Atuagagdliutit - 22.05.1968, Blaðsíða 13

Mohikaner i tidens løb havde sikret sig
en skalp, rejste sig mod England,
gjorde de den engelske krones sag til
deres og vendte sig mod rebellerne.
Men som bekendt blev det jo rebel-
lerne der vandt, og det skulle iroke-
serne få at føle. Da de ikke ville op-
give troskaben mod den engelske kro-
ne — for indianerne gjaldt det nemlig,
at et ord er et ord og en mand en
mand, i modsætning til de hvide, der
ikke bestilte andet end at bryde over-
enskomster og traktater, gamle såvel
som nye — blev de landsforvist til
Canada, hvor englænderne skaffede
dem et landområde umiddelbart vest
tor Niagarafaldene. Og kolonisterne i
New England, der nu endelig kunne
tage irokeserlandet i besiddelse, skabte
da deres egen store alliance under nav-
net Amerikas Forenede Stater, med en
forbunds traktat, der på ikke uvigtige
Punkter havde ladet sig inspirere af
irokesemes „Store Fred“.
Irokesernes magt var da endelig
brudt — men menneskeligt set lod
disse folk sig ikke knægte; og opsøger
man en moderne indianer af en af iro-
keserstammerne, vil man ofte se et
menneske, der har vundet sig en solid
Plads i det moderne samfund, samti-
dig med at han med rette er stolt over
at være irokeser — det er jo hans
l'orfædres ånd, der går igen i den
hvide mands store amerikanske for-
bund.
STÆDIG dygtighed
I staten New York bor der i vore
dage ca. 10.000 irokesere der i mod-
sætning til så mange andre farvede
minoritetsgrupper klarer sig udmærket
1 den hvide mands samfund, dels i
kraft af deres nedarvede stædighed,
dels ofte simpelthen i kraft af en
fremragende dygtighed på deres felt.
Således har f. eks. de mohikanske
konstruktionsarbejdere i New York
vundet sig et særligt ry for deres ef-
fektivitet ved farligt arbejde i store
højder, og de benyttes nu ofte som højt
betalte specialarbejdere i skryskraber-
byggeri, ved hængebrokonstruktioner
°g ved andre arbejder, der kræver le-
gemlig adræthed og stor dristighed på
udsatte poster. Det var da også mohi-
kanere, der blev brugt til at opføre
det henved 1/2 kilometer høje loran-
meldetårn ved AngissoK i Nanortalik
distrikt, der var verdens højeste kon-
struktion, indtil det brød sammen i
1964.
£N SNAK MED SKOLEINSPEKTØREN
En septemberdag i 1967 kørte vi ad
den store hovedlandevej nordpå fra
Buffalo, N. Y. til Toronto, Ont. og kom
da gennem et område — nogle timers
kørsel vest for Niagarafaldene — der
hedder „Six Nations Indian Reserve".
Her befandt vi os blandt efterkom-
merne af de landsforviste irokesere.
Vi opsøgte en af repræsentanterne for
det officielle canadiske indianeragen-
tur, og med ham kørte vi rundt i re-
servatet og opsøgte til slut den lokaJe
skoleinspektør, en mohikaner, i sit
hjem.
Ved man ikke på forhånd at det var
et indianerreservat, ville man have
vanskeligt ved at opdage det. Her og
her så man nok nogle mørkhudede
mennesker, og man kunne også komme
Uddannelse er noget af det væsentlig-
ste i det moderne indianske samfund.
Her er en netop uddannet sygeplejer-
ske — irokeser.
'kniartitauneK indiånerit indnerata av-
dlångoriartortinigssånut avKutigssauvoK.
quna sygeplejersklngorKåmersoK — iro-
kesere.

