Atuagagdliutit - 08.06.1972, Blaðsíða 8

EF-debat i folketinget
Truede Moses Olsen — eller håbede Knud Hertling, at M. O. ville
gøre det?
Af JENS POULSEN
Folketingets marathondebat den
26. april i forbindelse med første
behandling af EF-traktaten og
forslaget om folkeafstemning den
2. oktober var uhyre interessant
at overvære. Den var ikke bare
stærkt præget af et opgør mel-
lem statsminister Jens Otto Krag
og EF-modstanderne i hans eget
parti. Den blev samtidig en do-
dumentation af det lidet hjerte-
lige forhold, der hersker mellem
folketingsmand Moses Olsen og
grønlandsminister Knud Hertling.
— Da jeg ikke ønsker at ødelægge
billedet af den del af debatten,
der angik Grønland, vil jeg ind-
lede med at citere de forskellige
indlæg i den rækkefølge, de kom,
for til slut af knytte korte kom-
mentarer til nogle af udtalelserne.
Ib Stetter (Det konservative
Folkeparti) sagde følgende: —
Denne markedsdebat foregår på
grundlag af 2 forholdsvis ord-
knappe lovforslag, men det ene af
dem er som bekendt til gengæld
ledsaget af et særdeles omfat-
tende materiale. Debatten føres
også på grundlag af udenrigsøko-
nomiministerens tale her i tinget
den 15. marts, og jeg vil begynde
med at omtale Færøernes og
Grønlands stilling i forhold til De
europæiske Fællesskaber.
Disse to emner er ikke omtalt i
ministerens tale, og det er for-
ståeligt, al den stund regering
og folketing har været af den op-
fattelse, at områdernes forhold
var behandlet og var afklaret.
Denne opfattelse gælder fortsat,
hvad angår Færøerne, som har
opnået det ønskede forhandlings-
resultat, nemlig at den endelige
afgørelse træffes af færingerne
selv inden udgangen af 1975. Ind-
til da sker der ikke væsentlige
ændringer i samarbejdet mellem
Danmark og Færøerne, og hvad
der skal ske med dette samar-
bejde efter 1975, afhænger helt
af hjemmestyrets afgørelse og det
arrangement, som etableres mel-
lem Danmark, EF og Færøerne.
For Grønlands vedkommende
er der derimod opstået en ny si-
tuation. Landsrådet har med 8
stemmer mod 7, medens 2 und-
lod at stemme, vedtaget at op-
fordre Grønlandsministeriet til at
undersøge muligheden for, at
tidspunktet for afstemningen i
Grønland blev placeret umiddel-
bart efter den 2. oktober 1972.
Denne rent tekniske ændring
kunne naturligvis gennemføres
ved en simpel ændring i den grøn-
landske valglov, men hvorfor
skulle den dog det? Såfremt fol-
keafstemningen i Danmark får et
klart udfald — hvad jeg håber
og regner med — så får en efter-
følgende afstemning på Grønland
ingen afgørende betydning. Og
såfremt udfaldet den 2. oktober
skulle stå på vippen, er det urime-
ligt at udsætte den grønlandske
befolkning for den belastning,
som det ville være, såfremt disse
få tusinde vælgere skulle afgøre
dette store spørgsmål.
Dansk tilslutning til EF har
hele tiden omfattet både Grøn-
land og Danmark, og de grønland-
ske politikere har deltaget i for-
handlingsfasen og har tidligere
givet udtryk for tilfredshed med
resultatet. Den konservative fol-
ketingsgruppe har tilsluttet sig
den opfattelse, at det er den bed-
ste løsning for Grønland at ind-
træde som enhver anden del af
Danmark med de særordninger,
som meget naturligt er opnået
for detrne landsdel.
Men såfremt dette ønske om en
særlig procedure for Grønland i
forbindelse med folkeafstemnin-
gen er udtryk for, at flertallet i
den kompetente grønlandske par-
lamentariske forsamling ønsker
en ændret statsretlig tilknytning
til Danmark, så lad os få dette
synspunkt frem i lyset. Det kunne
jo være ganske interessant på
baggrund af den gældende inden-
rigspolitiske situation, der som
bekendt er bestemt af de grøn-
landske folketingsmedlemmer. —
Efter at Nyboe Andersen (Ven-
stre) havde givet udtryk for sin
tilslutning til Stetters udtalelser
angående Grønland, kom Moses
Olsen op på talerstolen og sagde
følgende: —
Som det er bekendt her i salen,
fik de grønlandske særønsker
medhold nede i Bruxelles. Når
jeg nu i korthed skal kommentere
de opnåede resultater for Grøn-
lands vedkommende, vil jeg ind-
ledningsvis understrege, at den
kritiske holdning, der kommer til
udtryk i mit indlæg, slet ikke
skyldes, at de danske forhandlere,
som har forhandlet på Grønlands
vegne, ikke har gjort deres bed-
ste. Tværtimod har de opnået nøj-
agtig, hvad der blev bedt om. Hvis
Grønland skal melde sig ind i
EF, vil det selvsagt ikke være
for sjov skyld, for når man an-
søger om medlemskab i en union,
er det vel i forhåbningen om, at
man opnår visse fordele. Derfor
vil jeg gøre det på den måde, at
jeg spørger: hvad er det, der bli-
ver bedre for os i Grønland, hvis
Grønland kommer ind i EF? Og
dette spørgsmål vil jeg forsøge i
al korthed at besvare på baggrund
af de opnåede resultater for Grøn-
land.
