Atuagagdliutit - 24.06.1971, Blaðsíða 15

På æggetogt i Grønland
Hver sommer på samme tid, ja
omtrent på samme dato, kommer
ternerne til Nordgrønlands kys-
ter for at ruge. Hele den lange
vej fra landene omkring Syd-
polen har de fisket sig frem op
over atlanten. — Deres komme
er altid imødeset med stor for-
ventning, ikke mindst af grøn-
laenderbørnene, der ved, at nu
begynder en herlig tid med sejl-
ture til små ubeboede øer og
skær for at samle æg, og med
en svælgen i æg uden lige.
Vor lille grønlandske ven,
David havde de sidste 14 dage
næsten ikke talt om andet end
terner og æg, for vi havde lovet
ham, at han i år skulle med os
på æggetogt til „De grønne øer“.
Og en skønne dag kom han stor-
mende ind, ildrød i hovedet, hele
hans lille fireårige person var
ved at revne af meddelelsestrang,
— det eneste ord, han kunne få
frem, var: „Ternerne! Ternerne"!
Samtidig halede han i min kjole,
for at jeg skulle komme med ud
at se. — Og ganske rigtigt —
der var de! Så langt man kunne
øjne op ad kysten var de der i
store hvide sværme, svirrende i
solskinnet som utallige hvide
fnug, stadig i stigende og dalen-
de bevægelse, mens de styrtede
sig ned mod havoverfladen for
at fiske og atter hævede sig med
byttet. Hele tiden skrigende i de-
res ensformige, men lette og lyse
tonart. — Et billede der aldrig
glemmes af den, der har oplevet
den grønlandske sommer. —
Stranden var fuld af børn, der
betragtede det årlig tilbageven-
dende under, men længe stod de
ikke i stille måben, en sten hvi-
nede igennem luften, en lille hvid
terne dalede ned på vandet, der
lå cj^n lidt og spjættede med
benene, indtil endnu en sten
ramte den og gjorde det helt
af med den. Et øjeblik efter var
hele børneflokken grebet af jagt-
iver; og en regn af sten susede
ned over terneflokken. Heller
ikke hos lille David fornægtede
jægerinstinktet sig. Et par timer
efter kom han stolt og viste mig
en død terne — hans første jagt-
bytte! Jeg så lidt vemodig på den
døde fugl, men var samtidig klar
over, at et foredrag om „dyr-
plageri" ville være ilde anbragt
og finde ringe forståelse i Davids
lille jægersjæl.
En ugestid efter bragte en smi-
lende grønlænderpige den første
tallerkenfuld små brunspættede
æg ind i vort køkken, og nu var
vi klar over, at tiden var inde til
vort store „æggetogt". Hver ene-
ste time på døgnet drog grøn-
lænderne af sted i deres både og
vendte hjem med spande og kur-
ve fulde af æg. Æg og æggeture
var hovedsamtaleemnet i hvert
eneste hus i kolonien. Det var
som en epidemi, der greb om sig
med rivende hast.
Det gjaldt også om at benytte
tiden, kom man et par dage for
sent, var der allerede unger i
æggene. Altså af sted! Hvad tids-
punkt på døgnet vi valgte til at
sejle var ligegyldigt, for vi var
inde i den herlige periode, hvor
solen er på himlen dag og nat.
Proviant, kogegrejer, telt m. m.
blev stuvet ned i motorbåden,
som lå og tøffede utålmodigt nede
ved broen. Snart var alle mand
ombord, og hvert „medlem af
ekspeditionen", både danske og
grønlændere, voksne og børn,
blev bevæbnet med en tom mar-
garinebøtte, en kurv eller en
gammel blikspand til at samle
æggene i. Motorpasseren ventede
åbenbart en rig høst, han med-
bragte 2 store gulvspande, som
han med et bredt grin stillede
op på maskinruffet. — Gennem
det blå spejlblanke vand gik
båden mod vort mål „De grønne
øer". Solen bagte. Rundt om os
lå i hundredevis af isfjelde i alle
størrelser og formationer, nogle
var som borge med tårne og tin-
der, andre havde form som tri-
umfbuer, og andre igen lignede
store fortidsdyr. I en lille bugt
lå et isfjeld, der havde form som
en gammeldags karet med 2 stej-
lende heste for. Der lød et drøn
efterfulgt af en langtrukken bul-
dren, gangerne gik på næsen i
søen, og kareten væltede. Da ko-
lossen kom i ro igen efter adskil-
lige kolbøtter, var køretøjet for-
vandlet til et hjemligt dansk hus-
mandshus. Timerne gik og vi
nærmede os øerne. Spændte spej-
dede vi ind mod land. Mon der
nu var rigtig mange terner i år?