forbi små forretninger, hvor der solg-
tes indianske træskærer-, pottemager-
og håndarbejder. Men ellers lignede
landskabet en hvilken som helst anden
del af det sydlige Ontario — garde,
kornmarker, enge med kvæg, bjælke-
hytter og spredt skov gled forbi én i
et behageligt fladt eller let bølgende
landskap. Her var ingen indhegninger
med advarsler om at nu kom man ind
i indianerland — og der syntes heller
ikke at være forskel, hvad bygninger-
nes velstand og velhoiathed angiK.
Bilen rullede op ad en lille grusvej,
og vi stod ud og så pa et lille hvidt
trænus i smukke omgivelser. Uden-
for gik en mørkhudet, venligt ud-
seende mand i blå overalls, i luid gang
med sit Havearbejde. Det var Mr. Jo-
sepn C. Hiil, skoleinspektør pa reser-
vatet. Han var mohikaner. J. F. Coo-
pers „Siaste Mohikaner" er altså bare
en skrøne! Vi blev buat indenfor, hilste
på Mrs. Hili — ligeledes mohikaner! —
og så os om i det smagiuidt udstyrede
lille hjem. Således bor altså en mo-
derne indianer. Elektricitet, rindende
vand — spisestue, dagligstue, køkken
— tæpper på gulvet, gedigne møbler,
larvegiæde som ikke var prangende —
og god indiansk kunst på væggene.
Alt i alt et hjem, som var indrettet
med betydelig større smag og en sik-
rere stiiiornemmeise end de fleste
amerikanske hjem nos de hvide ....
Vi blev budt på en kop kaife og
stillede skoleinspektøren nogle spørgs-
mål:
— Vil De have noget imod at for-
tælle os lidt om dette reservats histo-
rie, hvor mange indianere der bor her,
og hvad særligt der er ved denne
gruppe?
— „Six Nations" — dvs. de seks iro-
keserstammer — kom til denne del af
Ontario efter den amerikanske lnheds-
krig. De boede oprindelig i hvad der
nu er staten New York, men da de øn-
skede at forblive undersåtter under
den engelske krone fik de dette land-
område. Der er i dag ca. 8.800 stam-
memedlemmer, hvoraf ca. 5.000 bor på
reservatet. — Skal vi sætte vor finger
pa det, der er særligt ved dette re-
servat, må det være vort skolesystem.
Til forskel fra så mange andre india-
nerreservater har vi skoler, der står
fuldt på højde med skolerne i det sam-
fund, der omgiver os, og vore unge er
i stand til at indtage nøjagtigt de
samme poster og påtage sig det samme
ansvar, som alle andre unge.
— Det er med andre ord det gode
skolevæsen her på stedet, som gør
dette reservat til noget særligt?
— Til en vis grad, ja, men der er me-
get mere, der går ind i billedet. De
seks irokeserstammer er et stolt folke-
færd, og deres historiske baggrund be-
tyder meget for dem. Da vi begyndte
at opbygge vort nuværende undervis-
ningssystem for 20 år siden, lagde vi
stor vægt på, at børnene i og med
deres uddannelse skulle bibringes en
vis personlig selvfølelse og stolthed,
at de med andre ord skulle udvikle
en ægte selvforståelse. At et menneske
har en realistisk indsigt i sig selv og
sine evner, må til hver en tid være
det grundlag al opdragelse og udvik-
ling går ud fra. Det er derfor vi fra
første færd har opfordret vore unge
til at uddanne sig til lærergerningen,
og at vi har insisteret på at de som
lærere kom tilbage til reservatet og
hjalp med til at udvikle deres eget
folk.
Lærernes vigtigste bidrag til vort
samfund her har været, at det er lyk-
kedes dem at udvikle denne selvfø-
lelse og forandre de unges opfattelse
af sig selv — ikke så meget ved ud-
trykkeligt at tale om og fastslå vort
menneskeværd og vore evner som in-
dianere, men snarere ved usagt at lade
dette blive forstået som en selvfølge-
lig ting.
