Atuagagdliutit - 01.12.1971, Blaðsíða 30

TEKNIK MØS VNJ? f h\
OG MM VM
VIDENSKAB M

Videnskab må dyrkes
for menneskets skyld
Passivitet over for samfundsproblemer dødsensfarlig.
AF JENS JØRGEN KJÆRGAARD.
København (RB-special).
— Vi kan sende raketter til månen, men har ikke evnen til at styre
os selv, siger professor Anders Munk i sin nye bog „Humanismens
Biologi", der er blevet betegnet som et larmende oprørsk skrift.
Udgangspunktet for bogen er pro-
fessorens frygt for, at vor kultur
står i fare for at bryde sammen
i konflikter mellem teknologi og
etik. Inderst inde er vi stadig
huleboere, og det gør sig ikke i
en atomtid.
Kursen må lægges om, erklærer
professoren. Vi må bevidst arbej-
de hen imod et mål, som kort kan
defineres således: De bedst muli-
ge levevilkår for hele jordens be-
folkning af mennesker. Det kan
indebære en form for hjernevask,
en indoktrinering, som båndlæg-
ger kamplyst, og styrer os ind i
nye tankebaner.
Anders Munk er professor i
biologi ved Danmarks Lærerhøj-
skole, og har i de senere år især
arbejdet med videnskabsteoreti-
ske og sociale aspekter af biolo-
gien. Han tolker nutidige adfærds-
træk som data, der kan belyse
menneskeslægtens skæbne meget
længeie tilbage, end arkæologien
rækker. Kampen for eksistensen
i urtiden har sat sit præg på de
mennesker, der lever i dag.
Professoren kan ikke give en
opskrift på, hvordan handlinger
forudsiges, men peger dog på lov-
mæssigheder for styringen af vor
adfærd. Det kræver en indsats at
sætte sig ud over disse spillereg-
ler, og nøgleordet er naturligvis
bevidstgørelse.
BARE ET DYR?
Det varede længe, før begrebet
adfærd fandt ind i den biologiske
videnskab, men nu er det til gen-
gæld kommet der til gavns. Man
er på nippet til at anerkende ad-
færd som den mest overordnede
af de udviklingsstyrende fakto-
rer.
Det er dyrs adfærd, der har
ført til udviklingen af væsener,
der er fint tilpasset et bestemt
miljø. Det ville f. eks. fedt hjæl-
pe, at haren har en fin hørelse
og vældige springben, hvis den
ikke stak af, når ræven kom.
Hver gang, vel at mærke. Dårlige
varianter af harefamilien luges
hurtigt bort.
Længe før Darwin har viden-
skabsmænd placeret mennesket i
det zoologiske system nær de store
aber, men det skete med ydmyg
understregning af, at det var no-
get rent formelt. Darwin tog imid-
lertid konsekvensen af sin ud-
viklingsteori og dristede sig til
at sige, at mennesket er opstået
fra livsformer som vi ville kalde
dyr og anbringe i Zoologisk Have.
Modstandere og tilhængere råb-
te forbløffet: Så er mennesket
altså ikke andet end et dyr?
— Det er en naiv betragtning,
siger Anders Munk. Man kunne
lige så gerne sige, at Beethovens
forårssonate blot er lydsvingnin-
ger eller streger på et nodeark.
Man var dengang blind for, at
der er flere lag eller niveauer i
et menneske end i et enkelt kunst-
værk. Det var kun Darwin, der
fandt på at give adfærd en plads
på linje med de anatomiske byg-
ningstræk i den videnskabelige
beskrivelse af et dyr. For andre
var adfærd naturhistorier, som
kunne more børn i et par skole-
timer, mens videnskab var de
tankskibe, køleskibe og polarskibe
i fart på alle verdenshave...
Rederiet J. Lauritzen,
København.
NELLA DAN
- Østgrønland
reelle ting i spritglas og skelet-
skabe.
MEDFØDT TILLID
Mennesket, der sådan set har spe-
cialiseret sig i at være uspeciali-
seret, tog et kæmpeskridt fremad,
da det fik talens brug og kunne
udveksle erfaringer om truende
farer. Overlevelseschancerne blev
større. Men ord alene var ikke
nok. Det var ikke alene de umæ-
lende, der faldt fra, men også de
glemsomme, de vantro og de uly-
dige. Efter professor Munks op-
fattelse er det sandsynligt, at
mennesker nu fødes med en stærk
tilskyndelse til at tilegne sig
dogmer og normer i den gruppe,
de vokser op i.
Det er bl. a. derfor, at fordom-
me og racediskrimination kan op-
stå. Man sætter naturligt sin egen
gruppe højt, og heraf følger en
vis nedvurdering af de andre,
som står udenfor. Heldigvis er det,
i hvert fald på nært hold, en selv-
regulerende proces.
Inden man hidser sig op til
hysteri, sker der gerne noget, som
umuliggør påstande om, at de an-
dre er umennesker. Alene det, at
man ser en af de barske gutter
fra den anden gade stikke lille-
søsteren en bid af sin sukkermad,
kan holde fordomme nede under
det uhyrliges niveau. Men det vir-
ker som sagt kun på nært hold.
Det ville ellers ikke være ilde,
om familien Schultze i Dussel-
dorf kunne se Ulbricht skifte ble
på sit barnebarn.
SORT HUD — BLÅ ØJNE
—, Hvad man lærte i barndom-
men, hænger godt fast. Danskere
i fremrykket alder har næppe
mødt negre som børn, og jeg
skammer mig ikke over at bevid-
ne, at jeg følte en sær stramhed
i højre arms muskler, da jeg før-
ste gang sagde pænt goddag til en
mørkhudet, siger Anders Munk.
Episoden skete, da jeg var over
30 år.
Negeren faldt helt uden for det
billede, jeg under opvæksten hav-
de dannet mig af mine artsfæller,
og jeg blev altså offer for en ele-
mentær etologisk (dvs. adfærds-
biologisk) forvirring.
En europæisk dame, der boede
i Nigeria, vænnede sig hurtigt til
at gå med solbriller. Afrikanerne
var nemlig lige ved at kaste op,
når de så hendes lyse, blå øjne.
De havde lært at godtage den
hvide hudfarve, men blå øjne
faldt helt uden for deres erfa-
ringsmateriale, forklarer Anders
Munk. Det tankevækkende ved
alarmreaktionen er, at den frem-
kaldtes af noget, som danskere
ikke har lært sig at diskriminere
imod.
DET DANSKE VEJR
Uden mindste ironi udnævner
Anders Munk det danske vejr til
det mest vidunderlige på hele klo-
den, selvom vore gæstearbejdere
jamrer over det sure, klamme kli-
ma, og nordmænd forbander de
sjappede, våde vintre i Danmark.
— Dette er et godt eksempel
på, at vi præges følelsesmæssigt
af det fysiske miljø, vi vokser op
lej en bil
til opholdet i Danmark.
Nye modeller, flere
størrelser. Billigste pri-
ser bl. a. fordelagtige
uge- og månedspriser.
Skiv efter komplet pris-
liste eller ring til
12 05 75