I tilfælde af Grønlands med-
lemskab har vi fået sikret, at de
gældende støtteordninger fra sta-
ten fortsætter som hidtil. For-
enklet sagt sker der altså ikke
nogen ændring på dette område.
Det andet resultat er bevarelsen
af næringslovsbestemmelserne om
6 måneders bopælspligt forud for
erhvervelse af næringsbrev og
eventuel etablering som privat
næringsdrivende. Denne ordning
har jeg altid personlig været util-
fredt med, fordi den ikke har vir-
ket efter hensigten. Også lands-
rådet er blevet utilfreds med ord-
ningen og har, så vidt mig be-
kendt, nedsat et udvalg, der har
til opgave at gennemgå problema-
tikken omkring dette spørgsmål.
Ifølge traktaterne er der ikke
skabt synlig garanti for forbed-
ringsmuligheder på dette område.
Kort sagt er resultatet på dette
punkt en bevarelse af en ordning,
som tiden er løbet fra. Det kan
jeg ikke karakterisere som en for-
bedring i forhold til de eksiste-
rende forhold.
Det sidste og vigtigste problem
vedrører fiskeriet, som hidtil nu
har været vort eneste eksistens-
grundlag. Her har vi fået lov til
at bevare 12 sømiles fiskerigræn-
sen indtil videre. Her må man
erindre, at den erklærede mål-
sætning for EFs fælles fiskeripo-
litik er frit og fremfor alt ikke-
diskriminerende fiskeri ved med-
lemslandenes kyster. De bedste
fiskepladser ligger jo ved Grøn-
land uden for 12 sømiles græn-
sen, og de nuværende EF-lande
og ansøgerlandene tæller natio-
ner, som vil være- interesseret i
at få del i fiskerilandenes fiske-
rigdomme, bl. a. som følge af
mangel på kyster med rimelige
fiskerimuligheder.
Man kan så sige, at Grønlands
særrettigheder på dette punkt
kan forlænges efter de 10 år, så
længe de sociale og økonomiske
forhold ikke er afgørende ændret.
Dette giver naturligvis nogen-
lunde sikkerhed på kortere sigt.
Men der er andre ting, som vi
må tage i betragtning på dette
område. Således er hr. Gaston
Thorn blevet citeret for udtalel-
ser, som indeholder en passus,
der siger, at eventuelle forlæn-
gelser af undtagelsesordningerne
på fiskeriområdet kan ansøger-
landene ikke øve indflydelse på.
Sidst, men ikke mindst, har
det grønlandske landsråd for ny-
lig enstemmigt truffet en princip-
beslutning, som kræver 50 sømiles
fiskerigrænse ved Grønland. Det-
te sidste må jeg fortolke derhen,
at landsrådet på samme måde
som jeg i dag finder 12 sømiles
grænsen utilstrækkelig. Vi har
med andre ord heller ikke en
mulighed for at betegne fiskeri-
resultatet som noget, der borger
for forbedringer i fremtiden i for-
hold til det, vi ved i dag.
Jeg erkender, at den utilfreds-
hed, jeg nu har udtrykt, nok
kommer lidt sent for dagen, men
det skyldes, at de personskifter,
der er sket inden fo.r Grønlands-
politikken inden for det sidste år,
er kommet så sent, at der lige-
som ikke har været tid til at re-
videre de betingelser, som man i
sin tid stillede fra andre ansvar-
lige personers side. Men jeg kan
altså på de betingelser, der er
grundlaget for de hidtidige resul-
tater, ikke love min positive med-
virken til lovforslagets gennem-
førelse.
Så vil jeg stille et par spørgs-
mål med hensyn til folkeafstem-
ningen. Først vil jeg erindre om,
at landsrådet for nylig vedtog en
resolution, som man har tilsendt
Grønlandsministeriet, og som ved-
rører en ændret folkeafstemnings-
dag for Grønland, en lidt senere
folkeafstemning i forhold til Dan-
mark. Personlig kan jeg ikke se,
at en sådan formel ændring be-
tyder noget som helst i forhold til
en folkeafstemning, der finder
sted samme dag i Grønland og
Danmark. Hvis der skulle være
mening i det, burde landsrådet
have krævet en folkeafstemning,
som ligger forud for den danske,
idet landsrådets begrundelse var,
at man ikke ville risikere at være
tungen på vægtskålen. Men jeg
vil alligevel spørge regeringen:
hvordan har man reageret for
dette ønske?