For øjeblikket er der 47 indfødte
lærere her på reservatet, ud af en be-
folkning på 5000, og i løbet af de sid-
ste 20 år har i alt 83 af vore folk fået
læreruddannelse. Til dato er der ud af
dette reservat kommet mange syge-
plejersker, læger, jurister, teknikere —
hvis man vil have nøjagtige tal, ek-
sempelvis 18 læger plus for tiden 4
medicinstuderende.
POLITISKE FORHOLD
— Kunne De fortælle os lidt om de
politiske forhold her på reservatet?
— I 1924 blev demokratiske valg
indført ved lov, og siden da har der
været en hel del uro blandt de for-
skellige grupper på reservatet. Før den
tid var irokesersamfundet matriar-
kalsk, og styret gik i arv. Valgloven af
1924 forudsatte imidlertid faktisk en
patriarkalsk indstilling, og det er klart,
at der derfor måtte opstå store kon-
flikter. Endnu er her på reservatet en
gruppe tilhængere af det arvelige sty-
resystem, og de hager sig endda fast
i irokeserfolkets ældgamle loyalitet
mod den britiske krone og har aldrig
anerkendt den canadiske regerings
overhøjhed over det område vi bor på;
selvfølgelig må man spørge sig selv,
hvor realistisk en sådan indstilling er.
Den tid er forbi, hvor vi kan leve som
en isoleret ø, uberørt af samfundet
omkring os. Men dette problem vil ti-
den nok løse helt af sig selv ....
De indrepolitiske modsætninger er i
vid udstrækning bestemt af religiøse
forhold. 1/3 af befolkningen har stadig
ikke villet lade forfædrenes religion i
stikken; det er den såkaldte „long-
house“-gruppe, kaldet således fordi de
stadig benytter de gamle irokesiske
langhuse til kultiske formål. Så er der
endnu 1/3 af befolkningen med særlig
tilknytning til mohikanerne, der er un-
der indflydelse af longhouse-gruppens
lære uden dog at tilhøre gruppen for-
melt, og endelig er der de kristne.
Disse tre grupper kan nok stå ret
skarpt overfor hinanden, men udadtil
står de sammen, og de er i alt fald
alle sammen enige om at holde deres
stammestolthed og deres identitet som
indianere i hævd, og de er enige om at
dette reservat skal udvikles på kon-
struktiv, moderne vis.
— Hvordan forestiller De Dem
egentlig fremtiden? Vil indianerne
blive fuldstændigt assimilerede i den
hvide mands verden? Eller hvis det
ikke er tilfældet, hvad vil fremover
adskille indianerne fra de øvrige ca-
nadiere?
— Det er et meget vanskeligt spørgs-
mål at svare på. Jeg er ofte frem-
kommet med det synspunkt, at så-
fremt indianernes problem ikke bliver
behandlet rigtigt, vil der måske her i
Canada opstå en befolkningsgruppe
med problemer af samme art som jø-
dernes. Disse mennesker — indianerne
— ønsker at bevare deres identitet som
indianere.
IDENTITET
— Dette ønske om at bevare sin
identitet, hvordan giver det sig udtryk
i praksis? Er der en bevægelse i gang
henimod større indianske nationale
sammenslutninger tværs over Canada,
eller hvordan ytrer det sig?
— Ja, det er hvad der sker i hele
Canada nu — og når alt kommer til
alt — hvis vi kaster et blik på ver-
densareanaen — er det så ikke det
samme der sker i Asien og i Afrika?
Gør folk ikke også dér en indsats for
at bevare deres identitet, både natio-
nalt og individuelt?
Jeg tror, at hvis vi blot kan lære
at anerkende den anden, ham der er
anderledes, som et menneske i lighed
med os selv, som en der kan tage sin
plads i samfundet og påtage sig det
ansvar, der er hans, så vil vi ikke stå
overfor uoverkommelige problemer.