PUGGAARDSGADE 21, KØBENHAVN V.
i, og dette såre velkendte fæno-
men forstærkes endda af indok-
trinering i form af fædrelands-
sange og grundlovstaler.
I New York har man fået den
afsindige ide at bygge en kæmpe-
stor plastickuppel, der skal skær-
me byen mod vejrets luner, og
især forhindre millionudgifter til
snerydning. Er det da mennesket
eller kommunekassen, der kom-
mer i første række? spørger pro-
fessor Munk. Hvis beboerne ikke
er sindssyge af frustration på na-
turlige stimuli i forvejen, skal de
nok blive det.
Og dog, mennesket tåler meget.
Der er jo også gennem utallige
generationer fremavlet et opti-
mistisk livssyn. Jo mere afskye-
ligt, det har været at være men-
neske i de skiftende samfunds-
ordninger, desto stærkere var ren-
dyrkningen af en mennesketype
med evne til at se de lyse sider
af tilværelsen, postulerer profes-
soren.
For ham at se er det den ene-
ste fornuftige forklaring på den
ukuelige livsvilje, mennesker ud-
viser selv under de mest fortviv-
lede forhold.
LYKKE: GODS OG GULD?
Anders Munk drager vidtgående
sociale og etiske konklusioner af
sit materiale. Vi må lære at bruge
sproget bedre, siger han blandt
andet.
Det dogme, der står stærkest i
dag, er at lykken er det samme
som gods og guld, selv om høj-
skolesangbogen siger noget andet.
En god part af befolkningen har
opdaget, at dagligt slid ikke bærer
lønnen i sig selv, de trives ikke,
og ser samtidigt, at pengestærke
mennesker kan leve deres til-
værelse efter behag. Det er altså
nærliggende at tro, at rigdom i
sig selv er lykke. Men vi må ikke
bruge sproget på en sådan måde,
at det bliver nærliggende at for-
veksle en pengeindkomst med
saldostørrelsen af trivselsregnska-
bet.
Skulle denne lille ændring af
sprogbruget slå igennem, vil ud-
forskningen af dette forsømte om-
råde for alvor komme i gang, og
politikerne vil af deres vælgere
få pålæg om at udforme mere
dybtgående programerklæringer.
DE UNGE MÅ MED
Ordet flertalsstyre dukker op i
de fleste menneskers bevidsthed,
når begrebet demokrati skal for-
tolkes. Alle trøster sig med, at det
ikke kan gå helt galt i det politi-
ske liv, når flertallet råder. Men
desværre er det sådan, at skolen
og værnepligten er bestemmende
for, hvad vælgerflertallet vil me-
ne i de følgende årtier.
Churchill sagde, at den eneste
formildende omstændighed ved
demokratiet er, at alt andet er
værre. Munk gør disse ord til
sine, men nægter at tage medan-
svar for, at den spontane demo-
kratiske proces får lov til at fort-
sætte uden en analyse af dens
faktorer. Det er uforsvarligt at
lade stå til i en så vigtig sag,
siger han. I vor tid er det sand-
synligvis selvmord.
Måske forekommer det udsigts-
løst at opdrage unge til demo-
krati. Man sporer hos den nye
generation en ubestemt, men
stærk og kvalmende fornemmel-
se af, at det hele nu er ved at
gå helt galt. Dette er nok en vig-
tig årsag til, at de flipper ud og
tit rejser væk i sære dimensio-
ner på stoftrip, tilføjer Anders
Munk.
Men der turde være håb om, at
det bestående samfund alene ved
at bevidstgøre sin egen mekanis-
me vil kunne få aktivt medarbej-
derskab fra mange begavede unge,
som i dag har vendt systemet ryg-
gen.
30