Eller var det sandt, som rygtet
sagde, at de i år ville holde sig
borte, fordi en ekspedition i fjor
havde slået lejr på „De grønne
øer" og skræmt fuglene bort.
Det var vist kun et rygte. Vi
åndede lettet op, for nu så vi
hele snebyger af terner stå ud
fra øerne, men det var, som om
der kom en undertone af vrede
og arrigskab i deres skrigen, da
de så os. Båden blev fortøjet,
alle mand kom i land, og provi-
anten blev anbragt i teltet, som
de flinke bådfolk fik rejst i en
håndevending. — Og så spredtes
hele selskabet over øen. Nogle
gik mod nord, hvor øen er flad
og sumpet. Jeg tog lille David i
hånden, og så gik vi sammen på
eventyr. Vi gik sydpå op over et
højdedrag bevokset med et tykt
lag mos og lyng. Lille Davids
små tykke ben sank dybt ned i
lyngen, og hans utålmodighed
voksede for hvert skridt. Han
havde sikkert forestillet sig, at
æggene lå så tæt som småstenene
på stranden, og hans skuffelse
var tydelig. „Hvor er æggene"
spurgte han i eet væk. Men plud-
selig udstødte han et skrig af
henrykkelse; der foran ham i
lyngen var en fordybning med to
små, spættede æg. Og nu behø-
vede lille David ikke at søge
mere. Et par skridt derfra var en
rede med 3 æg, så een med to
igen og sådan blev det ved. For
det meste var der dog kun et
eller to æg i hver rede. Og fandt
man een med 3, havde man lov
til at lufte sin glæde ved at ud-
støde et særligt højt indianer-
hyl. Var reden anbragt i lyse-
grønt lav, så var æggene lyse-
grønne, lå de i det gule sand,
var de gullige, og havde ternen
lagt dem frem i lyngen, var tonen
brunlig. Så viseligt indretter na-
turen det, mange små teme-
mødre får sikkert af den grund
lov til at beholde deres æg trods
alle eftersøgninger. Ternerne
flagrede arrigt skrigende over
vore hoveder, sommetider havde
man fornemmelsen, at de vilde
suse ned og hakke løs på en.
Lille David spurgte lidt ængste-
ligt: „Hvorfor skriger ternerne
sådan?". Og jeg fortalte ham, at
de var vrede på os, fordi vi tog
deres æg. Og nu kunne det jo
passende være hans tur til at
holde et lille foredrag om „dyr-
plageri". — Vi var nået om på
den anden side af øen, og vi blev
begge stående helt stumme over
det syn, vi så. Midnatssolen glø-
dede på himlen, men langs hele
vestsiden af øen, så langt øjet
rakte ud over havet, lå en bar-
riere af isfjelde. Fjeld ved fjeld,
skærende rene og hvide, takkede
og forrevne som et alpelandskab.
En dump drønen og buldren lød
stadig derude fra, hver gang et
fjeld kalvede. Men inde under
land var der små stille laguner,
og her vrimlede det med søfugle.
Små nervøse odinshaner svøm-
mede i zig-zag, fede edderfugle
lå stille i solskinnet, og alkene
dykkede, som om de legede skjul
med hinanden. — På strandbred-
den med det rødgule sand mellem
de stive græstotter var der æg i
massevis, man måtte ligefrem
passe på, man ikke trådte på
dem. Lille David jublede, hvad
gjorde det så, at han for et øje-
blik siden var faldet lige på ma-
ven med sin spand, så alle æg-
gene var blevet til een stor rød-
gul æggekage på hans blå ano-
rak. Spanden blev snart fuld
igen, og min margarinebøtte hav-
de top på, så vi måtte sætte
kursen mod teltet for at få span-
dene tømt. Her sad allerede flere
af „æggejægerne" og talte deres
bytte, og nu blev der en snakken
og diskuteren og en kappestrid
om, hvem der havde fået flest.
Nogle af selskabet lå udmattede
af jagten og sov udenfor teltet.
Lille David „nikkede" og blev
puttet i en sovepose inde i teltet;
inden han sov, bad han mig
endelig lukke teltdøren godt, så
ternerne ikke kunne komme ind
„for de var jo så vrede på ham".