Det er for disse små udviklingsfolk
altså ikke så meget et spørgsmål om at
bevare deres sprog eller bestemte
gamle skikke; det er langt snarere et
spørgsmål om at oparbejde en vis kol-
lektiv selvfølelse, give gruppen en klar
bevidsthed om sin evne til at gøre sig
gældende, også selv om den i nogen
måder altid vil stikke af fra omgi-
velserne!
KLAGESANG
„Hvor længe jeg mon har kendt dig,
åh Canada — mon i hundred år? —
ja i hundred år, og meget, meget læn-
gere — og i dag, da du fejrer din hun-
dred år, åh Canada, sørger jeg over
alle indianerne i dette store land —
for jeg har kendt dig, da dine skove
var mine, da de gav mig min føde og
mine klæder, jeg har kendt dig i dine
bække og floder, hvor fisken skinnede
i tykke stimer om sommeren, h vor
vandene hviskede: kom, kom, tag af
min overflod — jeg har kendt dig i
dine vindes store frihed, hvor min
sjæl udvidede sig, løftede sig over
dette prægtige land — men jeg har
også kendt dig på mit nederlags dag,
da den hvide mand kom
Sidste sommer fejrede Canada hun-
dredårs jubilæet for sin status som et
selvstændigt forbund indenfor ram-
merne af det enkelske commonwealth.
Klagesangen er en gammel indianers
kommentar til denne begivenhed. En
klagesang er det, men den munder ikke
ud i nogen selvopgivende nederlags-
stemning. Tværtimod kan denne gam-
le indianers lidenskabelige vilje til at
sætte sig igennem og gøre sig gæl-
dende trods alt stå som en kommentar
til irokesernes bedrift: at vinde sig en
plads med honnør i den nye verden,
vi alle må leve i.
„Skal jeg takke dig for mit neder-
lag? — for nederlag, dét har jeg lidt —
Canada, åh Canada, hvad har du gjort
mod mit folk — åh Gud i himlen giv
mig mit mod og min tapperhed tilbage,
lad mig hæve mig over mine omgivel-
ser, lad mig igen, som i gamle dage,
herske over den verden som er min —
men jer er udmattet jeg er såret, jeg
har ligget og forblødt — og dog tager
jeg ydmygt mod denne nye kultur, og
på en eller anden vis må jeg rejse mig
og fortsætte — åh Gud, som storm-
fuglen må jeg stige op af havet igen,
jeg må gribe den hvide mands red-
skaber, hans uddannelse, hans for-
måen, jeg må stige op af min for-
tvivlelses hav som er ved at slå sam-
men over mig, jeg må rejse mig op af
mit nederlag, hæve mig over mine om-
givelser, og endnu en gang, med tap-
perheds og målbevidstheds vinger
bredt vidt ud, skal jeg sidde på min
stoltheds og værdigheds totempæl.
TAGE SCHOUBOEA/s
ELEKTROTEKNISKE ARTIKLER OG VÆRKTØJ
FOR HANDEL OG INDUSTRI
elektroteknikimut tungassut sånatitdlo niuvemermut sanaortorner-
mutdlo tungassut.
SKYTTEGADE 7 . KØBENHAVN N . TELEFON (01) 39 25 00
såkortumik
ingerdlatiguk
tamane
apume sikumilo!
Kør den hårdt
overalt
på sneen
eller isen!
Evinrude-p scooteria aputisiut 1968
nutåK oKineruvoK, sukaneruvoK Kajangnåinerujugssuvdlunilo.
savauteKarnermik, tugtuteKarncrmik, aulisarnermik piniar-
nermigdlo sangmissauartut nalungilåt Evinrude-p „Skeeter"-
iaKanoic iluasutautigissoK. model 1968 nakuvoK, Kajangnait-
dlune, tamasiutigssaKingncruvdlune sujornatigornitdlo akiu-
sinauneruvdlune - piarérsimavox uvdlut tamaisa pivfigssamik
sipårutisavdlutit! „Skecter“-ip nutåmik 16 HK-lingmik mo-
torigdlip narssat Kagtunerasårtutdlo, aputilerujugssuaK sikulo
KuasartoK ajornartorsiutigingivigdlugit ingerdlavigisinauvai.
model ukioiv månamit pissoic uteriartumik gearcitarpoK, tåus-
sumalo pcriatårsinaunerulcrsipå. motore KaleKutsigauvoK,
nipåineruvdlune supissincralo pitsaunciulersineKarsimavdlune.
