. Samtidig
med, at vi tænker med taknemlighed
på fiskerne, fangerne og fåreholderne,
på arbejderne i land og på de mange
andre, der i kirke og skole, på konto-
rer og i butikker gør deres daglige
indsats, og samtidig med at vi maner
til samling om vore store traditionelle
erhverv, vil vi søge frem til andre er-
hvervsmuligheder.
MINEDRIFT OG TURISME
Landsrådet er med økonomisk og
moralsk støtte gået ind i minearbejde
i nord og i hotelvirksomhed i syd. Vi
har i en enig udtalelse i landsrådet pe-
get på nødvendigheden af den størst
mulige indsats i mineraleftersøgning
og senere mineraludvinding. Hvad ud-
vindingen angår, håber vi først og
fremmest på dansk-grønlandsk sam-
arbejde, men ser også gerne et sam-
arbejde med vore brødre i Norden.
Norge og Sverige har store traditioner
på dette felt. Kunne vi ikke tilstræbe
også her det tættest mulige skandi-
naviske samvirke.
Hvad et grønlandsk turisterhverv
angår, vil jeg sætte håbet til, at 1968
tåssåuput Kalåt-
dlit-nunåne reje-
nut nalorssuit a-
torneKamerssait.
Den kongelige grønlandske
Handelime piånerpåmik pisia-
rineKarslnåuput.
'ristensens
VAADBINDERI^
SKAGEN • TEIF 41477 • ETABI.I879
vil bringe resultater. Det må være
muligt at få dette dejlige land åbnet
for en indtægtsgivende turiststrøm.
Men det vil kræve store investeringer
i trafikforbindelser og hoteller, og det
vil kræve reklame i Danmark og i det
store udland. Hvorfor har vi endnu
ikke i en filmserie beskrevet det væl-
dige grønlandske landskab, sådan at
mennesker verden over kan se, hvor
enestående et land vi har, hvor smuk
naturen er med vældige fjorde, blin-
kende is og endeløse, uberørte vidder.
MØDT EN NY TONE
I landsrådet håber vi på et godt og
positivt arbejdsår. Og vi beder om, at
borgerne overalt i Grønland vil komme
til eller skrive til deres landsrådsmed-
lemmer med synspunkter og ønsker,
der har noget med de store linier i
udviklingen at gøre. Vi beder også om,
at ingen vil holde sig tilbage i den of-
fentlige debat, heller ikke med den
sunde og positive kritik, som ingen
kan undvære. Men vi beder også om
forståelse for det politiske livs ar-
bejdsform, som den må være i et de-
mokrati, hvor man handler under an-
svar over for borgerne, dem der ar-
bejder og betaler.
Vi er i landsrådet ikke mirakel-
mænd, der i en håndevending kan
skaffe alt det tilveje, som vi alle øn-
sker. Vi må ligesom danske politikere
gå de lange forhandlingers vej, hvor
synspunkterne bøjes mod hinanden i
gensidig respekt. Vi har i dette efterår
under vore forhandlinger i København
mødt ligesom en ny tone. Man har
langtfra snakket os efter munden,
som der måske tidligere har været
tendens til. Der er talt åbent ud fra
begge sider, ja, i nogle forhandlinger
har tonen været næsten skarp. Men
sådan forhandler man mellem menne-
sker, der betragter hinanden som vok-
sne og som respekterer hinanden. Vi
er tilfredse med denne nye tone, for
den betyder, at vi ikke mere anses
for umyndige børn.
CENTER FOR SAMFUNDS-
FORSKNING
Vi er under forhandlingerne blevet
opmærksomme på, at mange, mange
problemer i Grønland er så indvik-
lede, at man vanskeligt kan finde ud
af dem. Det er der ikke noget mærke-
ligt eller mindreværdigt i. Det mo-
derne samfund er så mangfoldigt, at
man overalt i de udviklede lande har
igangsat tekniske og videnskabelige
undersøgelser, som tilsigter at give
politikerne så bredt og solidt et grund-
lag som muligt at træffe beslutninger
på. Landsrådet har gennem snart
mange år ved adskillige lejligheder
bedt om at få igangsat eller rettere
videreført sådanne videnskabelige og
tekniske undersøgelser af forholdene
og af udviklingen.
Jeg har forstået, at der nu er ved at
blive opbygget et center for samfunds-
forskning i de arktiske og subarktiske
områder. Her vil videnskabsmænd
søge at samle erfaringerne fra arbej-
det og udviklingen i alle områderne
omkring polarcirklen i Skandinavien
og vel efterhånden også i Canada,
USA, og Sovjetrusland. Jeg finder det
helt indlysende, at vi i Grønland må
søge at drage nytte af dette arbejde,
og at vi — hvor vore forhold særligt
indbyder dertil — må bede dette cen-
ter om at undersøge og analysere vore
problemer.
IKKE FORFALDE TIL MISMOD
Nu ved det nye års begyndelse går
vore tanker til alle hjem i vort fælles
rige, fra kongens slot på Amalienborg
og til vore egne hjem i nord og syd og
øst. Lad os indstille os på samarbejde,
på sammenhold og på arbejde. Lad os
ikke politisk rokke ved grundlaget for
Grønlands placering i det danske rige.
Lad os ikke ved misgreb sætte over
styr på Christiansborg eller andre ste-
der, hvad der gennem tiderne er vun-
det af velvilje og forståelse og respekt.
Vi har brug for alle fløje af den
danske politiske verden i vort arbejde.
Lad os heller ikke flygte fra virkelig-
heden ved at snakke uden om proble-
merne og lave propaganda for en selv-
stændighed, der ikke vil være til gavn
for os, men som vil sønderrive år-
hundredgamle forbindelser, uden hvil-
ke vi vil stå uhjulpnc og frændeløse.
Og lad os ikke forfalde til mismod.
Der er en digter, som har sagt noget i
retning af dette: „Er vinter nær, kan
vår da være fjern". Det vil sige: når
alting ser sortest ud og vanskelighe-
derne tårner sig op, da er man måske
nærmest ved de lysere tider, det forår,
der ligger bag enhver vinter og mørke-
tid.
Lad os beslutsomt arbejde hver for
sig og sammen, — så vil den rejse ind
i det nye år, vi nu har begyndt, føre
os nærmere det Grønland, vi gerne vil
se vore børn tage i besiddelse og leve i.
Landsrådet ønsker alle i Grønland et
godt og velsignet arbejdsår.
Godt nytår til enhver.
Erling Høegh.
4