Men jeg måtte endnu en gang
over på den anden side af øen
for at se på „Ismuren". Oppe på
højdedraget kunne jeg se ud over
hele øen, hist og her gik et men-
neske med en spand i hånden;
hver gang han bukkede sig, vid-
ste jeg, han havde fundet en
rede. Men nu var rederne efter-
hånden blevet sparsommere. Øen
var ved at blive raseret. Nogle
af grønlænderne gik i jollen og
roede over på en anden af de
grønne øer. — Den lyse sommer-
nat var umærkelig gået over til
dag. Endelig var hele selskabet
samlet foran teltet med deres
udbytte — en overdådighed af
æg. Motorpasseren havde nok
ikke været for optimistiske alli-
gevel. Hans gulvspande var fyldt
til randen. — Først nu var der
tid til at tænke på mad. Klem-
merne kom frem, primussen blev
tændt, og snart sad vi alle med
en tallerken nykogte terneæg
foran os. Bordskik var der ikke
tale om. Pludselig sprang en af
selskabet op og styrtede ned mod
stranden eller op ad skrænten:
han havde set en terne sætte sig.
og når han kom tilbage til „bor-
det", havde han et æg eller to
i hånden. Men nu manedes der til
opbrud. Trætte og døsige efter al
den traven og al den sol og
friske luft, vi havde fået, lå vi
og sov på dækket det meste af
hjemturen. Denne gang interes-
serede vi os ikke for isfjeldene;
inden vi vidste af det, var vi
hjemme i kolonien igen. Men det
er mærkeligt som sådan et ægge-
togt kan gå en på sanserne. Da
jeg var kommet i seng, hørte
jeg hele tiden — halvt i vågen
tilstand, halvt i drømme — ter-
nernes skrig, så hele tiden en
rede for mig med to små, brun-
spættede æg og mærkede i min
hånd formen af et lille varmt,
rundt æg.
De påfølgende tre uger stillede
store krav til husmoderens op-
findsomhed, for nu skulle alle de
mange æg spises, ikke alene de,
vi selv havde samlet, men alle
de, der strømmede ind i vor hus-
holdning fra udsteder og boplad-
ser. Mere end tre uger kan et
terneæg ikke holde sig. Vi havde
et par tusinde, der skulle spises,
og selv om der går 3 terneæg på
et hønseæg, så skulle der allige-
vel fortæres mange pr. dag, for
at intet skulle gå til spilde. Men
de 3 uger af juni lever man også
udelukkende af æg. Hver aften
står på ens bord den obligate
skål hårdkogte terneæg, som ser-
veres med skallen på, så man
selv har fornøjelsen at pille dem.
Det nemmeste for køkkenperso-
nalet — og sikkert også det mest
hygiejniske. Alle de lækre des-
serter og kager i „Frøken Jen-
sen" og „Madam Mangor", som
man omhyggelig havde undgået,
fordi de gjorde for stort et ind-
hug i ens dyrebare beholdning
af danske hønseæg, — dem ka-
ster man sig nu over. Man bager
lagkager og sandkager, man spi-
ser buddinger, omeletter, grati-
ner, æg i sennopssauce og æg i
karry. Og findes der ikke flere
variationer i kogebøgerne, så be-
gynder man selv at komponere,
undertiden til blandet glæde for
ens husfæller. Ovenpå sådan en
æggesæson føler man sig lige-
frem fristet til at udgive en koge-
bog med titlen: „Æg på 117 for-
skellige måder". — Al mad er i
den tid lyserød af terneæg: lyse-
rød mayonnaise, lyserød sago-
suppe, lyserød creme, o.s.v. Men
når det sidste æg er spist, bryder
man sig heller ikke foreløbig om
at se æggeretter på sit bord. Til-
bage i ens sind bliver mindet om
det dejlige døgn på de grønne
øer, med midnatssol og terne-
skrig, med bulder fra isfjeldene
og lille Davids lykkelige brune
barneansigt.
Nulia.
IRANSKE (PERSISKE) TÆPPER
v/ HENRY L W. JENSEN
STRANDGADE 30
1401 KØBENHAVN K.
TLG.ADR.: IRANCARPETS
SÆLGER UDSØGTE TÆPPER
FRA IRAN OG AFGHANISTAN
I TRANSIT, UFORTOLDET OG
AFGIFTSFRIT FRA VORT
FRIHAVNSLAGER
SKRIV OG FA ET UDVALG
UDEN FORBINDENDE
IVERSEN & BØRDIK
Smede og Maskinværksted
Konstruktionsarbejde, dreje og fræsearbejde, — A & E, samt
C—0—2 svejsning.
Bygningssmedearbejde - Beholderarbejde - Ankre og klippebolte.
Leverandør til KGH og GTO
Telefon AM. 4338. Overgaden O/V. 28.-1415 K.
hjælpeaggregater
Marinediesel A/S er importør af hjælpemotorer fra Li-
ster Blackstone Mirrlees Marine Ltd. Et selskab, der har
årelang erfaring i udvikling og produktion af motorer,
hvilket garanterer et kvalitetsprodukt og en omfattende
service. Hjælpeaggregater leveres med luft- som vand-
kølet dieselmotor. De kan leveres sammenbygget med
jævnstrømsdynamo - vekselstrømsgenerator - ballast-
pumper etc. etc. Forlang yderligere oplysninger.
16