KalcKutsiulåta oivitsup „Skeeter" apusinersiutigssarKingneru-
lersipå, perdlå, perdlåvisalo avdlaunganerussut upiåinerulcr-
sipåt. uigutit ingmikut ilanguneuarsimassut „Skeeter" niorKut-
igssanik agssartutigssarivingnerulersipåt. Kamutit ingmikut
pineKarsinåuputaoK. „Skeeter" tamatigut nangariångivigdlune
autdlartarpoK - misilingneKarsimavoK 45-nik issilik tikitdlugo.
gearingssystem i k automatiskiuvdluinartup sulinerne sukå-
ssutsinilo nikeriarnerit crsordluinartut pisitarpait, agdlåme
sivinganissune imalunit usexardluartitdlune autdlartiitautitut-
dlo tatigissagssautigissumik sulissarpoK. „Skeeter" sukut-
dlunit tatigissagssarivat - Evinrude-vdlo kivfartussinera. såk-
ortumik ingerdlatiguk - akiorsinauvå!
Evinrudes nye 1968-snescooter er
lettere, hurtigere og mere robust.
De der er beskæftiget med fårehold, rens-
dyrhold, fiskeri og jagt kender værdien af
en Evinrude „Skeeter". 1968-modelIen er
stærk, robust, alsidig og endnu mere hård-
før end nogensinde - parat til at spare tid
for Dem hver eneste dag! Med den nye
16 HK motor krydser „Skeeter" uden be-
svær over både fladt og ujævnt terræn, dyb
sne og glat is. Dette års model har bakgear,
der giver meget fin manøvredygtighed. Mo-
toren er indkapslet, roligere, og udblæsnin-
gen er forbedret. Et nyt letvægtschassis gør,
at „Skeeter" klarer de hoje snedriver endnu
bedre, og bred sporvidde giver den større
stabilitet. Et ekstra forlængersæt gør „Skee-
ter" særdeles velegnet til varetransport. Se-
parat slæde kan også leveres. „Skeeter" star-
ter altid sikkert - er afprøvet helt ned til
-T- 45° C. Det fuldautomatiske gearingssy-
stem giver en korrekt udveksling under alle
arbejdsforhold og hastigheder, - selv ved
stejle stigninger eller med tung last arbejder
det lige så glat som startmekanismen. De
kan stole på „Skeeter" - og på den effek-
tive Evinrude-service. Kør den hårdt - den
kan tåle det!
ukiune 60-nc påsissagssarsiarineKarsimassnt nakunerulcrsitsissarput!
60 års erfaring giver styrke!
r ■
1 S
i °
I pH
I p
Li
GENERALAGENT: KETNER MARINE, VORDINGBORGGADE 6-8, KØBENHAVN 0.
Kalåtdlit-nunane sumilunit tuniniaissoKarpoK iluarsaissarfeKardlunilo. Salg og service overalt i Grønland.
■EVINRUDE SKEETER
Akekånditfok
Evinrude-p scooterinik
aputisiutinik brochure
sisamanik Kalipautilik
uvavnut nagsiuguk.
Gratis
Send mig venligst den
store 4-farvede
brochure over Evinrude
snescootere.
kinåussuseit/Navn:
najugait/Adresse: ..
igdloiiarfik/By: ..
TIL KETNER MARINE, VORDINGBORGGADE 6-8, KØBENHAVN 0.
li