Det andet, som ligger mig me-
get mere på hjerte, er at få at
vide — selv om jeg erkender, at
tiden er knap — hvordan rege-
ringen stiller sig til en udsættelse
af folkeafstemningen i Grønland
på linje med den, der er opnået
for Færøerne. På baggrund af de
undersøgelser, jeg har ladet fore-
tage af sagkyndige omkring dette
problem, kender jeg de vanske-
ligheder, der ligger ved en sådan
ændring på linje med Færøerne,
men jeg vil gerne høre regerin-
gens reaktion på sådanne ønsker.
I formiddags kom hr. Stetter
også ind på grønlandske områder
i sit indlæg, idet han sagde noget
i retning af, at hvis der i de sær-
ønsker, som efterhånden er kom-
met frem, er indeholdt et ønske
om en ændret status i forhold til
Danmark, er det på tide, at de
kommer frit frem. På baggrund af
de sidste års politiske begiven-
heder, meningstilkendegivelser og
beslutninger vil jeg sige, at del-
er bevægelser i gang i Grønlands-
politikken, som peger i retning af
en mere selvstændig stilling inden
for riget vedrørende en række
indre anliggender i Grønland, og
jeg vil da sige, at det ville være
glædeligt, hvis vi i al stilfærdig-
hed kunne begynde at diskutere
problematikken omkring en større
selvstændighed for Grønland. Det
ville være glædeligt for mig i
hvert fald, om vi kunne gøre det
i samdrægtighed og uden store
armbevægelser.
Med hensyn til EF som sådan
vil jeg ganske kort sige, at jeg
tror, at Danmark på kort sigt vil
vinde en vis økonomisk gevinst,
og jeg tror ikke, at hverken Grøn-
land eller Danmark bliver over-
rendt af fremmedarbejdere. Jeg
tror heller ikke, man skal frygte
for en trussel mod kulturen, spro-
get osv., og jeg vil da også un-
derstrege, at jeg går ind for et
stadig snævrere samarbejde på
internationalt plan. Men for at
sige det meget kort, så har jeg in-
gen tiltro til, at EF-formen, som
den er i dag, er en hensigtsmæs-
sig form for fleksibelt samarbej-
de, som kan bidrage til større af-
spænding eller større internatio-
nalt samarbejde. —
Statsminister J. O. Krag knyt-
tede følgende kommentarer til
Moses Olsens indlæg: — Hr. Mo-
ses Olsen rejste nogle spørgsmål
vedrørende Grønland. Jeg skal
besvare nogle af dem. Hr. Moses
Olsen rejste bl. a. spørgsmålet om
afstemningsdatoen, og der må jeg
sige, at jeg finder, ligesom jeg
ved Grønlandsministeren har gi-
vet udtryk for det i et svar til
landsrådet, at afstemningsdatoen
i Grønland og j det øvrige Dan-
mark skal falde sammen. Jeg er
helt enig med de motiver, Grøn-
landsministeren har givet for det,
og som hr. Stetter tilsluttede sig
i dag: hvis man tænkte sig, at
Grønlandsafstemningen faldt se-
nere og der allerede var konstate-
ret et, skal vi sige tilstrækkelig
stort flertal til, at den grønland-
ske stemme ikke ville gøre nogen
forskel, ja, så ville den grønland-
ske afstemning forekomme me-
ningsløs .Og skulle det være, at
der var truffet en afgørelse med
en så lille margen, at de grøn-
landske vælgere kom til at udgøre
det sving, der traf den endelige
afgørelse, så ville det være et
ganske urimeligt pres at lægge på
de grønlandske vælgere.
Af de grunde må jeg tilslutte
mig det standpunkt, at det rig-
tige er, at folkeafstemningsdatoen
for de grønlandske vælgeres ved-
kommende bliver den samme,
som allerede er fastlagt, nemlig
den 2. oktober.
