Atuagagdliutit - 12.06.1969, Síða 18

VALA1H VALAiU VALAiH
Grape •tonic Hindbær Citron
VALASH FABRlKIP MAMARTUNIK KiSANINGNE UKUNlNGA IMERUERSAUTIGSSAKARTlPATIT: VALASH, LEMASH, SMASH. COLA 9 ÅMAVALASH LEMASHILO S0KOKÅNGITSUT
skibet. Nogle mente, vi kunne lokke
flere til med musik, en grammofon
blev hentet frem og sat på dækket,
og så lød tidens toner med fuld styr-
ke ud over det blanke vand. Og se!
Sælerne dukkede op ved skibet, den
ene efter den anden, heie vejen rundt.
Det lykkedes os at skyde en, men
lige inden jollen nåede den, gik sælen
til bunds for aldrig mere at vise sig.
— Blev De selv „storfanger"?
Arveprinsen pilker ivrigt og øvet
med armen: — Torsk i stor stil.
Men som fangstmand kom chefen
temmelig galt af sted en dag, han
var på rypejagt. I kikkert kunne vi
se, at han skød seks ryper inden for
et fredet område. I det lovlige terri-
torium skød han to.
Da den stolte fanger kom hjem,
kunne vi unge, uartige officerer ikke
lade være med at drille. Man disku-
terede, hvad man skulle stille op.
Mandskabet måtte jo ikke gerne blive
klar over, hvad der var galt. Man
overvejede, om det var rigtigst at smi-
de ryperne ud, men det syntes fler-
tallet var synd, og det blev endelig
besluttet at prøve at redde ansigt for
chefen.
Der blev holdt mønstring, og mand-
skabet blev gjort bekendt med, at
chefen havde skudt disse otte ryper
— ganske vist på fredet område —
men for at enhver kunne se, hvordan
de ser ud i sommerdragt, så ingen
skulle komme galt af sted.
Det blev løsningen, og den blev
accepteret.
ULOVLIGT FISKERI
Men nu skal De høre!
Vi var jo på fiskeriinspektion, og i
den tjeneste havde vi mange morsom-
me oplevelser.
De var sådan set flinke folk, de som
overtrådte bestemmelserne og fiskede
inden for grænsen. Men det gjorde jo
ikke deres brøde mindre.
Jeg husker et moderskib for uden-
landske linefiskere ud for det gamle
Sukkertoppen (Kangåmiut). Det lå li-
ge inden for grænsen, da vi bordede
det. Skipperen var naturligvis ked af,
at han lå forkert og undskyldte sig
mange gange. Men vi var jo nødt til
at følge spillets regler og bede ham
tage med til Sukkertoppen for at ret-
ten kunne se på sagen og afgøre for-
seelsens størrelse.
Skipperen var meget ked af det,
lovede at flytte uden for grænsen og
hævdede, at hans folk fiskede dér.
Det lød jo godt, men vi sagde, at han
kunne forklare alt det i Sukkertop-
pen.
Nu var han endnu mere ked af
det, og han tudede med sirenen for
at kalde bådene hjem. Og de kom •—
blot ikke fra området uden for græn-
sen, men inde fra land, hvor de skjult
af skærene drev fiskeri i lokalt far-
vand. Den var jo ikke så god.
Men tiden er skiftet, grænserne ud-
videt.
Og rejserne er hurtigere.
Morgenen efter ankomsten til Kø-
benhavn om aftenen klokken 24 skal
jeg stille til en parade på Citadellet.
Det er kystartilleriforeningen, der
holder jubilæum. Men jeg skal ikke
græde, hvis jeg bliver nødt til at ligge
inde et sted i Grønland, fordi vejret
ikke arter sig.
Hans kongelige Højhed, Arveprins
Knud, blev nemlig bidt af en gal grøn-
lænder engang i 1921.
Næste år gælder det Thule.
Arveprinsen sluttede med at ønske
alle i Grønland en god sommer med
tak for opholdet.
Hans kongelige Højhed, Arveprins Knud, fortæller i et interview med Grøn-
landsposten om nogle indtryk fra sine mange besøg i Grønland, om drøm-
men om at måtte få lov at overvintre i Upernavik, om sælerne, der dansede
til tidens musik, om sig selv og andre som „storfangere", og om dengang
han farede vild i Holsteinsborg, om ulovligt fiskeri, og meget andet.
Tekst og foto: Jens Brønden
sigt, for det kan jo være, at isen
tvinger os til at ændre planer — Sdr.
Strømfjord, Godthåb, Grønnedal, Fre-
derikshåb og Sukkertoppen. Til næste
sommer vil jeg så tage til Thule, hvor
intet ligner sig selv fra gamle dage.
Der er kun Knud Rasmussens hus til-
bage, og det er man i færd med at
frede.
VILLE OVERVINTRE I UPERNAVIK
— Hvilket sted holder De mest af?