Det er rigtigt, at der skal føres
forhandlinger mellem det grøn-
landske landsråd og de færøske
myndigheder om en række fiske-
riproblemer inden for den sø-
milegrænse, som er tilkendt
Grønland. Jeg synes ikke, jeg her
skal gå nærmere ind på, hvordan
disse problemer skal løses — jeg
ved, der foreligger en korrespon-
dance om det, også mellem Grøn-
landsministeren og det grønland-
ske landsråd — men jeg skal hen-
vise til den korrespondance og
udtrykke ønsket om, at man vil
kunne forhandle i god gensidig
forståelse og finde frem til nogle
positive resultater. —
Da Moses Olsen igen kom for
tur, knyttede han følgende be-
mærkninger til statsministerens
indlæg: — Statsministeren mener
på linje med vores grønlandsk-
fødte Grønlandsminister, at det er
bedre for Grønland at følge Dan-
mark i ét og alt med hensyn til
EF. En sådan holdning rimer, for
at sige det meget mildt, i aller-
højeste grad dårligt med rege-
ringens erklæring ved sin tiltræ-
delse, som lød på, at man ville
revidere principperne i Grøn-
landspolitikken, således at de
kom til at hvile i højere grad på
de grønlandske forudsætninger.
Når jeg og med mig andre øn-
sker forskellige ordninger med
hensyn til folkeafstemning i
Grønland og Danmark, er det.
fordi det absolut ikke er forene-
ligt med grønlandske forudsæt-
ninger at ønske, at Grønlands og
Danmarks stemmer udgør én ene-
ste pulje.
Det må siges, at det er rigtigt,
at Grønland i dag rent statsretligt
er en del af Danmark. Man siger
ofte, at Grønland er Norddan-
mark, hvilket jeg mener er noget
hykleri, eller at Grønland er et
dansk amt. Men Grønlands stil-
ling i forholdet til Danmark er
aldrig blevet nærmere præcise-
ret, hverken her fra talerstolen
eller andre steder. Det eneste, der
står i grundloven, er at den gæl-
der for alle dele af riget.
Bortset fra det formelle stats-
retlige må regeringen og alle i
Danmark, der har nogen kend-
skab til de grønlandske forhold,
efterhånden kunne erkende, at de
faktiske forhold og forudsætnin-
ger, ud fra hvilke vi i Grønland
skal tage stilling til EF, er gan-
ske anderledes end de forudsæt-
ninger, man i Danmark skal
stemme ud fra, lige bortset fra
det formelle statsretlige.
Det er beklageligt, at regerin-
gen ikke — eller må jeg måske
hellere sige: heller ikke — på
det punkt kan leve op til det, re-
geringen har sat sig som mål ved
sin tiltræden. Det er en brist på
logikken her, som jeg finder me-
get beklagelig.
Nu er det jo sådan, at folke-
tinget sædvanligvis følger lands-
rådets og dermed de grønlandske
politiske instansers råd og ind-
stillinger til punkt og prikke, selv
om folketinget en gang imellem
kunne se, at der måske var et og
andet at rette op. Derfor er det
dobbelt ærgeligt og beklageligt,
at en regering, som for en gangs
skyld tæller en af mine lands-
mænd, ikke kan følge grønland-
ske forudsætninger eller ønsker.
Dermed mener jeg, at regeringen
på sin vis bryder princippet om,
at folketinget og regeringen føl-
ger ønsker, som er udtrykt fra
grønlandsk side. Det er højst
tænkeligt, at regeringen i dag
fastholder sin beslutning om at se
bort fra kendsgerningerne i for-
holdet mellem Grønlands og Dan-
marks væsensforskellige forud-
sætninger og grundlag for at tage
stilling til EF.
En af de mulige konsekvenser
heraf, som vi også har været inde
på tidligere i dag, er, hvis vi tæn-
ker os den situation, at Grønland
siger blankt nej og Danmark ja
til indtræden i EF ved en folke-
afstemning, hvor vore og danske
stemmer går i én pulje, og hvor
afstemningen finder sted på sam-
me tid, at vi naturligt kan tage
Grønlands statsretlige stilling op
til en fornyet overvejelse. Derfor
er der jo intet til hinder for, at vi
allerede på et tidligere tidspunkt
begynder at overveje de hensigts-
mæssige rammer for en sådan
overvejelse i al fredelighed. Men
så længe regeringen bliver sid-
dende, og så længe traktaterne
ikke er ratificeret, er der håb for
mig og nogle stykker andre. —
Lidt senere hen under debatten
kom så grønlandsminister Knud
Hertlings af flere grunde tanke-
vækkende indlæg: — Som svar
på hr. Moses Olsen sidste be-
mærkninger vil jeg gerne sige, at
det i denne sag, som jo også er
overordentlig alvorlig for Grøn-
land, vil være rigtigst, at vi prø-
ver på at holde os til realiteterne
og ikke nærer ønskedrømme.
Da ønsket om en særskilt folke-
afstemning i Grønland oprindelig
blev fremsat, ønskede man, at af-
stemningen i Grønland og afstem-
ningen i Danmark skulle være
fuldstændig adskilte. Dette lod
sig ikke gøre på grund af den
statsretlige ordning, vi har, og
det fik man at vide. Dernæst øn-
8