— Upernavik. Ubetinget. Upernavik.
Det var en af min ungdoms og si-
den længe levende drømme at få lov
at overvintre i Upernavik, men hver
gang det syntes at skulle lykkes, kom
et eller andet i vejen, og drømmens
virkeliggørelse blev udsat. Så kom
krigen, og jeg blev for gammel.
— Drømmer De stadig den drøm?
— Nej ved De nu hvad! Jeg bliver
jo 69 til sommer, og selv om drøm-
men er lige forjættende, sætter bl. a.
min alder en grænse for min bevæ-
gelighed, og en overvintring i Uper-
navik er ganske udelukket — des-
værre.
NÆH, HOV . . .
Hans kongelige Højhed Arveprins
Knud kender det meste af Grønland
fra gammel tid og har derfor — som
få — et sammenligningsgrundlag med
den moderne udvikling i landet. Og
han har gjort sine iagttagelser med
ærligt ansvar for virkeligheden. F.
eks.:
— En af Deres kolleger ville inter-
viewe mig under besøget i 1963, og
han ville helst gøre det under flyve-
turen til Godthåb. Men da sagde jeg:
—- Hov, lad os hellere vente til jeg har
set det hele fra luften, byggeriet,
vejene, o.s.v., så kan jeg meget hur-
tigt danne mig et indtryk af den ma-
terielle udvikling i byen. Mine ind-
tryk var jo på det tidspunkt 33 år
gamle. — Og da vi omsider var fær-
dige, sagde jeg til ham, at der kunne
han se, det var godt, vi ventede.
For der er jo sket så omvæltende
meget siden den tid, hvor jeg som
ung søløjtnant sejlede op og ned langs
kysten med fiskeriinspektionsskibet
„Hvidbjørnen", og indenskærs nordpå
til hjørnet ved Kraulshavn.
I Godthåb og Sukkertoppen og ikke
mindst Egedesminde kan man især se
udviklingen på det byggemæssige om-
råde.
—> Og i Holsteinsborg!
— Nu De siger det. Ja, også Hol-
steinsborg. Og denne rivende udvik-
ling var nemlig skyld i, at jeg farede
vild deroppe sidste gang, jeg besøgte
byen. På en spadseretur skete det,
at jeg pludselig ikke kendte vejen og
husene. Til sidst anede jeg ikke, hvor
jeg var, og så vidste det sig, at det
var en helt ny bydel, opført siden jeg
var der sidst.
SÆLERNE DANSEDE TIL
TIDENS MUSIK
— Jeg kan tælle mange gode ople-
velser.
1930. Kronprinsens Ejland. Vi skulle
ind til Egedesminde, men blev for-
hindret af tåge. Mens vi lå derude
for anker, så nogle af os en sæl stik-
ke hovedet op ganske få meter fra
NUTARSIAGSSAT
II imit
Jeg har aldrig hørt nogen sige, at Hans
kongelige Højhed, Arveprins Knud,
betjente sig af lyrisk sprog. Da vil
jeg være den første med påstanden,
og tidligere numre af Grønlandspo-
sten bekræfter den. Men også nu un-
der Arveprinsens sidste besøg i Grøn-
land betjener han sig i en samtale
med Grønlandsposten af det sprog,
der handler om mænds kærlighed,
nok farvestrålende, men lyrisk i sin
begrænsning. F. eks. hvorfor Arve-
prinsen atter og atter gæster Grøn-
land? Det har nemlig sin indlysende
forklaring: — Det blev vi jo alle sam-
men — bidt af en gal grønlænder år
tilbage.
— Hvornår blev De bidt?
— Allerede under besøget i 1921
med mine forældre, og det så efter-
trykkeligt, at jeg jo har været her
mange gange siden. I tidens løb har
jeg besøgt næsten alle beboede steder
på Vestkysten, besøgt dem og lært
dem at kende, som de var dengang.
Det var jo Grønland i sin originale
form, jeg blev bidt af, men virknin-
gen har ikke fortaget sig. Jeg er sta-
dig under påvirkning og bliver sik-
kert heller ikke af med den i denne
omgang.
For det er nemlig min agt til næste
år at tage nord på. I år gælder det
jo kun — efter den oprindeligt hen-

inuit silatOt tamarmik ikuatdlagtfimigssamut
sitdlfmasertisimassariaicarput. ikuatdlagtår-
nigssamut sitdlfmaserterérsimaguvit nåmag-
tumik sitdlimasertfsimanersutit misigssomia-
ruk.
kæmnere tamatuminga OKaloKatigdk!
KGL. BRAND
KØBENHAVN
Forsikring i Grønland siden 1882
Kalåtdlit-nunåne 1882-imit sitdlimasissartoK
TELEFLEX - styring til alle formål
I. Christiansen
Aut. forhandler . Postbox 153 . 3900 Godthåb . Telefon 1366
— Jeg blev bidt
af en gal grønlænder
18